DK | EN
Anmeldelse
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse

Hop forbi menu og nyheder

Anmeldelse af "De to Baronesser" (samt Nye Eventyr)

Anmeldt i

Nord og Syd.

Anmelder

Goldschmidt, Meïr Aron

Udgivet

1849.

Anmeldte værker

De to Baronesser, Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling. 1844.

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse af De to Baronesser, af M.A. Goldschmidt i Nord og Syd, bd. 5, Første Qvartal, 1849, s. 72-92. Indeholder et stykke om Nye Eventyr (1844-1848), der er meget positiv i sin vurdering.

1 fund på denne side, som matcher søgning på "Ælling".
Gå til første fund

Tilbage til søgeresultaterne | Ny søgning

[ hop til afsnittet om Nye Eventyr ]

Vi ville gjerne være retfærdige mod H.C. Andersen; men først maae vi gjøre en Afregning med ham betræffende Retfærdigheden. En Undersøgelse af et poetisk Værk, Paavisning af dets skjønne Sider, en paa Grunde støttet Daddel over dets Feil bør aabenbart være Forfatter og Publikum lige velkommen. Andersen synes (som maaskee ikke faa Andre) ikke ganske at være af denne Mening; saasnart Kritiken bliver meer end en complimenterende Annonce, anseer han den for et Onde, for en af de slemme Ting, der ved Syndefaldet ere komne ind i Verden, for en Skjærsild, en Spidsrodsløben, Digteren maa gjennemgaae, hvergang han har et Værk færdigt, for et Offer, der maa bringes Misundelsen eller det personlige Uvenskab. Saa ofte der er Leilighed, og selv naar Leiligheden ikke er ganske passende, udtaler han en saadan Følelse; man mærker, at Billedet af Kritikeren staaer og forstyrrer ham under Arbeidet, ligesom Djævlen gjorde ved Luther, og naar han engang om mange Aar er død, skal det ikke undre os, om man viser reisende Engelskmænd det Sted, hvor Andersen slog Kritikens Dæmon Blækhuset i Hovedet.

Denne sensible Stemning træder ogsaa frem i "De to Baronesser", navnlig 3die B. Pg. 115, hvor Componisten (Kammerjunkeren) taler til den unge Dame, der vil være Forfatterinde: "De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunne krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere" o.s.v. Dersom vi havde været tilstede ved Samtalen, vilde vi have sagt: Hr. Kammerjunkeren kan have Ret fra sit Standpunkt, han taler maaskee af Erfaring; men man kan ogsaa see Sagen anderledes. I Literaturen og Kritiken er:

"Godmodighed" den Dyd, man meest bør blues ved.

Naar De træder op som Forfatter, Frøken Elisabeth, maa De kun være forberedt paa een Ting: De ophører at være Kvinde, nemlig for Publikum og Literaturen. Al den Artighed, man viser det smukke Kiøn, det Galanteri, hvorfor De er Gjenstand i Selskabet, forsvinder, naar Talen er om Deres Værk, det vil sige, blandt fornuftige Folk. Disse spørge blot, om Værket er godt og skiønt, og det Gode og Skjønne er Intetkjøn. Hvis man finder Noget at dadle, saa beroer det paa Dem, om De har meest Interesse for Deres Person og Selvfornøielse eller for Poesien og Sandheden. Men selv naar De leverer noget Herligt og Beundringsværdigt, naar De feirer en stor Triumph, saa er det nu engang Verdens Løb, at den ikke altid bliver ublandet, at Nogle forbittre Dem den med hiint "Element af Spot", som Kammerjunkeren omtaler. Saa maa De tænke paa de romerske Feltherrer, om hvis Triumphvogn Soldaterne havde Lov til at synge Spotteviser. Aldrig fandtes i Rom den Feltherre, der for Viserne glemte Seiren og Triumphen og sprang ned af Vognen for at klage over Spotterne.

Dette Sidste, synes det, vilde Andersen gjøre; hvis et heelt Folk jublede om ham og en Eneste pegede Fingre, vilde hans Glæde være spildt. Hvorledes skal det da blive, naar Triumphen ikke kan tilkjendes ham, naar der ved Siden af Fortjenester ere Feil, naar selv den Velvilligste har Betænkeligheder? Vi forudskikke dette Spørgsmaal og disse Bemærkninger for at stille Andersen og os selv paa det rette Standpunkt og mulig bevirke, at han tager Sagen som Digter og desaarsag anhører, hvad Sandt det mulig kan lykkes os at sige.

Dersom vi skulde udhæve Andersens Fortjenester, saa vilde vi begynde med hans Lykke. Lykken er ikke noget saa Tilfældigt som de, der savne den, gjerne ville bringe Folk til at troe; en Mand, der saae Diana stige ned og kysse Endymion, sagde maaskee: Havde jeg lagt mig til at sove der, saa var det blevet mig! Nei, man maa i sit Sind eller sin Tilværelse have en Electricitet, der tiltrækker Lykken; de, der sige, at de komme sovende til den, tager enten feil af dem selv eller af Lykken. Andersens Lykke vandrede i de rolige Tider til Tydskland og skaffede ham et Publikum lige ned til det adriatiske Hav. Men da Revolutionerne kom i Luften, sporede den det med Lykkens geniale Instinct, gik over Havet til England og beredte ham en rolig og comfortabel Plads ved gamle Englands Camin, saa at man allerede deraf kunde have beregnet, at Chartisternes Opstand ikke vilde lykkes. Vil man vedblive at paastaae, at dette dog ikke er nogen Fortjeneste fra Andersens Side, saa spørge vi, om da Andersen ligesom Skrædersvenden i "En Spurv i Tranedands" er forsynet med Dronning Gunilds Armbaand, saa at Alle, der læse hans Værker, blive undergivne Trylleriet og finde Skjønheder, hvor ingen er?

I selve hans Værker maa vi derfor søge Sporene af hiin Electricitet, og vi finde den i det Naturlige, Friske og Umiddelbare, i den lette, spillende Phantasi, der ikke kvæler sig selv og os med dæmoniske Skræmmebilleder og Spøgelser, men glad og barnlig leger med Tilværelsen. Det er en eiendommelig Evne, hvormed Andersen gaaer igiennem Verden: han synes at bære en Aladdins Ring og behøver blot at røre ved en Muur, ved en Gulerod, en Strikkepind, saa springer der en Aand ud. Han finder Poesien der, hvor Andre netop vogte sig for at søge den, i Gjenstande, som man anseer for uskjønne, i Kjelderen, hvor Grantræet ligger mellem Rotter og Muus, i Skarnbøtten, hvor Tjenestepigen har kastet et Par gamle Flipper o.s.v. Man seer ofte paa Gaden en Dreng ligge og rode i Rendestenen, efter et Markstykke, som en Herre har tabt, efter en Guldring, som en Dame har ladet falde ud af Vinduet; Andersen kan gribe i Rendestenen, hvor Ingen har tabt Noget, og drager til de Omstaaendes Forundring et gyldent Smykke frem og uden at giøre Fingrene smudsige. Han er et Barn, der uden at blive ældre har lært endeel af voxne Menneskers Lærdom (men ikke Meget), seet endeel og blevet tiltrukket af Verdens brogede Billeder, og som Barnet taler med sin Dukke og lader den svare, opfører han et Marionettheater, hvor Alt, hvad han har seet og læst, Levende og Livløst taler med, Sol, Maane og alle fem Verdensdele, Konger, Nøddeknækkere, Prindsesser og Springgaase, og en vidunderlig Forstandighed gaaer igiennem den barnlige Snak, og undertiden overraskes man af en fiin Vittighed, en satirisk Snært, som man ikke havde tiltroet det uskyldige Barn.

Vi dvæle ved denne Retning, fordi det er heri, at han har frembragt det Skjønneste, nemlig: Eventyret eller Fablen. Fablen skiller sig maaskee blot fra Eventyret ved den rolige Form, hvori den fastholder et enkelt Phantasibillede og udmaler det som Allegori paa Menneskelivet. Blandt disse Fabler udhæve vi "den grimme Ælling", der maaskee af underordnede, i alt Fald upoetiske Hensyn ikke nyder den store Paaskjønnelse, der formeentlig tilkommer den. Blandt Eventyrene: "Sneedronningen" og "Skyggen", i hvilket sidste Barnet paa den omtalte Maade er meget satirisk.

Selve de Evner, der have frembragt alle hine poetiske Værker, ere imidlertid til Hinder for Frembringelser i andre Retninger, der fordre en roligere og adstadigere Gang, uden forsaavidt det lykkes Digteren at stille sig over sig selv og beherske Kræfter, af hvilke han er vant til at lade sig beherske. Man har ofte nok gjort Hr. Andersen opmærksom herpaa, skjøndt hidtil forgjæves, og Aarsagen maa vel tildeels søges i hin Misstemning mellem ham og Kritiken. Vi nægte ikke Andersen en vis Anerkjendelse i Fortællingen og Romanen, ja endog i Dramaet. I sidstnævnte Digtart overskrider han vel sjelden Middelmaadigheden, uden naar hans Stemninger kunne slutte sig engt til Musiken, eller naar Phantasi, Lune og Lyrik kunne komme til at Maneuvrere af Hjertenslyst; men ofte ile de da saa vældig frem, at den dramatiske Composition sprænges. Lægger man imidlertid Mærke til de heldigste Steder f. Ex. i "Den usynlige paa Sprogø", "Lykkens Blomst", "Maurerpigen", saa aner man, at Andersen kunde levere noget usædvanlig Godt, deels i Farcen, deels i Eventyr-Comedien, hvis han var istand til at skaffe det originale Indhold en passende Form. Man "finder" vistnok ikke Formen ved at søge efter den, Tanken maa selv skabe den, dog er det aabenbart, at Villie, Studium og Anstrængelse her kan gjøre Meget; man behøver ikke at lade sine Følelser og Tanker, alt som de undfanges, gaae ud i Verden, den omhyggelige, selvbevidste Digter holder dem tilbage, fostrer dem med sit Hjerteblod, til de blive saa voxne og stærke, at paa deres Vei Alt bøier sig for dem, den stridige Form, hvori de skulle hylle sig, og den ganske Verden, der hilser dem. Det er vel af Hensyn hertil, at en tydsk kritiker, der for et Aars Tid siden ganske kort anmeldte Andersens Værker (i "Grenzboten") kaldte ham, "ikke en stor Digter, men en sand Digter", hvormed ikke saa meget antydes, at hans Repertoire ikke er stort, som at han savner hiin Begeistringens Ro til at bringe sine Evner i Harmoni. Men dette beroet som sagt ikke ene paa den umiddelbare poetiske Begavelse, Charakteren og den alvorlige Villie kan gjøre Meget, og det er saaledes endnu ikke for silde for Andersen. Vi have den Overbeviisning, at denne Digter endnu ikke har naaet sit Høidepunkt; thi han er mærkværdig ung, og sine skiønneste og modneste Værker vil han, det haabe og vente vi, fremtidig skrive.

Romanen, der ved sin fortællende Form er mere beslægtet med Eventyret, lokker ogsaa Digteren umærkelig over i Yndlingsmaneren, og da den tilsyneladende fremstiller noget Virkeligt og Sandt (men dog ikkun det poetisk Sande, det Sandsynlige), frister den ogsaa en anden af hans Tilbøieligheder, nemlig Tendensen efter, som en Bi at hente Virkeligheden hjem og stryge den af sig uden at have optaget den organisk i sin Bevidsthed. Derved have hans Romaner tillige faaet Noget ved sig, der minde om Levnets- og Reisebeskrivelse, og om end saadanne Enkeltheder hver for sig kunne være skjønne, skader det dog Compositionen; thi endog det skjønneste Kvindehoved paa en Herculesfigur vil vanzire Statuen. Man kunde formeentlig paavise disse Eiendommeligheder og Afvigelser i hans foregaaende Romaner, i "Improvisatoren"" o.s.v, men især fremtræde de med deres separatistiske Tendenser i det sidste Værk, "De to Baronesser", som han har udgivet under Navn af Roman.

Anlægget er simpelt, men forraader dog strax nogen Tvivlraadighed og Overfyldning af Stof. En Baad seiler under Kysten af Langeland, og et Selskab, deriblandt en fornem Dame og hendes Datter, sidder paa Stranden og samtaler om dens vilde Fart. Hele dette Selskab forsvinder af Fortællingen, Damerne blive glemte, eller Digteren har senere ikke kunnet skaffe dem Plads. Hiin Baad seiler dem altsaa agterud og kommer til Fyen med sine Passagerer, to fornemme Studenter, en simplere Student og en Baron; de søge Ly mod Uveiret i Ruinerne af et gammelt Slot, og i et af dettes forfaldne Værelser fødes paa samme Tid af en stakkels omvandrende Musikanterkone et Pigebarn, som det lystige Selskab opdager og paatager sig at staae Fadder til. Dette Barn kommer i Huset hos den gamle Baronesse, og Fortællingen om disse Personers Skjæbne og deres gjensidige Forhold udgjør Romanen. Der er ingen forviklet Intrigue, ingen nerverystende Spænding deri, Fortællingen skrider frem som et Characteermaleri; men Digteren er uheldigviis gaaet et Skridt videre i Simpelheden og har ikke indlagt nogen Tanke, der i Værket fuldender sit Kredsløb, saa at det ikke ender, uagtet det ophører. Det faaer derved et Udseende, som om Titlen vilde sige: Hine to Baronesser, dem, I nok kjende.

Man fristes til at troe, at den ene af "Baronesserne", Musikantens Datter, Elisabeth, ei blot er en virkelig Person, men at man til Slutningen vil erfare, at hun er en berømt Forfatterinde. En Række af de Forhold, hvori vi see hende, gaae ud paa at vise, hvorledes hendes Talent udvikler sig eller, som Andersen siger, Aandens Frøkorn nedlægges i hendes Jordbund; hun begynder ogsaa at digte, men i Slutningen af Bogen holder hun efter Kammerjunkerens Raad op, gifter sig kort efter med Baronen, og det Hele er forbi. Etsteds er der en interessant Episode: Elisabeth er i Huset hos nogle gamle Folk, derSøvngængerske. Man venter naturligviis, at dette staaer i organisk Forbindelse med hele Fortællingen, at der senere i Elisabeths Characteer skal vise sig Spor heraf, Snildhed, Forstillelse; men hun bliver et sandt Mønster paa Uskyld og Oprigtighed og, som sagt, godt gift. I det virkelige Liv er Saadant muligt. Følgerne af en uheldig Opdragelse kunne forsvinde, især naar Barnet kommer i et godt Institut; men Romanen udhæver ikke slige Scener for at lade dem forsvinde saa sporløst som Selskabet paa Langeland. Hvortil tjene overhovedet alle "Spirerne", som vi see nedlægges i hendes Aand og Characteer, naar vi ikke skulle see Frugterne, ikke hende selv ved Hjælp af de erhvervede Egenskaber tilkjæmpe sig den Lykke, der tilkommer hende? Det er at forudsætte den Anskuelse hos Læsere og Læserinder, at den blotte Modtagen af Indtryk er en Fortjeneste og Ægteskabet med en Baron i og for sig Løn og Lyksalighed - en Anskuelse, som Bogen forresten gaaer ud paa at bekjæmpe. I mange andre Romaner er Ægteskabet ogsaa Slutningen; men saa er Kjærligheden ogsaa Hovedtanken, hvorimod Elisabeth efter at have havt en Barndomsinclination for Elimar og en lille Tilbøielighed for Kammerjunkeren ægter Hermann. Det er just ikke noget Fornuftgiftermaal, men synderlig stærk fremtræder Kjærligheden ikke. Digteren har ikke lagt Mærke til, at han egenlig har anlagt Elisabeth ukvindelig; thi hun skal ved Characteer og Dygtighed erhverve sig en Position i Livet, hvilket ikke er Kvindens Opgave, og Værkets Feil i denne Henseende ligger i, at hun ikke bliver consequent i sin Ukvindelighed, at hendes Tilværelse ikke føres videre som Forfatterinde eller desl. Det vilde have været en meget lønnende, men tillige meget besværlig Opgave, hvis ellers Elisabeth ikke skulde være bleven en kvindelig Udgave af "Improvisatoren" eller af "Mit Livs Eventyr".

Det gaaer paa noget lignende Maade med den gamle Baronesse, man opfatter hende uvilkaarlig som et vellykket, daguerrotypisk-nøiagtigt Studium efter Naturen. Og det er visselig en stor Fortjeneste for en Digter, at hans Personer ere naturlige, dog maa det opnaaes paa en særegen Maade. Hans Sind og Tanke skal være sund og hans poetiske Skabninger have Livets Sandhed; men han tager ikke et levende Væsen og hugger Plads til det i Maleriet. Meget af, hvad der fortælles om den gamle Baronesse - der som ganske lille Barn saae sin Fader ride paa Træhesten og sin Moder mishandlet af Herremanden, og aldrig forvandt Indtrykket heraf og blev en Særling - vilde have stort Værd som charakteristiske Anecdoter om en bekjendt Person, f. Ex. at hun testamenterer den spæde Stamherre en Træskee, skaaren af Træhesten; men er dety poetisk sandt og skjønt, og opnaaer Digteren, hvad han vil? Har det været hans Hensigt at skrive en Slags socialistisk Roman, ivre imod barbariske Samfundsforhold ved at fremstille deres sørgelige Følger i denne Baronesses Historie og Sindstilstand? Nei, thi "Træhesten" er forsvunden, og Læseren, der ikke fuldkommen kunde begribe Digterens Indignationvilde lade ham gaae ene i Kampen og see paa ham som paa en Don Qvixote. Hans Hensigt har snarere været at vise, hvorledes Hjertet og Fortjenesten gjør sig gjældende overfor Adelskab og Standsfordomme, saa at de høie Baroner maae gjøre de borgerlige Piger til Baronesser. Men dette hvorledes savnes. Vi see ikke den indre Nødvendighed, det Skjæbnens Maskineri, der har gjort Huusmandsdatteren til Baronesse. Herom erfare vi aldeles Intet: det er skeet, vi maae tage det som noget Virkeligt, og vi tage derfor ogsaa den gamle Baronesses Bizarreri som noget Virkeligt og nødes til at vende den for Romanen gjældende Sætning om og sige: Se non ben trovato è vero (dvs. Er det ikke godt opfundet, saa er det dog vistnok sandt).

Denne Virkelighed - eller hvad der efter Omstændighederne kun vilde have Værd som Virkelighed - hæver overalt sit Hoved uden at bøie sig for Værkets æsthetiske fordringer. Caroline Heimeran, Etatsraadsdatteren, der taler saa plat som den simpleste Tjenestepige og er godmodig, kjærlig, huuslig trods den bedste Tjenestepige, er visselig en høist original og vel skildret Personlighed, hvis hun virkelig har levet; thi sandt maa, hvis det skal have Værd, det Hele være, f. E. hendes Dødsscene: "Jeg døer ogsaa", siger hun med sagte Stemme, "men vær ikke bedrøvet! Jeg har før troet, at det var saa forskrækkeligt, men nu synes jeg det slet ikke; selv at Du bliver tilbage, bærer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, - saa skal jeg nok gjøre Kommers med Dig, nu kan jeg ikke! god Nat!" Og saa døer hun. - I Romanen gjør hun ingen anden Tjeneste end paa den anførte Maade til Læserens store Overraskelse døe fra sin Forlovede, Præsten Moritz, som derved bliver sørgmodig. Hans Sørgmodighed kunde være opnaaet uden en saa sær Forlovet, og den sære, men forresten sunde og stærke Person burde have levet længere og gjort mere Nytte i æsthetisk Henseende. En smitsom Feber har Magt i det virkelige Liv, men ikke i Romanen uden med Æsthetikens Tilladelse.

Værket vrimler af slige Genrebilleder, der behandlede for sig og enestaaende vilde været fortræffelige, saaledes det hollandske Stillebensstykke, den gamle Degn Cathrinesen med Kone; den humoristiske Skizze Musikanten, der "grupperer" alle Begivenheder saaledes, at Sandheden ikke kan gjenkjende dem; den eventyrlig-komiske Historie om Skaden Klaus, der lever sammen med Katten Piltitz og kan sige: "Klaus gik paa Loftet med Piltitz", indtil Piltitz engang i ondt Lune virkelig gaaer paa Loftet med Klaus og æder ham; endelig Beskrivelsen af Halligerne, de smaa, sandede, taagede Øer i Vesterhavet, et Landskabsmaleri, som vi troe at kunne kalde mesterligt. Vi anerkjender det med Glæde; men disse skjønne Billeder hænge saa at sige uden paa Romanen. Det er ved alle disse Scener, at Elisabeth modtager "de aandelige Vækkelsesmidler" og Spirerne", det bliver udtrykkelig anført, og da vi, som oftere bemærket, ikke see Frugterne, blive Spirerne og hvad dertil hører idetmindste ufrugtbare for Værket som Heelhed.

Nogle af Episoderne ere dog af forskjellige Grunde ikke ganske heldige. Det er f. Ex. en bekjendt og andetsteds omhyggeligt skildret Begivenhed, som gjentages om Elimar og Elisabeth, der ude paa Stranden blive overraskede af Floden; den italienske Bandit, der bortfører den nygifte Dame og giver hende tilbage igjen, har Christian Winther behandlet i "Osteriet"; endvidere Fortællingen om Oese, der findes langt smukkere i frisiske Folkesagn. Ved andre Leiligheder tager Andersen med sin daguerrotypiske Iagttagelsesevne for Meget med, en heel Deel Pjat, f.Ex. Mad. Levsens abekatteagtige Moderkjærlighed, Dagvognen m.m. Størstedelen af det fine Selskab pjatter, og den simplere Portion har ogsaa nogen Tilbøielighed dertil. Pjat kan undertiden gjøre god Virkning som Modsætning, men tør ikke bruges saa tidt, at Digteren bliver mistænkt for selv at have en Rem af Huden.

Mellem alle disse brogede Billeder titter Eventyret frem som en Nisse. Andersen vil, ligesom det hedder i Folkefortællingen, flytte bort fra den Uro, Nissen foraarsager, og ind i Romanens Ro; men underveis stikker Nissen Hovedet op af Kjernebøtten og siger: Vi flytte. - Kragerne gratulere "kra! kra!" (1ste B. Pag.86). Hofjunkerens Frieri, der gaar overstyr paa Hofballet, fordi han taber sin Seleknap, er holdt i en Tone, der lader formode, at det egentlig var Knappen, som skulde fortælle Feiekonen Historien; Knappen og Feiekonen ere allerede paa Vei til bagefter at anstille deres Betragtninger, men Andersen har i Øieblikket travlt og gaaer videre. Paa Flyttedagen faaer han utvivlsomt Lyst til en gammel Hat, der ligger paa Gaden; han er overbeviist om, at den kan fortælle interessante Memoirer, men han skal følge Elisabeth, der er ubekjendt med Kjøbenhavns Gader, og nøies formodentlig med, i Forbigaaende at træffe Aftale med Hatten om et senere Møde.

Endelig fremtræder ogsaa den virkeligste Virkelighed. Frederik den Sjette ligger paa lit de parade, og det beskrives paa den sædvanlige barnlig-udmalende Maade; Thorvaldsen paraderer ogsaa. Det staaer ikke i videre Forbindelse med Værket; ved Kjørselen ud til Amalienborg bliver den gamle Baronesse forkjølet, men kommer sig igjen. Den eneste Grund til at tage det med, maa være, at det var noget Oplevet. Det Samme gjelder om "Reichardts Melodier til Göthes Digte" og om de "schubertske Lieder", som Elisabeth synger; disse bestemt betegnede Sange i Forening med Kammerjunkeren, der er berømt i Paris som Componist, rykke hende endnu nærmere fra Romanens poetiske Tilværelse til Tærskelen af det virkelige Liv, altsaa [fra] Romanen over til Biographien. Det næste Skridt er, at en bekjendt Mand under sit eget navn skulde optræde i Fortællingen, undervise Heltinden eller endog frie til hende, saa var Forvirringen fuldstændig. At Elisabeth for sin Aandsudviklings Skyld læser Walter Scott, og at "Midlothians Hjerte" udøver en afgjørende Virkning paa hendes Tilværelse, hører ogsaa herhid; men tildeels er det vel gjort for de engelske Læseres Skyld.

Det er overhovedet et Uheld, at Bogen er skreven med den bestemte Tanke for Øie, at den først skulde overgivestil det engelske Publikum; thi Andersen har i sin Godmodighed troet at burde komme dette imøde med adskillige ethnographiske Notitser og med bredere Skildringer af danske Forhold, end danske eller blot æsthetiske Læsere behøve, ligesom han ogsaa siger Engelskmænd, Skotter, Irlændere endeel Forbindtligheder. Og ved denne Leilighed maae vi gjøre Andersen stærke Bebreidelser, hvis det er af Frygt for at saare sine engelske Læsere, at han har undladt at nævne 1807, da han omtaler Danmarks Udviklingshistorie og nævner 1801 og 1808. (3die B. P. 77.)

En saadan Mængde af Formaal lader sig ikke opnaae, og alle de Elementer, der fremtræde med Fordringer, lade sig ikke tilfredsstille uden en stor Uro, og under hele Læsningen har man en Følelse, som om den ene af Digterens Tanker jager den anden og han selv haster afsted for ikke at glemme nogen. Vi tilstaae at denne Følelse var den fremherskende hos os, og at vi først nu efter flere Ugers Mellemrum have været istand til at lade de enkelte Skjønheder vederfares Ret og paany gjennemlæse dem uden Hensyn til Værkets Heelhed.

Vi troe derfor at kunne sige, at Værket i høi Grad mangler Stiil, i den Forstand, hvori man f. Ex. siger, at et Taarn er bygget i en vis Stiil: Bygningen hæver sig, gjennemtrængt af een Tanke, som en Enhed, mod Skyerne. Det Samme gjælder om Romanens Stiil, i en anden Forstand, om Maaden, hvorpaa Begivenhederne ere fortalte og Samtalerne holdte. Som Exempel herpaa anføre vi 2den Bog Pag. 35: Kirkegaardene paa den lille Ø ere Sandpletter, hvor "ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Væxter", og Gravstenene vare halv overtrukne med en fugtig Grønhed. I Anledning af Elisabeths foran berørte Frelse fra Vesterhavets Flod er den gamle Pige Keike glad og vil feire Begivenheden om Søndagen: "Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornøie os! sagde Keike og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og den gamle Kirkegaard". Det er rørende, og der behøves ikke et Ord mere for at vise, hvor tarvelige Festdagsglæderne ere paa Halligerne; men Andersen kan ikke holde Maade og tilføier med smertefuld Ironi: "Det var meget fornøieligt!" Og som om det endnu ikke var nok, og Læseren ikke blot skulde have den smukke Tanke ind med Skeer, men med Brækjern, hedder det strax efter, Pag. 37: "I Præstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret fornøiet sig, de havde været paa begge Kirkegaardene".

Man kunde udskrive en stor Deel af Bogen for at vise, hvorledes denne besynderlige Digter ikke kan lade en Charakteer eller Situation fremstille sig selv og have Tillid til Læsernes Følelse, men uafladelig præsenterer Alt og derved ofte skader mere, end han gavner. Vi tage iflæng: (3die B. Pag. 4) Manden, der citerer Shakespeare og kun siger: no, no. Det Comiske deri tilintetgjør Andersen ved at tilføie: "for han kunde citere". Og han har dog selv prøvet, hvorledes han i Dramaet maa lade en Person tale alvorlig eller comisk uden selv at kunne gaae ved Siden af og sige: "for han er nu alvorlig" (eller comisk).

Dersom man nu vil sammenfatte, hvad der er sagt om "De to Baronesser", saa vil man bemærke, at det ikke er Mangel paa Liv og Bevægelighed, ikke Tørhed og Kjedsommelighed, man kan forekaste Digteren. Andersens Feil er ikke Fattigdom, men Mangel paa Skjønsomhed til at benytte sin Rigdom. Dersom vi turde give ham et Raad, skulde det være det samme som det, vi vilde give en rig Mand, der fyldte sine Sale med Meubler, for at Gjæsterne kunde befinde sig vel hos ham og tillige see hans Formuenhed: Vær sparsommelig, flyt Halvdelen af Meublerne ind i andre Værelser og opstil Resten med mere Smag. Og Smag kan man erhverve sig ved at see, ved at læse, ved at tænke. Vi vilde finde det upassende at give en Forfatter, der er ældre end vi i Literaturen og en berømt Mand, gode Raad; men vor Interesse for Andersen og for selve hans Berømmelse faaer undskylde os. Han har, hvad saa mange Andre mangle, Geniets overordentlige Ungdom; for ham er det, som allerede sagt, ikke for silde, skjøndt maaskee paa høie Tid; thi om end saadanne Naturer undgaae at ældes, saa riskere de dog i Tidens Løb at døe og bringe endeel af det betroede Pund ubrugt tilbage.