Dato: 30. september 1859
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Basnæs den 30 Sept 1859

Kjære Jonna!

Meget har jeg tænkt paa Dig og dit Hjem i den sidste Tid, forstaaet hvor bitterligt det maa have været dog at slippe for den lille Pige, som Gud tog til sig. Jeg skrev ikke den Gang, Du fik Breve vist fra Mange i Familien og Du havde dine Forældre hos Dig; nu ere de reist bort, Du, din Mand og Børnene ere i Eders sædvanlige Dag-Liv og jeg vil da paa Papiret tale lidt med Dig, mundtligt bliver det saa sjældent. Da jeg fra min jydske Reise kom til Kjøbenhavn havde min Vertinde, der laae syg, taget mit Soveværelse, jeg havde saaledes kun een Stue, følte mig der uhyggelig og forstyrret ved at man talte tæt ved, jeg reiste derfor herud paa Landet, hvor jeg dog kun bliver til Torsdag Middag, da haaber / jeg ved min Hjemkomst at finde min lille Leilighed udvidet og forskjønnet; jeg har leiet den hele Etage, den er kun tre Værelser og et Brændekammer, jeg har faaet malede Vægge, Tæpper paa Gulvene og den ene Dør bort og hængt et Gardin for, jeg tænker der skal blive hyggeligt og at jeg saaledes faaer mere Lyst til at sidde hjemme og altsaa bestille endnu mere, end før. Fra Jylland har jeg kun hjembragt en Sang til Jyllands Priis, men i disse Dage, herpaa Basnæs, har jeg fuldendt en Skildring af Skagen, denne Danmarks Afkrog, Ørkenlandet med Byen uden Gade og Stræde. Jeg har i Tanke "en Historie" fra Klitterne, og mange Sagn og Indtryk derfra ligge gjemte i min Erindring. Hils kjærligt din Mand fra mig og dine Smaapiger, jeg tænker / saa ofte paa Eder, paa gamle Tider da vi oftere mødtes og talte sammen. Jeg er i disse Dage lidende af Tandpine, den jeg nu i over ti Aar havde været fri for. Jeg tænkte dog at naar man mistede sine tænder skulde man være fri for Spøgeriet af dem, men de gaae iegjen og kime i Nervetraadene saa det er en Gru.

Din Fader har jo fortalt, i tidligere Breve, hvorledes jeg fløi om i Jylland, hvor ægte dansk og eiendommeligt jeg fandt dette land og hvor mageløst hjerteligt man overalt modtog mig, tidt kom Taarer i mine Øine ved al den velmeente Tak og Kjærlighed man viiste Digteren. Ogsaa Paludan-Møller har været paa Skagen iaar, gid han vilde nedskrive sit Indtryk derfra. Lev nu vel! Gud glæde og bevare Dig og din Kreds.

Med trofast Hengivenhed

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 6, 143-45)