Dato: 14. juni 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

91. Til E. Collin.

Corsøer den 14 Juni 1836.

Min kjære, trofaste Eduard!

Før jeg forlader Sjælland maa jeg sladdre med Dem! i dette Moment kom jeg til Corsør: »hvor Baggesen er født og Birckner begravet«, som een af vore bedste Romandigtere siger; medens Aftensmaden tillaves sidder jeg i Sloprok med Pennen i Haanden, Fyret skinner ind gjennem Ruden og Søen skvulper saaledes at faaer jeg ikke snart noget i Maven, saa bliver jeg søesyg. Dette Brev slutter jeg først imorgen tidlig, da vil jeg maaskee være enig med mig selv, om jeg, efter Landingen i Nyborg, kjører lige til Odense eller først til Lykkesholm; mit aandelige, gode Jeg, siger: Drag til Odense! min Mave siger: hvilken Mad faaer Du ikke paa Lykkesholm! varm Frokost, herlig Viin og gode Senge. Mon man ikke skal lyde Maven? den171 er dog Centrum! Louise har dog viist Dem Brevet hun fik fra Nestved? Faderen og Brødrene have senere bragt Hilsener, haaber jeg. Alt i Nest­ved skulde De have faaet Epistel, men da jeg ikke fik »Renzos Bryllup« reenskrevet, udsatte jeg det til jeg kom til Sorøe; Veddeløbet i Slagelse gjorte imidlertid et Skaar i min Flid, jeg fik det da ikke reenskrevet til Pakkeposten gik og maa nu, fra Odense, sende det afsted næste Løver­dag. Men see det var, for mig, jeg er jo en poetisk Figur, et følsomheds Menneske, altfor længe at bie; De skal have Brev fra mig medens jeg er i Sjælland. Det kommer rigtig nok saaledes at jeg næsten kan sige, jeg skrev det med det ene Been i Beltet. Men nu lidt om Reisen, som Fortsættelse af Louises Brev. Med Byens Stabs-Trompeter reiste jeg fra Nestved og da jeg var en Ven af hans Oberst var der en Subordination, som næsten generede. Hver Gang jeg talede et Ord til Manden fløi hans Haand til Hat­ten, han smilede naar jeg smilede og taug naar jeg taug. – Ingemanns modtoge mig særdeles kjærligt, og for første Gang har Ingemann nu læst172 af sine Arbeder for mig. Altid har han venskabeligt behandlet mig, men dog var det, den ældre Digter, som havde den yngre hos sig, denne Gang derimod, var det, som Jevnaldrene, som Ligestemte, han raadspurgte sig, talte igjen uforbeholdent om hvad han syntes mindre om i mine Ar­beider. Det glædede mig meget! jeg følte at have hans Agtelse og de Manges jeg mødte. Hauch gjorte for min Skyld en stor Skovtour, ud til Suserup, noget af det Smukkeste jeg kjender i Danmark. De prægtigste Træer, de yppigste Enge og en deilig Søe, som staaer i Forbindelse med Bavelse-Søe; Suseaae slynger sig derigjennem. Vi kogte Kaffe i det Grønne173 og paa Hjemveien havde jeg en interessant Samtale med Hauch om vore andre Digtere. Mig sætter han meget høit; Gud veed hvorledes jeg egentligt staaer. Sommetider føler jeg mig utilladelig stor, andre Tider – ja De troer mig Eduard – da føler jeg ret alle mine Mangler og for­svinder bedrøvet mellem Vrimlen. Hauchs Børn sang for mig: lille Viggo! det er forunderlig hvor denne Sang gaaer ind i Folket. Man spørger mig overalt. Men er denne Viggo, saa deilig? Fortæl hans Moder det. Det maa dog vist fornøie hende. Ikke sandt? En lille Historie maa jeg dog fortælle.

Hauchs har en lille Pige paa lidt over to Aar, som kan tale: hun har den hæslige Vane at slaae alle Dyr ihjel: »beder om Forladelse!« siger hun saa ovenpaa. Forleden tog hun en Stok og slog en Kylling ihjel. Da man skjændte paa hende sagde hun: den var uartig! Fru Hauch gav Barnet Smæk og sagde, »Den stakkels Høne, Du har slaaet hendes Barn ihjel!« Nu løb den lille Pige ud igaarden for: »jeg vil kysse Hønen og bede om Forladelse!«

Corsør næste Morgen.

Om Slagelse Væddeløb har De fire der kan fortælle Dem, jeg har kun at tilføie at jeg morede mig ganske fortræffeligt. Hvorledes de lod en Hoppe løbe, der bar paa Mælken til sit Føl og en Fader bandt sin lille Dreng til een af Hestene, hører til Skyggesiderne, derom have vist de Andre fortalt. Jeg traf en utrolig Mængde Bekjendter og fandt i Slagelse særdeles Gjæstfrihed. Naar De skriver lad mig da endelig vide hvorledes Touren har bekommet Deres Fader! Hils Deres kjære Moder og siig hende at jeg i denne Morgenstund har været ved Birkners Grav. Nu er Ræk­værket aldeles borte, der staaer kun Steenen, hvorpaa Vasen er beska­diget. Torps Grav ved Siden er langt bedre holdt. Jeg gav mig i Snak med en Haandtlanger og spurgte hvorfor Graven saaledes forsømtes, han sagde da: »ja nu skal de begge bort! her skal være en Plads til Gymenastik. Vor Herre veed hvor de ville gjøre af Monumenterne, det var to udmær­kede Mænd, jeg har kjendt dem begge to!« Hils Louise ret hjerteligt fra mig og beed hende dele Hilsenen med Lind. Deres Jette maa De ogsaa nikke til. I den sidste Tid har hun været en Smule anti – (»Gud, hvad mener han?« Siger hun nok)! ja man tilgiver! i Grunden er hun nydelig og en Digter maa holde af det Skjønne, kan altsaa ikke være – anti igjen. Gaae endelig i Theatret naar »en urolig Aften« spilles[;] jeg er dog nys­gjærrig om det tager sig ud. Drevsen kunde jeg ikke finde, at sige Farvel ved Væddeløbet; bring ham derfor en doppelt Hilsen. Deres Søster med alle de Smaa faae hver tyve Hilsener, men vil De ikke sige at hun gjerne kunde have ladet Valdemar komme med til Slagelse. Det vilde have for­nøiet mig saa meget, jeg skulde have passet paa Drengen og det med sand Fornøielse. Gusta Collin, Broderen og Thybergs glemmer De ikke. Næste Gang et Brev med mere Dybde!

Deres broderligt hengivne

H. C. Andersen.

NB. Den unge blege Dame, som sidder ved Vinduet i Stuen tæt ved Deres Forældres gaard, var min Naboerske paa Dagvognen og her i Cor­søer.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin