Dato: 5. september 1860
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

331. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d. 5 Sept. 1860.

Kjære Andersen. Dersom De gjemmer mine Breve, vil jeg bede Dem læse om igjen hvad jeg skrev om at give Dem Raad i Deres Reisetvivl. Jeg skrev, at jeg ikke vilde give Dem Raad, thi det vilde være dumt; denne Bemærkning er, synes mig, ligesaa beskeden, som den er rigtig; thi hvorledes skulde jeg, som har reist saa lidt, kunne give den Bereiste noget Raad i denne Henseende. Men hvor i al Verden kunde De troe mig saa raa, at jeg skulde kalde Deres Spørgsmaal dumt! Men lad os ikke dvæle ved disse Misforstaaelser. De har i Deres sidste Brev, som jeg fik i Eftermiddag og nu strax sætter mig til at besvare, udførlig udviklet Deres Tvivl, og disse give unægtelig nogle Holdepuncter om ikke just for mine Raad saa dog for min Mening.

Den italienske Reise fraraader jeg bestemt; Forholdene i dette Land ere nu meer kritiske end nogensinde; personlig Fare frygter jeg ikke for Dem, men ganske vist en utaalelig Uro, en complet Mangel af Interesse for alt Andet end Politik; Italien er nu ikke for en Eventyr?Digter som Dem, men for en Digter?Eventyrer som Alex. Dumas. Qvintessentsen af Deres Planer synes mig at være den, at De vil have Ro, og at De vil have et bestemt navnlig sprogligt Udbytte af Deres Reise. Derfor kan jeg godt forstaae, at De har slaaet Dem til Ro i Genf; ved et længere Ophold paa et saadant Sted lærer man dog'ndash;langt meer end ved Omflakken'ndash;et Folks Sprog og characteristiske Egenskaber. Men her vil De jo ikke blive for Climatets Skyld; det tør jeg ikke have nogen Mening om. Nizza synes De at have meer Lyst til, men der kjender De Ingen. Herved vil jeg dog bemærke, at der boer en velhavende dansk Familie Baller (som netop er her i denne Tid) dog skal jeg ikke kunne sige noget om, hvorledes denne Omgang kunde passe for Dem. Men De er jo dog egentlig ikke reist ud for at finde et mindre koldt Vinterophold; jeg stemmer derfor imod Nizza.–Den Ro og det Fransk, De søger, kunde De vel ogsaa finde i Paris, men De har jo noget imod dette Sted, hvorfor Fanden skulde De saa give mange Penge ud for at være der.–Tydskland derimod holder De af, og det kan Ingen fortænke Dem i, og De havde størst Lyst til at tage derhen, hvis ikke'ndash;ja her maa jeg give Dem Ret; den almindelige Stemning imod Danmark er nu rigtignok saaledes, at jeg, selv personlig godt behandlet eller fêtéret, ikke vilde kunne finde mig i at være der. Umuligheden af at kunne bibringe disse Mennesker en Anelse om, at Bladene lyve og ikke ville høre Sandheden, er saa irriterende, at ingen anden god Behandling kan veie op derimod. Imidlertid antager jeg Stemningen at være langt bedre i Sydtydskland. Men naar De paa disse Steder intet andet vinder, end det at være borte, (thi meget lærer De vel ikke der) hvorfor siger jeg da tilsidst, hvorfor ikke heller være hjemme? Ja, hjemme! det er De dog kun hos os, hvormeget De end fêteres af Andre. De maa dog ofte føle Dem eensom selv mellem Deres meest sværmeriske Tilhængere i Udlandet, eensommere end mellem næsten hvilkesomhelst af Deres Landsmænd; og Deres Venner her, selv om De tidt skjændes med dem, ere dog, naar Alt kommer til Alt, Deres eneste Venner. Derfor er det'ndash;ikke mit Raad men'ndash;min Mening, at De, saa snart De holder op at more Dem, skynder Dem hjem og tilbringer Vinteren her, sætter de sparede Penge i Sparekassen og flyver ud til næste Aar, om Gud giver Helbred og Verden giver Lyst dertil.–

Een Bemærkning maa jeg ikke glemme. De har slaaet paa, at Deres Landsmænd ikke skulde synes om, at De blev i Tydskland. Hertil kan jeg kun svare: jeg vilde ikke bryde mig derom. Naar jeg befinder mig vel mellem brave Tydskere, bryder jeg mig ikke om de Pæredanskes Bornertheder. Forresten har jeg ikke hørt noget fornuftigt Menneske tage Forargelse af Deres Ophold i Tydskland.

Jeg troer at kunne sige, at det er den almindelige Mening i Familien, at De ikke skal blive saalænge borte.

I Anledning af Heibergs Død have hidtil, med Undtagelse af Hertz, kun dii minorum gentium ladet sig høre.

De spørger om Jonas; han har atter vendt sig til de naturhistoriske Studier, gaaer paa Forelæsninger eller opskræmmer Havdybets bløde Beboere med en Jernskraber. Naar der blot maa komme noget Grundigt ud deraf, er det mig det Samme, hvad han studerer.

Efter en heel Sommers Regn have vi nu nogle ganske tørre men kolde Dage (11 à 14 gr.); Høsten er endnu ikke færdig, den maa kaldes heel maadelig for Danmark og vi faae vist endeel Dyrtid at gaae imøde i Vinter; men det skal da ikke afholde Dem fra at komme hjem, thi der vil blive ligesaa dyrt andetsteds i Verden. Og nu lev vel.

Deres

d. 6 Sept. 60.

E.Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost