Dato: 11. september 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

333. Til Henriette Collin.

Naar De mellem disse to, foroven og forneden af Billedet markerede Steder drager en Linie da gaaer denne gjennem Huset hvor jeg boer paa første Sal med Udsigt over Søen, til Jurabjergene. Det hvide Bjerg De seer er Montblanc. Øen er Roussous Ø.–

Kjære Fru Collin! Geneve den 11 September 1860.

Det er smukt og trofast af Dem at De altid i Deres Mands Brev til mig lader følge en lille Skrivelse, derfor skal ogsaa De i Dag have det hele lange Brev, rigtignok fortjente Deres Mand et lignende, som Udbrud af min Glæde og Tak for det velsignede Brev han igaar forundte mig, faae af hans Breve have været hjerteligere, (ret som Ven skriver til Ven), som dette var det; jeg trængte til et saadant og jeg vilde nu saa gjerne sige ham mit Hjertes Tak, dog et Brev til Dem, er jo et Brev til ham, De lader ham læse dette, omfavner ham, saa vil han være tilfreds. Jeg sender Dem ogsaa her en Photographie af Garibaldi, den skal være særdeles lignende og da der neppe er naaet noget andet Aftryk hjem, har dette maaskee en større Interesse for Dem at De har det første Exemplar at fremvise. Nu har jeg allerede været over fjorten Dage i Geneve, boer som sagt hos en Madam Achard der har een af de meest søgte Pensioner, deels for Husets Belig­genhed, De seer det paa Billedet ovenfor, deels fordi det er en dannet Kone hvor man er i bedste Selskab. Engelske og amerikanske Familier boe her, en ung rusisk Prinds med sin Hovmester etc.–Vi samles ved Kaffebordet, ved Frokosten Klokken 12 og om Middagen Klokken 5; jeg er for Øieblik­ket Mærkværdigheden, og mine Skrifter i Engelsk, Fransk og Tydsk, læses i alle Stuer; jeg er naturligviis indbudt Engeland og Amerika, det er altid en Høflighed; men det rørte mig, at den 6 September, den Dag jeg første Gang kom som fattig Dreng til Kjøbenhavn, var bemærket af flere her i Geneve og jeg fik den Dag sendt tre forskjellige smukke Blomster­Bouquetter. Digteren Petit-Senn, den betydeligste her, indbød mig nylig til en Middag nede i Chenes hvor han boer; den gamle Mand, der altid troer sig syg, var ungdommelig frisk og livlig, sang os flere af sine Sange og gav Historier til bedste. Digteren Blanvallet, som ogsaa lever her viser mig, ligesom næsten alle Byens Professorer stor Opmærksomhed. I Pen­sionen selv er det ganske interessant at see dette levende bevægelige Pano­rama af nye Pensionister, nogle blive her knap en Uge, medens andre slaae sig maanedsviis til Ro! saaledes saae jeg nylig her en stiv engelsk Mand og Kone med deres Døttre, opmarscherende og deres Ansigts Forklarelse ved at see405 Hans Christian Andersen, ja det er en Skam at lee, men der er tidt noget saa Komisk og saa tale de ofte en Fransk at jeg ikke veed om det er Engelsk jeg faaer!–selv gjør jeg'ndash;de[t] siger man i Høflighed, utrolig Fremgang i Fransk, sladdre det gjør jeg det da med stor Uforskammenhed, jeg taler hurtigt for at man ikke skal mærke Feilene; dog det er vist, jeg begynder nu ganske anderledes at forstaae de Andre, end jeg har gjort det før. Alt dette finder De kan være meget morsomt, ikke sandt, og dog, kjære Fru Collin, paa hele Reisen har jeg endnu ikke følt mig saa forstemt, saa nerveus sygelig som her, ja, der har virkelig været Øieblikke hvori min Stemning var saaledes at jeg ønskede at kunne lukke mine Øine for at aabne dem kun i den ubekjendte Verden; denne Svæven i Uvished om jeg skulde gaae til Italien eller ei, denne idelige Seen ind i mig selv om det ikke var en Svaghed jeg skulde overvinde, sætte igjennem hvad jeg een­ gang havde bestemt, gaae til Rom, eller idetmindste blive ude et Aar, da jeg dog saa temmeligt bestemt eengang havde sagt det, men jo mere jeg overveiede og prøvede, kom jeg til den Erkjendelse, Italien er ikke iaar Stedet for mig. Sprog kan jeg ikke nok til at gaae til Spanien, Paris har aldrig ret tiltalt mig, Tydskland vil jeg ikke gjerne overvintre i, klogest at flyve hjem, for igjen et andet roligere Aar at naae Italien, Landet for min Længsel; jeg gik i Feber og ventede at høre nogle Ord fra Deres Mand og da hans Mening i Sagen slutter sig til min, velan'ndash;hjem! hvorledes Farten bliver veed jeg endnu ikke ret, rimeligviis gaaer jeg først lidt til Stuttgard og München, det sidste Sted skulde jeg have Klæder, flyver saa over Wei­mar til Dresden, hvor jeg vel hos Fru Serre ikke tør gjøre Opholdet i Maxen kortere end 14 Dage; paa Hjemveien gaaer jeg vist en lignende Tid til Bas­næs, saa at jeg neppe seer mine kjøbenhavnske Venner før først i Novem­ber; saa skulde jeg ogsaa see til at faae der en Huusleilighed; hos Anholms er mig for uroligt, jeg vil gjerne boe paa Kongens Nytorv, St Annaplads eller der et Sted nær ved Theatrene, derom skriver jeg imidlertid senere til Dem, naar jeg nu først ret har sundet mig til Hjemfarten og lagt en or­denlig Reiseplan, hører De derimod, tilfældigt, om nogen Slags Leilighed, som jeg har antydet, da læg Mærke der til, men gjør ikke Arangement før nærmere Bøn fra mig. Forrige Søndag, den 2den September gik jeg op i »Société de Lecture« for at læse Aviserne, her findes »Algemeine Zeitung« og der læste jeg at Heiberg var død, da jeg strax efter kom paa Posthuset fandt jeg fra H. P. Holst et Brev hvori han mældte mig det samme, Dagen efter kom Brev fra Thide, hvori ogsaa stod herom, saa at jeg fik Efterret­ningen tidligere, end fra Deres Mand; min første Tanke ved Heibergs Død var Erindringen om al den Venlighed, især i tidligere Tid, dog ogsaa i den allersidste, Herberg var kommet mig imøde med og jeg huskede paa hans Ord til mig engang, da jeg beklagede mig for ham at han var lidt forstræng offentligt mod mig, han sagde saa venligt; »De er dog en sand Digter; vi gaae forskjellige Veie, men vi gaae til det samme Maal!« og de Ord var meget sagt den Gang af ham; Verden vil maaskee dømme anderledes. Imorges fik jeg til min store Glæde et Brev fra Deres Svigerfader, det tydede paa at han var glad og vel, men jeg blev bevæget der ved, især de Ord: »Det falder mig tidt ind det Spørgsmaal: hvorfor farer Andersen dog saa meget omkring i det Fjerne, da han dog har saa mange ær­lige trofaste Venner i Hjemmet?«–Det gjorde mig egentligt godt at han spurgte; mit Svar ligger i et Par af mine Digtninger; Hjertet har lige som Himmeriges Rige, mange Værelser, men man lukker dem ikke alle op, ihvor aabent end det store Slot kan synes.–Glæder nu De eller Nogen mig hjemme med Breve da send disse indtil videre til Basel poste-restante, der skal jeg sørge for paa Posthuset at de senere indløbne vide at finde mig, for Øieblikket veed jeg ikke at opgive sikkrere Sted. Etatsraad Drevsen maa De endelig takke uendeligt meget for det deslige lange Brev han i Dag sendte mig, det kom sammen med hans Svigerfaders; der var en Deel deri han havde at fortælle mig, men lod være der med, i den Tanke at jeg læste danske Aviser, disse har jeg ikke seet siden jeg var i Rendsborg, jeg har fra jeg forlod München, til jeg kom her til Schweitz ikke engang seet tydske Aviser, men her i Genf har jeg franske, engelske og den augs­burgske saa at jeg ret hører Døningen fra Italien og fra det Røre der er rundtom i Verden. Siig Etatsraad Drevsen at det er første Gang ude jeg har følt Længsel efter at flyve hjem; aldrig har jeg udefor fornummet hvor berømt mit Navn er saaledes som jeg denne Gang har fornummet det, men al Roes og Hæder, trykt og udtalt er dog ikke stærk som den jeg for­nam i Soldaternes Sang for mig paa Grændsen af Hjemmet, det Hurra, saa dansk saa stærk, har været mig en Erkjendelse som ikke kan overveies ude, og naar jeg her i Schweiz seer Schweizerflaget, det hvide Kors i den røde Grund, synes jeg at det er [et] Stykke fra Hjemmet, en Vinken om at komme der hen! Man sagde engang, min Ven Orla Lehmann selv sagde det, at kun min skandinaviske Vise gjorde mig til en dansk Digter, Frøken Bremer derimod paastod jeg var det klareste Afpræg af Danskhed, hele Udlandet siger, jeg er den meest danske Digter og jeg selv fornemmer det, jeg er groet i den Bund og er og vil blive erkjendt altid, i den vide Verden og hjemme med, engang406, som den meest danske Digter!–Nu tusinde kjærlige Hilsener til Alle hjemme, Deres Louise, Jonas, Drevsens, Gott­liebs, Linds og fremfor hver, til Deres Svigerfader.

Deres tro hengivne

H. C. Andersen.

E. S

Fru Pedersen Deres Broder, hans Kone saavelsom Gerson og Frøken Reimer mange Hilsener!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin