Arrangement: Reception

Dato10. maj 2007
TidKl. 11:00
Stedmødelokalet ved Lysningen på SDU
Arrang�rHCA-Centret
Entr�-


Detaljer:

En fynsk kulturskat vender hjem

Se billede fra receptionen her.

Takket være en rundhåndet donation fra Albani Fonden er det lykkedes at få en fynsk kulturskat til huse.

Mathias Winther, samtidig med H.C. Andersen, udgav i 1824 en smuk, lille bog med en række digte inspireret af herregården Sanderumgaards have. Digtsamlingen er illustreret med 12 kobberstik efter tegninger af adjunkt ved Odense Katedralskole, J.H.T. Hanck, far til Andersens mangeårige brevveninde, Henriette (Jette) Hanck.

Bogen er i sig selv interessant, men det er lykkedes at erhverve et eksemplar, hvor Hancks originaltegninger (plus en, der ikke blev brugt i bogen) følger med, oprindeligt hidrørende fra dødsboauktionen efter Sanderumgaards daværende ejer og havens ”stifter”, Johan Bülow.

Der er flere tråde til H.C. Andersen i denne bog og dens illustrationer:

Hanck var som sagt far til Andersens Odense-veninde, Jette, og gift ind i den Iversenske bogtrykker og avisudgiverfamilie, som Andersen dyrkede.

Andersen har besøgt haven under en Fynsrejse i 1832 og har skrevet om besøget i sin dagbog og i breve til Edvard Collin og Signe Læssøe.

Mathias Winther, bogens forfatter, var selv fra Odense, og Andersen har kendt og benyttet en af hans andre bøger, hans Danske Folkeeventyr (1823), den første danske bogudgave af folkeeventyr overhovedet. Her har Andersen fundet eventyret ”De elleve Svaner”, som han så forvandler til ”De vilde Svaner”.

Endelig skal det da nævnes, at de nuværende ejere af Sanderumgaard (familien Vind) planlægger at føre haven tilbage til dens oprindelige skikkelse som afbildet her i digtsamlingen.

Så det er både kulturhistorie og fynsk nutid!

Dette vil vi gerne fejre ved en uformel reception

torsdag den 10. maj 2007 kl. 11.00

i mødelokalet ved Lysningen.