DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Dramatisk Litteratur

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Wilster, Christian

Published

1832.

Reviewed works

Bruden fra Lammermoor, Ravnen eller Broderprøven

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (published anonymously, written by Chr. Wilster) of Hans Christian Andersen: Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter, Copenhagen 1832 and Ravnen eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr), Copenhagen 1832.
[In a review of several works entitled 'Dramatisk Litteratur' (Dramatic literature), in which at first Thomas Overskou's vaudeville 'Kunstnerliv' and Wilhelm Holst's dramatic idyl with songs, 'Maigildet' is covered and after Andersen Paludan-Müller's 'Kjærlighed ved Hoffet'. Maanedsskrift for Litteratur, vol. 9, 1832].

Skjøndt vor Poesie i de senere Aar har tabt i Friskhed, Kraft og Fylde, ja vel ogsaa i Nationalitet, saa er det dog unægtelig en Vinding, at der er gjort adskillige ret heldige Skridt til at indtage Comoediens Mark, der saa længe havde ligget næsten ganske brak, til Fredning og Opdyrkelse. Efterspore vi Grunden til denne vor Poesies nye Retning, der nødvendigen hos Mange har maattet kjøle Enthusiasmen for den alvorligere og kjernefastere Poesie, da bliver samme sikkert ei alene at søge i en udvortes Anledning, men snarere i en Forandring af Tidsalderens Character, Smag og Interesser. Det er noksom bekjendt, at en oprindelig fransk Digtart gav en mærkelig Impuls i saa Henseende; den blev omplantet af en talentfuld Digter, som med Smag og Vittighed forstod at lempe den efter den nye Jordbund, og nogle helduge Skildringer af nationale Characterer og Sæder bevirkede, at man snart glemte den fremmede Herkomst. Vaudevillen gjorde derfor ualmindelig Lykke, hvortil naturligviis ei alene dens eget poetiske Værd, men ogsaa dens musikalske Element maatte bidrage meget, især da den fremtraadte paa en Tid, da en over den største Deel af det dannede Europa udbredt Forkjærlighed for Musiken, der hos Mange næsten gik over til en Manie, ogsaa var bleven herskende hos os. Det var en Selvfølge, at denne nye Digtart maatte tilfredsstille de Musiklystne, da den frembød et Udvalg af musikalske Lækkerbidskener; men da den, som sagt, ikke fremtraadte som en mekanisk upoetisk Omplantning, maatte den tillige behage dem, som af ethvert poetisk Arbeide fordre Poesie, selv om deres Aand og Hjerte her fandt en langt ringere Nydelse, end i den Poesie, til hvilken de allerede fra yngre Aar havde sluttet sig med Liv og Sjel.

At Adskillige vandrede med plumpe Skridt paa den nye Bane, og dog vandt Bifald hos det større Publikum, er heel begribeligt, men vedkommer os ikke her, saa lidet som Besvarelsen af et Spørgsmaal, som vi ikke kunne undlade her at opkaste i Forbigaaende; nemlig, om ikke maaskee denne Digtart har bidraget en Deel til at give Publikum en overveiende Tilbøielighed for den mere overfladiske og morende, end grundige og begeistrende Poesie, og en større Lyst til let end til nærende poetisk Føde, hvorved adskillige Digtere ere komne i Vane med at vise Modesmagen en for Poesien skadelig Føielighed, som vel er beklagelig, men ingenlunde paafaldende, da der i de senere Aar ikke er fremtraadt nogen mægtig poetisk Genius, som kunde aabne en aldeles ny Vei, og give Tidsalderens Smag en anden Vending. Her ville vi blot bemærke, at Vaudevillens poetiske Bestanddeel sikkert har været en virksom Anledning til, at man har begyndt at behandle Familie-Comoedien, og Begyndelsen maa udentvivl kaldes heldig, skjøndt der endnu er meget tilbage at ønske, især hvad Grundighed, Originalitet og Selvstændighed angaaer. Men den omtalte forandrede Retning i vor nyeste Poesie kan dog ikke udelukkende tilskrives hiin udvortes tildeels tilfældige Paavirkning, i det mindste maa man hos Nationen i Almindelighed forudsætte en Modtagelighed for, ja en Trang til en saadan Forandring, der er dybere, end den blotte Lyst til Nyhed, Afvexling og Mode, og denne Modtagelighed maa grunde sig paa Folkets Tænkemaade og Anskuelser. At en Tidsalder i Smag og Tilbøielighed endog næsten antipodisk afviger fra den foregaaende, er ikke at betragte som en Følge af den menneskelige Ustadighed, men ligger vistnok i en Naturnødvendighed, hvorved den aandelige Stagnation forekommes. En saadan Omskiftelighed finde vi ikke blot hos characterløse Vendekaaber, men ogsaa stundom hos genialske poetiske Mennesker, hvis Aand, naar den en Tidlang har været begeistret for en vis Idee eller en vis Poesiegreen, og har udtalt sin Begeistring, paany forelsker sig med ungdommelig Varme i poetiske Idealer, der ere ganske forskjellige fra Gjenstanden for den tidligere Kjærlighed.

Betragte vi nu Folkeaanden som en saadan bestandig ungdommelig Aand, og saalænge den ikke er falden i Dvale, er den i det mindste receptiv poetisk, da er det ikke en Følge af Ustadighed, men snarere af denne sig regenererende Ungdommelighed, at, naar en Tidsalder har skjenket en vis Retning af Poesien sin næsten udelukkende Kjærlighed, da knytter den følgende Tidsalders Hjerte sig fast til en ganske ny Gjenstand; saaledes er skifteviis Melpomene og Thalia den fortrinligen tilbedede Gudinde, uden at dog derfor den mindre hyldede nogensinde ganske savner Dyrkere; saaledes staaer snart den dybere og alvorligere, snart den flygtigere og spøgende Poesie høiest i Folkets Gunst. Vel har denne Omskiftning noget Smerteligt ved sig, og har ikke uden Grund foranlediget mange bittre Klager over Folkets Ustadighed og Utaknemmelighed, især naar den nye Afgud hører til en ringere Gudeslægt end den gamle, men er den, som vi troe, en nødvendig Betingelse for det aandelige Livs Sundhed og Opfriskning, da bortfalder i det mindste for den rolige Beskuer en stor Deel af Klagen, og betænker man dernæst, at den lydelige Jubel jo ikke altid er det sikkreste Beviis paa varm Henrykkelse og Taknemmelighed, da sand Beundring og Høiagtelse ofte er stille i sine Yttringer, saa vil hiin Beskyldning for Uskjønsomhed neppe befindes at være saa grundet, som den ved første Øiekast synes at være. Ogsaa den gamle Digters melancholske Udbrud: exstinctus amabitur indeholder en skjøn og opløftende Trøst for enhver udmærket Genius, som klager over Samtidens Usytadighed, men kun den Udmærkede kan med Tryghed forlade sig paa denne Trøst.

Som en nødvendig Følge af den omtalte Omskiftelighed betragte vi ogsaa den nyeste Retning i vor Poesie; vi spørge her ikke, om den maaskee er mindre sund og styrkende for Nationens aandelige Kræfter, thi hvor bestemt man end for Tiden maa antage dette, saa kan den jo muligen være Overgangen til noget Fortrinligt; derimod maae vi gjøre opmærksom paa et andet Synspunkt, hvorfra denne Forandring i Tidsalderens poetiske Smag vist ogsaa bør betragtes, og hvorved den bliver mindre paafaldende. Det ligger udentvivl i Sagens Natur, og bekræftes tillige af Historiens Vidnesbyrd, at naar der ovenpaa en politisk stærkt bevæget Tidsalder, i hvilken Menneskets Aand fastest knytter sig til Livets Alvorsfærd, til det Høiere og Dybere, følger en Periode, i hvilkenden nærmest slutter sig til det fredelige og selskabelige Liv, daa maa ogsaa Sandsen for Poesien baade hos Folket og de yngre Digtere undergaae en lignende Forandring; da afløses den mere lidenskabelige og glødende Poesie af en roligere og koldere, som tilfredsstiller Tidsalderens Trang til let og behagelig Tidsfordriv, ved at skjenke en underholdende, godmodig og stille Morskab, hvorved Sindet føler et roligt uforstyrret Velbehag, uden at de dybere Følelser komme i Bevægelse. En lignende Vending tog Poesien f. Ex. i Grækenland efter Philips Tid, og i England efter de Stuartske Uroligheders Ophør. Hovedformaalet for denne Poesie er Moroe og Forlystelse; derfor udtaler den sig gjerne i Romanen eller Comoedien, da disse Digtarter lettest træde i Berørelse med det huuslige og selskabelige Liv, som under slige Omstændigheder er Centret for de fleste Menneskers Interesse. Det er ogsaa naturligt, at Poesien, for at opnaae dette Øiemed, gjerne sætter sig i Forbindelse med de Kunster, paa hvis kraftige Medhjelp den kan gjøre sikker Regning, thi ligesom den Poesie, der nærmest gaaer ud paa at begeistre for en Idee, som oftest skyer Alt, hvad der kunde drage Opmærksomheden bort fra Ideen: saaledes er den Poesie, hvis Hensigt er at adsprede og more, tilbøielig til at samle en Mængde Forlystelsesstof, selv om den skal hente samme udenfor Poesiens Enemærker, navnligen hos Musiken og Skuespillerkunsten. Jo lettere nu den dramatiske Poesie, om hvilken vi her nærmest tale, ved slig Forbindelse udsætter sig for at tabe sin Selvstændighed og blive en Slave af andre Kunster, desto farligere kan denne nye Retning vorde, desto lettere forledes Digterne til at levere løseligen udkastede Arbeider istedetfor Kunstværker, da Visheden om fremmed Bistand er forførerisk; og jo mindre strengt Publikum pleier at være mod et Drama, som ledsages af smuk Musik eller fortrinlig scenisk Fremstilling, desto mere er det at befrygte, især af de yngre Digtere, at de vænne sig til Overfladiskhed; at de troe at fyldestgjøre Poesien, ved at levere tækkelige Vehikler for hine Kunsters Udøvelse; og at de betragte deres Kunst som et Slags selskabeligt Talent, hvis Formaal er i den store Folke-Selskabssal, Theatret, at tilfredsstille æsthetisk Sandselighed.

I det Hele er enhver egennyttig og deelt Interesse farlig for den genialske Kunstkjærlighed, som let taber sin Reenhed og Inderlighed, naar den af Bihensyn forstyrres i sin Beskuelse. Det er derfor vistnok Critikens Pligt, at advare vore Digtere mod disse Farer, og at opmuntre dem til, ikke at tabe Poesiens høie Betydning af Sigte, men bestandig at have denne for Øie, selv om de sætte deres Kunst i Forbindelse med andre Kunster. I modsat Tilfælde ville de gradviis undergrave deres eget Talent; thi ved altfor nemt og trivielt Arbeide svækkes Aandens Kræfter, og lettelig nedværdiges da Talentet til en blot Routine, ligesom Kjærligheden tillige afkjøles til lunken Interesse. Er end maaskee den omtalte Forbindelse af flere Kunster nødvendig med Hensyn til Tidsalderens Smag, og ønskelig med Hensyn til dens Tarv: saa følger dog deraf ingenlunde, at den ene Kunst skal opoffre sin Selvstændighed for den anden. For nu at hente Exemplet fra den Digtart, hvori en saadan Forbindelse er inderligst, saa er det jo dog kun en Fordom, som rigtignok har gammel Hævd, at Poesien er en temmelig ligegyldig Ting i en Opera, da det jo dog er en Selvfølge, at det blandede Kunstværk maa vinde i Fuldkommenhed, og skjenke forhøiet Nydelse, naar Bestanddelene hver for sig besidde eiendommeligt Værd, men i vore fleste Operaer er Poesien den lamme og grimme Vulkan, som hinker afsted ved Siden af den skjønne Fru Venus; og hvorfor skulde man ikke ønske Gudinden en tækkeligere Gemal? Hun vilde vist ikke tabe derved. Det synes at være paa Tiden, at ogsaa Operapoesiens Vornedskab ophæves, og man maa derfor dadle enhver Digter, der saa at sige sælger Poesien som Slavinde til Musiken; ligesom man maa beklage ham, naar han derved bortødsler sine Kræfter og nedværdiger sin Kunst; fremmede Operaer maae vi for Musikens Skyld tage som de ere, men have vi selv det Held at eie talentfulde Componister, da bør vore Digtere kun sende velskabte poetiske Børn i deres Syngeskole, og om endog Operatexten efter denne Digtarts Natur kun kan være løselig skitseret, saa gives der jo ingen antagelig Undskyldning for en lignende løselig Behandling af den lyriske Bestanddeel.

Vi gaae nu over til at undersøge, hvorvidt disse Fordringer ere tilfredsstillede i fire af de nyere Theater-Digtninger, og til Slutningen ville vi henvende Læserens Opmærksomhed paa et Drama, som ikke blot anbefaler sig ved en for Tiden ikke hyppig Selvstændighed, men tillige vækker Interesse ved sit Værd og glædelige Forhaabninger som et Arbeide af en nylig fremtraadt Digter.

[Herefter følger så 1) Kritik af Kunstnerliv. Vaudeville af Th. Overskou,
2) Kritik af Maigildet. Dramatisk Idyl af W. Holst og
3) Kritik af:]


Bruden fra Lammermoor. Originalt Syngestykke af H.C. Andersen.

Vi have her et poetisk Exempel paa hvad Juristerne kalde Paabygning (inædificatio) og in specie Bygning med fremmede Materialier paa egen Grund. Hvorfra Digteren henter sit Stof, fra Krønike, Sagn, Novel eller Roman, er aldeles ligegyldigt, naar kun Stoffet er uforarbeidet i og for sig, eller dog er at betragte som saadant med Hensyn til den nye Behandling, han veed at give det; men i modsat Tilfælde maa Eiendomsretten til den nye Bygning frakjendes ham, da den kun tilsyneladende er ny. Det er vistnok en høist mislig Sag, at omdanne en Roman til et Drama, hvilket ogsaa Hr. A. i Fortalen yttrer, men selv Litteraturens talrige Fortællinger om de Søfarendes ynkelige Skjebne, der beseilede dette Farvand har ikke afskrækket vor Forfatter, og ansporet af det betænkelige Ordsprog: dristig vovet halvt er vundet, har han begivet sig paa en Fart, som maatte føre ham ud i en Malstrøm. Faa Romaner ere, næsten indtil Smaalighed, saa udarbeidede, som Walter Scotts, faa ere derfor mindre skikkede til at afgive Stof til nye Digterværker, i det Mindste for Tiden. Det er mærkeligt at see, hvilken Umage Hr. A. gjør sig, for at hjemle dette Stykkes Originalitet. Ikke blot paa Titelbladet anfører han det aldeles overflødige Prædicat: originalt, men Fortalen er et Slags Defensionsindlæg for hans Eiendomsret, mod hvilket Anm. maa fremlægge et Contraindlæg, hvori han kortelig vil belyse, hvorledes Hr. A. har opført den nye Bygning, og hvad han af egne Midler har bidraget til dens Opførelse og Udpyntning.

Omtrent Halvparten af hele Stykket er ordret udskrevet af Pastor Boyes Oversættelse af Walter Scotts Roman, tildeels i Forkortninger og med nogle Ordomsætninger for Jambernes Skyld, der ere skjødesløst behandlede, og ikke engang frie for at være blandede med Alexandriner. Foruden de aldeles ordrette Scener gives der adskillige, som bestaae af udplukkede Stumper af Romanen, blandede med egne Tilsætninger. Den anden Halvpart bestaaer deels af Fyldekalk og Overgangsphraser, der enten middelbart flyde af Romanen, eller følge af de Forandringer, Forfatteren har maattet gjøre for den dramatiske Forms Skyld, deels af Sangnummere, hvori man lettere vil finde Trivialiteter og Reminiscentser, end Poesie og nye Tanker. Denne besynderlige Sammensætning af Stumper, der ere af høist forskjellig Bonitet, tager sig latterligt ud; snart er det Esaus Klæder og Jakobs Røst, snart omvendt, og det blandede Sprog gjør hele Stykket til en stor skurrende Duet, hvori man afvexlende hører en mandig Tenor og en skrattende Fistel. - Nye Situationer findes der ikke, men derimod et Par forandrede, der deels vise, at Hr. A. ikke har forstaaet Romanen, deels ere saa plumpt behandlede, som om han havde villet give os en Parodie. Vi ville ikke tale om Lucie Ashtons usandsynlig svage Indvendinger mod at ægte Bucklaw, eller om hendes Dødsmaade, som i Syngestykket er ligesaa hyperromantisk og unaturlig, som den i Romanen er naturlig og forberedet med stor poetisk Kunst, thi disse Feil hidrøre tildeels fra det Hovedmisgreb at omgjøre Romanen til et Drama; derimod har Forfatteren tilladt sig en Forandring, som aldeles ødelægger Heltindens Charakter. Denne Pige, et af de undseligste og beskedneste qvindelige Væsner som W.S har skildret (fine, delicate and fragile), er her parodieret bleven saa dristig, at man næsten kan kalde hende uanstændig. Ved sit Ophold paa Ulfsfjeld lister hun sig nemlig "sildigt ud paa Natten" ganske alene ind til Herren af Ravenswood, som det hedder, for at bede ham, ikke at dræbe hendes Fader, der opholder sig under hans Tag, en Frygt, der dog var saa meget mindre grundet, som R maatte være det største Uhyre, naar han brydende Gjæsteretten vilde myrde den Mand, hvis Liv han for saa faa Timer siden havde reddet, især i Datterens Nærværelse; hun maa da enten være vanvittig, hvilket ikke er Hr. A.s Mening, eller hun maa have gjort dette Nattebesøg, for at frie til ham; og med Føie udbryder hun da ved sin Bortgang: "Mit Hjerte spaaer mig, Alt vil herligt ende" thi det tredobbelte Held 1) at finde sin unge Vært oven Senge paa den Tid af Natten, 2) at modtage Forsikkringer om, at hendes Fader har Intet at befrygte, og 3) at blive forlovet, maatte jo være et godt Varsel. Og dog gaaer en slig anstødelig Scene for god Mynt hos en stor Deel af Publikum, ikke blot fordi Musik let kan døve Eftertanke, men fordi denne Scene af en ung Digter, der engang vakte gode Forhaabninger, er indsmuglet under Walter Scotts Auctoritet, "thi under dette falske Flag de største Skjelmer fare". - Naar gamle Caleb (S. 48) indstændig beder sin Herre, ikke at ride til Ravenswood Slot, fordi det hedder i en gammel Vise, at

Naar sidste Laird til Ravenswood
Faaer sig en Død til Brud,
Den Havfrue fanger ham paa Stand
I Strandens Flyvesand.

da er der ikke mindste Mening i hans Anmodning, og dog findes samme Scene ordret i Romanen; men Hr. A. har enten glemt, eller ikke forstaaet en lille Omstændighed, som her er Hovedagen: Der staaer nemlig i første Linie af den Varselssang som forskrækker Caleb:

Naar sidste Laird til Ravenswood rider ud,[1]

hvilket vil sige, naar han som Gjæst besøger sit gamle Familieslot, men i sin Omdannelse af Visen har Hr. A. udeladt det Vigtigste. - Et Par Skjødesløsheder maae vi endnu omtale, da de ere ret characteristiske: Craigengelt siger (S. 33) i en Scene, hvoraf Halvparten her er ligesaa overflødig, som den i Romanen er nødvendig, at Ravenswood vil falde for det første Skud. skjøndt Talen er om Sværd og Fægtning. Bucklaw kalder (S. 34) Lord Turntip sin Moster (S. 16 staaer Mosterens rigtige Navn, nemlig Lady Girnington). En af de gamle Kjærlinger (S. 70) yttrer følgende ligesaa beskedne som latterlige Ønske: Gud beskjære os en grøn Juli (en lystig Juul). At samme Feil staaer i Boyes Oversættelse, er naturligviis ingen Undskyldning, thi selv af en Copist forlanger man dog, at han ikke tankeløs skal afskrive Conceptens Feil. Foruden nogle Bommerter mod dansk Stiil indeholder dette Stykke ogsaa Feil mod engelsk Retskrivning f. Ex. Dich, Scholto.

Vi have her blot udhævet de meest iøinefaldende Egenskaber ved dette Syngestykke, og vi overlade til Læseren selv at fælde Dommen efter disse Præmisser om dets Værd og dets Adkomst til at kaldes originalt; vi ville blot tilføie, at Hr. A. selv yttrer, at han har omskabt den walterscottske Roman til et originalt Syngestykke. Dog - maaskee vil En og Anden, trods Udtrykket originalt, mene, at det alene har været Forfatterens Hensigt, at levere et Vehikel for en musikalsk Composition. Denne Anskuelse vilde Anm. gjerne dele, naar ikke Fortalen med tydelige Ord viste, at Forfatterens Fordringer have været af en langt høiere Art. Fordi Øhlenschläger meget rigtigen har sagt, at Fremstillingen og Udviklingen ere saa forskjellige i dramatisk og episk Poesie, at Digteren med Rette kan kalde Værket sit, og ogsaa den første Idee dertil er taget andetsteds fra, og, fordi Øhlenschläger har skabt os sin Aladdin efter en bekjendt Fortælling, ligesom Røverborgen efter en Roman og Ludlams Hule og Rübezahl efter Folkesagn, derfor troer vor Forfatter at kunne kalde sit Arbeide originalt. Var det da blot den første Idee, som Hr. A. hentede fra Walter Scott? Nei! næsten hver Scene er laant, næsten hver Samtale er udskreven eller omskreven. Og nu hiin anmassende Parallelisme mellem et sammenplukket Syngestykke og en af Øhlenschlägers herligste Digtninger, den er, mildt sagt, forbausende dristig, især i en Forfatters Mund, som forsynder sig mod en anden berømt Digter ved at forhutle hans Arbeide, og som røber saa liden Sands for Poesien, at han troer, at et Digt lader sig sammensye af Stumper, ligesom et Gulvtæppe, og at Dialogen i en Roman bliver dramatisk, naar man blot sætter de Talendes Navne ovenover Replikerne. Den brugte Fremgangsmaade kan være saare nem til at vinde Bifald hos det større Publikum, hvis Sag det jo ikke kan være, at skille mellem Eiendom og laant Gods, og til at faae sit Navn udbasunet i Aviser som Forfatter til et Stykke, der er modtaget med Jubel, men ved Haandværksarbeider vindes aldrig Digterroes.

[Herefter følger som 4) en kritik af:]

Ravnen. Trylleopera efter Gozzi.

Opmuntret af den bekjendte Digter og Musiker Hoffmanns Yttringer har Hr. A. omdannet Gozzis Ravn til en Opera. Skjøndt dette Stykke altsaa kun er en Efterligning eller Omarbeidelse, og heller ikke udgiver sig for mere, vil dog visselig Enhver, som undersøger Sagen, finde denne Opera værdigere til at kaldes original, end det ovenfor drøftede Syngespil. Her er ikke en smuk Roman bleven forklemt og fortrykket ligesom en Chineserindes Fod, her er et dramatisk Eventyr omgjort ved Forkortninger og Forandringer til en beslægtet Digtart; her har Forfatteren ikke med plumpe Hænder lemlæstet et Digterværk og knap levnet det animalsk Liv, her har han respecteret Forgjængerens Arbeide, og stræbt efter bedste Evne at faae sin Lire til at klinge i samme Tone. Her seer man ikke Forfatteren som en excerperende Copist uddrage og afskrive større og mindre Stumper, stundom ganske tankeløst, og derpaa mechanisk sætte dem sammen; derimod seer man, at han har læst Gozzis Drama nogle Gange igjennem, derpaa lukket Bogen, og saa med god Hukommelse skrevet sin Opera paa frie Haand; derfor har den faaet, eller snarere beholdt organisk aandeligt Liv, skjøndt det ikke kan nægtes, at dens poetiske Sundhed har faaet et svært Knæk, og derfor kan den heeltigjennem forstaaes af Læseren, uden at han, som i Bruden fra L., behøver at gaae til Kilden, for at indhente Oplysning om Et og Andet.

Scenearrangementet er i Operaen, med Undtagelse af Expositionen, det samme som hos Gozzi, men adskillige Scener ere naturligviis udeladte, og oftere ere flere sammensmeltede til een; ligeledes er Adskilligt fortalt, som hos Gozzi fremstilles dramatisk. Sligt var nødvendigt, og da det i det Hele er skeet med Smag og Skjønsomhed, kunne vi Intet indvende derimod, og i det musikalske Partie maae vi finde Erstatning for Savnet af adskillige smukke opoffrede Scener og herlige Charactertræk, et Offer, der rigtignok er saa betydeligt, at de Læsere, der ellers ikke kjende Gozzi, just ikke ville faae synderlig gunstige Tanker om denne Digter ved at læse Hr. A.s Arbeide. Vi ville kun anmærke, at Armillas Kjærlighed til Millo er i Operaen næsten himmelfalden, hvilket ikke er Tilfældet hos Gozzi, der fortræffelig har vidst at hæve Usandsynligheden. At Forfatteren lader Havfruer istedetfor de sikkert ubrugbare Duer forkynde Jennaros Dom, er vistnok den heldigste af de Forandringer, han har tilladt sig, men at samme Havfruer lade sig tilsyne i Salen paa Slottet (S. 38), forekommer Anm. at være et hyperromantisk Operakneb, som ganske er blottet for al poetisk Sandsynlighed. Ved at indføre et heelt Chor af Vampyrer istedetfor en Drage, har Forfatteren undgaaet een Latterlighed, og udsat sig for en maaskee større, thi enkelt Mands Kamp med en Drage er en gammel Heltedaad, men Kampen med en hel Flok Utysker er latterlig, for ikke at tale om, at een Vampyr havde været tilstrækkelig. I det Hele har Forfatteren ruttet altfor Stærkt med overnaturlige Væsner, og aldeles uden Nødvendighed sat Alverdens Hexer og Aander i Bevægelse, saasom Gnomer, Kildealfer, Sylpher, Salamander, Havfruer og Vampyrer, hvilke sidste ere komne imode ved et uægte Byronsk Fragment; baade Gozzis og Shakspeares Exempel burde have lært ham, at Digteren bør være sparsom med Brugen af slige Væsner, og Besindigheden er vist ligesaa nødvendig i Skildringen af den fortryllede, som af den virkelige Verden. Naar man strax i Stykkets Begyndelse seer alle Elementaander i Bevægelse, saa fristes man til at troe, at der er begaaet en Forbrydelse, som maatte oprøre hele Naturen, hvilket paa ingen Maade er Tilfældet. Hvorledes Bajaderer komme til at dandse ved Brylluppet, er umuligt at begribe, da Handlingen ikke foregaaer i Indien.

Idet vi slutte disse Bemærkninger, gribe vi Leiligheden til at fremsætte et Ønske, som sikkert er Manges, nemlig, at Professor Meisling vilde fortsætte Oversættelsen af Gozzi, og dersom Hr. A. skulde have isinde at levere flere Operatexter, hvilket forresten neppe vil være nervestyrkende for hans Musa, saalænge han indskrænker sig til Omarbeidelser, saa bede vi ham for hans eget Digternavns Skyld alvorligen at betænke, om det ikke skulde være bedst, at lade Walter Scott i Roe, og heller levere os Arbeider af samme Art som nærværende, til Undskyldning for nogle af hvis Mangler vi med en lille Forandring i Gozzis Ord ville sige: det er vanskeligt at indlade sig med Ravne.

[Herefter følger 5), en stærkt positiv kritik af Fr. Paludan-Müllers skuespil Kjærlighed ved Hoffet ].


1) Boyes Oversættelse. (TILBAGE)