H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Edvard Collin til H.C. Andersen 16. juli 1836

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 16. juli 1836
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

96. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn d. 16.Julii 1836.

Høistærede! Deres meget ærede af 3die dennes har jeg modtaget. Dette Brev har ikke kunnet interessere Nogen mere end mig, da jeg i hele dets humoristiske Afdeling gjenkjender alle de Momenter, som jeg i mit Brev til Dem havde opstillet, og som De med en venskabelig Ærlighed, der bør paaskjønnes, har afcopieret uden nogen væsentlig Forandring.

Den captatio benevolentiæ, hvormed De, som routineret Vaudeville- skriver, ender Deres humoristiske Betragtninger, lyder saaledes: »Siig mig nu, kjære Ven!, kan De finde alt det Vrøvl morsomt, jeg nu har skrevet? Vil De ærgre mig, saa siig ja, vil De smigre, da siig det Modsatte«. – Nei, kjære Andersen, jeg vil ikke ærgre Dem, jeg finder det virkelig aldeles ikke morsomt; men derfor maa De heller ikke troe, at jeg vil smigre Dem. Dog maa jeg sige, at der er eet Udtryk, som De, saavidt jeg veed, er den Eneste der har brugt, og som virkelig er godt. De siger: »jeg er paa Landet, spiser og drikker, som til Geburtsdag, bliver uhyre flateret etc. . .« Jeg indsaae! jo strax, at De ikke havde skrevet feil og meent flatteret, men kom først senere til at fatte Etymologien, nemlig: flatus en Vind, deraf flateret, »som lider af Vinde, som er bespændt af Vinde«, og dette stemmer med Contexten.

Fremdeles siger De: »»De er meget vittig« hører jeg fortælle«, og tilføjer, at det er Skade, at vi hjemme ikke have hørt Dem, naar De er vittig. Det er sandt! det er Skade, at jeg ikke har hørt Dem være vittig, og endnu mere, at jeg ikke engang har hørt nogen fortælle det; jeg beder Dem, lad optage et Tingsvidne derpaa, for at give Tvivlerne Troen i Hænderne; De behøver ikke at lade det tinglæse, af Frygt for en Depossession. Ingen vil kunne tilrane sig Deres Vittigheder, uden strax at blive røbet; thi jeg er vis paa at De selv i Deres Vittigheder bevarer Deres rene, barnlig­ uskyldige Sind; en af Deres Vittigheder vilde jeg kunne kjende mellem tusende, ligesom Elskerinderne i de gamle Ridder-Romaner altid kjendte deres188 Liebhabere. Jeg beder Dem forstaae dette ligesom med megen Forsigtighed. – De siger, De kunde gjerne give mig en lille Vittighed, »men den skal gjemmes til Romanen«, siger jeg nok. Ja det siger jeg, og jeg siger endvidere, at saa er den godt gjemt, forsaavidt man da efter mange Aars Forløb ikke skal kunne sige, at det er en forslidt Vittighed. – Jeg haaber fremdeles, at De ikke troer, jeg vil smigre Dem.

Af Deres Spiseseddel seer jeg, at De ikke alene har Øie men ogsaa Mave for Naturen, og, jeg maa formode, det Sidste endog paa det Førstes Bekostning, thi naar det skal gjøres, maa det andet forsømmes. Forresten gjør De, som alle Digtere, alting paa Naturens Vegne.

De siger, De fik ved Bordet »rød eller hvid Viin«. Ja, hvad var den nu? De vil indsee, at det er forbandet lidt sagt om Viin, at den er rød eller hvid.

Det er et underligt Sted, der nu kommer i Deres Brev; for at gjennemgaae det nøie og for kommende Slægter at oplyse det Dunkle, som først vil kunne forstaaes, »wenn Andersens und Collins Briefwechsel erschienen ist«, maa jeg vel afskrive dette med: »Det er et sandt sybarittisk (?) Liv, derfor tog jeg ogsaa en deilig Provinds-Rose med i Sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpaa under Hovedpuden« Nu spørger jeg: fordi man lever et sybaritisk Liv, skal man derfor tage en Rose med i Sengen. De siger rigtignok, De har ikke andet, da De ikke er forlovet; men da maa De have et underligt Begreb om Forlovelse. For det Andet, hvad skal det til at kysse Sengen? Der kan jeg dog med Rette spørge: hvad skal det smage af? At De kyssede den, før De sov, og ikke medens De sov, er heelt be­gribeligt, ligesom og, at det var en Provinds-Rose, De tog, thi de har vel ikke andet i Provindserne. At Nonnen har sin Bambino, maa være hendes Sag, det maa hun forsvare; men derfor er det ingen Maneer, at saadan et gammelt Menneske ligger i Sengen og laver Potpourri af Roser; havde De endda ligget og spiist en Nonnetitte, det kunde jeg have fundet mig i. –

Jeg kan trøste Dem med, at nu er jeg kjed af at skrive paa den Maade........

Det Digt, De i Deres sidste Brev fortæller at have skrevet, kan De lige­saagjerne meddele mig i Deres næste Brev. Det er saa længe siden at De har skrevet et Digt.

Dyrehavs-Scenen er iaar kun besat med nogle norske Drenge, som falde ned af Linien og kunne gjøre Kaalbøtter, samt af en uudslukkelig Mængde Tyrolere, – som ere fødte alle mulige Steder i Tydskland, undtagen netop i Tyrol, – samt Tyrolerinder, hvoriblandt nogle Phryner fra Hamburg – som Kjendere forsikkre.

Idag venter jeg Emil med Stettiner-Dampskibet. Paa Tirsdag i næste Uge reiser hele den Hornemannske Familie til Nyborg, derfra til Svend­borg og V. Skjerninge og senere til Hofmansgave.

Min Bryllupsdag er ikke bestemt endnu.

Tænker De noget paa at samle Medlemmer til Musikforeningen; see at bombardere Damerne paa Lykkesholm. Floribella skal først udgives.

Lev nu vel min skikkelige Ven. Jeg har saamange Hilsener til Dem fra Hjemmet, specialiter fra Louise og min Jette. Jeg haaber, De betragter den første Deel af mit Brev, som noget der skal more, ikke ærgre Dem, og jeg slutter med det Ønske, at De nu ikke mere maa føle Dem saa flateret.

Deres hengivne Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin