H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Thomas Overskou 8. januar 1836

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Registrant +Frederiksberg

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. januar 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Thomas Overskou
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 8 Januar 1836.

Kjære Ven!

Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i »Dagen« min Text til »Festen paa Kenilworth«, er der dog skeet mig Uret, men som hverken De eller Publicum drømmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem, en lille, venskabelig Fortælling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres øre. De skal kjende Syngestykkets Historie. det er nu snart fire Aar siden, »Bruden fra Lammermoor« første Gang kom paa Scenen. Alt da følte jeg det Vanskelige i at sammentrænge en Roman i et Aftenstykke, især naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjøre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med »Bruden fra Lammermoor« og fortalte, han i et Par Aar havde følt stor Lyst til paa en lignende Maade at faae »Kenilworth« behandlet; han vilde, at Heiberg skulde gjøre det; de havde talt sammen; men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom; dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig, at Weyse ønskede et Arbeide fra mig, og jeg besluttede da at vove det; maaskee kunde vi her faae et udødeligt Værk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt og de og de Characterer fremtræde. Jeg skrev det;&lod ham læse det og gjorde nu Forandringer, ja, omskrev tre Gange Finalen i anden At, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands; da var han midt i anden Act. De nye Ideer, han imidlertid fik,de Forandringer, han ønskede igjen, kunde jeg saa langt borte ikke gjøre; han gjorde dem da selv, fik F.J. Hansen til at sætte her to, der fire Linier til, osv., eller forandre mine to Stavelser til een Stavelse. Andet Vers af »de herreklædte Riddere«, troer jeg, er af Weyse selv. - Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket; men nu var Musikken næsten færdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten vare af den Beskaffenhed, at de ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg et Sted:

Fra disse dunkle Gange

Snoer sig Dødens Slange.

Nu staaer der:

Fra denne skumle Krog

Snoer sig Dødens Snog,

saa det er jo Mit og dog ikke Mit. Jeg anfører dem dette for at vise, at Musikken slet ikke er bleven til for Textens Skyld; Men Texten er skabt for Musikken. Jeg har saa fuldkomment i Alt føiet mig efter Weyse, at naar hans Musik, som billigt er, fortjener stor Ære, er det lidt ubilligt, naar man nu veed det, at sige, Texten er slet. Jeg kan næsten sige, den er bestilt Arbeide: saaledes skulde den være til denne ypperlige Musik. At jeg aldrig oftere, om selv Vorherre bad mig, vil gjøre en heel Roman om til en Opera, kan de være overtydet om.

Naar jeg fortalte Publicum, hvad jeg her siger Dem, da vilde vistnok de Billige sige: »Men saa bør vi dog være tilfredse med Andersen!«; men det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for Meget eller talte mod Weyse, som jeg beundrer og elsker. Nu veed De, som har talt om mig, at jeg ikke er saa skyldig, og det er mig Nok. Gid jeg med min nye Vaudeville maa vise, at efter min Reise ogsaa mit dramatiske Talent har udviklet sig. Glæd mig med et par Ord, tillader Tiden Dem det.

Af ganske Hjerte Deres hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

Kjøbenhavn den 8 Januar 1836.

Kjære Ven!

Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i »Dagen« min Text til »Festen paa Kenilworth«, er der dog skeet mig Uret, men som hverken De eller Publicum drømmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem, en lille, venskabelig Fortælling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres øre. De skal kjende Syngestykkets Historie. det er nu snart fire Aar siden, »Bruden fra Lammermoor« første Gang kom paa Scenen. Alt da følte jeg det Vanskelige i at sammentrænge en Roman i et Aftenstykke, især naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjøre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med »Bruden fra Lammermoor« og fortalte, han i et Par Aar havde følt stor Lyst til paa en lignende Maade at faae »Kenilworth« behandlet; han vilde, at Heiberg skulde gjøre det; de havde talt sammen; men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom; dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig, at Weyse ønskede et Arbeide fra mig, og jeg besluttede da at vove det; maaskee kunde vi her faae et udødeligt Værk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt og de og de Characterer fremtræde. Jeg skrev det;&lod ham læse det og gjorde nu Forandringer, ja, omskrev tre Gange Finalen i anden At, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands; da var han midt i anden Act. De nye Ideer, han imidlertid fik,de Forandringer, han ønskede igjen, kunde jeg saa langt borte ikke gjøre; han gjorde dem da selv, fik F.J. Hansen til at sætte her to, der fire Linier til, osv., eller forandre mine to Stavelser til een Stavelse. Andet Vers af »de herreklædte Riddere«, troer jeg, er af Weyse selv. - Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket; men nu var Musikken næsten færdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten vare af den Beskaffenhed, at de ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg et Sted:

Fra disse dunkle Gange

Snoer sig Dødens Slange.

Nu staaer der:

Fra denne skumle Krog

Snoer sig Dødens Snog,

saa det er jo Mit og dog ikke Mit. Jeg anfører dem dette for at vise, at Musikken slet ikke er bleven til for Textens Skyld; Men Texten er skabt for Musikken. Jeg har saa fuldkomment i Alt føiet mig efter Weyse, at naar hans Musik, som billigt er, fortjener stor Ære, er det lidt ubilligt, naar man nu veed det, at sige, Texten er slet. Jeg kan næsten sige, den er bestilt Arbeide: saaledes skulde den være til denne ypperlige Musik. At jeg aldrig oftere, om selv Vorherre bad mig, vil gjøre en heel Roman om til en Opera, kan de være overtydet om.

Naar jeg fortalte Publicum, hvad jeg her siger Dem, da vilde vistnok de Billige sige: »Men saa bør vi dog være tilfredse med Andersen!«; men det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for Meget eller talte mod Weyse, som jeg beundrer og elsker. Nu veed De, som har talt om mig, at jeg ikke er saa skyldig, og det er mig Nok. Gid jeg med min nye Vaudeville maa vise, at efter min Reise ogsaa mit dramatiske Talent har udviklet sig. Glæd mig med et par Ord, tillader Tiden Dem det.

Af ganske Hjerte Deres hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: Frederiksberg Biblioteks H. C. Andersen Registrant