Dato: 3. juli 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Lykkesholm den 3 Juli 1836.

God Dag! det er underligt at jeg ikke har skrevet Dem til før nu; tidt nok har jeg tænkt paa det, men saa skulde vi kjøre, saa skulde vi gaae, og for at skrive maa man jo sidde stille. Tiden er i midlertid løbet og jeg har løbet med. Først gik Touren over Kjøge, hvor der jo paa Væggen, efter een af Hverdagshistorierne skal staae: »0 Gud! O Gud i Kjøge!« jeg kunde ikke finde det og for at Andre, ikke ligesom jeg skulde søge forgjæves, saa skrev jeg det der, og nu staaer det meget læseligt. Nestved, seer ud, som om den var syet sammen af alle de Gader og Stræder man maa klippe af de andre smaa Byer, naar disse see for gale ud. Omegnen er smuk, daglig gik jeg langs Suseaaen til Herlufsholm, jeg var inde i den eneste Munkecelle der endnu bevarer sit gamle Indre; her var Pigekammer. En Uldstrømpe laae hvor før Krusifixet har staaet, Bondepigen sad og læste i en Vise, forlagt af Triblers Enke.

»Naar vor Herre bare vilde give os nogen Regn! det seer sørgeligt ud for Landmanden!« denne vor egentlige Nationalsang, der synges om Sommeren, naar Jorden ikke staaer i een Velling, hørte jeg overalt; saa fik vi da Regn og Hagl. Hu! som Drommedar Æg. Hos Ingemanns i Sorø var jeg i nogle Dage og gjorte med Hauch en meget interessant Tour til Suserupsøe. Det er den prægtigste Skov jeg har seet, de kjæmpestore Eege slyngede Grenene i hinanden og jeg maatte tænke paa de af Wassington Irwing beskrevne Urskove i Nordamerica. Veddeløbene kaldte mig til Slagelse, hvor jeg var i to Dage og nød megen Agtelse, ja Borgemesteren gav mig et Tegn, ved hvilket jeg havde lov til at staae mellem Hestene. I Corsør bad man mig, at jeg i næste Roman vilde sige et godt Ord for deres By, som alle Digtere vare saa slem ved, og jeg har lovet det. Aldrig har heller Corsøer seet saa venligt ud, som denne Gang. Beltet var blaat, som jeg kun saae det i Syden. Gjæstgiveren gav mig et Værelse med den bedste Udsigt og da jeg sagde: her er smukt! svarede han. »Naa, det fornøier mig at De siger det!« - Jette Hanck bad mig hilse naar jeg skrev, hun og hendes talte med megen Hengivenhed om Dem og haabe, som jeg at De snart besøger Deres Broder. Han er særdeles anskrevet hos Alle her i Byen, hans Datter gaaer her i en Skole og bliver afhentet og kjørt ind, (fire Gange daglig) det var een af Mærkværdighederne man fortalte mig. Desuden skal der være saadant deiligt Glastøi ved Bord Servering. Nu har jeg været en 14 Dage paa Lykkesholm. Igaar fik jeg et for mig særdeles smigrende Brev fra Chamisso, han har læst »Improvisatoren« og er henrykt. »Das rein unschuldige keusche, fromme Buch!« som han kalder den, »weil es ganz im Gegensatz steht zu den hervorragensten Erzeugnissen der Zeit, ich rechne dazu notre Dame de Paris La Salamandre, Peau de Chagrin &&«, i disse finder han kun en dæmonisk, solløs Verden, selv den nyere tydske Romanlitteratur staaer ham slæbende, med Figurer uden Kjød og Blod. En mørk Grund danner det Hele, paa hvilken min Bog synes ham: »ein helles Bild, gar trostlich; alles ist frisch, lebendig und Liebe werth. Alles gefiihlt und gesehen!« han slutter med, at han er »eitel« ved at have først indført mig i Tydskland. Til den næste »Musen Almanach« har han oversat af Agnete: »Bag Ellekrattet«. Brevet fyldte mig med Glæden og af min Glæde, der fødes ved Roes, fremspringer just Ydmyghed og Taknemlighed mod ham som gav det Hele. Gid at Chamisso offentligt vilde udtale sin Glæde, det vilde virke ind paa Mængdens Dom hjemme, maaskee kom jeg da nok endnu engang til Italien, som jeg jo dobbelt maa elske, deels for sin egen Skyld, dels for det Værk det indaandede mig; ved Improvisatoren fik jeg først ubetinget Digternavnet. En ny Roman rører sig levende i mig, halv Parten af første Deel er tænkt, men ikke et Ord nedskrevet. Scenen bliver vist nok Fyen, især Svendborg Egnen; det er jo ogsaa Danmark[s] Rhinland. - Glæd mig snart med et Par Ord, naar De sender med mit Navn til Mad: K. M. Iversen i Odense, da faaer jeg dem rigtigen, om jeg saa er i andre Egne af Landet. Thorald burde herover og optage disse midelalderske Herregaarde, med Voldgrave og takkede Gavle, stille Indsøer og lysegrønne Skove. Hils Ludvig, Christian Viggo, Dine, og Alle, som tænke venligt paa mig. Il capitano Federigo skal kun have 1/16 Hilsen eftersom han ikke vil erkjende min Vittighed. I Fyen bringer den Virak, ikke, som en usynlig Guddom, noget han vist vil flye, men som en legemlig Dalai-Lama. - .

Deres sønligt hengivne H.C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost