Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. oktober 1836
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 20de October 1836.

Jeg har længe ventet Brev! I Begyndelsen glædede jeg mig, naar jeg hørte Posthornet og saae den gule Tønde; men fra Dem bragte den mig aldrig noget. I den almindelige Verden er det jo dog Skik, at den Bortreiste skriver først; jeg er opdraget i disse Sædvaner, havde De været min Veninde, havde jeg alligevel for længe siden overskreden dem, det er De ikke; men desuagtet, (naar jeg undtager Fr Lessøe), den Eneste for hvis Skyld jeg nogle Gange har gaaet udenfor Formen, skjøndt altid med den pinlige Følelse at De maaskee vilde finde det lige saa forunderligt som jeg selv. - Hvad det Brev angaaer som jeg alligevel har sendt Dem, da har jeg lært denne Maade at underholde mig med mine Venner paa af Dem selv, thi kort før Fader reiste, og ifior Vinter da jeg var syg, har De sendt mig to saadanne Breve, hvor skulde jeg ellers have vidst at De i "O T" vilde omtale Kirken og Møllen? Mit sidste ikke nedskrevne Brev sammentænkte jeg iøvrigt den Dag da De skrev det lille smukke Vers i min Agnete som De i Sommer tilbød mig. - Jeg gad ellers nok vidst hvad det Brev De i deres Sonambulisme har læst egentlig indeholdt, jeg har ikke troet, at det stod i min Magt at gjøre Dem "en overvættes Glæde". - Det er iøvrigt en ægte broderlig Compliment, at det Epistel De venter fra mig skal betragtes som en Straf for Dem, nu - giv mig et godt Ord, saa vil jeg være naadig og Straffen skal ikke blive alt for lang. - Tak gode Andersen for hvad De har gjort for Fader, vi skjønne Alle derpaa, jeg veed at det har været ham meget kjært at besøge Konstforeningen og Athenæum; at De og Fader ikke stemme overeens i deres Meninger hvad Theatret angaaer finder jeg ganske rimeligt, De er lidt Svermer, hvad denne Konst angaaer, Fader derimod har neppe vedligeholdt almindelig Intresse for den! Der er jo iøvrigt saa mange andre Ting i Hovedstaden, hvormed han i flere Aar har været ubekjendt, og som han nu har glædet sig ved: ny Bygninger, Malerisamlinger, Bibliotheker osv osv, han har jo ogsaa gjenseet mange ældre Bekjendtere, brugt sin Tid godt, og moret sig fortræffeligt; - han har slet ikke bagtalt Deres Lejlighed, hvor kunde De nu vide, at jeg vilde spørge ham om den? - Det fornøier mig ret at Fader har gjort Fr. Lessøes Bekjendtskab, hun har da ogsaa gjort et særdeles behageligt Indtryk paa ham! -

Jeg glæder mig meget til Deres nye Roman, alt hvad jeg fra Fr L - og Dem selv har hørt om den har spendt min Intresse højt for den. Graat i Graat det lover rigtignok noget særdeles alvorligt, jeg holder meget af Alvor, især naar den er mild og stærk, men hvorfor giver De den, den graae Farve? Den har Alvor i mine Tanker kun naar den blandes med Bitterhed og Forsagthed, og det ere Gjester som jeg kun venter forbigaaende at træffe i Deres Bog, at leve for meget i en graae Taage synes mig ikke kan virke velgjørende, hverken paa Læsernes eller Forfatterens Phantasi, ja den Sidstes Bryst maa nødvendig lide derunder, jeg venter ogsaa varm Solskinn i Deres Bog, ret ofte en lys klar Himmel selv om De undertiden seer Dem nødsaget til at laane den fra Syden. Lov mig at Digteren vil være lige saa mild som kærlig i sin Roman, saa vil jeg inderlig glæde mig over, at han da sikkert som Menneske føler sig lykkelig. Enhver selv den Stærkeste (skriver De i Moders Brev) har en blodig Piil i Brystet, det er vistnok tragisk smukt, især naar De som Aria106 have Kraft til at rive den ud igjen, alligevel kunde jeg, (hvis det lod sig gjøre), have Lyst til at rende bagefter med en Balsambøsse, og hælde Draaber af den paa Saarene eller a la Mad. Lafontaine lægge et godt Ord ind hos Broderen for at det Hele ikke maa blive alt for sørgeligt, i det mindste faae et godt Udfald. - Caja klappede i Hænderne, da hun hørte at De havde kaldt deres Helt Christian, det er dog ikke den lille Dreng der bliver saa ulykkelig? - Luzie, ja det er da Bogens Louise, et lyst Billede paa den graa Grund. Deres halvtydske Gouvernante har jeg foresat mig cout qui cout at finde ganske utaalelig, dog lad mig ikke bruge slige Kraftudtryk. Moder ynder dem ikke, og De? - Deres sidste Linier fik jeg først i Onsdags Aftes, da Fader ikke besindede sig paa, at han havde mere med end Fr. Lessøes Brev, (som han troede var fra Dem), og Agnete, jeg tænkte da at De slet ikke havde skreven, og - det bedrøvede mig. "Det troer jeg nok" sagde Moder, "Du skulde en anden gang ikke være saa rask til at kalde Folk utaalelige". Jeg havde i det Øjeblik det skeede saa aldeles ikke Følelsen af eller Villien til at saare eller fornærme nogen derved, at dette Ord aldrig før er falden mig tungt paa Samvittigheden, jeg var blodt overgiven, det fornøjede mig at der var kommen noget iveien for Deres Lykkesholm-Ophold, Deres Samtale med Grevinde A- som De just gav os morede mig; men da jeg fandt at De ved denne Leilighed, (ja bliv nu vred og det for Alvor!) havde været temmelig arrogant fik jeg en uimodstaaelig Lyst til at nedskrive det lille Ord som De nok veed, hvilket imidlertid ikke var skeet, naar jeg ikke temmelig vist havde formodet, at De vilde kigge i mit Brev. - Hvad jeg her har skreven, skal ingen Undskyldning være, De troer vist at jeg har villet bede om Forladelse? Nej, nej, lad mig have den Glæde at være lidt trodsig, det hører dog igrunden til min Charakteer. - Naar kommer dog deres Kobber, hvis De som De engang lovede, husker at sende mig det skal jeg hænge det i en smuk Ramme over mit Skrivebord, saa maaskee Digterens Billede over det kan indgive mig lidt af det poetiske Liv dette Brev mangler, det vil ogsaa glæde mig at betragte de bekjendte Træk, skjøndt jeg for at mindes mine Venner intet Billede behøver af dem, da deres hele Ejendommelighed staaer klart for mig, og jeg tydelig tænker mig det afvexlende Udtryk i deres Ansigter efter den forskjellige Stemning hvori jeg har seet dem. De staar klarest for mig den Dag De kom hjem fra Svendborg, og den Aften vi havde havt Fremmede, og De havde været saa underholdene og moret hele Selskabet, og jeg saa et Øjeblik efter kom op i Stuen hvor De var allene, støttede Panden mod Dørstolpen og saae - slet ikke glad ud! - Der er vel bleven stillere i Collins Huus107 siden Deres Ven forlod det; men saa maa det jo igjen være behageligt for Dem at kunde besøge ham i hans eget [Hjem]. Courerer De ham endnu undertiden, som De i Tolderlund fortalte [det med] Ligegyldighed, naar han viser Dem en for stor Interesse? Efter [ ]108 kunde hans Venskab dog let døe under Couren.

[ ] Brev til Knudsens, de ere raske. Et par Dage efter at De v[ar rejst var vi paa en] smuk Kjøretour med dem eller rettere de med os, Ida Han[sen ] vald vare der ogsaa, samt Becker og hans Kone. Ida var vak[ker og gav] mig et Fiirkløver, som jeg skulde gjemme til en Erindring [ ] var ogsaa godmodig, og vilde paa Hjemveien endelig afstaae [sin Frakke da] ieg frøs, Becker (der taler med særdeles Godhed om Dem) v[ar saa] artig imod hende at det næsten grændsede til Uartighed og [ ] B- derimod lod til at fornøje sig over at det saarede, den S[ ] Duetten fra O T, da vi vare komne frem til Hjørnegaarden; men det klang forstemt! Husets Fr[ue beklagede] at hun ikke havde faaet Dem sagt Farvel. Samme [ ] der stod ved et Vindue og fortalte om hvor herligt Nicolai [ Reise109 ] var skreven, rev derpaa ned paa O T, og forlod mig før [

] at jeg ingen videre Notice tog af hans Underholdning [ ] var mig den Aften hjertelig imod, saa jeg har ikke vær[ ] Guds Skyld pas godt paa mit Brev, jeg har været alt for [aabenhjertig.] Fr Falbe har paa Gaden beklaget sig for mig over at hun mod [ ] gjort for Dem, hvilket som hun udtrykte sig havde været hende [ ] men hun havde stolet paa at Bedstemor og Tante efter Løfte havde bragt Dem [ ] hende osv osv. Fra Caja og Thabita har jeg mange venlige Hilsener især den sidste er Dem meget hengiven, vi sagde Thabita at De havde talt om at skrive til Caja, hun svarede, at hun var overbeviist om, at det vilde glæde hendes Søster meget, alligevel bad Thabita mig bede Dem ikke at gjøre det da Caja er saa svag, at hun somoftest hvergang hun skriver nogle Linier til Guldbergs (de eneste hun corresponderer med) faaer Krampe. Thabita læser og ethvert Brev de faae, højt for hende, for om der skulde være det mindste, som hun ikke kunde taale at høre! - Fra Deres særdeles Veninde Fr Kalkar skal jeg ogsaa hilse hun besøgte os for et par Aftner siden, hendes Mand har formodentligt besøgt Dem i Kjbh. i det mindste var det hans Forsæt. - - Lad mig nu snart høre lidt fra Dem, at faae halv saa ofte Brev som Jette Wulff fik i Sommer forlanger jeg ikke hun er jo om end ikke en ældre saa dog en nøjere Bekjendt af Dem end jeg; men lidt oftere end Jette H. - har faaet i den senere Tid ønskede jeg dog nok. Jeg skal hilse Dem fra Alle herhjemme, vi ere alle temmelig vel og glade ved at have Fader igjen hos os, jeg selv er ogsaa rask og tilfreds, og ønsker at De ikke maa plages af en pen Halspine, eller af en brillant Feber. - Thea sidder ikke paa Forhøjningen hos Bedstemor, men her hjemme paa vor egen. Eline lige over for hende, Moder paa Divanen, Augusta er hos Børnene, Fader paa Skolen, Caroline synger ved Claveret:

"Ach wenn nur Sehnsucht Flügel hätte

Blos wie das kleinste Vögelein"

Jeg sidder her ved mit Skrivebord og nynner i Tankerne med, jeg har undertiden en ret ubetvingelig Lyst til at flagre ud i den vide Verden; men de stækkede Vinger bringer mig ikke længere end daglig fra Over? til Vestergade. Lev nu ret vel! Hils den kjære Fr Lessøe og tak hende for hendes Brev. Lad mit intet Circulair være De veed hvor haart det er mig imod. Tænk undertiden lidt venligt paa Vennerne i Odense, og vær overbeviist om at De altid skal gjenfinde det gamle Søsterhjerte hos

Henriette H.

Alt hvad De i Deres næste Brev vil mælde mig Deres Roman angaaende modtages med Taknemmelighed!

Jeg har skreven paa dette pyntelige Papir, fordi De skulde troe at De fik et nydeligt Brev. Vignetten er efter Faders Tegning; men endeel forfusket ved Lithograferingen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.