Dato: 28. juni 1836
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

94. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d. 28 Junii 1836.

Kjære Ven.

Det er ikke meget smigrende for mig, at jeg ikke har faaet noget Skjende­brev fra Dem, fordi jeg endnu ei havde skrevet; thi det burde jeg jo have giort alt for længe siden. Deres sidste Brev har fornøiet mig maaskee meer end sædvanligt. Der er saadan en menneskelig Tone – jeg vilde kalde den, men bliv ikke vred, voxen – i det; dog er det naturligviis som altid en Blanding af elskværdig Godmodighed og Pretension, en Følge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilket af disse Rollefag De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst.

Der er een Bemærkning i Deres Brev, som jeg er saa enig med Dem i, som jeg maaskee aldrig har været før, det er den om Veiret; thi det har rigtig været meget koldt. Ved Beretningen om Maden paa Lykkesholm savner jeg Underretning om, hvilken Slags Budding De fik, samt om der var Kapers paa Krebsesuppen.

De siger, De var en Schwächling, og tilføier, at Ordet er galt stavet, for at vise, at De ikke lignede de almindelige. Jeg har maattet lee over at jeg af Deres Skrivt saa tydelig kunde see Deres Tankegang, medens De skrev det: De har først skrevet det, uden at tænke paa at ville skrive det galt; da det var skrevet, er der opstaaet en Tvivl hos Dem om Orthographien, De har siddet og rettet noget ved det, men for en Sikkerheds Skyld, »for at Edvard ikke skulde have noget at hænge sin Hat paa«, har De tilføiet, at det var stavet galt og med Villie. Og saa ligger endelig det Komiske deri, at det er skrevet rigtigt. Fy! Andersen; kan De ikke mere skrive galt?! Nu skal De faae Svar paa Deres Spørgsmaal: 1) Med Faders Heste gaaer det meget godt, jeg veed ikke at der skader dem noget; allermindst kunde Touren til Slagelse, som De antager, skade dem noget, thi de vare slet ikke med der. – 2. Siden den sidste Efterretning, De havde om Ingeborg, var, at hun havde faaet Igler, saa vil det interessere Dem nu at erfare, at de ere faldet af igjen. 3. Emil er i sin Ungdoms Vaar. 4. Jeg synes godt om Ren­zos Bryllup, thi det ligner Ludovic, og det er et rart Stykke. Fader har, saavidt jeg veed, intet at erindre imod det; idetmindste har han ikke læst det. Troer jeg ikke, Gud hjelpe mig, at det gamle Menneske troer at kunne drille mig ved at sige, at den Eneste, hvem en Fløiels-Frakke har klædt, er Theodor. Jeg skal imidlertid communicere Th. denne mistænkelige Anbefaling, idet jeg henstiller til ham selv, hvorvidt han derved vil føle sig smigret.

Der er ikke noget Menneske, som jeg med saadan en Fornøielse er grov imod, som mod Dem, thi jeg er aldrig vred; jeg kunde saaledes gjerne blive ved et heelt Brev igjennem at skjelde Dem ud og gjøre Nar af Dem, uden at mene det Mindste med det.

2det Afsnit (eller 25 Aar derefter).

Deres Raisonnement om De- og Du-Væsenet fornøier mig. Det er taget ud af min Sjæl, og først seent erkjendt af Dem. – Hvad det Øvrige an­gaaer, da er det idag for sildig at begynde paa en saa vidtløftig Materie, som en Reise til Grækenland eller Jerusalem, for at see om den hellige Grav er vel forvaret. Kun den ene Læreregel vil jeg, tvertimod Deres Øn­ske, give Dem, at det ikke er værd at tænke saa længe iforveien paa en Ting, som, hvis nogensinde, først kan realiseres om et Aar. – Fra alle Mennesker mange Hilsener. Toepfer beder Dem hilset

Deres lille Menneske og sande Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin