Du har søgt på: +Henriette +Wulff

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. februar 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 54. Kjøbenhavn den 3 Februar 1836.

»Andersen har forandret sig meget og ikke til hans Fordeel! jeg kunde i det mindste bedre lide den gamle Andersen! « Det var et Par Gange Deres Ord til mig. De vare, som Qviksølvet let henrullende, men ligge tunge, som det. I Aften havde jeg tænkt paa at besøge Dem, vi havde da sladdret, fortalt Historier, jeg havde snakket en Deel om mig selv og De havde tilsidst rakt mig Haanden og sagt: »jo, det er den Gamle!« men jeg forandrede min Bestemmelse, jeg vil heller gjøre aandelig Vesit, skrive et Epistel, der falder Conversationen bedre, og - jeg er jo Egoist, naar jeg skriver maa De, i det mindste under Brevets Læsning ganske være beskjæftiget med mig. Jeg kommer meget lidt til mine Venner! jeg veed ikke hvorledes, min Følelse er lige saa stærk, men der er vakt en anden hos mig, Virksomhedens, Hjemmets. Mine Digter-Aar ere begyndte med min Ankomst fra Udlandet, jeg har maaskee fire eller sex Aar endnu til at skrive godt i, og de maa jeg gribe. Jeg gjør det hyggeligt hjemme, Ilden knittrer og saa besøger min Musa mig, fortæller mig underlige Eventyr, henter mig komiske Figurer fra Hverdags Livet, Adelige og Borgerlige[,] siger: »see paa de Folk, de kjende Du, tegn dem af og - »de skulle leve!«. Det er jo rigtignok meget sagt, men hun siger det. - Derfor forsømmer jeg mine Venner. De talte forleden til mig om Ludvig Müller og hans Familie; sagde endogsaa at man skulde næsten tro een Grund hvorfor jeg nu næsten aldrig kom der, men at denne var »saa hæslig«, - (Deres egne Ord) - at De vilde ikke troe den. Jeg veed, hvad De ikke vilde sige, jeg kan sætte mig ind i alle Forhold, i de Flestes Anskuelse. Hvad De ikke vilde sige var: »De kommer der ikke nu, da Faderen797 er død, af hvem De kunde vente een eller anden Protection«. Var det ikke saaledes? Det var menneskeligt tænkt, men det bedrøvede mig! - Hvorlidet jeg tænker paa Begunstigelse, kunde jeg give Dem flere Exempler paa. Gid De talte med Fru Lessøe, Student Voigt798 og flere af mine Kjæreste, De vilde høre hvorlidt jeg kommer til disse. - I den Henseende er jeg forandret, men ikke i Hjertets. Hvorofte tænker jeg ikke paa dem Alle, ret sønligt799 og broderligt klynger jeg mig til mine Kjære. De, kjære Frøken Jette , ønsker jeg mig tidt ude hos. Hvorfor gaaer jeg da ikke? - Ja, hvorfor er der saa meget som ikke skeer og som vi dog ville. Jeg troer og haaber at De altid bliver mig en god Søster. Jeg veed ogsaa at Christian ret af Hjertet lider mig, og i et Huus hvor man har to Hjerter, kan man nok være hjemme.

Igaar besøgte jeg Deres Trappe. Moderen tog ikke mod nogen Fremmede, Døren var lukket af, jeg fik altsaa hverken hende eller Dem at see; men hun var meget bedre sagde man og det glædede mig særdeles. Jeg kunde nok tænke hun, indpakket og som Patient, ikke gjerne vilde sees. Jeg gik op paa Deres Malerstue, saae rundt om paa de bekjendte Stykker og bildte mig saa ind, jeg havde været hos Dem og hørt: »Det er dog den gamle Andersen!« Nu faaer jeg Dem ikke at see imorgen (Torsdag Middag) jeg skal i Selskab med Herz og Heibergs hos Collins. Bring Broderen og Faderen min Hilsen. Ret snart kommer jeg nu ud til Dem. Maaskee kan jeg da ogsaa sige god Dag til den stakkels Moder, som holdt meget af mig da jeg var lille og artig!800 men jeg voxer mig nok smuk! min kjære Søster Jette nikker! Et nyt Arbeide, maaskee en Roman801 begynder at trække op i mit Hoved, endnu er Intet mig ret klart, men jeg har det paa Fornemmelsen. En Uroe, en Kornmoen af Ideer, som dog ikke ret blive Lyn. En behagelig, Aande-Feber. Naar Taagen hæver sig og sætter Skyer, skal jeg fortælle Dem derom. Men jeg sladdrer! Pennen løber og den stakkel maa skrive alt ligesom det falder mig fra Læberne. Mit Brev kan i det mindste vise Dem hvorledes mine Tanker falde, naar jeg lader dem løbe paa egen Haand. Brevet skal jo heller ikke trykkes[,]jeg taler med min kjære Søster.

Lev vel til vi sees! Deres broderligt hengivne H. C. Andersen. [Udskrift]

Til Frøken H. Wulff Søcadetacademiet i Kjøbenhavn.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling