Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. januar 1859
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Basnæs ved Skjelskjør Nytaarsdag 1859.

Kjære velsignede Fru Læssøe!

Det første Brev jeg i det nye Aar skriver, skal være til Dem, med sønlig Hilsen og de bedste Ønsker for Deres Sundhed og Tilfredshed; hjerteligt tænker jeg derved ogsaa paa Deres Søn Viggo, som jo læser dette Par Ord for Dem og hvem jeg her ogsaa ønsker et glædeligt, lyst nyt Aar. Jeg fik Deres inderlige Brev igaar, Aarets sidste Dag og læste det to Gange igjennem; det var en riig Brev Dag for mig herude, jeg fik ikke mindre end fire Breve, eet af disse var fra Fru Kock, som skriver, hvad der ogsaa vil interessere Dem at høre: »- Endelig er der kommet Brev fra den Hr Vezin, som jeg fik Broder Peter til at skrive til; tør vi stole derpaa, maa det trøste os med Hensyn til J ettes sidste Øieblikke. Efter at have lidt i Begyndelsen af Søsyge, det vidste jeg af hendes eget Brev fra Southamton, befandt hun sig vel paa Resten af Reisen og pleiede efter Frokosten, som ender Klokken eet, at lægge sig; han saae hende ikke paa Dækket, da Ulykken skeete, han antager derfor, at hun var været i sin Seng, og at det giver grundet Haab om at Lidelserne have været meget korte. Mere tør vi ikke vente at erfare; jeg vilde saagjerne vide noget om Dagen der gik forud for Ulykken, men det vil ingen levende Sjæl kunde fortælle. Gud give hende Saligheden og Glæden i sin Himmel; vi kunne kun længes og savne!«

Dette er Søsterens Ord; jeg veed Deres Deeltagelse, kjære Fru Læssøe og derfor har jeg nedskrevet Alt hvad jeg selv har faaet at vide.

Mit Eventyr (i Folkecalenderen) »De Vises Steen«, tiltaler Dem ikke; men De har ogsaa, seer jeg, af hvad De skriver derom, slet ikke opfattet det, som det er; jeg maa nok give det nøgne Skrog, maaskee De da synes bedre om det, naar De høre det igjen forelæse og følger min Tanketraad. Solens Træ er Verden; her sidder Mennesket (Menneskeaanden) i al den skabte Herlighed og vil nu ogsaa vide hvad der er paa hiin Side Graven; han har Religionens Trøst, men han vil have Visheden gjennem sin Sandhedens Bog, gjennem Tænkning og Viden. Det Sande, Gode og Skjønne holder Verden sammen, det har et Tryk her, saa haardt som det der giver Diamanten sin Tilværelse, og holden de dette Tryk ud, bliver for os Bevidsthedens Juveel at den Menneskehed som fik i og om sig en saadan Herlighed, ikke kan forsvinde i Graven, men løfter sig, i Bevidsthed, til een endnu større Herlighed. For at gribe denne Bevidsthed drage de begavede Naturer ud i Verden, gjennem Videnskaben, i Livet selv søge de stærke, forskjellige Aander, men den fulde Forvisning findes ikke ved vor kløgt, men ved Inderligheden, Guds Stemmen i os, den blinde Pige, der holder sig ved den usynlige Traad, som fører til Hjemmets Hjem. I Verden selv findes heller ikke det Sande, Gode og Skjønne i sin hele Juveel Fuldendthed, - men rundt om hos Menneskene, i hver Krog, samle vi hvert enkelt lille Træk, Blinket fra Gud, der viser sig da en Fylde, en Rigdoms Storhed at vi maa tilstaae; Juvelen er her! vi maa viide Tro, og Menneskeaanden følger den himmelske Regnbue udover Verdens Kløgtens og Videnskabens Sandhedsbog der, hvor op Solens Træ endnu har strakt sine Grene!

Er det Dem nu tydeligt! det er ret kjedeligt at jeg ikke kan sidde hos Dem og besvare hvert Spørgsmaal De rimeligviis vil gjøre endnu, men det kan klart besvares og jeg er forvisset om at De vil blive meget tilfreds og glad just ved dette Eventyr, som De ved Læsningen strax har faaet feil Greb paa. Lad mig nu ved Leilighed høre om mine Ord har været af Virkning. Et nyt, jeg tør troe meget digterisk Stykke, en Historie om »Waldemar Daa og hans Døttre« har jeg skrevet, faaer jeg i det nye Aar saa mange Historier og Eventyr at de kunne danne et Hefte, da vil et saadant komme ud og jeg sender Dem det, naturligviis, lige strax. - Paa Mandag har jeg været her paa Basnæs en fjorten Dage og levet saa stille, som De kan leve paa Deres Hede. Fru Scavenius har ikke været rask, her har intet Selskab, ingen Munterhed været, jeg har sidder meest paa min Stue eller gaaet langs den graa, taagede Strand, men den har i den Skikkelse ogsaa sit Interessante. Lev nu glad og vel! jeg veed at De venligt tænker paa mig! Gud glæde og bevare Dem! hils Deres Søn og hver i Deres Omgivelse som har nogen Interesse for mig.

Deres sønlig hengivne H.C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost