Dato: 3. juli 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

95. Til E. Collin.

Lykkesholm 3 Julii 1836.

Kjære Ven!

»Deres sidste Brev har fornøiet mig maaskee meer end sædvanligt. Der er saadan en menneskelig Tone–jeg vilde kalde den, men bliv ikke vred, »–barnlig–«, i det; dog er det naturligviis, som altid en Blanding af elsk- værdig«–Hjertelighed og hovmesterlig Besindighed,–»en Følge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilket Rollefag af disse, De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst!«

Det er en smuk Periode, derfor har jeg afcopieret den efter Deres Brev og, som De seer kun tilladt mig ubetydelige Forandringer. Hvor De er klog med Deres Tydsk! ja, De har jo ogsaa nylig været i Altona, hvor man kan lugte hvad Mad de laver i Hamborg. Ja det at reise har man meget godt af! Jeg har ogsaa i hele den sidste Tid reist meget om i Fyen, for at studere det fynske Sprog og Naturen. – Hvilken Afvexling i denne! Forleden kjørte vi kun en halv Miil, men Skovene stod mig det deiligste Spanskgrønt noget Menneske vil forlange. Vi kjørte udenom en Kirke, igjennem den turde vi ikke komme, for den var rødplettet, havde alle Tegn paa at lide af Mæslinger, udenfor stod en Muurpille, som den vist vilde tage ind imod Aften for at komme sig. I Storkereden stod Storken, da vi kom løftede han det ene Been op, han vilde nok have taget Hatten af, men da han ingen havde meente han, som saa, »man gjør hvad man kan, men ikke hvad man skal« Vi saae ogsaa ved et Gadekjær en kalkunsk Høne, der havde paataget sig det store Ansvar at opdrage tolv Ællinger, de gik i Vandet første Gang og uden Seele, men Hønen var ogsaa i stor Spænding, jeg troer hun selv havde Seler paa. Saaledes har jeg, paa Reise, Øie for Naturen, De derimod for Sproget, og det ene skal jo gjøres, saa kan det andet gjerne forsømmes.

Siig mig nu, kjære Ven! kan De finde alt det Vrøvl morsomt jeg nu har skrevet. Vil De ærgre mig, saa siig ja, vil De smigre, da siig det Mod­satte. Naar jeg er paa Landet, spiser og drikker som til Geburtsdag, bliver uhyre flateret, og har Sol-Varme, saa føler jeg mig inderlig oplagt til at sige Vrøvl. »De er meget vittig!« hører jeg fortælle. Det er Skade at de hjemme ikke har hørt mig naar jeg er vittig. Jeg kunde jo gjerne give Dem en lille Vittighed,–»men den skal gjemmes til Romanen!« siger De nok. Det er af Dem uartigt sagt, og–derfor skal De ingen have! Jeg har ikke i mit sidste Brev talt om Deres Faders Heste men om hans Hoste. Denne var med i Slagelse, er den182 bleven paa Banen skal det glæde mig. De spørger mig om hvad Slags Budding vi fik paa Lykkesholm, Svaret er Marmor-­Budding. Jeg skal dog beskrive Dem hvad vi fik igaar hele Dagen, saa kan De slutte Dem til Levemaaden. Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa Kaffe med en Fløde, som kunde staae. Det var Klokken 8; men Kl 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt Portviin. Klokken 2 1/2 Kjødsuppe med delicate Fiskeboller. Steeg; Melon; Gjede. Høns og Jord­bær, derpaa Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10. Smørrebrød med Alleslags og varme (stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hvid Viin. Det er et sandt sybarittisk183 Liv, derfor tog jeg ogsaa en deilig Provinds Rose med i Sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpaa under Hovedpuden. Nonnen har jo sin Bambino, Herre Gud, saa maa dog en Digter have en uskyldig Pro­vinds Rose, i sær naar han ikke er forlovet, spørg Deres Jette og mine andre Veninder; Fru Drevsen og Louise ere istand til at være saa trapistiske at finde »Rosenkysset« upassende, men de kunne sagtens tale, den ene har en Mand, den anden en Kjæreste, havde de ikke, saa kyssede de vel ogsaa Roserne. Jeg har skrevet et Digt derom, som De ved Leilighed skal høre. Det tydske Brev jeg forrige Post fik tilsendt var fra Digteren A. Chamisso og særdeles smigrende og kjært for mig, fortæl Deres Fader og dem Alle hjemme derom. Improvisatoren har gjort et særdeles Indtryk paa Cha­misso og de han har talt med om den. Han sætter den høiere, end jeg har turde haabe. »Das rein unschuldige, keusche, fromme Buch«, som han kalder den, »weil es so ganz im Gegensatz steht zu den hervor ragensten Erzeugniszen der Zeit, Ich rechne dazu–notre Dame de Paris, La Salamandre, Peau de Chagrin, Le pere Gloriot, L'ane mort et la femme guillotinée u a«. I disse finder han kun en dæmonisk, skrækkelig Verden, og fremfører nu den nyere tydske Litteratur, hvor Fortællingerne ere slæbende med184 Figurer uden Kjød og Blod. En mørk Grund staaer ham disse to Litteraturer mod185 hvilke, mit Arbeide siger han tager sig ud, som, »ein helles Bild, gar tröstlich, alles ist frisch, lebendig und Liebe verth. Alles gefühlt und gesehen«. Blandt de i Berlin, af Chamisso, Bekjendte, der skulle især være »entzückt« er Goudy, som nylig er kommet fra Italien og har udgivet en Bog derom. Chamisso slutter med at han er »eitel«, ved at være den, som først har ført mig ind i Tydskland og har nu til næste »Musenalmanach« oversat mit Digt i Agnete: »Bag Ellekrattet nede hvor Møllehjulet gaaer«. Han spaaer mig Erkjendelse og Lykke!–Jeg vil haabe at der fra Tydskland vil reise sig en Stemme for mig. Da vil de Alle hjemme erkjende mit Talent, sætte mig186 paa den rette Plads. De alene, Eduard, De og Deres, veed hvor dybt en saadan Roes griber mig, den fylder min Sjæl med barnlig Tak til Gud, af ham har jeg Alt, ingen Stolt­hed kjender jeg da, en reen hellig Ydmyghed gjennemstrømmer mig. Kjendte dog Enhver, hvorledes man ved Roes og Godhed bedst luttrer en Sjæl. Chamisso's Brev har glædet mig saa meget, jeg kunde omfavne hele Verden for det! O Eduard! havde jeg Dem dog hos mig! dog i Tan­kerne seer jeg Dem ind i de trofaste Øine. Loe De saae af mig, kaldte min Følelse Sentimentalitet, det den bestemt ikke er–ja saa var De »et lille Menneske!« Glem ikke at sige Søstrene, at Improvisatoren er »ein rein un­schuldiges keuschen Buch!« Hvo veed, skulde jeg ret skrifte, om de ikke har meget Deel deri. Forleden besøgte jeg den gamle Gaard Broholm. »OT.« laae paa Bordet da vi traadte ind i Stuen. Digteren blev derfor særdeles modtaget. Fruen flættede endogsaa en Krands til ham, førte ham op og ned, dækkede op og var nydelig. Hun skal ellers være fameus, siges der, en Degnedatter, som Sehsted, blev nødt til at gifte, det er en heel Roman, ingen Damer kommer der, jeg kan ikke sige andet, end at hun var sær­deles opmærksom mod sine Gjæster og at hun vælger med Smag sin Læsning viser, at hun havde »O T« og nu, som hun meget naivt udtrykkede sig, skulde hun strax anskaffe sig Alt hvad jeg havde skrevet, for naar man kjendte min Person, saa kom man just til at faae Lyst! Hun skal være forlovet med sin Forvalter Lorenzen, en meget vakker Mand, syntes han mig, med Dannelse og Verdenstone; De kjender ham vist, i det mindste kjender Drevsen hans Pearl, som seirede paa Slagelse Bane. Godt var det jeg havde seet disse Veddeløb, thi om disse, om Ole Pedersen og romerske Heste underholdt jeg mig med Lorenzen, midt i Talens Løb tænkte jeg paa Drevsen, han skulde have hørt til. Siden er jeg særdeles187 blevet drillet med Fruen, der gjorte saa meget af mig, men hun er jo forlovet, ellers var det en meget god Gaard, og det er jo Hovedsagen i Ægteskab. Hun har ellers indbudet mig endnu engang og da blive et Par Dage, men rimelig­viis kommer jeg ikke! Dagene gaae for gesvindt! Nu igjen til Deres Brev! De, som vil drille mig! De!!! lille Menneske! Naturligviis lignede De Dem selv! en Formaning maatte jeg dog have. Der var ikke Tid til at skrive et fornuftig Raad, men dog nok en Formaning: »det er ikke værd at tænke saalænge iforveien paa en Ting, som, hvis nogensinde, først kan reali­seres om et Aar«. Seer jeg ikke nok i Deres »hvis nogensinde«, en heel Sæt­ning af Deres gamle Hovmester Taler. Det var ikke efter »Forlangende«. Nu er jeg ordenlig gal paa Dem, i det jeg skriver dette. Da jeg var her øverst paa Siden, kunde jeg have kysset Dem, nu nederst har jeg Lyst til at ruske Dem.––Men nu er jeg god igjen. Lad Søstrene og den kjære Moder faae noget af dette Brev at læse, eller ogsaa hele Brevet. Deres Jette kunde gjerne særskildt hilse. Louise havde faaet Brev nu, men da hun ikke har takket mig for det hun fik, formoder jeg hun er vred fordi jeg har skrevet hende til. Præstekonen i Gudme sang forleden for mig: »lille Viggo« efter den kalundborgske Melodie. Nu skal jeg ind at drikke Kaffe.

adio!

Deres »voxne« Ven, der har: »saadan en menneskelig Tone«.

NB: nu skal man see, at jeg nok ogsaa skylder Dem den?

E. S. Hils ham der »nyder sin Ungdoms Vaar«, beed ham fra mig at være bestandig i Nydelsen. Dette er et meget interessant Brev. Skulde De ikke med det næste Brev, som jeg haaber kommer snart, kunde sende et lidet Tordenveir, jeg længes meget efter et saadant.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin