Dato: 29. december 1858
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d. 29de December 1858.

Tak, kjære Andersen! for Deres Brev og Deres Trofasthed imod mig, det er mig saa kjært at see at De mindes mig med saamegen Venlighed. De har gjort Børnene en stor Fornøielse med de Ting De havde udklippet, disse, tilligemed 12 ældre Udklipninger, som Rigmor fik til sit første Juletræ fra sin "Gudfadder," prydede vort lille Juletræ, som paa Grund af den snevre Plads, kun kunde være lille, men som vakte den meest levende Jubel hos vore tre Smaapiger. Jeg har ikke faaet Folke-Calenderen endnu og har altsaa ikke læst Deres sidste Eventyr, men glæder mig meget dertil, de Eventyr vi have af Dem ere næsten spiste op, Børnene kræve dem uafladeligt; mange af Smaaversene i Børnenes Billedbøger, som De har skrevet, blive allerede nu fremsagte af lille Christine, der taler om "Arnsen," som om hun kunde huske Dem. Børnene voxe og trives godt, Gud være takket! de trænge egentlig til lidt Afvexling, de Smaae, her er næsten ingen Omgang for dem, og jeg har jo nu i henved et Fjerdingår ikke været udenfor Christinelund, saa jeg skal ikke kunne være videre til Morskab for dem, men de er dog glade og Iystige som Fuglene i Luften, hvor et Barns ubevidste, sorgløse Liv dog er yndigt; det er jo Børn vi atter skulle blive til for at indgaae i Himmerige.

Det gaaer mig ligesom Dem, jeg lever stille i denne Juul, vel har Egnen Bal og Lystighed hver Aften, men jeg er ikke med, jeg bindes af en Pligt, som jeg ikke tør svigte. Dog er der lidt Længsel i mig efter det muntre Liv, det skal jeg ikke nægte, de fleste alvorlige Naturer trænge vist til Livlighed og Lystighed udvortes fra, jeg savner lidt den brogede Omgang i Kjøbenhavn, den Afvexling som Livet derinde har, men jeg er paa den anden Side overbeviist om, at jeg netop skal have det som Herren har anviist mig min Vei, jeg har saa megen Hang til at indlade mig paa Meget og paa mange Forhold, saa jeg skal tvinges til at indskrænke mig.

Elise lever saa meget i Erindringen om Jette Wulff, som hun jo har kjendt saa nøie og elsket siden sin Ungdoms første Tid. Hun oplevede nogle deilige Dage med hende i Sommer paa Jungshoved, de forstode hinanden endnu bedre end tidligere, og hun var til alters med Elise hernede. Nu læser hun alle hendes gamle Breve, og nyder ret den skjønne og rigtbegavede Natur som Jette Wulff besad og fortæller mig saa ofte om hende. Ogsaa Holger mindes hende med saamegen Beundring og Sympathie.

Fra Bedstefader fik jeg idag Brev, hvori han skriver at han med Onkel Edvard er bleven enig om at hans Fødselsdag, hvis han atter oplever den, skal gaae af i Stilhed, "paa Grund af min Alder, og den dermed følgende Skrøbelighed (som jeg ikke mindre end andre kan bemærke.)" Det rører mig altid saameget naar den gamle Mand saa barnligt taler om "sine Skrøbeligheder," fordi jeg fmder at han staar saa høit over os andre i Henseende til ei at gjøre sig gjældende og til at forlange saa lidt for sig selv, saa lidt Bequemmeligheder, saa lidt Hensyntagen, og til at være saa taknemlig over ethvert lille Tegn paa vor Kjærlighed. Og saa at være saa gammel, med saa megen Ret at kunne være fordringsfuld og vanskelig, ja det beskjæmmer mig rigtignok at høre ham tale saaledes og jeg føler godt hvor meget der hører til med en saadan Fortid, en saadan stor Kreds af Unge om sig, dog at være saa elskværdig, saa kjærlig imod den Mindste af os som han er. Gud bevare os denne Velsignelse at eie ham, Gud lade os paaskjønne den mens det er Tid; maatte jeg dog endnu engang see ham og høre hans kjærlige Ord, endnu engang see ham tage mine Børn til sit Hjerte, saamange som Gud i Naade vil unde mig at beholde hernede!

Levvel, Kjære Andersen! gid Sundhed og Fred og Glæde blive Deres Part i det kommende Aar. Bevar mig altid i Deres venligste Tanker.

Deres

Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus