DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Anonym anmeldelse af Phantasier og Skizzer

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

(anonym / anonymous)

Published

1831.

Reviewed works

Phantasier og Skizzer

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous) of: Hans Christian Andersen: Phantasier og Skizzer (Phantasies and Sketches), 1831, in Maanedskrift for Litteratur, vol. 6, 1831, p. 126-132.

At Hr. Andersen er en Digter med Talent, at han er aaben for mange alvorlige og komiske Indtryk af Livet og Naturen og med Lethed kan udtale de Følelser, der bevæge ham, er en Roes, som oftere er bleven ham tildeelt og som Anmelderen ikke vil gjøre ham stridig. Naar efterfølgende Anmeldelse udpeger et Par af hans Feil, er det ingenlunde for at afskrække ham fra en Kunst, hvortil han ved flere Smaastykker har viist gode Anlæg, men for at advare ham mod nogle Misgreb, hvorved han nedværdiger Poesien, medens han troer at dyrke den med Kjærlighed. Det er ingen Kritik af Andersens Phantasier og Skizzer, som her leveres, men blot een eller to korte Bemærkninger, hvilke denne Bog har foranlediget og som heller ikke savne Anvendelse paa hans øvrige poetiske Frembringelser.

Man har nylig i nærværende Tidsskrift omtalt det som charakteristiskt for den lyriske Poesie, at Digterens Individualitet kan udtrykke sig i den med Frihed. Dette er vistnok sandt. Men den individuelle Stemning, der skal interessere os ved at afpræges i et lyrisk Digt, maa vise sig som en sand Nuancering af Noget, vi erkiende i den fælleds Menneskenatur: ellers vil den være for uforstaaelig til at vække Deeltagelse; og den Frihed, hvormed Tanker og Følelser skulle synes at opstaae og følge hinanden i lyrisk Begeistring, maa beroe paa en naturlig Ideeassociation; thi en aldeles vilkaarlig og regelløs Sammensætning af det Heterogene vil aldrig kunne reproduceres hos Andre uden Modstand af Forstanden, der i det Mindste vil ahne en Sammenhæng mellem de sig afløsende Forestillinger, og af Phantasien, der vel kan ledes og lokkes fra den ene Gjenstand til den anden, men ikke vil tvinges til trættende Spring mellem forskjellige Billeder, hvis Afvexling beroer paa Digterens Caprice og ikke paa deres eget Indhold. Det er netop disse to Egenskaber, Anm. især savner i Hr. A's Poesie.

Hvad for det Første den Individualitet angaaer, han bærer til Skue, da ligner den undertiden mindre en særegen Aabenbaring af den menneskelige Natur, end en uorganisk Sammensætning af stridige Anlæg og Tendentser, og interesserer os i ringere Grad, fordi den af Mangel paa Eenhed og Selvstændighed bliver forvirret og ubegribelig. Enkelte Digte i Stedet for at være Udtryk af en vis [rettet fra: hvis] Følelse eller Sjelestemning, see ud som Brudstykker, skrevne i forskjelligt Humeur, eller som løse, alene ved Riim og Overskrifter forbundne Indfald. Det Stykke, vi til Exempel ville betragte, er det allerførste i nærværende Samling, med Titel: Hvad jeg elsker; thi allerede her forekommer Digteren os at ville omfatte meer i sin Personlighed, end der paa en naturlig Maade kan tilhøre den, og at have leveret et Digt, som af Mangel paa en vedligeholdt Grundtone ikke er i Stand til at vække Medfølelse. I mange Linier erklærer han uden Spor af Melancholie, at han med en barnlig Glæde elsker alt det Skjønne og Gode i Naturen og hos sine Medmennesker; ja saa barnlig er denne Kjærlighed, at den lige meget er grundet i Indtryk paa Sandserne og i Indtryk paa Fornuft og Hjerte, og er lige oprigtig mod physiske og moralske Phænomener.[1] Og dog yttrer han til Slutningen, at han har været ulykkelig i Elskov, ønsker sig derfor bort fra alle disse Livets kjære Gjenstande,

og elsker Graven med sin dybe Fred
og Tanken om den store Evighed.

Men overrasker han os saaledes ved en uformodet Ende, da tilintetgjør han endnu mere vor Deeltagelse ved en lille upasselig Parenthes. "Det var jo ret en Lyst" udbryder han nemlig, idet han meddeler os, at hans Elskede var en Andens Brud, og forstyrrer hele Stykkets uskyldige Blidhed ved en uforberedet Yttring af ironisk Bitterhed, eller - om man vil - Stykkets vemodige Udgang ved en upasselig Spas. Et Digt kan ikke synes at være udstrømmet af en sand og naturlig Stemning, naar Digteren i eet Aandedræt viser barnlig Tilfredshed med Livets Goder, utilfredsstillet Længsel efter Evighedens Fred og letfærdig Spot over sine Ulykker. Det Hele forekommer os da ikke alvorligt meent, men ligner en Leg med poetiske Følelser. Den tydske Poet Heine har optaget Frækheden som en piquant Bestanddel i den lyriske Digtekunst, og hans livfulde Poesie har maaskee vakt større Opmærksomhed ved denne originale Maneer, end ved sine virkelige og unægtelige Fortrin; Det er nok han, der gaaer igjen i den uheldige Paranthes [sic!] og oftere i Hr. A's Digte, og lader ham raillere med det, der i Virkelighed kun railleres enten af Raahed eller Fortvivlelse; men vi haabe, at disse ikke just ere faldne i Hr. A's Lod, da hans Spøg paa andre Steder er uskyldig nok.

Vor anden Udsættelse var den, at Digterens Phantasie undertiden springer om mellem Forestillinger, der ikke have tilstrækkelig Forbindelse, men virke forstyrrende paa hinanden. Denne Feil er saa gjennemgribende, at den ikke blot skader hans lyriske Digte, men maaskee allermeest iøinefaldende fordærver et komisk Forsøg, som snarest skulde kunne taale den, nemlig hans Capriccio: "den skiønne Grammatica, skizzeret som en rørende claurensk Novelle". Det er Umagen værd, i dette Exempel at see, hvor virkningsløst et Phantasiespil bliver ved ubegrændset Vilkaarlighed. Forfatteren har ikke villet udtrykke nogen Idee eller Tanke, og hans Indbildningskraft er blot sat i vag Bevægelse af grammatiske Ord, hvis Begreber han har haft for lidt Forstand paa til at kunne fastholde og personificere dem i anskuelige Karikaturer. I dette Virvar faaer en Forestilling slet ikke Tid til at komme til Live for en anden, der dykker op af Forfatterens Tankechaos for at fortrænge den, og de vexlende Billeder staae saa mat og forvirret for ham selv, at han strax glemmer den Betydning, han et Øieblik i Forveien synes at tillægge dem. I denne Capriccio er "den skjønne Grammatica" snart Badens Grammatik selv (S. 35), snart hele Bogens Heltinde (S. 29), snart den Casus Dativ (S. 29), snart det Ord grammatica eller grammatice (S. 30), snart en Pige der skal lære Badens Grammatik (S. 31) o.s.v. Dette Væsen, der om muligt er mindre anskueligt endnu, og altsaa mindre i Stand til at tage sig ud i nogen alvorlig eller komisk Romansituation, end de virkelige grammatikalske Begreber, figurerer i en Vrimmel af ligesaa betydningsløse Navne, er forliebt i Lieutenant Amo, men skal ægte Professor Lego, hvorfor det drager ud i Verden og omsider døer i Vartou. Skulde derimod slig Spøg give Phantasien en morsom Sysselsættelse, maatte i al Fald de grammatiske Begreber træde op som haandgribelige Personer, der dog ved een eller anden Egenskab mindede om deres sande Væsen, og Indbildningskraften saaledes nødes til at gjenkjende Forstandens luftige Abstractioner under de meest contrasterende Forhold, nemlig i kjødelige Romansituationer. Men det følger af sig selv, at paa den Maade ikke alene hver Person maatte have noget Eiendommeligt, men at heller aldrig f.Ex. Casus, Modi o.s.v. kunde blive af samme Kjød og Blod som Partes orationis; i en efter et grammatisk System construeret Sandseverden vilde de i det Høieste blive til Taledelenes borgerlige Stilling og Forhold, Ordføininger som Ablativi consequentiæ, Perioder og deslige blive til visse af deres selskabelige Forbindelser etc. Ved denne eller en lignende Behandling - men hvortil hørte, at Digteren havde ligesaa tydelig Indsigt i Grammatiken, som han har en munter Phantasie - vilde i det Mindste Læsernes Indbildningskraft kunnet bevæge sig efter sine nødvendige Love mellem hans Skabninger eller Vanskabninger, medens nu det Hele svæver os forbi som forvirret Larm eller ukjendelige Skyggebilleder, og ikke engang naaer den smaalige Bihensigt at latterliggjøre en Skribler som Clauren. Vil Forf. forsvare sin Capriccio, maa det skee ved aabenbart at hylde den moderne og praktiske Æsthetik, der sætter [rettet fra: sættes] Vaas som et Genre af den komiske Poesie, og antager, at Læserne i Længden kunne more sig over at ingen Forestillinger meddeles dem, medens de ideligt vente at faae nogle. Da vi nødig ville tillægge ham saa bagvendte Meninger, finde vi det rimeligere, at udlede det omhandlede Stykkes Mangel baade paa Betydning og Form af en ubunden Phantasies Misbrug, men vi skulle ikke undre os, om Ukyndige ville antage "Capriccio" for Kunstudtryk paa det Slags komisk Poesie, vi nylig omtalte. Vi maae meget lægge Hr. A. paa Hjerte at betænke Forskjellen mellem det Ulogiske og det Phantastiske, mellem det Usammenhængende og det Komiske, mellem Caprice og Genialitet. Vi raade ham at sætte Priis paa de sidste Egenskaber og være overbeviist om, at de saare vel kunne ytre sig uden de første. Den, der troer at maatte sætte sig op mod sund Sands for at phantasere kraftigt, bærer sig ad som en Mand, der vilde kuldkaste en ordnet Statsforfatning for at gifte sig, eller træde ud af det borgerlige Samfund for at spise godt; thi han berøver sig netop de gunstigste Betingelser for at naae sin Hensigt.

Da Anm. kun vilde nævne et Par væsenlige og hyppigt forekommende Feil i den Andersenske Poesie, forbigaaer han Meget, som i en udførlig Kritik maaskee med Nytte kunde afhandles, f. Ex. hvorvidt Digteren overalt har været heldig med at vælge en Form, der passede for hans Stof (Slg. det sjellandske Sagn S. 14 o. flg.). Endnu hellere overlades det til Andre at udpege de mange unyttige Fylde- og Flik-Ord, hvormed Hr. A. giver sine Vers den behørige Længde, og de paafaldende Feil mod en rigtig Bogstavering, hvorfor han saa ofte har hørt ilde uden derved at blive opmærksommere. - Vare Samlingens fleste Digte saa gode, som adskillige sanddrue og livfulde jydske Naturskildringer, hvilke Anm. virkeligt anseer for Mønstre af malende Poesie, vilde det ogsaa været overflødigt at bebreide Forfatteren hvad her er bebreidet ham: det var da aabenbart, at hans Poesie havde taget en særdeles roesværdig Retning; men ligesaa levende som han kan skildre hvad han har seet og oplevet, ligesaa confuse ere ofte hans blotte Phantasier, ligesaa uklare mange af hans Begreber.


1) Blandt Andet elsker Digteren sin Ven ligesaa høit, som en smuk Farve: "Jeg elsker Vennen høit som Himlens Blaa" (TILBAGE)