Dato: 17. december 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjære Hr Professor!

Her sender jeg Dem det ny Hæfte af mine "Eventyr", gid De maa være mere tilfreds med disse, end de forrige, mange sætte disse, forunderlig nok, selv over Improvisatoren, Andre derimod vil, som De, at jeg ikke skulde have skrevet dem! Hvad skal jeg nu tro? - Grunden hvorfor jeg i en Evighed ikke har skrevet Dem til er alene den at jeg har altid skrevet. Ingensinde har jeg været mere flittig, jeg føler mig ordenlig angrebet deraf, noget nærvesvag; jeg er alt i Slutningen af mine nye Roman, og den er i to Dele. Ørsted, Sibbern og Thiele kjende lste Deel. Ørsted sagde at den unægtelig stod over Improvisatoren i Characteer Skildring og at jeg vilde faae Ære og Glæde af denne Bog. Sibbern sagde at før han hørte den, var han meget bange at den ei vilde staae saa høit som den sidste Roman, men han blev fyldestgjort og troede at Mængden vilde gribes endnu mere ved dette Arbeide, end ved noget andet af mig. Thiele: fandt Tidens Mennesker og det poetiske Nu saa vel grebet, at han meente at Bogen, maatte i Tiden, selv faae historisk Interesse. See det er jo altsammen / smukt og glædeligt! min Mening, ja Forfatteren maa jo nok have een, er at Improvisatoren staaer over denne i Natur Skildringer, men denne over Improvisatoren i at skildre Mennesker. Nu kommer det an paa hvilket der er det største. Bogen hedder: De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindseme; heni Mai er den vist trykt. Den vil vistnok gjøre Udslaget om jeg kan optages, som Svend i det store Laug. - Under Arbeidet har jeg imidlertid skrevet et lille vercificeret Stykke, "en rigtig Soldat", der spilles af to - Damer; - Kenilworth er der Prøve paa, videre er man ikke kommet. Min Vaudeville Skilles og mødes, er blevet antaget, men som to Stykker. Directionen mener der udkræves formegen Phantasie, til at tænke sig 25 Aar mellem hver Act. - Øehlenschlægers Socrates tager sig godt ud paa Scenen, Dæmonen derimod, som udførtes af Fru Heiberg, blev der hysset af, om det gjalt Rollen, eller hende veed jeg ikke. Dog bliver det neppe et af de Stykker Folk ofte komme / at see! Hvad "Fyens Reisen" angaaer, da bliver den ikke meget anseet, og næsten Alle ere slaaede over de mange Smagløsheder deri. Jeg finder nu Digtet til Dem [stygt rettet til:] flaut og det til Hauch høist taktløst.

"Du er en Ørn med stækket Been!" Alt om Lotte, er derimod rørende og smukt. - Naar giver De os noget? Deres Jerusalem Skomager tiltaler mig ganske forunderlig. Jeg var tilfreds, jeg endnu ikke havde læst den og havde dette Arbeide af Dem til gode, som en ganske ny Bog. - Naar Træerne springe ud, springer jeg med, og da faaer De min Vesit; jeg er jo velkommen? Mangen Aften, naar jeg sidder hjemme i min Stue, faaer jeg Længsel efter Deres hyggelige Hjem og ønsker da at Sorøe laae paa Hjørnet af Nyhavn, saa kunde man da lettere gjøre Vesit. - Det er ellers første Gang at jeg har glemt Vinteren over den Sommer jeg selv skabte; i min store Arbeidsomhed glemmer jeg reent det raa Vinterveir; det synes mig, som om kun Gardinerne vare trukne for, at det varme Solskin ikke skulde forstyrre mig og lokke mig fra Arbeidet; er min Bog færdig, da / trækkes Gardinerne op og det er da virkeligt Foraar. O hvem der da kunde flyve hen, hvor den dumme Stork reiser bort fra. Jeg reiser bestemt ud af Landet med Døden, faaer jeg ikke Lov at reise udenlands paa ny, som jeg reiste sidst. Vil De sende mig et Brev til Nytaarsgave, saa vil jeg være Deres taknemlige, som jeg altid er af Hjertet Deres

hengivne

H.C. Andersen.

Kjøbenh: 17/12 35.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 105-08)