H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Oline Collin, f. Thyberg 3. august 1860

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 3. august 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

324. Til Henriette Collin.

Locle 3 August 1860.

Kjære Fru Collin!

Med Jubel modtog jeg for nogle Øieblikke siden Deres velsignede Brev, indledet af min altid trofaste Ven, Deres Gemal. Det er mig en Trang strax at tage Pennen i Haanden for at takke Dem, tale med Dem; det var et rigt, et rart Brev De gav mig og det med Critik i bengalsk Flamme fra det store Engeland; De begriber at jeg er glad ved at mine sidste Eventyr og Historier saaledes optages i Engeland, at jeg er glad ved selv om de over­vurderes, at Complimenterne ere »for svære« til at sendes med Posten, som De i lidt uskyldig Ondskab, behager at udtrykke Dem. De maa endelig opbevare for mig de af »Athenæum« og the »Leader«392 udklippede Medde­lelser; jeg formoder at danske Blade, rimeligvis »Dagbladet« har med­deelt Kjøbenhavnerne at man ikke har Skam af mig i Engeland. Siig mig hvilke danske Blade der har optaget et Referat, at man kan kjende sine Venner. De kan tro at jeg ret smægtede efter Brev, navnlig fra den collinske Familie, thi siden De, Deres Mand, Lovise og Jonas forenede sig til at le­vere en Brev-Bouquet, og det er nu netop en Maaned siden, har jeg kun een eneste Gang faaet et ganske lille Brev fra Louise Lind; og det er nu ogsaa paa tredie Uge siden. Hver Enkelt i Familien forlange af mig et Brev for maaskee at give mig eet igjen, men husker ikke paa at det, med den bedste Villie og største Lyst, bliver for mig et Arbeide at skrive til Hver, medens den Enkelte kunde give sin Skjerv og det blev en samlet Rigdom for mig. Etatsraad Thiele er den som har meest givet skriftligt Beviis paa at jeg var i hans Tanke; fra ham har jeg faaet to lange Brev[e]. Alt dette skal nu ikke være Bebreidelse mod Familien, mindst mod den velsignede Deel i Tvergaden; De kjære Fru Collin har saaledes ogsaa givet mig to rige, herlige Breve, ikke at tale om de kjære Bilag fra Mand og Børn. Før jeg forlod München fik jeg Indbydelse af den bekjendte Kunsthandler og Kunstner selv, Hofraad Hampfstängel, der bad mig om at sidde for at min Photographi kunne tages til det bekjendte Værk af bekjendte Personer, han udgiver. Han tog to! aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lig­nende Portræt af mig! jeg blev aldeles overrasket, forbauset ved at Sol­lyset kunde forme en saadan Skjønheds-Skikkelse af mit Ansigt. Jeg er smigret i utrolig Grad og dog er det Photographie kun. De vil faae det at see; det er det eneste Portræt min Forfængelighed ønsker gaaer over til Efterverdenen. Hvor de unge Damer da ville sige: »At han ikke blev gift?!«

–Over Lindau gik jeg til Brunnen, tingede mig der i Kost, »Pension« som det kaldes, hos Oberst Auf der Mauer, hvor jeg før har boet med Edgar og med Harald. Ingen af de to ville have moret sig troer jeg, ved saaledes i fjorten Dage, da Veiret næsten altid var slet, at have siddet her i sammen­bragt Familie Liv eller paa et lille Kammer, men jeg fandt det hyggeligt, hjemmeligt og jeg blev da ogsaa gjort forfærdeligt af; tydske og engelske Damer og Herrer skiftedes til om Aftenen, jeg da ogsaa, (paa Tydsk) at Læse høit af mine Eventyr, der blev sjunget og musiceret og jeg fik hver Morgen sendt smukke Blomster, Krandse og Complimenter, mine nyeste Eventyr vare allerede paa tydsk naaede til Schweitz og blandt disse gjorte »Børnesnak« og »Waldemar Daa« isærdeleshed Lykke. Vi havde en Dag skrækkeligt Veir, Regnen strømmede ned saa at en Fjeldstrøm nær der ved Byen, rev en Bro bort i det en Kone med tre Børn gik over den, alle fire druknede, det stormede og Vierwaldstædtersøen væltede Bølger som da Tell styrede Baaden for Gesler. Professor Schjern maa tilgive mig at jeg med Schweitzerne troer paa at der har været en Tell; Schweitz lader nu reise Schiller et Monument ved Grütly393 fordi han har forherliget deres Helt, jeg er bange Schjern ikke faaer et Monument. I Mandags kom jeg her til Locle, hvor jeg ikke har været siden 1833, altsaa ikke i 27 Aar; den Gang kom man med Posten i fire Timer her til fra Neufchatel, nu flyver man opad Bjerget, altid opad, paa Jernbane, i omtrent halvanden Time; den ene Tunel følger paa den anden, man bliver tilsidst underlig derved; een Tunel er over en halv dansk Miil, og man er der i syv Minutter i Mørke og det i fuld Fart; det er afskyeligt! jeg sad med den Tanke, om her nu laae en Steen og vi væltede, eller Tunelen, der kun er fjorten Dage gammel, styrtede sammen og vi bleve levende begravne! Det rislede mig koldt ned af Ryggen, »Mørket er intet Menneskes Ven!« fornam jeg her; det gjorte vel igjen at see Sollyset, men kun eet Minut saae vi det, saa fulgte en ny Tunel, men dog kun paa fire Minuter. Af hele den Hourietske Familie, hvor jeg boede sidst jeg var her, leve Ingen; Hr. Houriet er død, hans Kone død, de tre Børn døde, de to prægtige gamle Tanter Rosalie og Lydia, hvem jeg har nævnet i min Roman O T, alle døde, jeg kan kun paa Kirke­gaarden aflægge Besøg hos mine gamle Venner. Hvor forandret Alt! Locle er afbrændt og ombygget siden jeg sidst var her, den er større, prægtigere, Intet mere det samme. Hvor jeg kravlede op af Bjerget uden for mine Vin­duer der løber nu Jernbanen, og uagtet jeg har mit Værelse i tredie Etage, maae jeg see op i Veiret efter Banetoget naar det bruser forbi mine Vinduer. Før var Dalen lukket og der længst inde laae saa eensomt den under­jordiske Mølle, nu er rundt om den en Snees store Huse og forbi den en stor færdet Landevei; Klippen gjennembrudt og man kjører gjennem fem Tuneler ind i Frankerige, derinde var jeg igaar med Jules Jürgensen, vi kjørte over Grændsen, til den første franske By, fulgte Doubfloden og tog hjem over Brenet. Der er maleriske Afgrunde, vildt og dog venligt, det var en smuk Kjøretour. Her tales naturligviis kun Fransk, men De veed at jeg med 30 og en halv Glose kan bygge en vel dristig, men forstaaelig Conversation, jeg lader mig aldrig genere, dog i Dag sagde jeg noget høist Upassende ved Bordet, just som jeg vilde sige noget særdeles galant, men det gjør ikke Noget hvad man siger i Uskyldighed. Jules Jürgensen har en gift Datter og een noget yngere, begge meget nydelige, Sønnerne høist elskværdige og Konen synes saa god og forstandig. Jürgensen er ikke blevet meget ældre uden at Haaret er graanet, han boer særdeles smukt og synes at staae sig godt. Men koldt er her, rædsomt koldt, min lille Finger hvori jeg stadig har Gigt, piner mig her voldsomt, jeg har Smerte i Hals og Side, fryser meget, men vil ikke have i Kakkelovnen som de har det nede. De to sidste Nætter var her kun fire Graders Varme; iforgaars sneede det; Luften er kold og tør, jeg veed ikke hvorledes den vil bekomme mig, man maa særdeles venne sig til den, jeg spiser bestandig og har dog altid Appetit. Hils nu ret hjerteligt Deres egen Louise og Jonas, ligesom Deres Sviger­fader og de andre i Familien, særlig Jette Petersen og hendes Datter. Hvad jeg nu videre har at skrive, der for en Deel gaaer ind i Forretninger vil jeg særlig give Deres Gemal, men han læser først dette Brev, som jo ogsaa gjæl­der ham. Glæd mig nu snart med Brev igjen! Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter