Dato: 24. juni 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

93. Til E. Collin.

Lykkesholm den 24 Juni 1836.

Kjære Ven!

Nu er jeg da paa den Gaard hvor jeg har ladet min Otto Thostrup finde sin Louise; for mit Hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig. Jeg blev igaar Eftermiddags afhentet fra Odense, i den gamle Frues lukkede Vogn, thi det var en Kulde, som den kun er tilladelig her i April. Tre Gange haglede det, saa Gaden var hvid og Drengene gjorte sig Sneeboldte. Ingen Sommer har jeg endnu seet Hagl ligge saa høit. Jeg kjørte da afsted, i to Frakker og Sloprok, havde to Par Uldstrømper paa, aligevel mærkede jeg de danske Zefirer. Den Smule Sommer er forbi. Folk havde ondt nok af den! »Naar bare vor Herre vilde give os noget Regn! det seer sørgelig ud for Landmanden!« denne vor egentlige National-Sang, der synges om Sommeren naar Jor­den ikke staaer i een Velling! hørte jeg i Fyen, som i Sjælland; nu hører man refrainet: »Det tegnede saa174 godt iaar, men nu er den Glæde forbi!« Alle Mennesker synge dog miserere, jeg selv giver stundom min svage Stemme til, for at gjøre Choret fuldstændigt. Dog paa Lykkesholm har man det saa godt, at man glemmer de mørke Farver! Iaftes fik vi deilig Steg, Viin og Punsch. Idag Krebsesuppe, Steeg, Fisk, Budding og Jord­bær. Man lever saa velsignet. Jeg længtes ogsaa efter at komme herud. I Odense var noget kjedeligt, jeg frøs, var en Schwächling175. (Ordet er galt stavet, men det er for at vise, at jeg ikke lignede de almindelige.) Kun een Dag morede jeg mig nogenlunde, Blæst og Kulde fordærvede Touren, jeg var paa Søbysøegaard. Camilla Wedel bad mig særdeles hilse Jette; Fru Føns fra Hinsgavl176 og den musikalske Datter sværmede for Improvisatoren og OT, bad mig særdeles om at komme til dem. Mueligt gjør jeg det. Datteren syntes jeg godt om, men hun er jo ikke riig, saa bliver jeg ikke forelsket. Gud veed om De, kjære Ven, har sendt mig et Brev, naar dette ariverer, men lad gaae! skrive er jo, som min Vertinde engang sagde, »mit Levebrød«, altsaa skriver jeg. Det første De fik var kun Gallop, det andet derimod Forretninger, nu ville vi sladdre. Jeg har meget paa Hjer­tet, Ting, som har ligget der længe før jeg reste herover. Det er alvorlige Sager, vil De behage at være i Stemning. Enten vi nu i denne Verden sige De eller Du til hinanden, enten De bliver Statsmenister og jeg kun slet og ret Hr H. C. Venner ere vi, saa trofaste og hinanden hengivne, som Venner kunne blive; De betroer mig, hvad De efter Deres Natur kan sige mig, jeg gjør det samme. Denne Gang vil jeg have et Raad af Dem, veed De eet; derimod slet ingen Læreregler; i dette mit Tilfælde, kan jeg sige mig dem alle selv. See nu begynde vi. De veed hvorlidet Publicum ventede af mig før jeg reiste til Udlandet; »mange Udmærkede søgte«, jeg kunde ikke vente da at komme i Betragtning. Jeg kom afsted og Gud skee Lov, jeg har jo dog viist, saa godt som nogen, jeg havde benyttet min Reise; viist177 Frugter af den. Men jeg var for kort ude! kun det Halve blev gjort! jeg fik lidet. (Misforstaae mig ikke). Havde jeg før min Reise sagt: »Lad mig komme ud, jeg skal give en Bog, som Improvisatoren etc. etc.!« de havde neppe troet mig. Nu siger jeg: Deres Majestæt! lad mig reise, kun et Aar, til Sicilien eller Grækkenland! jeg skal vise endnu større Frug­ter. Denne Vei er min Opdragelses Skole! jeg skal, med Guds Hjælp, da levere et Arbeide, der maa, som det med forrige Gang er Tilfældet, bringe Enhver til at sige: »Han fortjente at reise!« – Ja, kjære Eduard: jeg vil søge om, næste Aar, at faae, 400 Species paa eengang. 600 bruger jeg, men har jeg de 4, de to maae og skal da komme. »Det Hele er umue­ligt! hvad tænker De paa etc. etc.!« ja kjære Ven! det skal De ikke sige mig! det kan jeg sige mig selv! Alle Indvendingerne veed jeg. Kan De deri­mod give mig et Raad, give mig en eneste Tanke fremad, da kom med den! det andet er jo til ingen Nytte; kun ærgerlig for Dem at skrive og endnu mere ærgerlig for mig at læse. En Trang og en Sjæle-Liden, drev mig afsted forrige Gang, jeg nød ikke Reisen, dog virkede den godt og frugtbringende ind paa mig. Nu er det ikke Smerte, ikke Entusiasme, som driver mig afsted, men Forstanden. Jeg føler: nu kan jeg bringe noget ud af det! Lader man, 6 eller 7 Aar gaae hen, hvo veed da hvor modtagelig jeg er for det Fremmede. Nu er mit Øie klart, min Phantasie bevægelig; nu er Øieblikket og det skal, det maa forrente sig! Mange reise der jo dog hvert Aar, det er kun Lidet178 jeg behøver. Naar Tingen179 klart fremstilles de Mennesker, som skal afgjøre den, da maa det jo kunde sættes igjennem. Jeg skal roligt og tydeligt sætte Dem mine Grunde frem. I dette Brev vil jeg kun gjøre Dem fortrolig med, hvad Deres Søster Louise, veed, længe har gjæret i mig. Lad os gjensidig tale om denne Ting, men viis mig ikke Skyggesiderne, Umuelighederne, Intet er umuligt og Alt hvad De kan sige imod, veed jeg: fra forrige Reise har jeg en Slump Bemærkninger. Siig mig heller Tiden naar jeg maa indgive min Ansøgning, etc. etc. – Ingen Tid vil heller synes mere passende end nu, da Improvisatoren, (Re­sultatet af den forrige Reise) staaer saa levende. Den nye Udgave vil komme til Nytaar, Hoffet og Vedkommende, kunne da faae et Exemplar. Det er ikke lidet at en saa stor Morskabs-Bog, saa snart oplever andet Oplag. – Dog nu nok om denne Historie, skriv mig nu snart om det! see at De glemmer Secretairen ved Fondet, ham har jeg ingen Fortrolighed til, det er min Eduard Collin jeg har skrevet til og han kan tie, selv for Secretairen. Hans Gunst søger jeg ikke og hans Embedstaler vil jeg ikke høre. Verstanden? Fra Roed skal jeg hilse Dem mange Gange. Jeg viiste ham Odense Mærkværdigheder. De opgravede Oldtidsbaade, (der rime­ligviis have været Vantrug180, som flere Heste have drukket af). St Knuds og Frue Kirke, samt181 flere Vüer. Hillerup kjeder sig! har Længsel efter Studenterforeningen. Ove Thomsen har kjøbt sig, paa Actier, Mad: Iversens Trykkerie. Jette Wulffer den eneste jeg endnu har faaet Brev fra, hun fortæller mig om hvor det Arnesens Lystspil var og hvorledes det eenstem­migt er hysset ud. Han maatte heller have valgt: »en Aften paa Billardet«, det er der virkeligt noget ved; havde han puttet Sange med morsomme refrains i, det vilde vist have gjort Lykke. Fortæl mig endelig hvorledes det gaaer med Deres Faders Hoste. Jeg var ikke saa glad ved at han kjørte til Slagelse. Siig mig dog noget om Deres gifte Søster. Det sidste jeg hørte om hende var at hun havde faaet Igler. Deres Moder maa De bringe en aparte Hilsen, hun er dog den, som skjønner meest paa mine Hilsener. Giv den kjære Louise en Hilsen at dele med Lind. Fortæl mig hvor Emil er, siig mig hvad De og Deres Fader synes om Renzos Bryllup. Fortæl Theodor at jeg i stort Selskab har revet de sorte Fløiels Frakker ned og sagtelig veed kun een eneste de ret klæde: den yngste Collin. En ny Roman spøger i mit Hoved. Glæder det Dem særdeles? Hils Kjæresten!

Deres broderlige

H. C. Andersen.

NB. Brevene gaae til Odense til Mad: Iversen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin