DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Anmeldelse af "Ole Lukøie", Eventyr-Comedie i 3 Acter

Reviewed in

Nord og Syd.

Reviewer

Goldschmidt, Meïr Aron

Published

1850.

Reviewed works

Ole Lukøie

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review of Ole Lukøie, Eventyr-Comedie i 3 Acter, by M.A. Goldschmidt in Nord og Syd, vol. 3, 1850, p. 249-258.

Man har paa Fransk en Comedie, der hedder Victorine ou la nuit porte conseil; Stykket have vi ikke seet, men Indholdet have vi seet gjengivet i en Ballet, der hedder la jolie fille den Gand. en ung, smuk Pige har Valget imellem et fornuftigt Ægteskab, som hendes Familie anbefaler, og en usikker, fristende Kjærlighed. Hun giver efter for Fristelsen, lader sig bortføre, gjennemlever et eventyrligt, lidenskabeligt Liv, bliver forladt, knytter nye Forbindelser, der stedse fjerne hende mere fra hende selv og styrte hende ud i nye Forvildelser, indtil hun endelig finder sig forstødt af Alverden, forfulgt af Skjændsel og Ulykke, overgiven til den haabløseste Fortvivlelse, da - vaagner hun. Det var kun en Drøm, som hun havde, da hun var gaaet tilsengs med kjæmpende, fristet Sind, Aftenen før Afgjørelsen skulde finde Sted.

Ved at omtale dette er det ikke vor Hensigt at beskylde Andersen for at have "laant" Ideen til "Ole Lukøie", hvori hele Begivenheden ogsaa er en Drøm; Tanken frembyder sig altfor naturlig for den poetiske Afbenyttelse, til at ikke en Digter af sig selv skulde kunne finde den; han kunde ogsaa, og med fuld Berettigelse, have taget den til dramatisk Bearbejdelse fra de Fortællinger, hvori den forekommer, f. Ex. i Jean Pauls "Nytaarsnat" - hvor et ungt Menneske drømmer, at han er bleven gammel og har forspildt sit Liv - og Hovedsagen ved en saadan poetisk Idee bliver derfor altid Maaden, hvorpaa den bruges. Det er af Hensyn hertil, at vi nævne la jolie fille de Gand. Man vil have lagt Mærke til, at den unge Piges Drøm, der foregaaer synlig for Tilskuerne, er hendes Samvittigheds Forestillinger, alle de Betænkeligheder, hun selv har gjort sig, i Forening med den Erfaring om andre Pigers Skjæbne, som er naaet til hende. Det er en Drøm, der er opdigtet med Sindrighed og tillige i Overeensstemmelse med det Naturlige; det er den unge Piges skjulteste Tanker, der blive til Virkelighed, og deri bestaaer Stykkets poetisk-tiltrækkende Magt, idetmindste som Ballet.

I "Ole Lukøie" er det en ung og fattig, men fornøiet Skorsteensfeier, der drømmer. Han burde maaskee ikke være ganske fornøiet, men lide under et eller andet lille Tryk, som han troede at kunne afhjælpe med Penge. Det er sandt, han har seet den rige greves Værelser, og da han kom hjem til sin tilfredse og kjærlige Slægtninger, var Nabo Blake der og anpriste Rigdom: "Penge gjør Alt", "for Penge man Alting kan faae"; men denne Anpriisning fandt Sted i abstract Almindelighed, uden at fristende Billeder traadte til, og saa lidet Indtryk har det gjort paa Christian, saa lidet føler han personlig Fattigdommen, at han senere, da han kan faae tre Ønsker opfyldte, først ikke falder paa at vælge Andet end "kogte Aal og Chokolade". Dog, lad ham drømme, Ole Lukøie staaer over ham med udslaaet Paraply.

Vægteren piber, der er Ildebrand, men det er kun Skorsteensild, og Christian, som er kommen ud paa Gaden, møder et Spøgelse. Det er en Dagdriver, der har tabt "Livets Perle" ved at drive paa Østergade og ikke kan finde Perlen og faae Ro, før - dette er noget dunkelt udtrykt, men Meningen er nok - : før han har truffet et nøisomt og tarveligt Menneske, der er glad ved sin Stilling i Livet og gjør den Gjerning, som hører til. Spøgelset finder efter nogen Samtale Behag i Christian og tilbyder ham at faae tre Ønsker opfyldte. Det Første, som Christian vælger, er allerede nævnt; det Andet er: saamange Specier, som han kan bære. Spøgelset seer, at han er ufornuftig, og beder om, at Opfyldelsen af det tredie Ønske maa være afhængig af hans (Spøgelsets) Godtbefindende, hvilket christian med Fornøielse tillader. Nu slaaer Christian stort paa og indbyder alle de Folk, for hvilke han har feiet Skorsteen, til Bal. Der er Grever og Baroner, et Par spanske Dandserinder, en berømt Sangerinde, en kjøbnehavnsk pjattende Salondame med sin Datter, med mere Pjat. En Greve (eller Baron) laaner Penge af Christian; men denne opdager midt under Ballet, at han ikke har flere Penge, og da han er drømmeagtig forelsket i den spanske Dandserinde og maa have Rigdom for at kunne behage hende og "gjøre hende lykkelig" gaaer han ud paa Gaden for at træffe Spøgelset og faae "Penge nok". Men ifølge Aftalen vægrer Spøgelset sig ved, nu at opfylde det tredie Ønske. Da kommer Nabo Blake og tilbyder ham Penge nok; Christian erindrer, at man altid har hvisket Allehaande om den rige og kolde Nabo, og er bange for at tage imod hans Hjælp; men Fristelsen faaer Magt over ham. De følges ad til Blakes Marchandiserboutik, hvor Meublerne dandse, og her gjentager Fristeren sit Løfte om at give ham Penge nok, imod at han da aldrig maa være glad og synge, og da Christian tvivler om, at han kan lade dette være, siger Blake, at dermed har det ingen Nød, naar han blot maa lægge Haanden paa hans Hjerte: Dette bliver derved en Slags "mekanik", og i samme Øieblik, som Christians ungdommelige Liv forsvinder, aabnes Skuepladsen, og man seer Christians gode Aander hylle Sørgeflor om hans Ungdoms-Rosenbusk og bringe det til Graven. - Nu er Christian rig, han har faaet en Guldkjede, hvorfra hvert Minut falder en Ducat eller en Specie, men han kan ikke være glad; Hjertet er jo kun et Uhrværk; han og hans muntre og fornemme Selskab udklæder sig som Amagere, ja, som Chinesere, men han er tung og nedtrykt; han er ogsaa ukjærlig imod Bedstemoder og Marie og vil sende dem fra sig, og medens han nu staaer fortrædelig, tungsindig og misfornøiet, skyder endda "Konen for Sot og Syge" og hendes Dueslag frem af Jorden; hun aver og opdrager sine kjære Smaa, alle de deilige Sygdomme, der skulle voxe op og drage ind i den rige Christians Huus. Christian byder hende Penge for at drage bort, men hun svarer ham med en Haanlatter, Dueslaget skyder høiere op, og en af de yndige Smaa, Apoplexien, slipper ud og flyver ind i Huset. Derinde døer Bedstemoderen, og nu træder Døden ud til Christian og minder ham om, at de engang skulle mødes for Alvor. Angrende og fortvivlet vil Christian af med Rigdommen og igjen være Skorsteensfeier; han bortkaster Guldkjeden; men den kommer igjen, han kan ikke blive af med den. Da husker han paa Spøgelset og sit tredie Ønske, anraaber sin gode Skjæbne, og see, da er Spøgelset der, og hans tredie Ønske er: at blive af med Rigdommen. Næppe er det sagt, saa skyder en Rosenbusk op af Jorden, og paa den hænger Dagdriverens saa længe eftersøgte "Livets Perle", og medens Spøgelset symbolsk plukker alle de Roser, som den Fattige i Virkeligheden kan plukke: Kjærlighed, Sundhed, Munterhed, Læsning i gode Bøger o.s.v., vaagner christian, Ole Lukøie slaaer sin Paraply ned, Bedstemoder og Marie ere hos ham og lykønske ham paa hans Geburtsdagsmorgen.

Passer nu dette Indhold til Drømmeformen? - Man tør nok temmelig sikkert paastaae: Nei, saaledes vilde en Skorsteensfeier, et ungt Menneske af de "simple Folkeklasser", ikke drømme, og saaledes gjenfinder Folket, der seer til, heller ikke sine drømmende Phantasier om Rigdom og Fattigdom med sammes Lykke og Ulykke, Fred og Ufred, Sorg og Glæde. Det indrømmer ikke, at man nødvendigviis maa blive sørgmodig ved at faae Penge; det forstaaer ikke, at Christian bortgiver eller mister sit Hjertes Ungdom og Munterhed, thi Saadant skeer jo kun, naar man har gjort det Onde; dets utaalmodige Sind er nærved at sprænge Blakes Uhrværk og lade Christians Hjerte slaae høit af Glæde; det vilde ogsaa arrangere Alting anderledes, til Selskab og Lystighed vælge ganske andre Folk end Grever og Baroner, udklædte som Chinesere eller desl., og de underlige, kjedelige Damer fra en Verden, som det ikke kjender, Christian skulde blot komme ud, et Skridt udenfor Lamperne, med alle sine Penge, han skulde nok blive glad, thi der er stærke og varme Hjerter; det anerkjender heller ikke, at "Konen for Sot og Syge" har Ret til at forfølge Christian, fordi han er bleven rig, thi Fattigdommen har ikke Privilegium paa Sundhed; det forstaaer endelig ikke, hvorfor Christian, der holder saa meget af Bedstemoder og Marie, bliver ond og karrig imod dem, da han dog forresten slet ikke er karrig; i "Pottemager Walter", med hvilket Stykke "Ole Lukøie" i denne Henseende har megen Lighed, bliver Walter ond imod Hustru og Børn og imod Alle, men det er, fordi han har hengivet sit Sind til det kolde Guld, fordi Gjerrighedens Aand har betaget ham, og dette er symbolsk udtrykt i den gribende Scene, hvor han lover Had til Alt, fra "Skovens grønne Liv" og "alle muntre røde Blomster" til "Himlen og det Himmelblaa" og det, som er ovenover. Men hvorledes kan den skikkelige, uskyldige Christian i Drømme komme til det samme Resultat, hvorledes kan han komme til at gjøre en Erfaring, der ikke ligger i hans Bevidsthed, naar han er vaagen?

Denne Feil straffer sig selv som enhver Synd mod det poetisk Sande og Naturlige; Stykket vækker ikke livlig Deeltagelse, Folket føler instinctmæssig, hvad vi her vilde udtrykke saaledes: at "Ole Lukøie" synes os at stille Rigdom og Fattigdom i temmelig abstract, kjød- og blodløs Almindelighed overfor hinanden og med nogen Vilkaarlighed i Anordningen, med Sol og Vind ulige fordeelt, tilveiebringe en Seir for den moralske Sætning, der udtales i Begyndelses- og Slutningssangene, at Sundhed og godt Humeur er bedre end Rigdom. Visselig skal Poesien være moralsk; men, vi gjentage det: Moralen er ikke Poesi. Man pleier ikke at fordærve Folks Moralitet ved at udtale umoralske Sætninger fra Theatret; de Synder, som fra Scenen ere begaaede i denne Retning, have bestaaet i, at man har fordærvet Folks Phantasi; Poesiens Moralitet bestaaer selvfølgelig i at berige Tilskuerens Phantasi med sande og skjønne Billeder af Livet. Naar Poesien blot er sund og livsfrisk, tvangfri og naturlig, saa ligger Moralen i den, uden at man har lagt Mærke til, hvordan den er kommen ind.

Feilen kunde været skjult, hvis der havde været meget Lune, megen folkelig Humor og Lystighed i Stykket - hvilke muntre folkelige Scener kunde forresten ikke været tilveiebragte ved at lade Skorsteensfeieren drømme selv og blot holde et poetisk vaagent Øie med hans Drøm -; men det synes næsten, som om den Tankeanstrængelse, den respectable Omhu for at tilveiebringe noget Sindrigt, som Digteren [rettet fra "Digterne"] har anvendt, har tynget hans glade Lune. Andersen har villet være philosophisk, Noget, der hverken baader Poesien eller Digteren. Dog, det gaaer hermed som med Moralen: i det sande Digterværk ligger Philosophien, den kloge Tanke, uden at den voldelig er stræbt indlagt deri; den ligger ogsaa i mange af Andersens Eventyr, skjøndt Eventyrets Genius visselig af alle Bøger mindst studerer Fichte eller Hegel. Med Andersen turde det imidlertid være Tilfældet, at der foregaaer en Udvikling, at han befinder sig paa Gjennemgangen til et nyt og modnere Stadium, og Kampen maa da blive synlig i de Værker, han imidlertid frembringer; hans gode Digternatur vil nok selv føle, om den kan magte det Nye, den søger at optage i sig, eller om den skal gaae sin egen Vei.

Men vi troe i alt Fald, at han paa Theatret maa opgive Meget af det, han nu bringer derover fra Eventyret. Gjennem det Referat, vi her have givet af "Ole Lukøie", vil man formeentlig - saa ufuldstændigt det end naturligviis er - have forestillet sig meget Smukt og Phantasirigt; men Phantasibilleder, der indeslutte en symbolsk Tanke, tage sig ikke ud paa Scenen, de ere bestemte til at sees med lukkede Øine, og det bliver tilsidst en Tilintetgjørelse af alt det Eventyrlige, naar man skal see det udført haandgribeligt. For Ex. "Livets Perle", som Dagdriveren endelig finder: den hænger paa Rosenbusken, der skyder op. Vi faae en Perle at see, en virkelig (falsk eller ægte) Perle. Men, selv om vi see nok saa nøie paa den, opdage vi dog ikke det, vi egenlig tænkte os ved "Livets Perle". Saaledes ogsaa Guldkjeden, der bortkastes, men stadig kommer igjen; her forsvinder det skjønne Symbol, og Skuespilleren seer ud som en Bosco, der gjør sine Kunststykker. Eller Meublernes Dands i Marchandiserens Boutik, Ildtangen, der efterligner Balletdands: Sligt kan man læse om og forestille sig med Fornøielse, men man finder det lidet poetisk, naar Maskinmesteren bringer det paa Scenen. I et Børne-Eventyr fortælles om en Mand, der havde en Hund ved navn Brydstaalogjern; om vi nu paa Scenen saae en Mekanik-Hund, der brød Staal og Jern, saa var det dog ikke Hunden; thi Eventyret tænker paa Mandens stærke Villie. Eventyret driver Gjæk med den, der vil gribe det og kramme det. Herom have vi imidlertid udtalt os vidtløftig i Anmeldelsen af "Meer end Perler og Guld", og den maa gjælde for alle de Exempler, vi undlade at anføre.

Ved vor Bedømmelse af dette Stykke ville Nogle maaskee endnu sige: Men det var jo kun i Casino! Vi ville ikke strides herom i dette Tilfælde; thi man vil dog vel næppe sige: Men det er jo kun Andersen.