H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Just Mathias Thiele 20. august 1860

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. august 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

Vernex ved Montreux (Genfersøen, tæt ved Chillon.). den 20 August 1860.

Kjære Ven!

Fra Lindau, i det jeg traadte ind i Schweitz, fik De mit Sidste Brev, det er nu sex Uger siden; al den Tid har jeg tumlet mig her mellem Bjergene, og rimeligviis bliver jeg her henved en Maaned endnu, da først tager jeg Bestemmelse om hvorhen jeg vil styre min Flugt. Alle raade mig endnu fra at søge Vinter=Qvarter i Rom, og just det har jeg en stor Lyst til. Nu maa De høre lidt om mit Bjerg-Liv, selv er De jo saa hjemme i disse Byer; til Deres Datter Fru Lønborg har jeg skrevet et Par Breve, sidst var det fra Locle, men saa langt er De endnu ikke med mig. Fra Lindau gik jeg over Zurich til den lille By Brunnen ved Vierwaldstadtersøen, hvor jeg tog i Pension paa 14 Dage hos Oberst Aufdermauer og hvor Familien og Alle i Pensionen vare høist opmærksomme og velsignede mod mig. Det er en riig Velsignelse af Vor Herre, saaledes, langt fra Hjemmet, at nævne sit Navn og da at være kjendt, med milde Øine, føle at Menneskene have Godhed for os; jeg bliver derved altid forunderlig blød om Hjertet, ydmyg i Gud og ham tak­nemlig; det er i Grunden utrolig hvor kjendt mine Skrifter ere, selv Franskmænd begynde at kjende mig, hver dannet engelænder ved om mig og hos Tydskerne er jeg kjendt lige ind i Folket. Dette har jeg særligt maatte erkjende denne Sommer, man har ikke Forestilling derom hjemme, saaledes som jeg ikke selv havde tænkt det. Og nu kommer altid den Tanke hos mig hvorfor forundte Gud mig saa uendelig migen Lykke og Glæde? Hvorlidt fortjener jeg det! Jeg maa alfortidt anvende Skriftens Ord, "det Gode som jeg vil, det gjør jeg ikke og det Onde, som jeg ikke vi l, gjør jeg!" - Hvor jeg dog er en underlig Blanding af alle Egenskaber! Dog det trætter Dem at høre paa min Selvdialog. Fra Brunnen tog jeg over Luzern til Locle; det piner mig altid i Luzern at see paa Klippestykket som bærer Thorvaldsens døende Børn, at man har bogstaveret den store Kunstners Navn feilagtigt, glemt et heelt Bogstav, der staaer ikke Thorvaldsen, men Thorvadsen. I Locle havde jeg ikke været siden l833, da kjørte jeg i fire Timer herop nede fra Neuchatel, nu gik det paa Jernbanen i halvanden Time, bestandig opad, den meest stigende Jernbane man har; snart saae vi de andre Banetog dybt under os; Tunnel fulgte paa Tunnel; / den længste er hen ved en dansk Miil og vi brugte 7 Minuter om at komme igjennem den, det var høist uhygge­ligt; Tunnelen er lav og maa, for hvert Tog, forud bestrøes med Sand, at Hjulene kunne holde fast paa den Skraaplan man her kjører; det var kun fjorten Dage siden Banen aabnedes og eet Tog var kort forud blevet staaende stille herinde til stor Forskrækkelse for de Kjørende; Børnene skrege, Damerne Besvimede, maaskee Herrene med.Locle ligger 3000 Fod over Havfladen, her var meget koldt, daglig havde vi kun 4 til 6 Graders Varme, der faldt Snee, men Alt af den Slags kjendte jeg fra sidst, derimod var nu Byen en ganske anden, den var brændt af og bygget op saa ny, stor og elegant; klipperne, som vi før med stor Besvær kørte over, ind i Frankerige, vare nu sprængte og vi kom fra Locle i 5 Minutter gjennem tre Tuneller ind over Grændsen; daglig spadserede jeg derover, og man hilsede mig venligt og kjendte mig: der havde staaet et Stykke om mig i Neuchatelavis at jeg var i Locle og det havde vi læst. "Mr Andersen ecrive dans une langue peu repandee, mais il est le poete de tout le monde. Ses oevres traduités presque dans tous les idiomes de l'Europe, obtiennent un succes qui va grandissant de jour en jour! "& - Jeg boede i Locle hos Jules Jurgensen der har en stor Forsendelse af Uhre til Paris og Amerika og i sin Virksomhed har udrettet særdeles meget, der bliver en Hæder for os; paa alle Uhr til Ame­rika sættes, ikke Locle, men Kjøbenhavn. Han er gift med en Genfer­Dame, har to Døttre og to Sønner, alle voxne, den ældste Søn er høist begavet og har læst en Deel; hos ham saae jeg det nye store franske Værk: "Dictionnaire des Contemporains" de Vapereau, der har det Mærkelige ,at det næsten giver en Artikel om hver bekjendt Dygtighed i Danmark; der staaer De kjære Ven, Gade, Hartmann , gamle Collin, ja fra vort Theater har det tre Personligheder, nemlig Fru Heiberg, Nielsen og Fru Nielsen, det er mærkværdigt fuldstændigt! jeg befandtes særdeles godt deri, man sammenligner min Ironi med Voltaires, det er for stor Høflighed af Franskmænd. De skulde dog see dette Værk. I Locle levede jeg saaledes meget hygge­ligt og blev der 114 Dage; alle gamle Venner vare imidlertid Døde . Hr Houret, som 1833 saa gjæstfrit modtog / mig er død, Hans Kone død, to sønner døde, begge de gamle elskværdige Tanter Rosalie og Lydia, døde, Alle :maatte jeg søge paa Kirkegaarden. Jeg reiste fra Locle gjennem den smukke Dal Travers, som Rousseau har omtalt og blev nogle Dage i Ouchy, Havnen for Lausanne, der boede jeg i Hotellet "Ankert" hvor Byron har boet og i den lille Stue tæt ved min skrevet sit berømte Digt: "Fangen i Chillon"; det er i øvrigt mærkeligt hvor de to Personer Rousseau og Byron hinanden saa liig og dog saa forskjellige, have levet og tumlet sig her ved Genfersøen. Nu er jeg paa tredie Dag i Vernex, Hotellet er overfyldt af Engelændere, der allerede have besøgt mig med deres Album, jeg boer et Stykke oppe i Landsbyen i et lille Huus, hvor Værtinden har skaffet mig Værelse. Et mageløst stort Figentræ hælder sig hen over Huset, Granater blomstre udenfor og Laurbærtræer danne en heel Hække, her er ganske italiensk; min Yndlings Vandring er imidlertid daglig op til Kirken i Montreux der ligger i en lille Valdnødskov og hvor jeg tæt under mig har Chillon, seer Rhoneflod bruse ud i Genfersøen og har de sneedækkede Bjerge i Savoyen lige for. Solen brænder, men Luften er kold; om Aftenen er det isnende derude ved Søen. - Paa Søndag tænker jeg at være i Genf hvor jeg nok kommer i Pension hos en Madam Achard til hvem jeg er anbefalet, thi Hotellerne her ere til det utrolige dyre, og jeg raader alle Mennesker fra at nærme sig det ublu Hotel des trois couronne i Vevay. I Genf bliver jeg 14 Dage til tre Uger og haaber i den Tid der at faae et Brev fra Dem poste restante. Jeg tager der, som sagt, Bestemmelse med Hensyn til min Flugt videre frem; til Italien kommer jeg næppe og hjem - det har jeg endnu ikke ret lyst til. De skrev at Tillisch vist ventede at jeg kom og indtog min Plads som Supleant, det talte han imidlertid slet ikke om da vi nu vare sammen her i Schweitz; ja jeg havde den Glæde i Brunnen, at see ham, hans Frue og Datter; jeg var med mit sædvanlige Held gaaet ud paa Landingsbroen, da jeg boede i Brunnen, saae paa Dampskibet der kom, en Herre hilste mig, det var Geheimeraad Tillish med Familie, / han var fra Luzern gaaet med Skibet en Svip ned til Fluellen, nu vendte han snart tilbage, steeg i Land med Kone og Datter, besøgte mig og vi bleve en halvanden Time sammen, det var mig ret fornøieligt; ellers har jeg ikke truffet paa Danske før netop i denne Morgen da jeg gik op mod Montreux, da tiltalte mig en Dansk, det var en Søn af Lægen oppe, han ligger her og bruger deres Chuur. Det glædede mig usigeligt at Deres Søn saaledes i fuld Virksomhed er flyvet ud, De faaer vist stor Glæde af ham; bring ham min Hilsen. Hvad De skriver om Deres Drama Drømmerie" fornøier mig ligesaa, ligesom ogsaa Høedts. Udtalelse, det er mærkeligt hvilke Frembringelses Evne der aabenbarer sig for Dem, hvilken Friskhed og evig Ungdom, dog dette sidste udtryk er et forfeilet og almindeligt uforstaaet vi ere jo her paa Jorden i den pure Ungdom, og tør og bør ikke tale om at det Sjælelige ældes. - Jeg har, som sædvanlig paa Reise, endnu Intet skrevet, Stemningen mangler mig aldeles, men jeg er rolig, haaber til Gud at den kommer, som før og det i riig Fylde. Den lille Skildring jeg gav af PassionsSkue­spillet i Oberamgau, og vistnok stod igaar i illustrerede Tidende, skrev jeg i Brunnen og hjemsendte for en Maanedstid siden, den har De vel læst? Deres Kone, Datter og Sønnerne mange hjertelige Hilsner! Høedt er vel nu vendt hjem, hils ham venlig fra mig! jeg vilde ret ønske at han havde været i Oberammergau, det havde interesseret ham særdeles, er jeg vis paa. Seer De noget til Etatsraad Drevsen eller Ingeborg Drevsen, da siig dem lidt om hvad jeg her har skrevet; jeg fa ar meget sjældent Breve hjemme fra; Fru Collin Thyberg er den som har været meest god mod mig i denne Retning. Den engelske Udgave af mine sidste Eventyr er blevet særdeles vel omtalt i the athenæum og the Leaders, man sætter denne Samling over Alt tidligere af mig, det er nu et velstærk Udtryk, men godt meent. Bogen gaae særdeles strygende af, skriver man fra London; den tydske Udgave er nu ogsaa udkommet, men jeg far ikke en Skilling fra noget steds, dog "Æren er den fagreste fugl i Skoven! Lev nu vel! Gud glæde og velsigne Dem. Hjerteligst H.C.Andersen

(Venstre margin:)

NB ved at gjennemlæse dette mit Brev finder jeg det skrækkeligt af­jaget og jeg burde rive det itu, men da gik igjen flere Dage før jeg fik skrevet, altsaa sendes det, bær over med Stilen!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus