H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Ferdinand Meldahl 4. juni 1860

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 4. juni 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Ferdinand Meldahl
Sprog: dansk.

Rendsborg 4 Juni 1860.

Kjære Ven!

Før jeg flyver ud af Landet maa jeg dog gjennem Ord og Skrift trykke Deres Haand, bede Dem bringe Deres Brud min hjertelige ærbødige Hilsen, De maa fornemme at jeg med i Tankerne "Dandser paa Deres Bryllupsdag", men naar er denne? Er den den 9 Juni eller 9 Juli? Jeg skal venlig hver Dag have den i Tanke, saa overflyver jeg ikke Festdagen, skal denne nu feires i Stilhed eller i stor Vennekreds?

Alt dette vilde jeg have erfaret havde jeg fundet Dem hjemme ved mit Afskeds Besøg.

Skulde det nu være Tilfældet, at Brylluppet først er i Juli, da glæd mig forud med et Brev, som snarest afsendt kan gaa til "Eisenach poste restante", men senere til "München poste restante", da skal De faae, om De kan bruge den, en Sang, imidlertid tillader De, at jeg strax foreløbig synger saa godt jeg kan, dersom Festen er i disse Dage; det er kun en Vise jeg selv som Chorus synger gjennem mit Brev, for Dem og Deres Brud, at man ikke skal sige De slet ingen Sang fik paa Bryllupsdagen; jeg synger den til Melodi "Vi Sømænd gjør ei mange Ord".

Du reiste Andre Huus og Hjem,

Nu har Du reist Dit eget,

I Kjærlighed det straaler frem

Thi er Dit Bryst bevæget!

Du ind i hendes Øine seer

Guds Solskin der Dig møder /

Et Hjerte kan ei ønske meer,

Hvert Fortids Savn det døder.

#

- En Bryllups Dag er Mærkets Dag

I Kjærlighedens Rige,

Den er et Livets Bølgeslag,

Der har et Ord at sige,

Et Alvors Ord i Fryd indlagt,

Det gjennem Sangen klinger,

Det melder om den Hjertets Magt

Der Huset Lykke bringer!

#

De Ord gjentages skal hver Vaar,

Med Brudelys i Stagen,

Ja, efter fem og tyve Aar,

Engang Sølvbryllupsdagen;

Thi hvad Du bygger op, det staar

I Kraft og Held og Lykke,

Vor Sang her som en Krands Du faar

Fordi Du saa lod bygge!

-

Og nu følger tre Gange Hurra for Brudgom og Brud, og de to ville venligt erindre sig, som tilstedeværende Gjæst ved Brudebordet, Deres deeltagende Ven

H. C. Andersen

[Udskrift:]

Professor, Architect Meldahl

Tekst fra: Solveig Brunholm