DK | EN
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Velkommen til H.C. Andersen Centret

Hop forbi menu og nyheder

Af Lars Bo Jensen, december 2005, opdateret 2008

Ph.d.-projektet hedder "Stemninger på rejse" og handler om stemninger i rejselitteratur. Litteraturen er såkaldte følsomme rejser fra omkring midten af 1700-tallet til 1900.

At disse rejser er "følsomme" eller "sentimentale" betyder ikke (nødvendigvis) at de er patetiske. "Følsomme" er nærmere meningen end den nudanske hverdagsbetydning af "sentimentale". Betegnelsen sentimental rejse stammer fra Laurence Sternes A Sentimental Journey (1768), følsom rejse fra den tyske oversættelse af denne titel, hvortil ordet empfindsam blev dannet. Faktisk kender man til en få år ældre forekomst af empfindsam i et brev fra 1757 af Gottschedin, men den tyske forfatter Lessing foreslog ordet til oversætteren af Sternes bog, J. J. Ch. Bode, i et brev fra sommeren 1768:

Wagen Sie, empfindsam! Wenn eine mühsame Reise eine Reise heißt, bei der viel Mühe ist; so kann ja auch eine empfindsame Reise eine Reise heißen, bei der viel Empfindung war.

Man havde allerede ordet Empfindungen, følelser, indtryk, men ikke den adjektiviske form. Og denne orddannelse er interessant for sin virkningshistorie. Følelser og følsomhed blev det store i slutningen af 1700-tallet og har været en del af mange opfattelser af kunst og menneske lige siden, også hvor det har været det, man ville gøre op med. Ordets betydning og anvendelsesmuligheder udvikledes i pietismens følelsesladede religiøse bekendelses- og omvendelseslitteratur og levede videre i romantikkens dyrkelse af geniet, anelsen og kunsten, herunder inspirationen, der også indebar den rette stemning, modtagelighed og følsomhed. Det danske ord følsom har vi fra det tyske empfindsam, der altså blev skabt til den første følsomme rejse. Genren spiller således en central rolle for dannelsen af et begreb, som må siges at have haft stor betydning i æstetik, psykologi, pædagogik – og rejselitteratur lige siden. Rejsebeskrivelser blev subjektive i og med denne genre, og de er aldrig blevet de samme igen. Vi kan til stadighed læse om de indtryk og følelser, rejsemål og -oplevelser gør på rejsende forfattere.

Grundideen i følsomme rejser er, at de handler om den rejsendes følelser eller sjælelige rørelser. Fakta er mindre vigtige. Ideen er, at rejsens og stedernes stemnings- og følelsespåvirkning af den rejsende er det essentielle ved en rejse, og at det derfor er det, der skal fortælles om. Formålet er i genrens egen teori – de indlejrede overvejelser om dette – at læseren på den måde bedst får oplevelsen af at gøre rejsen med. Et andet, mindre idealistisk og mere pragmatisk formål har været at underholde og derved kunne sælge nye bøger om rejsemål, som for længst havde hørt op med at være eksotiske endsige ukendte.

Historisk sammenfaldende med genrens fødsel og dannelsen af ordet empfindsam (og følsom) fik ordet Stimmung sin betydning udvidet fra det musiktekniske og stemme-mæssige til at omfatte det menneskelige indre. Stemning blev tidligt, dvs. fra 1760'erne og i slutningen af 1700-tallet, konciperet som et indre forhold, en af-stemning, men fik også en betydning af ydre forhold, fx et landskabs stemning – dette sidste især efter Stimmung blev en del af tidens æstetiske teorier. Stemning har således næsten fra begyndelsen (ca. 1750-60) kunnet betyde både atmosfære og gemyt eller lune, altså både noget ydre og noget indre. Begrebets musikalske rod tilbyder tillige en model for hvordan stemning udbredes mellem indre og ydre eller mellem mennesker: som lyd, nærmere bestemt tone, klang, harmoni, musik. Man kan således fx "anslå en stemning". Projektets formål er at undersøge, hvordan og i hvilket omfang stemning og dets metaforer har været anvendt i rejsebøgerne og i datidens æstetik.

Et par eksempler på H.C. Andersens brug af en metaforik, der baserer sig på konceptet stemning, er måske på sin plads. Det er ligetil at forstå, at det drejer sig om stemning, når der står fx "stemning" eller "forstemt". Metaforikken er mere flertydig.

I rejsebogen I Sverrig (1851) hedder det i det første kapitel, "Vi reise":

Sverrig! (...) din Birkeskov dufter forfriskende sund! under dens hængende, alvorsfulde Grene, paa Træets hvide Stamme skal Harpen hænge, Nordens Sommervind suse i den!

Harpen er en vind- eller æolsharpe, et i romantikken meget populært indslag i haven. Det er naturens ånd, der spiller på vindharpen, ligesom vindenes gud Aiolos i græsk mytologi. Vindharpen fungerer som et symbol for digterens indtryksfølsomme pen eller hjerte – det er næsten ikke til at skelne. Sverige stemmer harpen, og den klinger i rejsebogen. Hos Andersen ser man bl.a. æolsharpen igen i et digt fra rejsebogen I Spanien (1863) med titlen "Som en Æolsharpe brudt itu", om det forfaldne Alhambra.

Et oplagt eksempel fra eventyrenes verden er slutningen på "Klokken", hvor kongesønnen når frem til havet og

Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med

I det danske sprog er Jens Baggesens Labyrinten, 1792-93 og til dels Johannes Ewalds Levnet og Meeninger noget af det ældste og mest grundlæggende. Heinrich Heines Harzreise, 1826, er en tysk klassiker, som er en vigtig baggrund for H.C. Andersens første forsøg i genren: Skyggebilleder, 1831. Goethes Harzreise im Winter, 1777, udgør en interessant baggrund for alle disse.

H.C. Andersens fem rejsebøger er i centrum for undersøgelsen og udgør også en form for afslutning af genren. Følsomhed var på det tidspunkt forbundet med romantisk pathos. Man var på vej væk, ind i en mere moderne litteratur. Blandt andet var storbyen en baggrund af stadig større betydning. Den danske litteratur blev ikke til (stor)bydigtning sidst i 1800-tallet, men byens virkelighed var markant til stede hos Herman Bang og Johannes Jørgensen og sine steder hos Sophus Claussen – blandt andet i rejsebøgerne Antonius i Paris og Valfart, begge 1896. Med storbyens tilsynekomst blev følsomheden efterhånden til nervøsitet, som man ser det i fx Johannes V. Jensens rejsebeskrivelser i Den gotiske Renaissance, 1901.

En gennemgående type stemninger i den følsomme rejselitteratur før og inklusive H.C. Andersen er på den ene side de rent personlige, der hos mange af de følsomme rejsende motiveres af ulykkelig kærlighed til en kvinde derhjemme, og på den anden side stemninger, der opstår i naturen og er prægede af ro og ensomhed; ophøjethed, ro, trykkende angst, andægtig opløftethed.

Hos den senere Andersen finder man nogle stemninger fra storbyer i syden, bl.a. Paris og Barcelona, hvor noget andet synes at være på spil. Det er min hypotese, at storbyens og modernitetens opkomst samtidig med den følsomme rejses udvikling har påvirket rejsebeskrivelserne og affødt visse iøjefaldende moderne stemninger.

For at kunne begribe de følsomme rejser mellem romantik og modernitet og mellem natur og storby inddrager jeg foruden gamle teorier om sjælens og naturens stemning storbysociologi og -historie. Denne tilgang er oprindeligt inspireret af Henning Bechs artikel "A Dung Beetle in Distress: Hans Christian Andersen Meets Karl Maria Kertbeny, Geneva, 1860" samt af Bechs øvrige arbejder (se hertil disputatsen Fritids verden, 1999). Læs mere om disse og andre aspekter af projektet under "Gruppens videre arbejde" i den tværfaglige ph.d.-studiegruppe Ph. Dampe.

   Top