317. Til E. Collin.
Basnæs den 24 December 1859.
Kjære Ven!
Hjertelig Tak fordi De var saa velsignet at skrive strax; vi ere underlige Mennesker og jeg er det især med de Svingninger mit Sind kan faae baade op i Glæde og i Forstemmelse, jeg var ved et Par Ord blevet nedslaaet, saae Verden gjennem et mørkt Glas og Deres Brev, et Par ledende Ord og Forvisningen om en ganske god lille Nød-Skilling som jeg selv har samlet mig, løftede den triste Taage, derfor Tak fordi De ikke lod Dage gaae hen, men som Ven tænkte lidt paa min særegne Natur. De skal ogsaa nu faae en ny Historie for det, naar vi sees*). Hvad iøvrigt Pastor Zeuthen angaaer, da var han rigtignok 1833 i Italien høist utaalelig, men siden han kom hjem har han altid været elskværdig og deeltagende, ja i de senere Aar, det veed jeg ogsaa fra Ingemann, var han altid en stor Beundrer af min Musa, Dertil finde mig citeret af ham i hvad han har skrevet i Kirketidende, saa at jeg er vis paa hans Yttring var uden at vilde sætte mig i ilde Humeur; det syntes jeg at burde udtale for Dem. Fra den i sidste Brev fra mig ligeledes omtalte i »Bøssemager«, fik jeg igaar igjen et Brev, Manden maa være forstyrret, og jeg antager efter Stiil og saa vidt jeg mindes, Haandskrift, at det er den samme, som jeg paa min Reise i Jylland sidste Sommer fik et Brev fra uden Begyndelse og uden Ende, skrevet paa den hvide Side af et Stykke sort Papirs-Omslag fra en Bog og handlede om Rigsdagen og Barfod, uden mindste Forbindelse med mig; nu handler det sidste Brev om Rigsdag, Claudius Rosenhof og Spørgsmaal hvorfor jeg ikke gifter mig og endelig en Beklagelse over Fiskalen; Manden lover mig snart Fortsættelse og snakker politisk; hvorledes skal man blive fri for et saadant Skriveri? Han nævner sig Jensen eller Jessen, Bøssemager paa Vesterbroe, et Par Gange tidligere har jeg faaet nogle lignende uforstaaelige Breve uden Navn, reent Galskab og efter Poststemplet var det Jernbanestationen ved Frederiksberg. Det maa være en gal Mand, som jevnlig sender mig sine Hjerte-Udgydelser og det er ikke mig muelig at faae Mening ud af hvad han vil og jeg kan dog af Lidt lave Noget sammen. Det var nu nok om den Bøssemager.– De skriver om, at det var bedst at jeg tænkte paa at Bestemmelse toges med min Smule Formue, (dersom jeg engang døde), det er Noget jeg i flere Aar særdeles har tænkt paa, ja De veed at De selv og Etatsraad Dahlstrøm have underskrevet for mig et saadant Papir, men det er vel rigtigst, idet mindste før jeg næste Aar flyver ud, at tage Notarius publicus med; derom ville vi tale, jeg gad dog nok helst vide de faae Skillinger, naar jeg døer, givne til Nogle, som venligt mødte mig.–Iaften er det Juleaften, her bliver en stille Juul, igaar fik jeg fra Lose & Delbanco den nye Folkecalender med mit Skagen i, nu imorgen kommer paa Juledagen, illustreret Tidende med mit Portræt, af Olrik, det være min Juleglæde, og den er da ikke ringe! Vil De ikke skrive et Par Ord for mig om at erholde Tilladelse til at bære den mig af Kong Maximilian af Bayern tilstillede »Maximilian Ordenen, for Kunst og Videnskab«, jeg veed ikke Stilen eller hvor det hensendes. Nu –Tak for det gamle Aar, udtal fra mig den390 samme til Deres Kone! hils hende, Louise og Jonas. Underligt er det mig at tænke paa at jeg sidst paa Frederiksborg læste »Waldemar Daa«, Vinden foer hen!–Nu lev vel!
Deres trofast hengivne
H. C. Andersen.
[I Margen:
] *) Har De nu læst Historien fra Klitterne?
