Dato: 3. juni 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nestved den 3 Juni 1836.

Gid dette mit Brev maa træffe Dem, Deres Broder og Fader, noget roligere, end da jeg forlod Dem: Deres Smerte har inderlig bedrøvet mig, Gud veed hvorledes det staaer til naar dette kommer, dog - Alt gaaer jo her i Verden til det Bedste. Jeg vil i mit Brev heller rive Dem ud fra Hjemmet, fortælle Dem om min Reise her Syd paa; det var jo den første Juni, Skjærsommer, kalde vi denne Maaned, ja den var skjærende, en Vind iiskold, uforfalsket, som den kom fra Siberiens Issletter. Jeg havde to Frakker og en Sloprok paa, aligevel syntes jeg kun at være draperet med Flor. Rundt om var Alt grønt, men jeg syntes, at det var en Slags Øien-Forblindelse, det skulde synes Sommer, men min Forstand og Følelse sagde mig det tydeligt, »Det er Vinter, klart Frostveir! « Kjøgebugt saae ud, som det var opfyldt med hvide Svaner, det skummede og brummede. Siden blev Egnen noget triveligere og hele Dagvognens Besætning sværmede over noget Rapssæd der stod i Blomster! »Naar bare Vor Herre vilde give noget Regn! Det seer ynkelig ud for Landmanden!« Denne vor egentlige Nationalsang blev istemmet. »Ved Solens Undergang«, som der staaer i de jydske Læsefrugter,805 naar man faaer en Oversættelse fra Tydsk, indtraf jeg i Nestved, en By, som synes syet sammen af alle de Gyder og Stræder man kan have skaaret af de andre Provindsbyer, naar de saae alt for gale ud. Brolægningen mindede mig om den appiske Vei, hvor den har givet sig. Deres Tante Fru Wulff, Oluffa og min norske Tarantel, Julie Schouboe806 var her i Besøg. Alle bade mig paa det indstændigste at hilse Dem. Julie er blevet en Deel feed, men meget mere vakker, hun seer paa mig med store øine, er begeistret for Improvisatoren og det er meget nær ved en Forsonings Scene, i det mindste har jeg nu tilgivet og alt udbredt Armene. Voila, ma belle! Igaar blev der spadseret, med Vintertøi, Blæsten havde nær knækket mig i mit interessanteste Standpunkt. Suseaaen er smuk, har et Vandfald, saa stort, som det ved Dresden i plauensche Grund. Den eneste mærkelige Person her i Byen, er en Hund, som har Pension af Postkassen, 16 Rdlr om Aaret, han har i sin Ungdom da engang Postsækken med en betydelig Sum faldt af Vognen, roligt blevet tilbage og passet paa. Den har frit Hundetegn og da dens Herre døde, var der Rift om at faae Pensionisten i Kost.

Om nogle Dage reiser jeg til Sorø807 og derfra til Fyen, skriv mig da endelig et Brev til, naar De addresserer det med mit Navn til: Madam K, M, Iversen808 da faaer jeg det, selv om jeg skulde være borte paa een af de fynske Herregaarde. Hils dem Alle hjemme paa det kjærligste! gid jeg maa faae et Brev glædeligere, end jeg, efter Deres sidste sørgelige Stemning tør haabe. - Stof til en ny Bog809 vil jeg vist samle paa den lille Udflugt, dog ikke saameget udenfra, som indenfra. Jeg har givet Dem Italien og Danmark, nu vil jeg give Dem min Sjæle/Verden. Lev ret vel og tænk paa

Deres broderlige H. C. Andersen.

[Udskrift]

Til Frøken Henriette Wulff Søcadetacademiet i Kjøbenhavn frit.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus