Dato: 27. december 1858
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 27' Decem 1858

Med sand moderlig Taknemmelighed modtog jeg Deres sidste herlige Aands Arbeide, og med ligesaa kjærlig moderlig Glæde aabnede og lod mig forelæse Deres elskelige Brev. Da Viggo havde sluttet udbrød han: Moder, ingen Søn kunde skrive kjærligere til Dig. jeg fik Taarer i Øinene og i det Øjeblik føelte jeg en Erstatning for mit bestandig smertelige Tab. Gud velsigne Dem for hvert Ord De i Deres kostbare Tid, anvender paa mig

Jeg er tilfreds her paa Heden da jeg troer at have gjort hvad jeg skulde gjøre, men nægte at jeg altimellem føler dybe Savn, det ville være Mektatjon. Jeg, som fra min tidligste Ungdom har indsuget de gamle Grækers Anskuelser, jeg har ogsaa uendelig Sands for Skjønhed i hele Naturen, i baade hvad der kaldes levende og dødt. At finde Skjønhed her i Konstens Rige, er jo slet ikke tale om, at finde den i Naturen falder saa vanskelig for Mange her, men lykkelig er jeg ved at jeg ikke er i disses Tal. Her er meget glædeligt skjønt. Naar Skyerne tillade det, saa er herlige deilige Sol Opgange og Nedgange, Heden seer ud, som om den var overstrøet med kolosale hvide Roser i grøn Grund, for mit øje seer det deiligt ud, de skarpseende sige det er det hvide Mos der ligger i smaa Klynger, mange Steder krydser temmlig brede Bække Heden, det er ogsaa smukt; men ved at være tilfreds med disse ydmyge Skjønheder har man ondt for at føle sig hjemme under Solens Træ, det overvældede mig arme Gamle, jeg svimlede ved at hver Gren skulde kunde være en Kæmpestor Platan eller en kongelig Ceder, og nu i den gigantiske Natur, et Glaspalads, jeg maatte tænke paa Glaspaladset i London og det var jo ogsaa saadan opfyldt med alverdens Herligheder. Der skal Kraft og Ungdom for at finde sig hjemme der, jeg er det ikke mægtig, jeg føler nok det grandiose i Beskrivelser, men jeg er ikke hjemme der, og aldrig kunde jeg hvile saa trygt paa Liliebladets Balkon som Døgnfluen paa det elskede Egetræes Blad. Jeg tilstaaer jeg følger ikke ganske Brødrene; Digteren har De været haard imod, og at Søsteren er blind, er reent imod min Religion, aldrig, synes mig at man kan see nok paa al den Herlighed den alkjærlige Fader har overvældet os Mennesker med ligefra den mindste Spire af Ukrud til Stjernebillederne, enhver Ting fordrer Tilbedelse, og for at kunne det, har den gode Gud givet Sjele og Legeme Øje.

d 28'

Jeg blev kaldt fra Brevet, og nujeg kommer til det, staaer det mig ikke klart hvad jeg hat skrevet og da jeg ikke kan læse det, og ikke holder af at lade mig det forelæse saa vil det jo ikke komme til at hænge sammen med det første. Hendes Traad ledte hende rigtig, jeg holder den ogsaa fast, men kalder den ikke hvad De (maaske for at glide med Tiden) kalder den. Jeg kalder min Traad: Taknemmlighed Kjærlighed og Hengivenhed mod vor gode Gud, vor almægtige Gud som jo kun En blandt Millioner kan tvivle paa, altsaa er Ordet Tro, overflødigt, og efter mit Tykke ikke paa rette Plads. Da Filosophen anseer dette Deres Sidste for det Bedste, er det vel saa, men med Oehlenschlæger maa jeg sige: Bedre troer jeg vist hun qvæder. Men tilgiver at jeg græder. Min hele Kjærlighed hænger ved Egetræet

I tre Aarhundreder var det tusinde af Skabningers Lyst. I tre Gange tre Aarhundreder,ja saa længe det danske Tungemaallever vil det leve og elskes, og være en Ledestjerne for Sjelen som det var det for Havets Sønner

Da jeg nok veed at man hænger med særdeles Ømhed ved det sidste Barn, saa vilde jeg ønske at der allerede var et yngre, for at De ikke skulde i Tankerne see lidt misfornøiet til mig og mit elskede Egetræ, som De er pligtig at holde af da det gjør Dem saa elsket, af Flere har jeg med Glæde hørt, naar jeg har fortalt det» Hvor han maa være god!« Er det ikke en sand Tak Egetræet giver Dem? Det er mig underligt her i mit lille Kammer 6 Alen i Qvadrat at tænke mig Dem i de store prægtige Sale paa Basnæs hvor Glimmer og Pragt omgiver Dem, mon der kan fødes noget saa simpelt at jeg vil kunde elske det? nei, De maa vist hjem igjen i de simplere Omgivelser! Dog det poetiske kan jo ogsaa fødes i Herresale, det veed vi af Salomon, David og - Byron Aanden ændser ikke det udvortes.

Min kjære Viggo hilser Dem saa venlig og skjønner saa uendelig paa Deres Breve ligesom jeg; jeg var i Kvong da Deres Brev kom, han modtog mig med de Ord: Det var deiligt Du kom her er Brev fra Andersen jeg længes efter at læse det Han er bange, da mit Syn er saa daarligt, at jeg ikke kan passe godt nok paa Deres Breve, saa han har bedet om at han maa gjemme dem. Jeg under ham gjerne den Glæde, hen [dvs. han] har det endnu saa besværligt endnu og jeg kan ikke nægte at {at} han længes tidt efter Kjøbenhavn og angrer at han gik saa sjelden i Theatret. Da De skrev om liden Kirsten, sukkede han, og sagde: ja naar jeg komme dertil vil jeg hver Aften i Theatret! Jeg haaber Sommeren vil udsone ham med Landet og lade ham glemme Hovedstadens Glæder som han ikke nød medens han var der.

Deres moderlig kjærlige Signe Læssøe

Lev vel, kjere Andersen! husk paa hvad Mannaen var i Ørkenen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost