Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. november 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 17 Nov 1835

De, Bedstemoderen, eller Tanten, Een skulde have et Brev fra mig. Tanten som Patient, kunde fordre det; Bedstemoderen fortjente det, som den eneste, der har skrevet mig til, men De vil maaskee sætte meest Priis paa min Opmærksomhed, De er maaskee den, som mildest bedømmer min Taushed, altsaa beder jeg de to Andre om Forladelse, Naboens Barn faaer Brevet, men alle Hilsenerne, alle de gyldne Frugter paa Brevduens grønne Green falder til Tanten og Bedstemoderen fremfor til nogen anden. - Dersom jeg var et almindelig Menneske burde De være vrede for min Taushed, saa længe, efter al den Venlighed de Alle have viist mig; som et almindeligt Menneske, kunde jeg ogsaa nok have faaet Tid at skrive, men da jeg nu er en Sjældenhed, som jeg haaber Tiden skal bevise Dem, saa maa De tilgive mig. Min nye Roman opfylder mig saa ganske, i den har jeg flere Maaneder levet indi, forsømt at besøge mine nærmeste Venner. Een Familie (Præsten Rothes41 , som indviterede mig til Middag, viiste mig megen Opmærksomhed, har jeg endnu efter to Maaneders Forløb ikke gjort en Takke?Vesit, det piner mig, men jeg har ikke kundet. Jeg anføre det kun for at vise, at jeg er lige uartig mod Alle. Men naar man nu faar min nye Roman, seer hvad jeg har skabt, haaber jeg at faae Roes istedetfor Dadel. - Betty Salomonsen fik jeg at see hos Fru Lessøe, jeg har ikke besøgt hende, skjøndt det var min Hensigt, men det gik her, som det er gaaet med Alle i de sidste Maaneder. - Jeg veed hun har sagt, at hendes Familie var saa artig imod mig i Hamborg42 , at jeg burde besøge hendes Søster, hun har Ret, men min Musa fordrer stræng Tjeneste, hun har givet mig saa meget at bestille, at jeg rigtig ikke kan følge mine egne smaa Ønsker. Nu, denne Roman er da et eget Arbeide43 . Det er en Skildring af vor egen Tidsalder fra 1829 til 35, den bevæger sig kun i Danmark; jeg troer det vil være fortjenstfuldt og give Arbeidet en sjælden Interesse, at Digteren skildrer, hvad han kjender, hvad han lever i. Om mange Aar, har man da et tro Billede af vore Dage; og har jeg heldigt givet det da maa jo Bogen, jo ældre den bliver faae des større Interesse. Jeg har nu engang den fixe Idee, at den Digter, om hvem Maanedsskriftet har sagt, at han engang lovede meget, men at dette Haab var opgivet; den Dreng, een af vore første Mænd, sagde til, han skulde huske han var et fattig Barn og hvem Biskop Münster lod vide, for 12 Aar siden, at det var en Naade at man vilde lade ham studere44 dog skal faae et Navn, ligesaa berømt som hine. Jeg vil! skeer det ikke. Nu saa maa der tages anderledes fat, i den anden Verden, hvor vi jo alle skal betragtes, som Børn af samme Fader, altsaa med lige Rang. Min ny Roman skal kaldes: De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne. - Det er ikke en almindelig Hverdags Historie, Straalerne divergere. Alt Stort og Smaaligt, Poetisk og Prosaisk skal den omfatte, som jeg har inddrukket det i Hjemmet. Ørsted har hørt første Deel og sætter den meget over Improvisatoren. Iaftes læste jeg den for Abrahams45 og Thiele og de gav mig en Hyldest, jeg endnu aldrig har faaet. Den stikker mig endnu i Blodet, og skinner maaskee af i disse Stræger jeg her kradser. Kjøbstedlivet har Jomf: Salomonsen hørt, men det er kun en Finger af hele Legemet. - Damerne i Bogen ere to fra Fyen, Sophie og Louise, den første er munter og har Aand, den anden stille og elskelig. Saa er der en gammel Frøken Jacoba, som alletider siger Folk Ubehageligheder. En Jomfru, som har en Syæske, med nydelige Ting i og en Bondepige Sidsel, der er det onde Princip mellem det qvindelige Personale. En catholsk elskværdig Gouvernante, Rosalie. En blind Fiskerkone. Fem characteristiske Damer fra Kjøbenhavn. To aandrige. Men Idealet, det eneste der er i Bogen, er en Tiggerpige, en dansk Lara, hun hedder Eva. I Kjøbstedlivet er en Frue og hendes Datter Maren, samt en lille een fra Holstebro. Disse nævnte Personer, griber alle ind i Hovedhandlingen. Der ere ogsaa Scener i Odense. - Men nu slaaer Klokken fire, jeg kan ikke slutte Brevet i Dag, derfor ikke mere om Romanen. Resten af Brevet skrives til paa Løverdag. -

Kjøbenhavn den 19 Nov 1835.

Mit dramatiske Digt, Skilles og mødes er nu blevet antaget og vil under Navn af to Vaudeviller, der opføres samme Aften snart blive givet. Spanierne i Odense og Fem og tyve Aar derefter, Deres Fader maa gjerne meddele disses Antagelse, det er nu ingen Hemmelighed og jeg har Breve fra Dircetionen. Det vil vist more Odenseanerne at høre fra Scenen flere Localiteter fra deres By, som selve Spaniernes Ophold der, Laugenes Maade at fløtte Skildt, Munkemølleport og Sanct Knuds Markede nævnede og Familien kjender jo hele det første Stykke. Kenilworth indstuderes i denne Tid, om 3 Uger haaber jeg den gaaer. Vi skal ogsaa have en ny Vaudeville af Herz: Debatten i Politivennen46 , i hvilken den gamle Lindgreen47 har et Syngepartie. Han gaar nu paa Syngeskolen. Øehlenschlægers Socrates faae vi om 8 Dage.

Mine Børne Eventyr (andet Hefte) skal blive Dem tilsendt om 14 Dage, maaskee De paa samme Tid kan faae Kenilworth, det vil sige Sangene til Stykket, thi kun disse blive trykte. Jeg har i disse Dage fuldendt et lille vercificeret Stykke: en rigtig Soldat, hvori kun ere to Personer, en Tante og en Broderdatter, det er ret drolligt at læse, men jeg troer ikke det kan spilles, eengang lader jeg det vel trykke mellem andre Baggateller48 . Syngemester Zinck, der, som De veed har komponeret en smuk Musik til Alferne af Heiberg49 , har jeg givet Løfte at skrive et Syngestykke. - Faaborg har faaet en lille Rolle i Kenilworth, han er Grev Susex. Naar De hører min ny Roman, vil De neppe gjætte hvad jeg har læst under dette Arbeide. Just for at glemme alle almindelige Digtere, læser jeg kun Calderon, den sydlige Blomsterduft, den Zarthed som bevæger hans Skikkelser holder mig iveiret i det jeg skildrer vort Hverdagslivs Hængedynd. Mens jeg skrev Smaakjøbstedlivet i Lemvig, læste jeg det yndige "Livet en Drøm"50 ; saaledes er jeg det omvendt af Gart[n]erne i vore Haver, han spiser Grovbrød medens han planter Natvioler. Hvad De og Familien vil sige og synes om Bogen tænker jeg imellem i mit stille Sind. Nu veed De at jeg er meget stor, altsaa maa jeg jo ogsaa have store Tanker. Deres Fader vil sige: Det er en Digter, som har Lune. Det er et Byesbarn, der fortjente at have gaaet i Odense Skole. Deres Moder og Bedstemoder vil sige: Hvor har han den Menneskekundskab fra. Deres Tante vil aldrig mere demonstrere med Kosteskaft, naar vi ere uenige, hun vil sige: jeg respecterer ham, som var han Fru Guldbrand. (Apropos, hvorledes lever Sønnen i Kjøbenhavn51 Jane vil sige, hvor Otto er interessant. Thea paastaae, at hun dog heller gad leve med Vilhelm. Augusta vil mene at de tragiske Scener ere ligesom gribende, som hvor Antonio møder Annunziata i Venedig. Louise vil være lykkelig over de kjøbenhavnske Damer, Caroline over Maren med det forfærdelige Bryst og Secretairen der synger til Spilledaase. De, ja, De vil helst dvæle hos den gamle Rosalie og hos den blinde Fiskerkone. Kjøbenhavn vil De, som Fru Lessøe siger, vel ikke elske, paastaae at jeg har været ond, seet formeget paa Pletterne. Men De vil vel neppe, som hun spolere den gode Bog, ved at klippe et af Bladene ud, paa hvilket rigtignok berøres en Scene - som Fru Lessøe siger, jeg aldrig havde skrevet naar jeg ikke havde været i det afskyelige Paris. Det er ellers en meget kjøbenhavnsk Scene, og jeg har behandlet den saa fiint, at jeg tør sige, det er dansk Gadesnavs præsenteret i en Sæbeboble. Det beroer altsaa paa Læserne selv hvorledes han vil være, beskues kan det, men griber man deri, da brister min Boble og han faaer kun Snavset i Haanden.

Glæd mig nu, i det mindste om 1/4 Evighed med et Brev. Forkort Tiden, ligesom De er venlig stemt mod mig. - Bedstemoder veed jeg vil undskylde mig, med sønlig Hengivenhed tænker jeg paa hende, hendes Hjerte har jeg altid vurderet, denne Sommer fik jeg ogsaa Ærbødighed for hendes Forstand. Hun er en fortræffelig Kone, jeg vilde være stolt af at kaldes hendes Søn. Hils nu Tanten saa nydeligt som mueligt, Forældre og Sødskende. Dernæst Knudsens, Becker52 og Guldbrands, samt Sleppegrel. Altid er jeg af Hjertet Deres broderlig hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus