Dato: 22. august 1859
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

314 Til E. Collin.

Aalborg den 22 August 1859.

Kjære Ven!

Iaftes kom jeg fra Frederikshavn her til Aalborg og fandt mellem en Deel andre Breve til mig, som Dahlstrøms havde opbevaret, Deres, da­teret den 12 August, det er saaledes temmeligt seent kommet mig i Hænderne og De vil see, at om jeg ogsaa havde god388 Villie dertil, ikke var syg, som Tilfældet endnu er, og at jeg uden videre for at føie Casino, vilde kaste alle Reise-Indtryk tilside for at arbejde for Casino-theatret, jeg ikke kan; vil De sige Vedkommende det, sige at jeg først nu har faaet Brevet, og at jeg nu alfor seent faaer det at vide, man kunde jo have bedet mig derom langt tidligere, nu er det umueligt! var det sagt mig ved Afreisen da skulde jeg med Fornøielse have gjort det.–Det er ret kjedeligt hvorledes den skarpe Vestenvind, Opholdet her, har medtaget mig; en Forkjølelse jeg fik ved Huusby Klitterne gik jeg med i over fem Uger, nu, netop Aftenen før jeg fra Frederikshavn vilde til Skagen brød den ud i en saa voldsom Sved, i Feber og Mathed at jeg maatte tre Dage blive inde! men jeg var hos en høist elskværdig Familie i Frederikshavn Overauditeur Uldalls, der i en Grad pleiede mig, sørgede for mig, som der aldrig før er blevet; jeg følte mig nogenlunde bedre om Onsdagen (den 17) og med den unge Hr Uldall, som jeg indbød at følge med mig reiste jeg, temmelig ængste­lig til Skagen, det er et høist interessant Sted; Reisen derop gjorde vi under de heldigste Omstændigheder, det var Lavvande og i fem Timer, paa en lille aaben Vogn, altid ude i Brændingen af Kattegattet naaede vi derop, Reisen hjem derimod brugte vi otte Timer til, da vi idelig kjørte inde i Klit­terne, Søen gik for høit til at kjøre i den; det var flere Steder som i Africas Ørken, kun det hvide dybe, fine Sand, Solen brændte, mit Blod brændte, Mile vidt var ikke en Bolig, jeg tænkte tidt paa her er ingen Hjælp naar jeg nu segner. Skagen selv fortæller jeg om i et Brev til Etatsraad Drevsen, det læser De nok, det er den ejendommeligste By jeg endnu har seet, Ga­derne ere antydede ved Snore. Igaar morges kjørte jeg fra Frederikshavn over Sæby, Gad ventede mig der, men jeg følte mig for angrebet til at gjøre nye Bekjendtskaber, selv laae han ogsaa syg, et daarligt Been, saa jeg kunde undskylde mig, imidlertid hørte Folk i de 10 Minutter jeg var i Sæby, at jeg var der og jeg fik venlige Indbydelser, mageløst hjerteligt har man modtaget mig i hele Nordjylland, Noget har De vel læst derom, men bedre kan jeg engang fortælle Dem det. Iaftes naaede jeg Nørre-Sundby, da jeg var i Baaden, sprang en tyk Mand ogsaa derud, men han faldt og stødte mig med sin ene Haand lige ind i Brystet paa Venstre Side, saa jeg følte Smerte derved og har endnu et Tryk der, som gjør mig ængstelig; jeg har i nat følt mig noget febril, og har det ikke godt, men nu bliver jeg her i Aalborg til paa Torsdag-Aften, saa bliver det vel bedre. Ude paa Skagens Pynt, fandt jeg et Fugleæg, Byfogeden paa Skagen blæste det ud for mig, et Stykke er gaaet løst af det, men nu har jeg fyldt det med Bomuld for at bringe det til Jonas! hils ham, ligesom Louise og Deres kjære Kone.–

Lev vel! Deres trofaste Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost