H.C. Andersen centret

[Kladde:] til Kongen af Bayern

Deres Majestæt

har forundt mig en glædelig Overraskelse, en lyksalig Dag, ved Deres kongelige Brev og hjertelige Naade mod mig, saaledes at være erindret af en ædel, aandfuld Konge rører mig dybt, løfter mig og bøier mit Hjerte taknemmeligt mod Deres Majestæt [overstr: hvor ofte erindrer jeg ikke de]. Den kongelige Skrivelse vil jeg gjemme mellem de kjæreste Erindringer; den skal have Plads ved den Hyldeblomst, som Deres Majestæt [overstr: gav] plukkede og gav mig paa den lille ø i Wallersøen, hvor jeg første Gang nød den Lykke at see og tale med Kong Max, hvortidt kalder jeg ikke tilbage i Tanken de for mig lykkelige Dage paa Hohenschwangau!

De sidste Aar have bragt mig megen Lykke: stor, næsten for stor Anerkjendelse i mit Fædreland, og mine Skrifter blive i Udlandet mildt dømt, hjerteligt modtagne! Gud har tildeelt mig saa uendelig stor Lykke, og jeg [føler rettet til:] erkjender det i dyb Taknemmelighed! I det lille Danmark er Oplaget af Bøger naturligviis ikke stort; men i de sidste Aar trykkes af mine Eventyr og Historier dog fire til fem tusinde Exemplarer; min nyeste Digtning hører til [overstr: en saadan S] denne Samling: en Historie fra Klitterne. Hele Sceneriet er et Udbytte af et Besøg sidste Sommer i den meest eiendommelige Deel af mit Fædreland: Vestjylland op til Skagen. Naturen er saa usædvanlig / her. Fra Østkystens prægtige Bøgeskove, hvor [overstr: dybe Indsøer] Ørnen endnu bygger og de sorte Storke boe, kommer man paa udstrakte Lyngheder, hvor Oldtids Kjæmpegrave løfte sig i talløs Mængde; Ørkenens Fata-Morgana, viser her sine Luftbilleder; [overstr: hele] Vestkysten [overstr: er derimod et Ørken] frembyder grønne Enge og ud mod Havet mægtige Sandklitter, der med savtakkede Spidser løfte sig som en Alperække et Værn mod det rullende Hav, her [overstr: og] har jeg tilbragt Sommeren, besøgt Landets nordligste Spidse Skagen, hvor Nordsøe og Kattegat brydes mod hinanden, hvor som i Eventyret om den sovende Skov, Kirken tilfyget af Flyvesand og overvoxet med Klittjørn og vilde Roser, frembyder et eget Skue, kun Taarnet rager op af Sandklitten; Byen har ikke Gade eller Stræde, Husene ligge som de kunde mellem Sandbølgerne, og Toug spændte fra Vragstykke til Vragstykke viser Veien, her i denne Natur har jeg Sceneriet for min nyeste Digtning, der i mit Modersmaal udkommer ved Juletid og jeg vil haabe meget snart efter gjengivet paa Tydsk! hvor lykkeligt [overstr: vil jeg være], om jeg engang forundes at læse dette for Deres Majestæt! min Længsel og Tanke er, at Gud lader mig leve og endnu engang komme til [overstr: München] Bayern og kunde udtale for Deres Majestæt hvor varmt mit Hjerte slaaer i Taknemlighed for det ædle Kongepar, som har forundt mig, den Fremmede, saa megen Naade. Den høie, hædrende Orden, Deres Majestæt forunder mig, vil fornemme mit [hengi rettet til:] stærke Hjerteslag. Den 21 November er inderlig og med Bøn til Gud [overstr: hos Deres Majestæter] min Tanke hos Dem, høie, ædle Konge! Gud glæde og velsigne Deres Majestæt!

I allerdybeste Ærefrygt

A.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 759-60)