Dato: 15. august 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

327. Til E. Collin.

Ouchy ved Lausanne, den 15 August 1860.

Kjære Ven!

I forgaars forlod jeg Locle, overnattede i Yverdun, da jeg tog med Deli­gensen for at see den smukke Dal Travers, hvor Rousseau har levet, igaar kom jeg her til Ouchy der er en Slags Forstad for Lausanne og ligger en halv Times Vandring fra denne By, nede ved Søen, her i Hotellet (Anke­ret) har Byron boet og her skrevet sin »Fangen i Chillon«, det lille Værelse er tæt ved mit; Prindsen af Joinville var her med sin Gemalinde og Børn, forrige Uge, jeg har netop faaet det Værelse hvori Prindsessen sov, det er meget lille men Udsigten over Søen til Savoyens Bjerge er smuk394. Her drømte jeg imidlertid i Nat, en Drøm som forunderlig har opfyldt mig og den er Skyld i at jeg strax i Dag skriver til Dem: jeg syntes at jeg pludselig var kommet et Besøg Hjem til Kjøbenhavn og gik op i Deres Faders Huus, udenfor stode Sangerne Faaborg og Chr Hansen, de sagde, »men De har jo været her i Byen fra i Løverdags!« jeg fandt det forunderligt at jeg ikke tidligere havde været hos Deres Fader, nu saae jeg ham paa Gangen, i sin gamle blaa Frakke, den jeg har seet ham i naar han var syg, jeg sagde at jeg var kommet for at see ham, han brast i Graad, tog mig om Halsen og raabte mit Navn, saa høit at jeg vaagnede derved!–jeg var meget varm, men der rislede mig underlig iiskoldt395 gjennem Lemmerne, rimeligviis en Virkning af den Tanke, min Gud: hvad er skeet hjemme!, har jeg mistet ham, er han død? jeg kunde længe ikke sove; jeg vil haabe og troe den hele Drøm ikke har det Mindste at betyde, men jeg vil dog nedskrive den til Dem! jeg hører jo om ikke længe fra Dem, skriver De strax da send Brevet her til »Lausanne poste restante«, skriver De noget senere da bliver det vel bedst at lade det gaae til Genf poste restante. I Dag har jeg med Omnibus været oppe i Lausanne og fandt der Brev fra Dem, med et lignende ind­sluttet fra Deres Kone og fra Delbanco; der var ellers i mit sidste Brev til Dem flere Spørgsmaal, troer jeg, som jeg nok vilde have besvaret, tag mit Brev igjen for Dem og vær saa elskværdig at give Besked. Imidlertid Tak til Dem og Deres Kone for Brevet jeg fik; det gjorde mig godt, thi jeg er her i Ouchy aldeles ene, kjender ikke et Menneske. Igaar da jeg kom var her ved Bordet en tydsk Familie en preusisk Precident Bornemann der kun var i Land for at tage Middagsmaden, vi sad sammen, han spurgte mig om hvilket Land jeg var fra, jeg sagde Danmark: »altsaa en Fjende!« udbrød han, »ja og en bekjendt Fjende!« sagde jeg og nævnede mit Navn! da blev der en Jubel, de drak min Skaal, Damerne vare ganske lykkelige og det endte tilsidst med at de Alle vare begeistrede for Kjøbenhavn, det var saaledes396 Modtagelsen her i Ouchy; De kan troe at det er en uendelig Velsignelse af Vor Herre saaledes at have Venner eller i det mindste see milde Øine og fornemme Glæde rundt om, naar man nævner sit Navn, jeg bliver siden ved Tanken derom blød og bevæget. I Frankerige begynder der man at kjende mig, det store Værk: »Dictionnaire des Contemporains«, udkommet i Paris slutter saaledes sin Artikkel om mig med de Ord – »avec un esprit qui rappelle quelqfois celui de Voltaire par l'ironie fine et digaissés, Mr: Andersen a tout la sentiment et la reverie des peuples du Nord. Mais il a su mèler une richesse d'imagination397 vraiment orientale, qui con­tribue a faire de lui un poete les plus originaux du XIXe siècle«.

I Locle blev jeg fjorten Dage. Jules Jürgensen var særdeles glad ved mit Besøg, jeg fornam hos ham at jeg var rigtig velkommen. Sønnerne synes jeg særdeles godt om, den yngste havde noget nordisk stille, den ældste var ganske fransk og særdeles livlig, han sluttede sig særdeles til mig. Jür­gensen har en betydelig Virksomhed; han har gjort uendelig mange nye Forbedringer for Uhre og alle optages og efterlignes de strax, til Paris og Amerika sender han i Mængde Uhre og paa alle de til Amerika sætter han Navnet Kjøbenhavn, han gjør, i sin Virksomhed, vort Land stor Ære og det er Uret at man ikke hjemme har betænkt ham med Danebrogs­ordenen, hans Broderer Ridder, ligesom Faderen var det og denne Mand, som gjør Navnet Dansk Ære synes mig burde ogsaa hædres, jeg veed det vilde glæde ham, kan og vil De gjøre Noget her for hos Vedkommende, omtale ham hos een af Ministrene hvis Hverv det er at tale denne Sag, da gjør det; siig mig et Par Ord derom naar De skriver. Deres Kone faaer i Dag ikke Brev fra mig, hun læser jo dette og Alt hvad hun finder Interes­sant deri kan hun tage for sig, som Brev til hende, hun glæder mig jo nok med Brev i det jeg faaer fra Dem; næste Gang skriver jeg da, som sidst, et langt Brev til hende. Louise og Jonas mange hjertelige Hilsener! Det vil interessere mig at høre om hvorledes det gaaer med Hjalmar, hans Mo­der skrev jeg engang til, men fik aldrig Brev fra hende. Hils der, ligesom hos Linds og Drevsens. Gid jeg nu maa høre at Deres Fader lever glad og vel! tryk kjærligt hans Haand fra mig, hils Theodor; Gigten i min Finger vedbliver endnu, men med Tandpinen jeg leed af i Locle er det forbi; det var da ogsaa en Hundekulde deroppe; iforgaars da jeg tog bort var Veiret godt, men kun 4 Graders Varme; hvad siger De til det? Neuchatels Avis har imidlertid omtalt mit Ophold i Locle: »Depuis quelque temps, notre paye possede l'ecrivain renommé, le poète illustré auquel plus qu'a tout autre un peut decerner le tittre de cosmopolit. Pour tout ce qui a trait aux choses de l'esprit, ce tittre est heureusement applicable et bjen que Mr Andersen écrive dans une langue peu repandue, il est poët de tout le monde«. etc. etc.

Fra Otto Müller fik jeg Brev om i Gallop at flyve med ham til Rom, hen over Turin Genua, Nizza, i skrækkelig Gallop, han skal være hjemme igen i Kjøbenhavn den 20 October. Behageligt kunde det maaskee være at reise med ham, men jeg finder det ganske taabeligt af mig om jeg vilde gaae ind derpaa da jeg der ved omstyrter den vistnok fornuftige Plan at blive for det første i Schweitz og her i den fransk talende Deel faae lidt Øvelse i Fransk, det jeg aldeles ikke har; morsommere var det maaskee at flyve afsted med en Landsmand jeg kunde sladdre med og more mig, men jeg har med hele min Reise en alvorligere Plan end blot Fornøielsen, jeg vil have et større Udbytte og dertil regner jeg, at gjøre, hvad jeg formaaer til, at mit Navn kan faae en Klang i Frankerig, om ikke saa stor som i Engeland, men dog at mine Skrifter faae en større Indgang end de allerede har, kun Improvisatoren, Eventyrene, og Billedbog ere oversatte, de sidste meget daarligt, men jeg tænker snart »Historierne« bedre givne, ville komme. Penge-Udbytte faaer jeg ikke, men Hæderen er da ogsaa Hoved­sagen. At ikke Bille har meddeelt i Dagbladet om den Lykke mine sidste Historier gjøre i Engeland, undrer mig! Om et Par Dage tager jeg til Montreux der ligger her ved Søen ikke langt fra Slottet Chiffon, maaskee gaaer jeg til Bex og ind i Chamony Dalen, men Udgangspunktet er Lausanne, der venter jeg i de nærmeste 8 a 10 Dage alle Breve poste restante, senere komme de til Genf poste restante. Viggo har lagt sig et Dødninghoved til, han er dog en løierlig Fyr, jeg er begjærlig efter at see hvad der kommer ud af ham, naar Gjæringen er sat. Blev der Noget af hans eensomme Fod­tour, og hvorvidt kom Harald og Einard? Edgards Examen vilde jeg ogsaa høre lidt om, kortsagt, høre lidt om hver især; det paatager Deres Frue at give mig! ikke sandt kjære Fru Collin? fra Jonna fik jeg et rart Brev, det var fuldt af Hjerte og det ret for Jette Collin, der havde været hos hende. Gid at jeg, om kun en Timestid, havde Dem Alle her hos mig! Søen er bred og grøn udenfor, Bjergene med Sneetoppe, Solen brænder og i Ha­verne hænge modne Figner og store Klasser af Druer, et Par Cypres voxe ogsaa her i det Frie og blomstrende Granater. Det falder mig ind, jeg maa berige Deres Kones Spisesæddel med en ny Tilsætning i at lave Salat, den jeg lærte i Locle og synes godt om, men maaskee ikke hun, det er Tilsætning af Hvidløg. Salaten laves som sædvanlig, men nu tager man et Stykke Franskbrød med Skorpe, gnider ind i den en heel Hvidløg, saa at Intet bliver synligt tilbage af Løgen, dette Brød lægges i Salaten naar den fattigeres og der kommer en pikant Hvidløg Smag; prøv og saa kan De sige tak! – Her i Ouchy er det første Gang jeg paa hele Reisen føler mig ganske eensom, rimeligviis kommer det af at jeg lige har forladt en Familie Kreds og nu er et temmeligt eensomt Sted, hvor der kun tales Fransk og jeg Ingen taler med uden Tyendet, ved Bordet findes kun Enge­lændere, der ere aldeles stumme, jeg har gjort et Par engelske Anfald, men der bliver aldrig nogen Conversation, ikke engang mellem dem selv ind­byrdes, det er som om de havde aflagt Tausheds Løfte. Naar »Weisenhuus­drengen« har betænkt mig hører jeg strax derom; jeg har store Planer da, for mig og gode Venner. Nu lev vel min kjære trofaste Ven.

Deres hengivne

H. C.Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost