Dato: 7. juli 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Helene Balling, f. Næboe
Sprog: dansk.

München den 7. Juli 1860.

Kjære Fru Balling.

Tak for Deres Brev og de venlige Hilsener deri! endnu er jeg i München, men naar jeg nu paa Søndag har hørt Operaen" Tannhiiuser", reiser jeg til Schweiz, uagtet Veiret er koldt og Regnen strømmer ned, men det bliver vel nok bedre. jeg var i Mandags ved Passionsforestillingen i Over-Ammergau. Rejsen var meget besværlig, det gik paa Jernbane, med Dampskib, med Extrapost; den lille Bjergby var overfyldt af Mennesker, vist over 6000; for mig var imidlertid ypperligt sørget, jeg boede hos Præsten og havde det der udmærket. Den bedste Plads fik jeg i Theatret; med et Par grevelige Familier, som ogsaa boede hos Præsten, sad jeg der i det mægtige Theater med de virkelige Bjerge rundt om. Halv otte om Morgenen kom vi der' og først halv sex om Eftermiddagen var Forestillingen forbi, men jeg holdt ud, thi det var overordentligt interessant, omtrent 500 Mennesker af Bondestanden udførte hele LideIses Historien med en Inderlighed, en Tro, og dertil med Skjønheds Sands. Chorene og Recitativerne gik mageløst, Dragter og Decorationer vare fortræffelige. Alt kunstnerisk ordnet og kun de Personer, der stode uden Plet og Dadel turde træde op i de helliges Roller; en ung Billedskjærer var Christus, med en Alvor, en Fromhed, noget saa inderligt, at ingen Skuespiller kunde gjøre ham det efter, han var ogsaa den eneste, der ikke var sminket; før hver Forestilling nyder han Alterens Sacrament og efter Forestillingen er det hans Trang at søge alene ud i Bjergene for igjen at samle sig. Judas og Pilatus blev ligeledes ypperligt givet, men alfor gruelig var Korsfæstelsen, det arme Menneske hang i tre Qvarter paa Korset, og han og Røveren var i det kolde Veir i Trichot. Da Spydet blev stødt i hans Side, og Blodet virkeligt flød, gav jeg et høit Skrig; det var det Eneste, der var udenfor det Skjønne. Alt er Sang, Recitativ og Tale; deilige Grupper saae man, og Indtoget i Jerusalem var storartet. Imidlertid regnede det de første Timer, senere var det dog kun graat Vejr, men da Christus blev lagt i Graven, brød Guds Sol frem og lyste over hele Skuepladsen; denne var egentlig deelt i tre Theatre, eet ved Siden af det andet; paa det Midterste skete alle Scene Forandringer, de ved Siderne vare faste Gadedecorationer, Altan paa Pilati Huus og paa det, Ypperstepræsten boede i. Choret traadte kun frem fra Søilerne i Forgrunden, og ved Christi Død var de alle iførte sorte Silkekapper. Der var deilige Stemmer, især en Bondepige sang smukt, og Chorføreren havde en Holdning som en Riddersmand. Naar jeg kommer lidt mere til Rolighed i Schweiz, giver jeg en Skildring heraf til Delbancos illustrerede Tidende, der vil De faae det mere levende, tag i Dag til Takke! Hilsener til Deres Søster, Frøken Gram og hver som venlig husker paa Deres hengivne

H. C. Andersen

,

Tekst fra: Frederiksberg Biblioteks H. C. Andersen Registrant