Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 26. juni 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Lykkesholm817 den 26 Juni 1836.

Iaftes fik jeg Deres kjære, søsterlige Brev og strax maa Brevduen igjen afsted. See, det er jo i sin Orden! Jeg er her paa den Herregaard De finder beskrevet i »O T.«818 hvor Luise og Sophie boede. Jeg har det Værelse jeg tænkte mig Otto beboe og iaar forekommer det mig, som jeg halv selv havde oplevet den hele Historie. Mit sidste Brev fik De fra Nestved. Herfra drog jeg til det eensomme Sorø, ogsaa der var koldt og stille, selv Nordens Sommer, har ikke hvad jeg ønsker og forlanger. Hauchs toge, som Ingemanns, særdeles kjærlige mod mig og vi gjorte smukke Toure. Den bedste af alle var med Hauchs, Fru Wulff og Julie Schouboe vare med. Vi kjørte til Suserupsøe. Skoven der mindede mig om de amerikanske Skove, Wassington Irwing819 har viist os: Uhyre Ege slyngede deres sælsomt formede Grene i hinanden, dybt nede laae Søen, Suseaaen løber midt igjennem den, lige som Rhonefloden gjennem Genfersøen. Paa en eensom Vandring med Julie spurgte hun mig om jeg hadede hende og forsikkrede at hun ikke havde Anelse om nogen tidligere Fornærmelser mod mig, fortalte hvorledes det havde piint hende, og nu kom da en Forsonings Scene midt i Skovens Tykning. Jeg forærede hende een af mine Bøger og nu har jeg een mere paa Partiet. Seer De hvor man forsones alt i denne Verden Hun tilstod at Thecla820 havde været lidt skarp, men denne var ogsaa et andet Menneske. Jeg kom til at lide Julle, hun var meget aaben og naturlig.821 Hun bad mig hilse Dem. Hauchs mindste Datter: Maria,822 er en sær Unge, hun slaaer alle Dyr ihjel, det gjorte hun der i Skoven og det gjør hun hjemme. Forleden tog hun en Stok og slog en Kylling ihjel, »den var uartig! « sagde hun. Lidt efter løb hun efter Hønen for at kysse den og bede om Forladelse. Fra Sorøe gjorte jeg en Udflugt til Slagelse823 for at bivaane Veddeløbene de to Dage der og det var langt interessantere, end i Kjøbenhavn, hvert Øieblik opdagede jeg nye Bekjendtere, Collins Mandfolk vare der, jeg saae Bruun824 hos Prinds Christian og med en Slags Hjertebanken, saae jeg til hans Hat, jeg frygtede at opdage Tegn paa, hvorledes det stod til Hjemme. Jeg spurgte ham hurtigt om Deres Moder og til min Overraskelse og Glæde, fortalte han, at Deres kjære Moder pludselig befandt sig bedre. Crisis var overstaaet. Collin bekræftede det samme og det var mig saa kjært. Jeg havde jo seet Deres Bedrøvelse. Tænkt mig den stakkels Moders Smerte. Tro mig, aldrig har jeg glemt de moderlige Breve, hun sendte mig da jeg var i Meislings Huus, den Oprigtighed og Omhue hun altid viiste mig. I første Øieblik turde jeg ikke fæste Liid til den gode Efterretning, men nu over 9 Dage ere gaaede siden og jeg hører hun endogsaa kan taale Haveluften, er jeg fuldkommen sikker, hun bliver rask og glad. Bring hende mine inderligste Hilsener! Maatte Sommeren dog blive varm, den er jo værre end Sydens Vinter. Jeg føler mig slet ikke vel i Kulden. Luften er altid graae. Vandet drypper fra de grønne Træer og Blæsten trænger til Marv og Been. Nu er der Sommerliv ved Neapels bugt, den varme livsbringende Luftning gaaer over det blaa, klare Vand, Apelsinerne hænge græsgrønne mellem det mørke Løv, Roserne blomstre og lykkelige Fiskere synge i Baadene. O hvorfor ere vi dog fordømte til Niffelheim, hvor der altid er Riimfrost og vaad Taage. Med denne Post i Dag, har jeg første Gang talt til Collins om, at jeg vil søge om Reise Stipendium næste Aar.825 De blive vist forbausede. Jeg faaer da heller ikke! Ulykkelig er den Kunstner, som fødes i et lille Land. Var jeg dog fransk eller engelsk, da behøvede jeg ikke at betle om, hvad jeg selv kunde give mig. Da havde jeg et Navn, var uafhængig og riig nok til at leve hvor jeg vilde. Jeg er en Sydvæxt, men sat hen i Norden, hvor min Blomstren kun kan vare nogle Maaneder, da man ikke vil hæge om den. Een eller to Gange en lille Potte vand over Hovedet, det er det Hele og jeg er uendelig taknemlig, som jeg bør det. Man har saa mange Væxter der skal vandes, baade Gaaseurter og Grønkaal og Kaalen er en uunværlig Plante. I dette Øieblik hagler det udenfor. Hagl, som Ærter, Vinden piber og derfor piber jeg med! Deilige Italien! jeg gad være Munk paa Toppen af Capri! blev man kjed deraf kunde man jo springe ned i Vandet. Byron var dog lykkelig i al sin Qval, han kunde flyve om, var riig nok til at kunne foragte Mennesker, nyde og synge, som han vilde. Jeg har sjunget om Italien, skrevet en dansk Roman,826 nu vil jeg skrive en Bog for min egen Fornøielse,827 de Danske skal faae Lov at læse den, Gud veed hvad de vil sige. Jeg er en Nar nok til at bryde mig derom. Det danske Climat faaer ingen Sanger i mig! Naa, det vil nok gaae ud over mit Hjerte. Naar nu Ansøgningen kommer ind, saa maa alle mine Venner tage fat i Touget for at hæve den svære Overligger. De maa da ogsaa faae Kock til at tage fat, han har jo Kræfter hos Vedkommende. Selv Prindsessen vil jeg bede at hale med! Enhver, som hjælper lover jeg - ? ja, det skal være en Overraskelse. Dersom den anden Verden er smukkere, end Italien, saa døer jeg med Fornøielse, men seer De ma s[o]eur, man veed hvad man har, men ikke hvad man faaer. Indpakningen til den himmelske Reise, har noget høist ubehagelig, man reiser alene, uden Pas og Creditiver, og man bliver stiv før man kommer i Kassen. Glæd mig snart igjen med et Brev, Deres er det første og eneste jeg endnu har faaet fra Byen. Hils Deres kjære Forældre; tryk Broderen, kjærligt, i Haanden. Det ahner mig, at seer jeg Italien, jeg træffer sammen med ham der. De er da ogsaa med. Jeg gad nok være hans Guide landværts, vise ham den første Pinie og den første bella ragazza med de sværmerske Gazelle-Øine og de yppige Former. De , har jo spaaet mig, at jeg faaer en Tricolors Kjærlighed, jeg tænker snarere det bliver en Purpur. Denne Farve anseer jeg betegnende for Italien; Purpur er Nilliken i de sorte Haar og den er Kjærligheds Tegnet. Den lykkelige Carstenskiold828 han kan nu drikke Luft og sværme for den røde Nillike. Det gjør han nok ogsaa, efter hvad Broderen, som jeg traf ved Slagelse Veddeløb, fortalte mig.

Dette Brev vilde jeg selv have besørget afsted igaar, da jeg var en Tour i Nyborg, men jeg glemte at slutte det og hvad der var uheldigere fik det ikke med, derfor kommer det en Postdag senere. Disse to sidste Dage har været Storm og Regn; jeg har imidlertid skrevet lidt , (meget lidt) af den nye Roman, den kommer ikke til at hedde, Musikanten. - Geniet. Gale Eisler, Skræderens Søn eller noget af disse Navne, men dog vist noget beslægtet;829 kommer jeg derimod til Italien skal De faae »en Fiskerdatter fra Mesina«, saa varm og yndig, som jeg veed mit Hjerte vil finde hende hvor Pinierne groe og Bjerget brænder. Ak, her gaaer Ilden ud i Regn og Slud. Jeg er igrunden en Sydboe, fordømt til dette nordiske Kloster, hvor Væggene ere Taage, Svøben Storm og Lænken - ingen Reisepenge. Adio!

[Udskrift]

Broderen

Til Frøken Henriette Wulff

Søcadetacademiet i Bredgaden i Kjøbenhavn frit.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus