Dato: 26. oktober 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

339 Til E. Collin.

Dresden den 26 October 1860 (Amalienstraß No 15).

Kjære Ven!

Endnu et Brev faaer De fra mig! De, den Eneste jeg ret udtaler mig for i Glæde og Sorg, naar noget Godt og Hædrende møder mig og naar jeg lider Verdens Modgang. Med mit legemlige Befindende er det betydeligt bedre, om Forkjølelsen endnu ikke ganske er hævet, men sjæleligt har jeg det ikke godt, der er mødt mig Noget som stærkt afficerer mig, ja baade ærgrer og bedrøver mig, og en Landsmand er skyld deri, vor Landsmand Lorck i Leipzig; at han er min Uven kan jeg aldeles ikke tro, men han har mod mig handlet, mildest talt, høist ubetænksomt.

Jeg veed ikke om jeg i noget Brev fra Genf har fortalt Dem, at der fik jeg Besøg af en Ungarer, en Forfatter, Oversætteren af Poetefis deilige Digte, jeg vil ikke skjule Dem, at jeg ligestrax følte mig uhyggelig ved den iøvrigt høist aandrige og venlige Mands Besøg, og hans Foræring af et Par Oversættelser han havde leveret; jeg spurgte et Par Personer om denne Mand, men de kjendte ikke noget til ham og min Angest for at omgaaes politiske Personer, maaskee her aldeles ugrundet, skabte denne uhygge­lige Følelse; imidlertid var Manden fuld af Opmærksomhed mod mig og af hans Album saae jeg at han havde mange hædrende, udmærkede Be­kjendtskaber og at Kaulbach havde tegnet hans Portræt, det han forærede mig en Photographie416 af. Da jeg kom til München spurgte jeg Fru Kaulbach hvem er Hr Kertbeny, (Mandens Navn), »Ah, kjender De og­saa ham!« sagde hun og bad mig ikke tale til Kaulbach om ham da han ikke holdt deraf, og hun sagde da at Manden havde Gjæld og var viist bort fra München, (dette fortæller jeg naturligviis Dem privat). Hun spurgte mig om jeg ikke havde maatte laane ham Penge, men jeg forsikkrede at han aldrig havde talt til mig om Sligt, kun viist mig Høflighed, saa at det næsten generede mig. Da jeg nu kom til Leipzig spiiste jeg den eneste Dag jeg var der, hos Lorck, for hvem Ungareren havde skrevet i hans Europa, jeg bad Lorck sige mig Lidt om denne Mand og han udtalte sig ganske som jeg havde hørt det i München, og sagde at han havde forlangt Penge af ham for Artikler der var leveret, men han kun betalte for hvad der var optaget, fortalte en heel Deel jeg nu ikke kan sætte ud fra hinanden, og ved den Leilighed sagde jeg da ganske naturlig, at jeg var glad ved, jeg var kommet meget vel derfra, mig havde han Intet forlangt af, mig havde han kun viist Høflighed, men at jeg havde følt en uforklarlig Angest for at komme i Forbindelse med den Mand.–Alt dette er og kunde nu være en ganske almindelig Sag, men da faaer jeg i forgaars Morges et Brev fra Hr. Kertbeny i Genf, et meget maadeholdene Brev, i Forhold til den Ret Manden i Sandhed har, og i Brevet staaer blandt andet Følgende. »Herr Buchhandler Lorck in Leipzig forder[te] mich auf ihn für sein periodisches Werk Männer der Zeit, verschiedene417 Biographien zu liefern. Das geschah denn auch und die Beitrage sind längst in seiner Händen; da ich nun aber nach Paris will, und hier einige Fordrungen zu begleichen habe, übertrug ich dem hiesigen Buchhändler Georg meine Honorar­ansprüche bei Lorck. Georg lieb nun durch seinen Comissionair in Leip­zig mein Forderung bei Lorck präsentiren; Lorck, den ich personlich nicht kenne erwiedert hierauf: Die Artiklen werden erst nach erfolgten Abdruck honorirt, und dann auch garantiert er Hr Georg die Anerkennung418 nicht, denn man habe ihm, Lorck, gesagt, ich hätte viele Schulden, wenn daher das Leipziger Gericht auf mein Honorar Beschlag läge, müsse er [es] ausliefern. Das ich aber ein eigen Schuldmacher sei, gehe schon dar­aus hervor419, indem ich den eben in Leipzig weilende Dichter H. C. Ander­sen bei dessen letzlichen Aufenthalte in Genf gräulich anpumpte !«– Manden skriver at da man læste dette op for ham, var han i høieste Grad overrasket og forlanger af mig en Forklaring, om han nogensinde har vilde laane Penge af mig eller af den Art!–Jeg har aldrig udtalt dette, aldrig sagt et Ord der kunde udtydes saaledes, tvertimod erklæret at Hr Kert­beny kun har viist mig Opmærksomhed og Venlighed. Øieblikkelig skrev jeg til Lorck og gjentog og udtalte dette, spurgte hvorledes og hvorfor han havde indført mig i sin Forretnings Skrivelse, men endnu i Dag har jeg ikke et Ord fra Lorck, men det maa vel komme! jeg er krænket, afficeret, forstaaer aldeles ikke hvorledes Lorck kan anføre mig i sit Brev, jeg som just har udtalt, at Hr. Kertbeny kun har viist mig Venlighed. Jeg skrev, som sagt, strax til Lorck, og da jeg havde sovet paa det skrev jeg til Kertbeny at jeg var ligesaa overrasket som han, og at jeg udtrykkelig havde udtalt mig at han aldrig havde forlangt Penge af mig aldrig havde nær­met sig mig uden kun at420 vise mig Velvillie etc. Det er mig som en ond Drøm, men det er ingen Drøm, jeg har Brevet for mig og har mange Gange læst det. Tidt synes jeg, det hele er en Phantasie, en Umuelighed, Lorck kan ikke have skrevet Sligt, Kertbeny ikke sendt mig dette Brev, men det er desværre saa, og De som kjender min Natur vil forstaae min Stemning, der slet ikke er behagelig i et fremmet, gjestfrit Huus. Dersom Manden med Ret forlangte at jeg skulde skydes med ham, jeg mødte, ikke for at gjøre ham Fortræd, men for at han kunde skyde mig, saa leed og kjed er jeg Øieblikke af denne Verden der har saa megen Løgn og Tomhed. Der er Tanker og Følelser man aldrig udtaler for sine bedste fortroligste Ven­ner, maaskee en Gang paa Papiret og da ikke meer, der overvældet mig imellem en dæmonisk Livslede, jeg følte den et Par Gange i Geneve, det var som jeg maatte springe ud i Rhonen, og jeg skyndte mig derfra, følte det djævelske Element i mig og bad i Angest til min Gud, der har over­vældet mig med Naade og Lykke, det jeg aldeles ikke fortjener. O kjære Ven, jeg føler mig febersyg og dog erkjender jeg, Modgang maa ogsaa jeg have, alfor stor Lykke, Roes og Hæder fik jeg i denne deilige Verden, som vi Mennesker ved vore Svagheder gjøre421 uhyggelig. I næste Uge tænker jeg paa at forlade Dresden; man har paa det indstændigste bedet mig at komme til Breslau, til Venner der, men jeg reiser ikke der hen, jeg reiser nu hjem! gid at De var hos mig kun et Qvarteerstid!–Hils kjærligt Deres Kone og Børn! Bevar mig i trofast Erindring! Deres

H . C . Andersen.

E. S

Et Brev fra Deres Kone til mig, haaber jeg er underveis!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost