DK | EN
Review
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Review

Skip over navigation and news

Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Molbech, Christian

Published

1833.

Reviewed works

Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen, Samlede Digte

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (anonymous, written by Chr. Molbech) of Hans Christian Andersen: Aarets tolv Maaneder, tegnede med Blæk og Pen (The Twelve Months of the Year. Drawn by Ink and Pen) and Samlede Digte (Collected poems)
[In one review entitled: 'Om den nyeste danske Poesie. 2den Artikel' (On the latest Danish poetry. Second article). After the coverage of the two works by Hans Christian Andersen, Læsning for den fine Verden. Et poetisk Qvartalskrift, published by F.J. Hansen, Digte by F.J. Hansen, Digtninger by H.P. Holst, Digte, gamle og nye, by Christian Winther and Dandserinden, et Digt af Forfatteren til Skuespillet: "Kjærlighed ved Hoffet" are covered].
Maanedsskrift for Litteratur, vol. 10, 1833, p. 867-882.

Det er ikke let, i Betragtningen af den danske Poesies nyeste Frembringelser at giøre Overgangen fra et saa charakteristisk Phænomen, som det, Giengangerbrevenes Muse lod oprinde paa vor poetiske Synskreds, til andre samtidige, yngre Digteres Arbeider. Det større Lys fordunkler let de mindre; og hvor den eiendommelige Natur, Præget af Aandens Originalitet, af et Forraad paa egne og indenfra udviklede Aandsskikkelser og Livsbilleder fattes i Poesien: der bliver som oftest kun Gientagelse og evig Variation af bekiendte Melodier, af et eller andet Thema, som for Øieblikket er i Mode, tilbage; eller man møder visse almindelige Hovedtræk, der mere tilhøre Dagens poetiske Smag og Tone overhovedet, end den enkelte Poet i Særdeleshed. Som et saadant Træk hos endeel af vore yngre lyriske Digtere kunne vi nævne et vist riimlet og tankeflygtigt, mere billedrigt end aandrigt Lunespil, der glider sorgløst hen over Livets eensformige Overflade, uden at berøres af Tidsalderens stærke aandelige Rystelser. Man finder i det mindste hidtil kun faa Tegn til, at disses bevægende og giærende Kræfter have virket dybt paa Mængden af det 19de Aarhundredes danske Digtere; (en Undtagelse, hvor Spor af en saadan Virkning have begyndt at yttre sig, komme vi dog længere hen til at omtale). Men i det Hele ledes man ved vor nyeste Poesie snarest til den Forestilling: at Musernes Sønner (som overhovedet det hele Folk) i Danmark befinde sig i en rolig Tilstand, i et vist jævnt Velgaaende, hvori den ene Dag, uden stærke Bevægelser eller Omskiftninger, afløser den anden, og hvori man, uden betydende Savn, og uden Frygt for ubetimelig Afbrydelse, kan hengive sig til Øieblikkets Lyst, og til en stigende Tilbøielighed for Tidsfordriv og morende Adspredelse - hvorved dog i Almindelighed forudsættes, at denne ikke maa kræve for megen Hierne, eller en alt for delicat Smag. Man har, under denne poetiske Horizont, en naturlig Aversion baade for det Høie og det Dybe; og da man, af gode Grunde, finder det alt for ubeqvent, at flyve med Tankens Ørn for at naae et Standpunkt, hvor kun de store Masser af Bierge, Skove og Søer faae Betydning, bliver man gierne paa den jævne Slette, hvor man kan nøies med at flagre fra Blomst til Blomst, kurre elegisk ved den rislende Bæk i Lunden, eller, naar det kommer høiest, stige med Lærken over den grønne Eng og synge lyrisk i det varme Solskin. Men, for at more sig selv og andre, maa der dog ogsaa Spøg og Løier til; og da man ikke altid har nok af Forstandens og Vittighedens Element, ynder man mere den lystige og fiasende, end den ægte komiske Lune. Man har for megen Levemaade til at være drøi eller sarkastisk, og for lidt Alvor og Dybde i Følelsen til at være humoristisk. Til den brugelige Selskabs- og Conversationstone i Poesien, selv om den skal streife ind i det Ironiske og Satiriske, hielper man sig godt med den courante, tamme Vittighed, der i enhver velopdragen Cirkel finder Afsætning - og, her at bruge for meget Salt og Kryderi, vilde desuden let kunne fordærve Smagen for de unge Skiønne, som Digtere af en vis Classe og i en vis Alder saa gierne ville ansee for det gieldende Publicum. Da man nu dog ikke, i hvor flittig man endog er til, om Aftenen ved Theebordet at præsentere Fruer og Frøkener de om Morgenen lavede poetiske Vandbakkelser eller Sukkerbrød, kan naae omkring dermed i en ret vid Cirkel, saa har man fundet et beqvemt Middel til at beverte et heelt Publicum med ganske friske Poesier, ved at lade dem offentlig reciteres af en sonor og øvet Stemme, eller af en ung og smuk Skuespillerinde i de saa meget yndede Aftenunderholdninger paa Theatret.

Paa denne Maade er der i vor Poesie opstaaet flere Classer af Digte, paa hvilke man kunde grunde og anvende en ganske æsthetisk Inddeling og Terminologie. Saaledes f. Ex. er den moderne Damepoesie et vidt udstrakt Classebegreb, hvis gieldende Charakteermærker dog ikke ere lette at angive, da de, ligesom al anden Damepynt, ere underkastede Modens Forgængelighed. En anden Classe, hvoraf Meget tillige hører under den forrige, er Declamationspoesien, der undertiden har den Egenskab tilfælles med det, som er skrevet med sympathetisk Blæk, at det poetiske, man om Aftenen troede at høre, naar man næste Morgen vil læse det, er forsvundet. Vanskeligst at finde ud af, er hiin Slægt af Digte, som man, i Mangel af bedre Benævnelse, kunde kalde den moderne danske Lunepoesie. Den er betydeligt forskiellig fra den ældre; for det meste af et snaksomt, frugtbart, overhovedet godmodigt Naturel; og skiøndt den bærer mange Præg af en Ungdom, som dog hverken er Poesiens, eller den baggesenske evige Ungdom, hvorfor denne Digter i sin Tid var saameget i Orde, vil den undertiden giøre sig endeel ældre og klogere, end den virkelig er.

Men det var ikke med saa almindelige Træk, at her skulde berettes om de Poesiesamlinger, hvis Titler man ovenfor har læst. Anm. veed imidlertid neppe selv, hvorledes han vil kunne naae igjennem en saa stor Masse af lyriske Digte, som for en Deel forekomme ham, at ligge ganske udenfor hans Horizont. Dette maae han f. Ex. sige om Hr. Andersens "Aarets tolv Maaneder"; thi det er ham umuligt at fatte, hvad Resultat for Konst og Poesie der skulde komme ud af en saa formløs og hensigtsløs Sammenblanding af umodne poetiske Elementer. At her virkelig findes saadanne Elementer, vil vel ei kunne negtes; men at Hr. Andersen ikke forstaaer at finde det Trolddomsord, hvormed Mesteren tvinger de løsladte Naturaander (især maar de ere ret onde og gienstridige, f. Ex. i hans "November"), hører der heller ikke nogen dyb kritisk Sands til at mærke. Det kan ikke andet end giøre os ondt for saa mange smukke Ord og friske Billeder, som der kunde komme noget langt andet ud af, dersom de vare under den rette Pen, og Pennen under den rette Aand - thi det er sandelig dog ikke nok, at Haanden kan føre den med en aldrig trættet Hurtighed (en Mening, der synes meer og meer at rodfæste sig hos denne Digter). Det er heller ikke nok, at Hr. Andersens romantiske Muse i "de tolv Maaneder" paa eengang vil være elegisk, erotisk, phantastisk, humoristisk, ethisk, - ja, man skulde neppe troe det, endog politisk; thi den bedste Villie er ikke nok i Konsten; og hvor en Poet vil beverte med saamange forskiellige Ingredientser, maa han være en bedre Kok. Han maa ikke bestandig røre alle disse, ofte meget stridige Elementer sammen til en Riimgrød, som man dog snart bliver kied af, om den endog nok saa rigeligt drysses med Sukker; og han maae heller ikke troe, at det er nok, at have en poetisk Stemning og poetiske Øieblik, for at blive Digter. Hr. Andersen spørger et Sted (i de tolv Maaneder, S. 75 - uden al Anledning; men dette er hos ham kun alt for almindeligt):

Hvorfor tør jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strækker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?

Paa disse Spoergsmaal - som, hvis de endog i sig selv kun ere uheldige Udtryk, dog hos Hr. A. ere ganske charakteristiske - maae vi svare ham: at Barnets Rige ikke er i Konstnerens; og at naar Digteren har sine Tanker i Brystet eller Hjertet, gaaer det ham ikke bedre, end naar han har sine Følelser i Hiernen. Naturen veed bedre, hvad den gjør. Barnet selv bliver snart kied af Barnemad; og den mindst kræsne Smag kan ikke let finde sig i, stedse kun at bydes den samme usaltede Kost, om det endog skeer under mange forskiellige Skikkelser. Hr. Andersen, hvis Muses godmodige og harmfrie Selvtilfredshed ikke let mærker til, naar denne Følelses Yttring bliver Andre til Besvær, kan derfor heller ikke let blive kied af at røre de samme Strænge, hvis tidligste barnlige Toner man gierne hørte, fordi de undertiden virkelig klang i rene og dybe Accorder, og fordi Øret ikke var blevet sløvt ved en uophørlig Gientagelse af de selvsamme Melodier. Men, jo ældre Barndommen bliver, desto mindre interessant; og det synes allermindst at være den Tidsalder, vi leve i, da det kan være Tid for Mænd, at høre længe paa Rangleklang og Barnesang. I det mindste skal der noget til, at holde det ud i tolv Maaneder.

Hermed er hverken meent eller sagt, at disse "Tegninger med Blæk og Pen" skulde være reent uden poetisk Aand og Indhold; men hvad her næsten overalt fattes, er det samme, som vi i almindelighed forgieves søge i de Digtsamlinger, hvormed Hr. Andersen Aar for Aar forsyner riimkiære Læsere; nemlig den ordnende Fornuft, Forstandens Kraft til at modne og udfolde Tanken, der for det meste kun viser sig som en svag Kime, hvilken Forfatteren hverken giver Næring eller Tid til at blive fuldbaaren; og endelig Besindighedens og Smagens Evne til at lade Phantasien concentrere sin Virkning til faste, store, livfulde Billeder, i Stedet for at den hos Hr. A. jager ham og Læserne i aandeløs Flugt fra een, neppe undfanget Idee til en anden, fra een neppe anlagt Skizze til en ny, og lige svag og flygtig i dens Omrids. Det er vist, at kan man ikke negte denne Digter en Bøielighed i Sindet, en Bevægelighed i den intellectuelle Kraft, som giøre det muligt for ham, at drømme om enhver Gienstand, der kommer ham for Øie, at han har aandeligt giennemskuet og tilegnet sig den; og derhos en stor Færdighed i at bringe i Vers og Riim Alt hvad han drømmer: saa er hans Kiækhed og Dristighed i at bruge denne Færdighed ikke mindre. Vi kunne sige om ham med Ewalds Ord:

Af det, man havde, har og aldrig venter,
Gaaer intet hans Opmærksomhed forbi,
Og Himmel, Jord og alle Elementer
Har Intet, som undgaaer hans Poesie.

Til en Prøve ville vi betragte Tegningen af Marts Maaned, som maaskee dog ikke er den mindst poetiske i Bogen; og hvis Gienstand er intet mindre, end

Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand;

hvilket Forfatteren fremstiller under 3 Afdelinger: Jorden, Menneskelivet og Poesien.

Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!

begynder den første; og minder os derved lidt om den cykliske Digter hos Horaz. Stolt er vist nok Forfatterens Forsæt: at ville vise os Aanden som den evige Kraft, der sprænger alle Formernes Skranker og hersker uomskiftelig giennem al Forgængelighed; men det er nok hertil, at give os paa et Par Sider et halvt Dusin temmelig svagt udførte Billeder, som undertiden endog ere falske, f. Ex. følgende:

Om Laplands Bierge snoer sig Sumpelandet;
Men frodigt groe de røde Bær paa Vandet!

Eller skulde det være nok, til at give disse Billeder Betydning, at Digteren ideligt gientager den varierede Talemaade om:

Strid imellem Form og Tanke:
De gamle Former bort som Avner fløi -
Kun Formerne kan døe, og Aanden seirer -
Thi Formen er for Aanden kun et Spil -
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde.

At især den sidste Lignelse er uheldig, indses let. Klippen er ikke Kildens Form; men kun en udvortes Hindring; og at naar noget skal virkes, maa de mødende Hindringer overvindes, har umiddelbart ikke noget at giøre med Forholdet imellem Aand og Form. Forf. taler her og i det følgende idelig om, at det er Formen, der skal overvindes; han fremstiller Aand og Form som to fiendtlige krigende Magter; og anvender dette i Digtets første Afdeling paa Naturen. Men, hvad han da egentlig tænker sig ved Form, bliver af hans Udtryk ikke klart; og det lader til efter disse, som han slet ikke har nogen Forestilling om, at Formen baade i Natur og Konst er Tilværelsens absolute Betingelse; og at Aand og Form ikke maae tænkes adskilte eller fiendtligt kæmpende, men sammenslyngede og forenede, hvor et Værk, en Livsyttring, et Product af Naturens eller Konstens Kræfter skal fremtræde. - I den anden Afdeling, hvor Forf. i Galop giennemjager Menneskelivet eller Historien, er han ikke mindre i Vilderede med sine Begreber om Aand og Form. Hvorfra hans store Had til den sidste? Kan noget skee eller danne sig i Livet, uden at Skikkelser maae opstaae og forsvinde? - og hvorledes vil Hr. Andersen tænke sig Menneskelivet uden Former, som vel afløse hinanden, men til en Tid maae herske, eller bestaae med en vis Varighed, hvis ikke Menneskelivet skulde blive til et lignende Chaos, som Naturen vilde blive, dersom ikke al dannende Kraft i den virkede efter Formernes Love? - Men i Forfatterens rimede Phraseologie hedder det her: "at Sværdets Flammetunge maa sprænge Formens Klippemuur i den kæmpende Natur"; (??) at "Aanden kun bør skee Lov og Priis"; og

Derfor bort med Formens Lænker;
Kun Fornuften, stor og fri,
Danne Verdens Harmonie!

Mod den sidste Sætning kan fornuftigviis ikke indvendes andet, end at Fornuften vist aldrig falder paa at ville danne nogen Harmonie i Verden uden Form; men desmere vil man forundres over hvad der følger umiddelbart oven paa denne Tirade. Vil Hr. A. føre Historie og Philosophie ind i sin Poesie: saa maa han dog ikke være saa inconsequent, som han her viser sig. Han vil, at alle Formers Lænker skulle brydes, og han bestyrker dette ved en exalteret, men daarlig udført Lovtale over den formelle og aandelige Tvangs mægtigste og voldsomste Befordrer i den nyeste Tid: Napoleon; om hvem han siger os, at

Aanden sig mod Himlen svang,
Kiækt han Formerne betvang;

men glemmer at tilføie, at det var for at smede andre, hvori han vilde lænke den hele europæiske Verden til sin Keiserthrones Fodskammel. Vilde Hr. A. imidlertid som Digter besynge denne Heros, saa burde han i det mindste giort det bedre end her, og ikke ved Nonsens som følgende:

Døgnets Dværge sammenfore
Ved Napoleon den Store.
- - -
Thi hans Navn gik over Klipper
Hvor den sidste Tange slipper;
Navnet selv paa Kraftens Aand
Sprængte Sprogets snævre Baand. (!!)

Lidt bedre er det lykkedes Hr. Andersen med den tredie Afdeling i hans Digt over Marts-Maaned: Poesien; skiøndt den dog kun varierer det tidt nok og bedre af andre Digtere behandlede Thema: at Poesiens Næring er hele Livet, og dens Hiem det hele Universum. Dette repeterer Hr. Andersen undertiden i ret vakkre Billeder;

En Guddomstanke er du, Poesie!
Udsprungen fra det store Faderhierte;
Din Siæl er Kraft, din Tale Melodie,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.
Dit Klædebon er hver en Skov, der groer,
Den røde Lava, Bierget svøbt i Skyer,
Det dybe Hav, hvor Liviaten (): Leviathan) boer,
Selv Verdensvrimlen i de store Byer. o.s.v.

I øvrigt er her den samme ubestemte og uklare Tale om Poesiens Væsen, som man ofte forefinder, hvorved der ikke skielnes imellem det poetiske Stof, og dets Dannelse ved Digtekonsten. Efter Hr. Andersens Ord skulde man snart troe, at Poesien var noget, der laae færdigt og paa rede Haand i den objective Verden, hvor Enhver uden Umage kunde gribe det, og derpaa ligesaa let fremstille dette besynderlige formløse Væsen, hvortil denne Digter vil giøre Poesien. Det Hele skal ogsaa gaae ud paa at vise: at Form i Poesien betyder Intet, og Aanden Alt. Men hvad bliver der af Digte, hvor baade Aand og Form mangler? - Det er Skade, at man ved alt for mange af Hr. Andersens Hastværksdigte har Anledning til at giøre dette Spørgsmaal. Ogsaa her møder os en formløs Sammendyngen af Fragmenter, som undertiden hver for sig ere ikke uheldigt formede; men fattes lige saa vel Poesiens centrale Aand, der skal besiæle det Hele, som Heelhedens Form, der skal sammenslynge Delene til et organisk Konstproduct. Forfatteren siger et Sted:

Løs Formens Baand, den ægte Poesie
I Prosa selv som Poesie vil straale;
Men Hverdagstanken i sin Form-Magie
Er et Metal, der ikke Ild kan taale.

Uden videre at tale om, hvor lidet heldigt denne æsthetiske Lære her udtrykkes, ville vi meddele Forf. en Erindring, som han kun alt for ofte kan behøve: at der gives Hverdagsbilleder ligesaa vel som Hverdagstanker; og at de første ikke ere mere ildfaste, end de sidste. Ikke mindre nødvendigt kunde det være at erindre ham om: at det virkelig næsten overgaaer al Taalmodighed, Aar ud og Aar ind at maatte taale det Sprogjaskerie, som en Digter, en meget læst Digter, i det mindste burde undsee sig ved at føre over i Manddomsalderen, imedens vore Læreindretninger straffe langt ringere Synder imod Modersmaalet paa det føleligste. Man kunde være fristet til at troe, at Hr. Andersen, som eengang for ikke meget længe siden har staaet Skoleret for denne og anden Digtersynd,[1] ved Straffens Haardhed mener at have opnaaet Privilegium paa at fremture i Synden. Anm. vil ei tale om, at man selv i Digterens nyeste Arbeider ikke sielden støder paa grammaticalske Feil; men det er ikke mindre slemt, om ei værre, at de logiske og æsthetiske ere endnu hyppigere. Vi have allerede seet Prøver derpaa i det Digt, her har været omtalt; og det er langt fra at være de eneste enten i dette Digt, eller de øvrige i Bogen. Lad det gaae hen med Konen, der "dier sit spæde Barn" (S. 31) skiøndt efter nuværende Talebrug pleier det at være Børnene, som die; man maa ikke være for streng eller kræsen hos Hr. Andersen; men der skal ogsaa endeel til at fordøie Vers, som disse:

Lad Mængden glædes ved det Stads, han seer,
Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,
Det morer her (?) at finde Poul og Peer
Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter (S. 33).

Det vilde blive et uendeligt, og aandsfortærende Arbeide, paa denne Maade at giennemgaae Mængden af Hr. Andersens lyriske Poesier; særdeles da det, som ovenfor er sagt om hans saakaldte Tegning af Marts-Maaned, neppe er det halve af hvad Kritiken kunde erindre ved dette ene Digt. Men det kan ikke være dens Sag at gaae ind i det Enkelte hos en Digter, hvis Arbeider egentlig for det meste blot er Detailvare; eller som meest giver sig af med at sanke et Slags Mosaik af fragmentariske Phantasier og Følelser, hvis Sammensætning kan være uden Ende. Man morede sig for endeel Aar siden med at betragte Farvespillet og de brogede Figurer i det saakaldte Caleidoscop. At læse en Poesiesamling af Hr. Andersen giør en temmelig analog Virkning paa Sindet, i det man uafladelig og allevegne møder lyse og brogede Farver og Farvebilleder, som i hurtig Omvexling afløse hinanden, men næsten aldrig finder Leilighed til at dvæle ved en fast, rolig, med bestemte og fuldendte Former udført poetisk Skikkelse. - Man kan hverken negte denne Digter Hierte eller Indbildningskraft. Begge Egenskaber røber hans Poesie i meget af dens Detail, i mangen et smukt Livsbillede, med den ungdommelige Følelses varme Colorit. Men det er Skade, at man maa negte ham baade Aand og Smag; skiøndt han selv, som billigt er, sætter den første saa høit i Konsten og i Livet. I det mindste maa man sige: at den Aand han besidder, giver han aldrig Tid til at uddanne og modne nogen dybere Tanke; og med den Foragt for Formen, som han theoretisk lærer - og desværre kun alt for troligt følger sin egen Lære - er det neppe at vente, at han endnu kan eller vil lægge alvorlig Vind paa de Studier, som give Digteraanden Smagens og Forstandens prøvende og skielnende Kræfter.

Hertil kommer, at han for tidligt har tiltroet sin Muses lyriske Talent for meget, og for længe har ladet sig skuffe af det let erhvervede Bifald, som ungdommelige og umodne Poesier, der ikke ere uden Phantasie og Følelse, let kunne vinde i en ung Digters Omgangskreds, hvor man kun tænker paa den øieblikkelige Virkning, som Enkelthederne kunne giøre, og overlader det til Digteren, at give sine Arbeider den Fuldendelse, som Digtets offentlige Existents fordrer. Naturen har ikke været karrig mod denne Forfatter; men han har tidlig ødslet med sit Pund, og ikke givet nogen Evne tid til at modnes. En let vækket, mild og godmodig Følelse har han anseet for Begeistringens Ild, og en formløs Phantasie for Geniets plastiske Kraft. Uden at erhverve sig Stoffets Fylde og Tankens Dybde, og uden at stræbe efter den Harmonie og Klarhed, hvorved Poesiens Indhold giennem den rene og ædle Sprogform antager Skiønhedens Konst-Skikkelse, har Hr. A. hengivet sig til den yderligste Flygtighed i sine poetiske Arbeider; og hvad disse mangle i Aandskraft og Gedigenhed, har han troet at kunne oprette ved en chaotisk Vrimmel af Billeder, som ved deres Mængde qvæle hinanden. Det er beklageligt, at selv det Slags Digte, som maaskee lykkes ham bedst, hvortil f. Ex. hører smaa poetiske Naturmalerier og Genre-Billeder, giver han sig sielden Tid til at afrunde og fuldende noget; og ikke mindre beklageligt, at hans nyeste Poesier snarere vidne om større Hastværk og Flygtighed, end om tiltagende Modenhed.

I den nye udgave af sine "Samlede Digte" har Hr. A. ikke allene optaget Alt hvad der af hans lyriske Muses tidligste Fostere har været trykket i to mindre Poesiesamlinger, fra Aarene 1830 og 1831, og deriblandt meget ganske maadeligt Gods; men ogsaa omtrent et halvt hundrede Stykker, som enten hidtil ere utrykte, eller staae adspredte i Blade og Tidsskrifter. Den største Deel af dem kunde vist uden Skade være bleven staaende der; hvis der ikke gaves to Synsmaader for Udgivelsen af samlede Digte. Hr. Andersen har ikke fulgt den æsthetiske; thi da var Bogen ikke bleven halv saa tyk. Nu gaaer det her, som saa tidt, at Kiøberne af de bedre Digte maa tage de slette og indifferente med, som et Slags Paahæng. Det værste er imidlertid, at naar man nøiere undersøger den nye Udgaves bestiernede Artikler (de ere paa denne Maade i Indholdslisten udmærkede fra de ældre Digte) finder man, at den større Deel af disse netop ere en saadan Tilgift. (Man prøve det f. Ex. med Stykkerne S. 10. 8 [=18??]. 48. 49. 95. 161. 171. 184. 303. 310. 333. 250. 259. 267. 271. 293. 201. 211. 212. 229. o.s.v.).

Vi ville, uden videre Søgen, tage det første og det sidste af de her angivne Stykker for os; hiint, der er intet mindre end en Sammenligning imellem den skabte Jord og Skialden (som maa være Forfatteren selv) begynder (ikke efter Copernicus) saaledes:

Herren bød, og Jorden stod;
Herlig, som ei Ord kan sige,
Hang den stolt, med Bølgeblod
I det blaae Uendelige.
- - -
Men dybt i dens Indre brændte
Flammen, som Gud Herren tændte.
- - -
- - -
Aldrig bliver Flammen slukt,
Derfor svulmer (svulme) saa dens Floder!
Mørk den staaer med Blomst og Frugt.
Arme Jord! du Skialdens Moder,
Ak, din Søn er dig saa liig,
Derfor græder han med dig,
Hiertet der sin Sorg skal miste,
Ogsaa dit skal engang briste.

Det vilde være Anm. kiært, om Digteren selv kan finde Rede i den sidste Strophe, som ikke er skreven for Læsere, der fordre Mening og Sammenhæng, saavel i den metriske, som i den prosaiske Tale. Man skulde næsten troe, at den uhyre dristige Lignelse havde forvirret Forfatterens Tænkning; og hvad vil den sunde Fornuft sige til Nonsens som dette: at Jorden hænger stolt med Bølgeblod i det blaae Uendelige? - Man har formodentlig meer end eengang hos Poeter fundet "det uendelige Blaae"; men har man nogensinde hørt mere om et blaat, end om et hvidt, rødt eller trefarvet Uendeligt? - At noget kan hænge og staae paa eengang, er physisk umuligt, og derfor ogsaa billedligt modsigende; og hvad Mening giver det os vel om Jorden, at

Mørk den staaer med Blomst og Frugt?

Enhver vil dog snarest tænke sig, at Blomster og Frugter høre til Jordklodens Lyspartier; og at Jorden staaer, er heller ikke andet end et overalt gjenkommende Yndlingsord hos vor Digter. Saaledes S. 45 "staae Sorgerne som Kloder". S. 150 "staaer Jorden som en lille Ø". - "Skibet staaer stolt med sine Master (Tolv Maan. S. 70). "Gierdet staaer med hvide Roser" (sammest. S. 69) og "Grøften staaer smukt med Caprifol" (sammest. S. 80. "Haven staaer med modne Frugter" (Saml. Digte S. 255); og "Fædrelandet staaer med Sagn og Bautastene" (S. 167). At "Skyerne staae som en uhyre Sø" S. 8: kan til Nød endnu passere; men at "Sorgerne staae som Kloder paa en graa Himmel" S. 45, falder noget i det Graae eller Uklare.

Paa det Sidste af de ovenfor anførte Sidetal finde vi et Stykke, som i Følge Forfs. egen Classification i Indholdslisten hører til de humoristiske Digte. At det Humoristiske her maa tages i en mere physisk Bemærkelse end den, Ordet pleier at have i Æsthetiken, kan en lille Prøve af Digtet selv, tilligemed mange flere Stykker i denne Afdeling, lære os:

Om Theebordet sidde de Damer smukt,
Ak, Munden er aldrig paa dem lukt.
Piat! Piat!
- - -
Nu tager man da Theatret fat,
Saa komme de først i det rette Piat;
Piat! Piat!
Tilsidst skrider Natten endelig frem,
Men saa - ja saa skal der følges hiem,
Det hielper ikke, at krybe i Skiul,
Nu gaaer det først som en Kæp i et Huul [JdM: skal vel være: Hiul].
Piat! Piat!
Piat! Piat!

Det er vist, at Hr. Andersens "Samlede Digte" indeholde meget Slet og meget Ubetydeligt; men dog begriber Anm. ikke, hvorledes en Digter, som har viist, at en og anden Muse undertiden virkelig besøger ham, kan mene, at nogen af Parnassets Damer vil kunne taale at see det hvide Papir saaledes "klakket".* Han begriber ligesaa lidt, hvorfra Hr. A. har sin Forestilling om det Humoristiske; men allermindst, hvorfra Forfatteren af Stykket med Overskrift: "Piat, Piat!" faaer Mod til at være Satiricus ved Damernes Theebord. Lad saa være, at disse Cirkler ere af forskiellig Qualitet - saa vil Anm. til vore Damers Ære troe, at der dog ikke gives nogen, hvor man, efterat have læst dette Stykke af Hr. Andersen, jo var i Stand til at indsee: at Piatten er langt mere utilladelig i Vers, end ved et Theevandsbord; og at en Satiriker dog altid maa være lidt vittigere end de, han vil tugte. - Forfatteren lader et Sted (S. 84) Amor sige til ham:

Du kan lade Alting trykke;
"Det er Digte" sige Folk.

Ja! det maa vel endeel endnu sige, da Hr. Andersen saa samvittighedsfuldt følger denne Anviisning. Anm. vil imidlertid dog give ham det Raad: herefter at studere mere, at klakke mindre, og skrive bedre; ellers vil upaatvivlelig den Tid komme, da, om ikke Amor, dog Forlæggeren vil sige ham:

Du maa lade mindre trykke,
Om du kiøbes vil af Folk.

1) S. Giengangerbrevene. 1ste Udg. S. 88. 89 (TILBAGE)