Dato: 19. januar 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 19 Jan 1836.

Det var smukt, søsterligt af Dem, at De sendte mig det kjære, lange Brev. Strax da jeg fik det, greb jeg Pennen, begyndte et Svar, det var ifjor, rigtignok kun tre Uger siden. Den første Flade var fyldt, men det var saadan en rædsom gammel Begyndelse, jeg forkastede derfor det Skrevne og begynder nu et nyt Epistel. Romanen er fuldkommen færdig fra mig, jeg er tilfreds med den og det er ikke lidet. Det er som havde jeg klattret et Par Hundret Fod høiere op paa Kunstens Bjerg, nu hviler jeg, det vil sige sætter mig lidt i Mosset, plukker nogle af de smaae Bjergblomster og flætter en lille let Krands, det vil sige fuldfører et lille Syngestykke Renzos Bryllup, Scenen er ved Comersøen. Hvile ganske, ligge brak, kan Digteren ikke, han er, som Naturen, i Forandring ligger Forfriskning og Oplivelse. Hvor det morer mig i Deres Brev at see, hvorledes De give mine Roman-Mennesker Characterer. Med Hovedpersonen har De næsten sat det Modsatte og at Rosalie er lang, det er da forunderligt! Hun er jo en gammel Pige! Louise Collin, sætter da, som Fru Lessøe min ny Roman over den forrige. Jeg anfører disse Yttringer, fordi en Dame, troer vel helst Damerne. De tre elskeligste Qvinder jeg har skildret der er: Johanne, Louise og Eva. De ønsker at høre noget af Bogen, nu vel, her har De en ubetydelig Vise Eva synger i det næst sidste Kapitel af hele Bogen, revet ud af sin Forbindelse taber den sin halve værd. Saaledes som den kommer har den en rystende Virkning. -

1. Vers

Det varme Solskin, Blomstens Duft,

O lad mig det ei miste!

Jeg drikke vil den friske Luft,

Ei lægges i min Kiste!

Derind ei Lysets Straale[r] naae,

Ei Menneskenes Stemme,

Der savner jeg de Blomster smaae,

Og Vennerne mig glemme!

2. Vers.

Nu Livet jeg at skatte veed,

Jeg vil det fast omarme.

I Graven er ei Kjærlighed,

Ei Toner, Lys og Varme!

Der ligger Jorden fast og tung,

Jeg kan ei Laaget hæve -

Mit Blod er varmt, min Sjæl er ung,

Jeg vil saa gjerne leve!

Ja, det er nu dumt af mig, at jeg river Sligt ud af sin Forbindelse. Fru Falbe bliver nævnt i min Roman og jeg har skildret det Partie af Haven, som gaaer til Odenseaae. Jeg haaber det er ligesaa godt, som Øehlenschlægers53 . Mit kan hun jo ikke blive vred over. I Hansens Gaard paa Torvet54skeer ogsaa en Scene og St Knudsmarkede er skildret, saa godt, som jeg kan skildre sligt, selv Bispinden med Kattene inde i Kirken55 , har jeg ikke glemt. Husker De den Landsby Jomfrue vi saae sidste Markede, med den utilladelige store Hat og de vide Handskeærmer, hun er nu Skyld i at alle Jomfruerne fra Gaardene, paraderer saaledes ved Markedet. - I Korsgaden hvor Gjæstgiver Larsen boer56 , opholder Familien sig, fra Gjenboens, i Hjørnehuset (de kjender jo nok den gule Gaard)57 hører man en stærk klangfuld Sopran og en Tenor, Tonerne naae Ottos Hjerte. De kan være saa god at hilse Sopranen fra mig. Nu har jeg sagt den en Kompliment i Bogen fordi den har sunget for Digteren. See det har man, ved at staae sig godt med Poeterne! Nu er da Kruses Oversættelse af Improvisatoren kommet til mig. Det vil sige, jeg har forskrevet den paa min egen Regning, han er i Paris og hans Forlægger har glemt mig. Bogen hedder: Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters, nach H. C. Andersens dänischen Original: Improvisatoren. Fortalen er meget galant mod mig. Reitzel har alt sat en Deel Exemplarer i Omløb her i Byen. Oversættelsen er ordret. Den nye Roman veed De da hedder ene og alene - O. T. - En Tittel der aldeles ikke er søgt, men den naturligste i Verden. - Ingen Vinter er gledet saa rolig og lykkelig hen som denne. Improvisatoren har skaffet mig en Agtelse hos de Ædleste og Bedste, Mængden selv har faaet mere Ærbødighed, Nærings Sorger kjender jeg Gudskee Lov ikke til og jeg har i den senere Tid ordentligt kunde gjort mig Livet behageligt. - Blad Udgiverne sende mig Blade, Reitzel Bøger og Kobbere; saa sidder jeg i brogede Tøfler og Sloprok med Benene i Sophaen, Kakkelovnen snurrer, Maschinen synger paa Bordet og Røgelsen gjør godt. Jeg tænker da paa den fattige Dreng i Odense, der gik med Træsko, og saa bliver mit Hjerte blødt og jeg velsigner den gode Gud! -

Nu er jeg paa min Middags Høide føler jeg nok, siden tager det af. Men Digter-Middagen er nok 6 Aar, og i den Tid kan jeg skrive 6 gode Bøger. Saa har jeg gjort mit i Verden og jeg er vis paa, jeg døer nok i rette Tid! Bare jeg dog først maa komme til Italien, een eneste Gang endnu. - Til Sommer kommer jeg til Fyen, men før den Tid , ja, maaskee har De da en Udgave af Andersen; jeg tør nu ikke sladdre af Skolen. Tal derfor ikke om det i Byen, maaskee, seer De mig til Sommer hænge i Milos og Hempels Skabe; men De skal faae mig først, det bliver et Knæ-Stykke, men tal ikke om det, endnu er det halv uvist, det kommer an paa om Olie-Maleriet bliver særdeles lignende og gjør Virkning paa Udstillingen. Det er mig ellers meget smigrende for jeg sidder for Kunstneren paa Anmodning. Jeg beder ingen og betaler heller ikke for mit Ansigt. "Festen paa Kenilworth" er nu med meget Bifald givet fire Gange for fuldt Huus. Alle de Tilsætninger og Forandringer, Weyse har forlangt ere netop de, som ikke tage sig ud, men jeg har ved dette Stykke kun været den tjenestgjørende Svend. Der er meget Melodie i dette Stykke, en Duet mellem Leicester og Emmy og een mellem Alasco og Leicester ere sande Mesterstykker. De gjøre furore. Kirckheiner spiller særdeles godt. Ved fjerde Forestilling, før Ouverturen begyndte sad han paa Bænken i Vertshuset "den sorte Bjørn", hvor Scenen begynder; jeg havde sat mig op paa Bordet med Benene ud mod Teppet, pludselig begyndte Ouverturen, var Teppet rullet op havde Tilskuerne sent "Varney" og Digteren i "dyb" Samtale om "Madam Iversen og Augusta Søeborg", han bad mig endelig hilse dem og da fortælle, hvorledes jeg var tilfreds med ham i mit Stykke. Han skal nu spille Francesco i Spanierne i Odense, som opføres i Begyndelsen af Februar. Sælboe fra Odense talte jeg med forleden ved Opførelsen af Kenilworth. Apropos! iaar har Deres Bedstemoder ikke ladet mig besørge Indrykkelsen om hendes Avis. Jeg har seet det i den berlingske Tidende. Der skulde dog ikke ved Afgjørelsen af vort Mellemværende være flagret for let hen af mig. Jeg betragtede det Hele som en Bagatel og sagde: "det gaaer ligeop!" jeg er dog ikke i Gjæld, skaf mig det paa en fiin Maade at vide. - Bibliothekaren Heger58 hos Prinds Christian er pludselig død. Det halve Theevand, stod i Koppen og var endnu varmt, da man kom ind til ham, han havde samme Morgen været i Forretninger. I Studenterforeningen havde vi til Nytaar Juletræ. Mellem Presenterne var en Snog, det var den Prinds Christian jog bort fra sin Digter59 . Nyelig gav vi i Knerschs Locale en Concert for Damer. Hils dem alle hjemme og skriv mig nu smukt til. Deres Tante skylder mig Brev.

Af ganske Hjerte Deres hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus