Dato: 24. december 1859
Fra: Ilia Fibiger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fred. Hosp. Julenat 1859.

Kjære Hr. Professor!

Da jeg ikke hører til de dydige Folk, som have Magt over dem selv, saa jeg formaaede at gjemme Deres Bog til Julen til fælles Festligholdelse, besluttede jeg idetmindste, at det Første, jeg tog mig for i Helligdagene, skulde være at takke Dem for den og for al Deres Venlighed og Hjælpsomhed imod mig. Men jeg er bange, det bliver kun daarligt gjort, thi Linierne glide ud og ind mellem hinanden for mine Øine, og alting omkring mig dukker op og ned. Jeg fik kun sovet en eneste Time igaar; jeg havde ligesom Julefeber, troer jeg - skjøndt Himlen maa vide hvorfor. Og naar det har været Tilfældet, bliver hele Omverdenen lidt svimmel og jeg selv ikke at stole paa. Dog kan jeg paa en Prik sige Dem, hvilken af Deres Historier jeg finder deiligst. Trods "Barnet i Gravens" ideale Korthed - en Egenskab jeg, i Forbigaaende sagt, næsten sætter over alle - og trods Klithistoriens Naturbeskrivelser og øvrige Skjønheder, foretrækker jeg dog - ubetinget - : Deilig. Alene undtagen mit Yndlingseventyr, Den lykkelige Familie, synes jeg, det er det Deiligste, De har skrevet. Men Sophie anseer jeg rigtignok, paa Grund af hendes sidste Yttring, for en stor Skjælm. Dersom jeg var en gammel Onkel - thi for en Tante vilde det vel ikke engang skikke sig - vilde jeg sige: Pokker troe hende. - Hvad De sikkert mindst havde ventet, var, at Pen og Blækhus gjorde et høist overraskende Indtryk paa mig. Men, tænk Dem! Det er anden Gang, det er hændt mig. Mellem de Smaating, jeg sendte Dem til Illustreret Tidende, havde jeg nær medtaget et ganske lille - hvad skal jeg kalde det? - der behandler omtrent samme Emne, kun seet fra den modsatte Side. Det er en Samling af Instrumenter, hvor et Valdhorn vækker Forargelse ved sit oprørende Hovmod, fordi det ikke vil erkjende, at det blæser sig selv, ja endog giver "en Mester" Æren for de Toner, hvorved det nys har erhvervet sig de andre Instrumenters Bifald. De, der i deres Beskedenhed tage Ære og vel selv undertiden Dadel af hinanden, see heri den forargeligste Selvforgudelse. - Første Gang et lignende Sammenstød fandt Sted var, da jeg Julen 52 havde faaet udgivet en lille Børnebog, Fortællinger for Børn, som kunne læse paa egen Haand. Ganske kort efter traf jeg en lille Fortælling af Dem om Barnet, der solgte Svovlstikker, der paa det Mærkværdigste svarede, i Henseende til Catastrofe, til min Slutningshistorie: Det tossede Barn. Begge Børn ere forladte, Begge fryse ihjel, saavidt jeg husker, paa en Julenat. Jeg har næsten glemt min, som jeg ikke har seet, siden jeg læste Correctur derpaa; thi saa rig, selv at eie en af mine Bøger, har jeg aldrig været. Men De tager Alt fra den rigere, yndigere, mere poetiske Side; for mig former det sig strengt. Om Udførelsen taler jeg naturligviis slet ikke, kun om Opfattelsen. Og der finder jeg det morsomt, at vi ligesom skulle mødes i samme Idee fra modsat Side. Jeg fik en lille Billet fra Lose og Delbanco, hvori de underrettede mig om, at de meente at kunne benytte de Smaating, De havde bragt dem, og foreløbigt vilde optage Frøkongens Brud, samt spurgte om mit Forfattermærke, "f. Ex. Forfatteren til rettroende Eventyr". Jeg svarede, at mit Mærke var "Forf. til tre Dramer", baade mit første Arbeide og det, jeg selv satte meest Pris paa, men dersom de foretrak den anden Benævnelse, havde jeg Intet at indvende derimod. Hvorpaa de ogsaa virkelig foretrak den; idag læste jeg Correctur derpaa. Og hvorledes skal jeg nu egentlig takke Dem? Jeg vil aldeles ikke prøve derpaa; thi jeg veed, det bliver dog ikke til Noget. Jeg slutter med det Ønske, at De maa have ret megen, megen Glæde i Helligdagene, baade for dem selv og til at lægge hen af til Andre. De hjerteligste Hilsener fra min Søster.

Glædelig Jul! Deres taknemligst hengivne Ilia Fibiger.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (386)