337. Til Henriette Collin.
Dresden den 18 October 1860.
Kjære Fru Collin!
Næsten kunde jeg fristes til at blive hele Vinteren hjemmefra, ikke komme der før i Foraaret, ene og alene af den Grund, at faae Breve fra Dem og Deres Mand; hvad Gemalen angaaer da ere alle hans Breve paa denne Reise, saa velsignede, saa hjertelige, saa ret skrevne som Ven skriver til Ven at jeg ret er ham taknemlig derfor, har han engang i unge Aar skrevet Breve, der i Klang og Udtryk skar mig lidt ind i mit da lidtfor bløde Sind, saa har han nu rigeligt gjordt Alt godt igjen, omfavn ham! Det er det Gode med Alderen at man kommer til at forstaae og skatte sine trofaste Venner fra den tidlige Tid. Nu er jeg da i Dresden hos Serres og er glad derved, thi jeg blev syg i München, det vil sige fik en stærk Forkjølelse; min Ven, Geheimeraad Gietl, Kongens Læge, var høist omhyggelig om mig, hver Morgen besøgte han mig i Hotellet og gav mig baade Pulver og Krydderthee; endelig sagde han jeg turde afreise, men forud var jeg hos Kong Maximillian, der uagtet han kun var tre til fire Dage i München og havde Besøg af Kongen af Würtemberg, dog modtog mig, jeg var to Gange hos ham og tilbragte især en særdeles interessant Aften der i Slottet. Ved Stuttgart havde jeg seet den store Folkefest i Canstadt, den skulde imidlertid, sagde man i München, overtræffes af deres Oktoberfest paa »Theresien Wiese«, (foran Bavaria), dette var imidlertid ikke Tilfældet; her var en uendelig Menneskevrimmel, men411 ikke det Folkeliv som i Würtemberg; ved Veddeløbet, seirede en ung smuk Dreng, han sprang fra Hesten da han var ved Maalet, da kom den næste Rytter, dennes Hest stødte Drengen om og knuste med sin Hov hans Hoved, han laae død og Seiersfanen blev holdt over den Døde. Festen var endnu ikke forbi da jeg forrige Tirsdag, den 9de reiste fra München, men Trængselen til Banetoget var saa overvældende at vi stode hinanden i Veien, Vognrækken strakte sig næsten en halv fjerding Miil og vi brugte fire Timer i Farten hvor vi kun skulde bruge to, det var et hæsligt Veir, isnende Blæst, Regn og Snee; istedetfor at naae betids mod Aften Nürnberg kom vi der henimod ti, jeg havde Feber følte mig ilde og har maatte anvende en heel Uge paa Reisen her til Dresden, jeg maatte ligge i den lille Stad Plauen her paa den sachsiske Grændse og siden i Leipzig; der var saa koldt at alle Mennesker allerede havde i Kakkelovnen, hvilket man ogsaa har her i Dresden. En ret grundig Forkjølelse har jeg faaet ved den skrækkelige Træk i Banevognen, det slette Veir og det, selv, i Træk og Kulde at staae til jeg fik mit Tøi. Her i Dresden holdt Fru Serre med sin Vogn paa Jernbanen! Her er paa det meest herskaberlige sørget for mig her hjemme, men at tage ud til Maxen er der ikke Tanke om, derude er for koldt og jeg maa have lidt Ro og Pleie. Ogsaa her har jeg Kongens Læge til Ven og Beskytter, Gehemeraad Carus, tager sig af mig, saa at min Ven, Theodor kan see, jeg har i Bairen og Sachsen som i Danmark, altid en »Kongelig«–Læge. Det er ene og alene stærk Forkjælelse, og i Dag, den første Solskins[dag] i over 14 Dage, har jeg kjørt en Timestid ud for at vænne412 mig til Luften, iaften har jeg Lov at tage i Theatret, det vil sige, kjøre der hen og tilbage; jeg har Fru Serres egen Vogn og i Theatret Plads i Intendanten von Lüttichaus Loge; jeg har saaledes alle tænkelige Beqvemmeligheder, som jeg ikke har dem og ikke faaer dem i Kjøbenhavn. I Dag i Solskinnet fik jeg igjen den meest brændende Lyst til at leve Vinteren over i Italien413, men det gaaer ikke og er opgivet. I Spanien'ndash;er det mig en Slags, jeg tør ikke kalde det Trøst, da det er ondt sagt, men dog, en Beroligelse, at jeg ikke kom der, da Cholera udbreder sig der rundt om; en Veninde af Fru Serre reiste for 6 Uger [siden] derhen men er vendt om ved Grændsen. Før ved denne Maaneds Slutning faaer jeg ikke Lov at forlade Serres og jeg behøver vel ogsaa en 8 a 10 Dage for ret [at] fordunste al den Kulde og vaade Luft der er kommet i mig; jeg hoster slemt, men Carus lover mig at jeg om otte Dage er rask og ungdomsflaggrende igjen. Det var en ganske piinlig Tour fra München her til, saaledes i slet Veir, syg og alene at hjelpe sig frem, men jeg havde da det frem for de Fleste Andre, at jeg overalt er414 kjendt, overalt finder Mennesker der have »Digteren« kjær og jeg vidste at blev jeg betydelig syg fik jeg nok Pleje. Det har jeg nu som sagt i riig Fylde her, hvert Ønske bliver opfyldt, man sørger for mig som var jeg en Prinds. Det Hele er da heller ikke andet end en jevn god Forkjølelse og den vil vi nu lade fare! kunde jeg kun i Hjemmet have det saa hyggeligt som i Familielivet i Stuttgart, Basel og Dresden, ja selv som i Pensionen i Geneve; jeg er født og skabt til Familieliv mærker jeg nok. Fløtte ind i mit gamle Logi i Nyhavn har jeg ikke Lyst til, der er mig for megen Uro! det vil jeg da ogsaa lade Madam Anholm vide, thi hun troer vist at jeg kommer til hendes Huus igjen. Det er nu at finde et hyggeligt Sted for disse Vinter-Maaneder hjemme og dette haaber jeg De vil opdage. Jeg kommer jo hjem, rimeligviis midt i November, (lidt senere endogsaa, dersom jeg bliver Noget paa Basnæs), altsaa var det vist fornuftigst at tage Værelser fra 1ste December, den Tid jeg kommer tidligere, kan jeg jo tilbringe i Hotel, der ikke kan blive dyrere end om jeg betaler Novembermaaneds Leie, (denne maatte ikke overstige 18 Rdlr), jeg maa for 18 Rdlr om Maaneden kunne415 faae to eller tre Værelser, men de maa ligge paa Sol-Siden første eller anden Sal, og det skulde være i Nærheden af de to Theatre (det Kongelige og Casino), jeg ønsker helst Kongens Nytorv eller Garnisonspladsen. Jeg er vis paa at De vil tage dette i Overveielse og i Udførelse og foreløbig skrive mig et Par Ord om denne Sag, hvad De mener, og hvorledes det gestalter sig; men dette Brev skriver De saaledes, at jeg faaer det her i Dresden (bey Major Serre Amalienstrasze) eller ogsaa Dresden »Poste restante«; mit Brev her har De om to Dage og da jeg bliver her endnu 10 a 12 Dage, vil jeg vist kunne have det! jeg længes særdeles efter en Skrivelse fra Dem; i deres Mands Brev, sidst, var ikke Spor af at De er Een af de fortræffeligst Skrivende i hele Familien. I Deres Brev beder jeg Dem at sige mig om der fra Flensborg til Kjøbenhavn gaaer Dampskibe i November og hvilke Dage. De vil ogsaa sige Deres Mand, for at han kan beundre mit Reise-Talent, at af de 1000 Rdlr jeg fik sendt til Genf, haaber jeg at hjembringe hele summen, dersom jeg kommer midt i November og da har jeg (den 25de) netop været 6 Maaneder borte; saaledes reise ikke Mange, men jeg har jo ogsaa nydt utrolig Gjestfrihed. Mine to Portrætter fra Hanfstängel ere vel, nu gjennem Bing, komne i Deres Mands Hænder; hvad han meddeler mig om Bodsvenden, der ikke kjendte »Andersen«, er jo forfærdeligt, jeg tænker at Mennesket er nu sendt til Idiot-Anstalten og lærer der i det mindste det første Bogstav i Alphabetet, A og veed at A, siger ene og alene »Andersen« og at denne »er Konge i sit eget Rige!« som der staaer saa smukt i en engelsk Critik. Og den skal man ikke gjøre Nar af, ikke engang Hr Andersen, men saadan er han, Fyren! Jeg glæder mig til at see Frøken Louise ung og blussende som en Foraars Rose, tale med min unge Ven Jonas om Forverdenens Rester ved Locle, see alle kjære Venner! jeg vil haabe man er glad ved min Hjemkomst, ellers,–jeg kan endnu blive borte, jeg er paa den anden Side Elben endnu! Hils kjærligt Deres Svigerfader og alle Drevsens! Fru Lind haaber jeg har modtaget min Photographi, her finder man den lignende, men for gammel, tyve Aar for gammel! ja det sige ganske unge Piger, og de forstaae det. Fru Pedersen, hele Familien, tusende
Hilsener! Deres hjerteligt hengivne
H. C. Andersen.
