H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Carl Steen Andersen Bille 24. juni 1859

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 24. juni 1859
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Steen Andersen Bille
Sprog: dansk.

Silkeborg den 24 Juni 1859

Kjære, lykkelige Ven! Ja lykkelige Ægtemand! De og Deres Frue have det velsignet kan jeg tænke! "Saa smukt er ingen Steder, som hos et nygift Par -," synger Poeten og det er en Poet man kan stole paa, for han er Pebersvend og har altsaa seet med misundelige Øine. De boer altsaa nu paa det høie Slot paa Steenkuls Torvet med aaben Udsigt gjennem Volden, Solskin i alle Stuer, Solskin i begge Hjerter, saaledes som det skal og maa være! gjerne havde jeg skrevet lidt tidligere, men jeg tænkte som saa, en ny Ægtemand [/] bryder sig ikke om Brevduer, han og hans Halvdeel kunne selv være Duer! Jeg tænkte ret paa Dem Deres Bryllupsdag, jeg haaber min Vise blev sjunget og den fandt Stemninger, der kaldte den god!- Vil De nu tage Deres elskværdige Frue i begge Hænder, se hende ind i de kloge milde Øine og bringe min Hilsen, jeg sender en heel Bouquet af gode Ønsker, dem kunde De stikke i Speilet som Visitkort fra mig og, ikke sandt, De ville imellem venligt erindre at jeg hører med til Vennerne. Brev fra Dem venter jeg egentligt ikke, dertil er De endnu for ung Ægtemand, De har ingen Tid, men skulde De faae den, da er jeg her paa Silkeborg til den 5 Juli, dernæst [/] seks a syv Dage paa Nørre-Vosborg ved Ringkjøbing, efter den Tid veed jeg ikke bedre end at opgive Dem som mit Opholdssted den gode Stad: Aalborg. Glæder De mig med Brev da lad mig ogsaa vide hvorledes Henriques have det, og send mig de kjære Menneskers Adresse, jeg vilde nok skrive Fru Henriques et Brev til, eftersom jeg, før min Afreise fra Kjøbenhavn, ikke fik hende og hendes Mand sagt Lev Vel! - Her paa Silkeborg er kun fru Drewsen og Datteren Fru Krieger hjemme, Drewsen er i Kjøbenhavn og har snart været der en heel Uge. Veiret er koldt og stormende, Langsøen vælter store hvide Bølger, Den "vender det hvide ud ad," som man siger, det er et Veir, som jeg kan ønske mig det ved Vesterhavet. - Marryats have allerede været her i Silkeborg, de bleve tre Dage, vare i stor Henrykkelse over Egnen, siger man, og reiste netop tidlig om Morgenen, som jeg kom Aftenen [/] forud. Storken, De ved at den er min gode Ven, har jeg straks fortalt at De holdt Bryllup, jeg er vis paa, han nok erindrer det og ved Leilighed betænker Dem. To nye Historier skrev jeg før jeg forlod Kjøbenhavn, "Pen og Blækhuus," - samt: "Deilig!" - Paa Basnæs kom en tredje Historie: Veirhanen og Gaardhanen, her i Jylland har jeg endnu Ingen Ting bragt paa Papiret uden Breve, dette er saaledes eet om ikke vel skrevet, saa inderligt vel meent. Nu Gud glæde og velsigne Dem i Deres nye Livs Afsnit og tænk venligtpaa Deres / hjerteligt hengivne H. C. Andersen. /Til

Hr. C. St. Andersen Bille.

Tekst fra: Solveig Brunholm