Dato: 19. juli 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

97. Til E. Collin.

Tolderlund den 19 Juli 1836.

Nu er jeg i Tolderlund, som De seer, men føler mig ikke ret vel. Det er et utaaleligt koldt Veir! Blæst og Regn; her til kommer nu, at det er et lille Landsted, smaae, lave Værelser, som man ikke kan bevæge sig i, siidt og fugtigt, jeg har ondt i Halsen ondt i Ryggen og føler mig alfor eensom. I Anledning af Odense Marked, kom jeg hertil, og fordi jeg egentligt er Gjæst hos Mad: Iversen. Paa Lykkesholm var jeg begyndt at blive feed, følte mig særdeles vel, i de store Sale, ved den gode Mad og ved den rige Natur. Vi gjorte mange Udflugter og paa Ørebekkelunde, kunde Deres Søsteres Digter Bulver, ikke have faaet en mere smigrende Behandling end jeg, min Skaal blev først udbragt: »Danmark[s] Andersen, som hæd­rer vor gamle Borg med sin Nærværelse!« (Ærlig talt følte jeg mig lidt flau ved den særdeles Complimenteren). Imidlertid fik vi mange Gjæster til Lykkesholm og een af de, som blev, var Skuespiller Foersom. Han er god­modig, men saare raa! tænk! ved Middagsbordet hvor der var vist Mennesker og halvdelen Damer, gjorte han med et Lommetørklæde og sine Fingere en Figur, som forestillede een med bare Laar og presenterede den. Det eneste Comiske var, at een af Damerne, som ikke saae godt, tog Lorgnietten frem for at beskue hvad det egentligt var. Een Morgen kom­mer jeg ind paa mit Værelse og der staaer Foersom ganske rolig og bruger min Tandbørste. »Geneer Dem ikke!« sagde jeg, »men hvor gidder De bruge en Andens Tandbørste?« »O,« svarer han, »det bryder jeg mig s'gud ikke om, De feiler jo ikke noget!« – Da han var borte, kom da strax min gode Tandbørste ud af Vinduet, jeg vilde ikke have den til min Mund. Foer­soms hele Raahed kjedede mig og jeg begyndte da at længes efter Odense; vi reiste da til Marked. Nu skal De høre min Lidelseshistorie. Min Kuffert kunde ikke gaae paa Vognen, den maatte op igjen og jeg, medens de An­dre var paa Vognen, pille noget ud til Reisen. I Hastværk fik jeg min Sax ind i Tegnebogen og bag i Lommen. Vi kjørte, Saxen gleed ud, jeg stod af ved en Kro hvor vi ville have Mjød, jeg stiger opigjen og nu har Saxen vendt sig saa at jeg sætter mig een heel Tomme ned i den. Jeg kunde føle Blodet løb og nu maatte jeg ind og bade Bagdelen med Ædike og Vand. Pauli holdt Koppen og Foersom klemte Saaret, det var en brillant Scene. Nu kom jeg til Odense; Markedet var slet, Veiret og jeg slet, saa flyver der mig et Asen af et Skjældyr lige ind i Øiet, ud kunne vi ikke faae det,

Ingen kunde see det og jeg leed af Smerte. Saa vilde man bilde mig ind det var Gigt. Uh! hvor jeg var lynende gal. Hele Natten piintes jeg, næste Dag gav Doctoren mig noget Øienvand og da, men først ud paa Eftermid­dagen kom der et Monstrum, en flyvende Drommedar ud af Øiet. Efter denne Lidelse fik jeg Mavepine og ondt i Brystet og saa kommer Deres Brev. Nu maa De tænke Dem at jeg ret var veemodig stemt, havde en Længsel efter Dem og Deres, som jeg længe ikke har følt, og da jeg saa læser saa er Deres halve Brev, det saakaldte moersomme Vrøvl, som jeg ikke var det mindste oplagt til at modtage. Jeg var nu i det Humeur at jeg tænkte: O det Menneske, han holder dog ikke af mig, som jeg holder af ham. Jeg var arrig over at De sagde: Idag venter jeg Emil! det syntes mig. Ja, see ham venter han, ham holder han af, ham viser han ogsaa mere Fortrolighed, ham spadserer han med og spiller Schak med! Uf! jeg var arrig paa Dem, Verden og Dem. Idag er Veiret herude ligesaa slet som igaar. Her er Vinterkoldt, Regnen strømmer ned, men jeg er dog roligere. Deres Brev har jeg to Gange læst igjennem og finder nu, at det jo er ganske i den Tone, som jeg angav fra Lykkesholm; men koldere er det bestemt; og hvorfor kalder De mig Deres »skikkelige Ven«! jeg vil ikke være skikkelig! det er det flaueste, kjedeligste Ord De kan bruge. Skikke­lig kalder man enhver god Torsk! For det Vrøvl jeg skrev om Rosen og Kysseriet kalder De mig nok saa! ja bi! naar jeg reiser igjen, jeg skal ikke være skikkelig, vil ikke være det189, jeg har varmere Blod maaskee, end De og det halve Kjøbenhavn. Eduard, jeg føler mig saa lynende gal i dette ækle Veir! jeg længes ogsaa efter Dem for at ruske Dem, for at see Deres Krampelatter, for at kunne gaae fornærmet bort og ikke komme i hele to Dage hjem til Dem. Er De nu et Menneske med Følelse, saa skriv mig snart og ved snart forstaaer jeg strax, et langt Brev til, Svar mig paa hvad jeg har spurgt om i eet af de tidligere Breve, eller siig lige reent ud at De vil ikke svare mig paa det, saa veed jeg det. Emil holder jeg særdeles af, men gjør De mere af ham end af mig, saa faaer jeg noget imod ham. Her har De Digtet De ønskede. Pauli har sat det i Musik.

1.

Rosenknop, saa fast og rund,

Deilig, som en Pigemund!

Jeg Dig kysser, som min Brud!

Yndigt meer, Du springer ud.

Nok et Kys Dig Læben sender, ­

Føl, hvor jeg brænder!

2.

Jeg vil skrifte, som sig bør,

Ingen har Jeg kysset før.

Ingen Pige venter mig!

Rose, jeg maa kysse Dig.

Ak, Du ei min Længsel kjender.

Føl, hvor jeg brænder!

3.

Med hvert Kys Du faaer en Sang,

Naar Du da er Støv engang,

Sangen kalder Dig ihu.

Ingen kyssed' mig, kun Du.

Kun ved Dig jeg Kysset kjender.

Føl, hvor jeg brænder!

4­.

Danmarks Døttre ved min Grav

Sige for hver Sang jeg gav:

»Han just havde Kys fortjent!«

Herligt sagt, men lidt for seent.

Løn mig mens jeg er ilive!

Kys I mig give!

E. S. Tre Capitler ere alt skrevne af den nye Roman, siig Deres Moder det, hende veed jeg da det vil glæde. Improvisatoren var en Nordboe der skildrede Italien, nu skal De see det Stykke, en Italiener, som skildrer Norden. Planen er lagt, udtænkt etc. . etc. – Hils Deres elskværdige Jette og den kjære, trofaste Louise. Jette faaer Brev fra mig naar jeg er i Rosen-Humeur, Louise vil jeg skrive til naar hun–selv kun gjennem Dem – takker for Brevet hun fik. Fru Bügel har jeg lovet et Brev, men veed ikke hendes Adresse, vil De derfor sende det til hendes Portnerske, De seer i Veiviseren, Adressen. Lev nu vel! Hils dem Alle hjemme i Hjemmet og skriv snart til

Deres190 Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin