H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Verdens smukkeste Andersen?

Hop forbi menu og nyheder

Af Aage Jørgensen

Bogens Verden, 1993, s. 343-47

Annelies van Hees, som siden 1968 har undervist i dansk sprog og litteratur ved universitetet i Amsterdam, har fornylig betænkt sine landsmænd med en ny samlet oversættelse af H. C. Andersens eventyr og historier.1 En oversættelse, som har løst den umulige opgave så godt, at den mindst kritiske anmelder ligefrem har udbrudt: »Det skulle ikke undre mig, om Holland nu har den smukkeste Andersen-oversættelse i hele verden«. Andre har taget detaljer op til diskussion, men i en positiv og konstruktiv ånd og uden at så tvivl om, hvad der er det væsentligste: at Annelies van Hees har formået at holde den vanskelige balance mellem forfatterens tekst og den moderne læser. 2 Et intimt kendskab til dansk og et indgående studium af eventyrene har resulteret i en oversættelse, der uden at sætte traditionen over styr dog må betegnes som et kvalificeret bud på, hvordan Andersen kan indskrives i en moderne tekstverden.

Den ambivalente Venus

Den første internationale H. C. Andersen-konference, Odense 25.-31. august 1991, holdt Annelies van Hees et foredrag om »Drømme i H. C. Andersens Eventyr og Historier«, som knyttede en forbindelse fra optagetheden af eventyrene til interessen for de psykoanalytiske og fantastiske aspekter især i Karen Blixens forfatterskab, hendes primære forskningsfelt.3

Allerede i 1979 offentliggjorde hun en motivhistorisk-dybdepsykologisk analyse af fortællingen »Et Familieselskab i Helsingør«. Året efter fremkom - i det første nummer af Tijdschrift voor Skandinavistiek, som Annelies van Hees var med til at etablere - en artikel om »Karen Blixen og heksene«, der foretog en sondring mellem to kvindetyper i forfatterskabet, på Blixen'sk kaldet »hekse« og »blomster«. På en litteraturkonference i Odense 1982 diskuterede hun modsætnings- og spændingsforhold hos Karen Blixen med udgangspunkt i Tzvetan Todorovs teori om »det fantastiske«. En artikel fra 1984 forsøgte at komme overens med nogle »hemmeligheder« i den fantastiske fortælling »Aben«. I 1985 bidrog hun til den Karen Blixen-konference, som blev afholdt ved University of Minnesota, med et indlæg, »The Psychocritical Analysis of 'Alkmene'«, - en overskrift, der peger frem mod disputatsen fra 1990, De ambivalente Venus in het werk van Karen Blixen, hvor det teoretiske grundlag er den af Charles Mauron udviklede psykokritik.4 I analysekapitlerne er det de allerede i tidsskriftsammenhæng diskuterede fortællinger (»Aben« og »Et Familieselskab i Helsingør«), samt »Alkmene« og »Storme«, som stilles i fokus. De »obsessive [ubevidst overgribende] metaforer«, som på Mauron'sk vis forfølges, er Venus og Diana, - den varme, runde, blide kvinde, der har fået sin femininitet forløst gennem en mand, over for den kolde, kantede, hårde kvinde, der afvist af manden tager den uforløste femininitet på sig som tragisk vilkår. Der er dog ikke blot tale om et dualistisk modsætningsforhold mellem to kvindetyper. Glidninger i det metaforiske felt er hyppige, og specielt viser den tilsyneladende uproblematiske Venus sig på tekstens latente niveau at være lidet tilfredsstillet. Endemålet for analyserne er at bringe dualitetens og forskydningernes ubevidste mening frem i lyset. Og denne mening går jo altså ud på, at kvinderne i deres uforløste sorg over en tabt mandlig figur så at sige fastholdes i en fase i sorgprocessen, hvor de patologisk identificerer sig med den mistede, mandlige figur. Deraf den maskuline identifikation hos de kvinder, som inkarneres i Diana-skikkelsen (f.eks. Athena Hopballehus i »Aben«). På metaforplanet viser det sig imidlertid, at også i den blide Venus (f.eks. Eliza i »Et Familieselskab«) ligger den maskuline identifikation på lur fra starten. Venus bærer Diana i sig, - kvinden er i Karen Blixens univers i bund og grund »ambivalent«.

En engelsk sammenfatning af disputatsen er i 1991 fremkommet under titlen The Ambivalent Venus: Women in Isak Dinesen's Tales i Minnesota-serien »The Nordic Roundtable Papers«. Samme år fremkom »Et romantisk kvindebillede hundrede år efter«, et foredrag fra IASS-konferencen om nordisk romantik i Zürich 1988, også af sammenfattende tilsnit.5

Andre konferencebidrag - samt oversættelser

1991 bragte også trykte versioner af andre konferenceforedrag, et om Tove Ditlevsens roman »Vilhelms værelse« fra en konference for tysksprogede skandinavister i Svendborg 1989 og et om Per Højholts fortælling »Havet komplet« fra IASS-konferencen om skandinavisk modernisme i Trondheim 1990.

Annelies van Hees har specielt interesseret sig for kvindelige forfattere, omend ikke for kvindelitteratur i snævrere forstand. Herom vidner også en opsats fra 1988 om kunstneridentitetsproblemet i Kirsten Thorups forfatterskab.6

Hertil kommer, at Annelies van Hees naturligvis også - som de fleste, der beskæftiger sig med dansk litteratur i »udlandet« - har været virksom som oversætter. I 1969 fremkom antologien Meesters der Deense Vertelkunst og i 1981 Herman Bangs roman Tine. I 1983 fremkom i et tidsskrift, som hun gæsteredigerede, et par Karen Blixen-tekster (til supplering af foreliggende oversættelser, i reglen fra engelsk, af hovedværkerne) samt digte af Aarestrup, Claussen, Bjørnvig, Rifbjerg og Inger Christensen. Annelies van Hees har også oversat ungdomslitteratur, f.eks. Bjarne Reuter, og talrige digte til hollandsk og belgisk radio, samt »noget psykologi«.

Andersen på moderne hollandsk

Annelies van Hees' drøm eller ambition om at give hollandske læsere en moderne oversættelse af H. C. Andersens samlede eventyrdigtning går naturligvis mange år tilbage, selvom den ikke har givet sig udtryk i forudgående skriverier om emnet.7 I en DR-samtale med Vagn Steen har hun oplyst, at hun allerede som barn var betaget af eventyrene, og at hun som fjortenårig for sine lommepenge anskaffede Fredrik Bööks biografi. Da hun som ung danskstuderende læste »Lille Claus og Store Claus« på originalsproget, blev hun forundret over enkelheden, - hvor oversættelserne, selv den, hun sætter størst pris på, Martha van Eedens fra 1900, havde en tendens til at blive for indviklede. »Og så tænkte jeg, at det ville jeg gøre bedre senere; det har hele tiden ligget som et projekt, jeg skulle lave«.8

Sprookjes en Verhalen er en »volledige uitgave«. Den omfatter altså samtlige 156 eventyr. Den er tænkt til afløsning af W. van Eedens ligeledes komplette tobindsudgave fra 1931-32, som efterhånden måtte forekomme en smule altmodisch.9 Van Eeden præsenterede eventyrene i tilblivelsesrækkefølge, mens den nye oversættelse, også hvad rækkefølgen angår, følger Erik Dals kritiske, på de originale eventyrhæfter baserede udgave (I-V, 1963-67, VI-VII, 1990).

Talen er altså om en udgave, der skal kunne finde videnskabelig anvendelse, - men respekt for forfatteren og hans tekst forbinder sig med respekt for den moderne læsers forventning. Dette indebærer f.eks. enkelte steder, at Andersens lange sætningsperioder med deres lidt vilkårlige interpunktion er »in stukken gehakt«, til læsbarhedens befordring. Sted- og personnavne og enkelte kulturhistoriske forhold er forklaret bagest i udgaven. F.eks. får man her at vide, at en springgås er et stykke legetøj lavet af gåsens brystben, - en også for moderne danske læsere nødvendig oplysning, om man vil forstå stedet. I »ABC-Bogen«, hvor bogstaverne jo »forklares« med ord og små vers, har det naturligvis ikke i alle tilfælde været muligt at finde et hollandsk ord med samme begyndelsesbogstav, så her har oversætteren lindet en smule på sin poetiske åre.

At oversætte fra et sprog til et andet er som bekendt ikke enkelt, og specielt ikke, hvis ordene har signifikante konnotationer. Titler som »Et Billede fra Castelsvolden« og »'Spørg Amagermor!'« lader sig ikke ubesværet fragte over i en hollandsk sammenhæng; resultatet er blevet »Een beeld van de burgwal« og »'Vraag 't het groentevrouwtje maar!'«. Også »Gaardhanen og Veirhanen« har voldt problemer; hollandsk har simpelthen intet ord for »gårdhane«; Annelies van Hees vælger »De haan en de windhaan«, med association til »windbuil« (vindbøjtel); »Twee haanen« går også an, - mens forgængernes brug af ikke-eksisterende eller forældede ord - »De hofhaan ...«, »De boerenhaan ...«, »De haan uit de hoenderhof ...« (i kombination med »de weerhaan«) - må afvises. »Ole Lukøie« er blevet til »Klaas Vaak«, den folkemytologiske pendant, men forgængerne har da vitterligt forsøgt med »Ole Oogensluiter« eller f.eks. »De zandman«. De har også gerne valgt at omdøbe »Claus« til »Klaas«, hvor Annelies van Hees fastholder den danske form: »Kleine Claus en grote Claus«.

Såvidt titlerne. Selve teksterne er ofte ikke mindre drilske. På syntaktisk niveau har problemerne været overkommelige, selvom visse lange sætninger som nævnt er blevet til flere korte på hollandsk. Ordvalgsproblemer har der imidlertid været mange af. At den ene las er »pæredansk« og den anden »ravnorsk«, er slemt nok for oversætteren, der dog klarer skærene: »beredeens« og »oernoors«. Når den norske las taler om den danskes »suttesøde fade Brage-Snak«, må der en halvklaring til: »boterzachte, smakeloze brabbeltaaltje«. Men når »danske Pæreskuder« bringer nordmændene »Smør og Ost, ret ædelige Varer«, så overses ordspillet, om man vælger løsningen »kwaliteitsartikelen«. I det hele taget foregår der jo ganske meget i sproget hos H. C. Andersen; han er ikke just nem at have med at gøre!10

Reaktionerne på de af Annelies van Hees valgte løsninger og dermed på oversættelsen som sådan har i det væsentlige været positive. Oversættelsesforskeren Edith Koenders lader sin anmeldelse udmunde i en konstatering af, at en oversætter af ældre tekster kan sammenlignes med en linedanser balancerende mellem tekst og læser. »Kunsten er at bevare balancen, og det lykkes for Annelies van Hees«. Ofte med udgangspunkt i ældre oversættelser, især van Eedens, har anmelderne diskuteret enkeltheder og fundet dem enten for moderne eller ikke tilstrækkeligt moderne. F.eks. spørger den kendte børnebogskritiker Bregje Boonstra, som er godt tilfreds med moderniseringerne, om det er bedre, at balletdanserinden i »Den standhaftige Tinsoldat« har »een rokje aan van het fijnste batist« end »een doorschijnend gewaad van tule«. Annelies van Hees kan her med rette henvise til, at Andersen ikke har udstyret hende med »et gennemsigtigt tylsgevandt«, men faktisk skriver, at »hun havde et Skjørt paa af det klareste Linon« (et tyndt gazeagtigt stof af hør). Det er Willem Wilmink, der selv i 1975 leverede efterskrift til en udgave af Johan Winklers oversættelse af udvalgte eventyr, som formoder, at Holland nu råder over verdens smukkeste H. C. Andersen-oversættelse.

Skønt Annelies van Hees moderniserer, gør hun det nænsomt. Aukje Holtrop bemærker i sin anmeldelse, at det netop er takket være H. C. Andersen, at man i dag ved, hvad et fyrtøj og en svovlstik er, - og den viden både udnyttes og viderebringes, hvad allerede titlerne viser: »De tondeldoos« og »Het meisje met de zwavelstokjes«. På den anden side hedder bedstemoderen i sidstnævnte eventyr ikke mere »Grootmoeder«, men »Oma«, for således siger børn nu om stunder.11

Edith Koenders noterer, at hvis man i anmærkningerne skulle give f.eks. »fyrtøj« en forklaring med på vejen, ville gloselisten blive ganske lang. Man kan opfatte denne debat om oversættelsen som en kommentar fra sidelinien til den debat om modernisering af klassikere, som Peter Thielst lagde op til fornylig. Thielst så ikke noget til hinder for at give Søren Kierkegaards ordforråd en moderne drejning i udgaver til almen læsning, - mens H. C. Andersen kan nøjes med en retskrivningstillempning.12 Hvad der jo ikke forhindrede, at Thielst blev beskyldt for at ville have »Fyrtøiet« omdøbt til »Lighteren«. - Sagen er vel, at intet barn er født med viden om hverken hvad et fyrtøj eller en møggreb eller en lighter eller en computer er, men nødvendigvis må lære det, efterhånden som behov opstår. Det er så muligt, at »lighter« bliver indlært før »fyrtøj«, men dette er jo ikke ensbetydende med, at man skal gribe til at erstatte »fyrtøj« med »lighter« hos H. C. Andersen. Svaret på problemet om et snævert ordforråd er ikke legalisering, men supplering, - »demokrati« i sproganliggender må aldrig blive ensbetydende med, at mindste fællesnævner ophøjes til norm.

Imidlertid er denne problemstilling ikke uden videre analog med oversætterens. Han eller hun skal ikke transformere H. C. Andersen til et 150 år gammelt hollandsk, men til et aktuelt hollandsk, der udnytter traditionen - således som den f.eks. afspejles i de ældre oversættelser. »Grootmoeder« eller »Oma« er et reelt valg. Annelies van Hees har udtalt, at lige så vel som H. C. Andersen har fastlagt tonen i originalen, har hun fastlagt den i oversættelsen, - i den forstand, at hun i valgsituationer har lagt sit eget sprog og sin egen sprogfornemmelse til grund for at opnå en ensartet tone. Og modtagelseskritikken har vist megen forståelse herfor.

Nye illustrationer - og gamle

W. van Eedens oversættelse havde illustrationer af Rie Cramer. Da Alet Schouten i 1975 foretog en revision af oversættelsen, fremkom den med nye illustrationer af Lidia Postma. Disse to kunstnere har i det væsentlige sat normen for nederlandsk Andersen-illustration.13

I denne omgang er opgaven imidlertid lagt ud på ti yngre nederlandske kunstnere. Det har betydet, at der kunne ske en fordeling efter temperament og lyst, hvad der muligvis i nogle tilfælde har givet bedre tegninger. Til gengæld har det selvfølgelig haft negativ indvirkning på værkets enhed.

Modtagelseskritikken har været langt mindre imødekommende over for de nye illustrationer end over for de nye tekster. F.eks. skriver Lieke van Duin, at illustrationerne savner den dybde, indlevelse og mystiske kraft, som udmærker de gamle udgaver. »Nej, Annelies van Hees' oversættelse med Lidia Postmas illustrationer i en udgave med mere luft, det ville have været prægtigt«. Og Bregje Boonstra ligefrem raser over, at forlaget i den grad har satset på prisbillighed: »Det fornemme blålærredsbind lover meget, men indeni minder de alt for hvide sider, fantasiløse og uden åndehuller, om et pakhus proppet med ord i tospaltet opstilling. [..] Der er tale om et typisk eksempel på misforstået hollandsk spareiver, idet en virkelig smuk udgave af Andersens eventyr jo altid er en investering for livet«.

Generelt forekommer det, som om i hvert fald nogle af kunstnerne har været lidt vel fikserede på pænhed og barnlighed. Det gælder først og fremmest Charlotte Dematons, der tegner »realistiske« portrætter og stemningsfulde landskaber, - hendes version af »Det gamle Huus« kunne indgå i et ældre arkitekturværk. Men det gælder også f.eks. Willemien Min, der synes at have forkærlighed for pigelige skikkelser, også når tegningen skal forestille moderen, der har mistet sit barn, eller kongesønnen, der lytter efter den forunderlige klokke. Og det gælder Annemarie van Haeringen, hvis lette og hurtige streg er bedre til at få den lille Idas blomster til at danse end til at fastholde driftsbesættelsen i »De røde Skoe«. Det gælder derimod ikke Tom Eyzenbach, der gerne tegner »kluntede«, lidt undersætsige figurer, - hvadenten det nu drejer sig om fatter, der kommer hjem fra byen med en sæk rådne æbler, eller prinsessen, der ømmer sig på toppen af slottets samlede madrasbeholdning.

Sidste århundredes tyske oversættere forholdt sig - uanset sproglig kompetence - over en bred bank udglattende til Andersens tekster og tilnærmede dem barnekammeret, og illustratorerne understøttede dem i denne biedermeieriserende bestræbelse. I betragtning af, at oversættelserne til andre sprog ofte foregik via tysk, forstår man de vanskeligheder, der har været med at få Andersen placeret i den internationale bevidsthed også som en forfatter, der havde noget at give voksne læsere. Annelies van Hees beflitter sig målbevidst i den retning, men altså uden at få tilstrækkelig støtte fra sine illustratorer.

Eventyrillustrationer kan opfattes som tolkningsoplæg. Det gælder generelt, og det gælder den enkelte illustration. Her skal blot anføres et par eksempler på, hvor afsporende tegninger kan være. Om den lærde mand i »Skyggen« erfarer vi indledningsvis, at han er ung og forstandig. Ikke desto mindre afbilder Fiel van der Veen ham som en halvgammel egghead - og siden, ved badet, hvor prinsessen henvender sig til ham om den manglende evne til at kaste skygge, som et konturløst gespenst. Og Mike Raaymakers, der har illustreret »Hyrdinden og Skorsteensfeieren«, lader skabet stå åbent og placerer Pan-figuren på lågens inderside, hvilket jo forstyrrer forestillingen om, at der i det hemmelighedsfulde mørke befinder sig et harem. Tillige gør han ham til en underlig impotent størrelse, udskåret uden al kunst, - hvor han jo efter teksten udgør en seksuel trussel og er kunstfærdigt udskåret (»det var ogsaa Noget« / »dat is ook niet niks«).

Illustrationstætheden varierer fra tekst til tekst. »En Historie fra Klitterne« har kun kunnet aflokke Charlotte Dermatons én tegning, den næsten uundgåelige af kirketårnet, der rager op over klitten; 20 på hinanden følgende sider er illustrationsfri! »Dyndkongens Datter« og »Iisjomfruen«, illustreret af henholdsvis Nicolas van Pallandt og Ingrid & Dieter Schubert, har hver et stræk på 14 illustrationsfri sider.

Tilsammen rummer udgaven ca. 200 illustrationer, alle sort/hvide, - hvor jo både Rie Cramer og Lidia Postma havde farver til rådighed. Bregje Boonstra sender dem begge en venlig tanke - og afsiger så følgende dom over det foreliggende arbejde: »Ti illustratorer går i vejen for hinanden i en slags blandet grød af stilarter, og deres arbejder giver kun lidt, der inviterer til fornyet betragtning«.

Den danske forpligtelse

Historien om Andersen og Verden er som bekendt ikke uproblematisk. Der kan være grund til at slå alarm, når f.eks. et amerikansk forlag forvandler et kvalificeret bud på en række eventyrs oversættelse til et skinbarligt makværk for at tækkes den grasserende politiske puritanisme i Guds eget land,14 - men også til at glæde sig, når det lykkes en dygtig oversætter at få et anstændigt resultat i hus. Sprookjes en Verhalen er som oversættelsesprojekt kompetent og kvalificeret, skønt altså adskilligt svagere som illustrationsprojekt, - og forresten ikke det eneste af den gedigne slags, der så lyset i 1992: i Tokyo fremkom Yozu Otsukas oversættelse i fire bind af eventyr og historier samt »Billedbog uden Billeder« med illustrationer af Ib Spang Olsen, og i Paris var begivenheden første levering af Régis Boyers oversættelse i to bind af såvel eventyrene som et bredt udvalg af det øvrige forfatterskab.

Fra dansk side bør vi føle os forpligtede til i skrift og i tale tidligt og silde at bidrage til, at litteraturforskere og oversættere udefra fastholdes på og inspireres til løsningen af den store opgave, det er at give H. C. Andersen den verdenslitterære placering, som han fortjener, på de voksnes hylder såvel som på børnenes.

Illustrationstekster

1

»Nissen kigede gjennem Nøglehullet og saae, at Studenten læste i den pjaltede Bog nede fra. Men hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt, og hver Blomst var et deiligt Pigehoved [..]«. - Hos Vilhelm Pedersen ser vi nissen foran nøglehullet, hos den hollandske tegner Pam G. Rueter (Sprookjes, Amsterdam 1943) ser vi, hvad han ser. Det gør vi også hos Mike Raaymakers, - men unægtelig er der en verden til forskel mellem de to fortolkninger.

2

Illustration fra plakaten til den H. C. Andersen-udstilling, hvormed Het Open Haven Museum i Amsterdam markerede udgivelsen af oversættelsen. Tegneren Paul Bodoni antyder en anden forklaring på prinsessens natteroderi end den, vi finder i teksten; han har tilsat et stænk horror fra den gotiske romans tradition, som om det ikke var nok med den potente ært.

  top Top

Noter


1. Hans Christian Andersen, Sprookjes en Verhalen. Opnieuw uit het Deens vertaald door Annelies van Hees. Met illustraties van Charlotte Dematons, Tom Eyzenbach, Annemarie van Haeringen, Willemien Min, Nicolas van Pallandt, Mike Raaymakers, Ingrid & Dieter Schubert, Marit Törnqvist en Fiel van der Veen. Lemniscaat, Rotterdam 1992. 795 s. tilbage

2. Oversættelsen har opnået følgende større anmeldelser: Bregje Boonstra, De Groene Amsterdammer 11.11.1992, s. 24-25; Lieke van Duin, Trouw 8.12.1992; Noor Hellmann, NRC Handelsblad 6.10.1992; Aukje Holtrop, Primeur 17.12.1992; Edith Koenders, Tijdschrift voor Skandinavistiek, 13:2, 1992, s. 116-21; Joke Linders, Algemeen Dagblad 24.9.1992; Casper Markesteijn, Leidsch Dagblad 8.10.1992; Willem Wilmink, Dagblad V. H. Oosten 19.10.1992. - Cf. Mieke Samsom, Scouting Magazine 5.10.1992, s. 6-7 (om H. C. Andersen-eventyr som »een prachtig uitgangspunt« for spejderlege!). - I anledning af udgivelsen arrangerede Het Open Haven Museum i Amsterdam udstillingen »Andersen in Nederland«, som forlængedes et par uger ud over den oprindeligt aftalte periode, 23.9.-22.11.1992. Udstillingen opnåede megen presseomtale, se f.eks.: Nico de Boer, Rotterdams Dagblad 28.9.1992; Michel Gijselhart, Nieuws van de Dag 17.10.1992; Koos Schulte, Bolswards Nieuwsblad 21.10.1992. [Flere af de anførte anmeldelser er også fremkommet andetsteds.] tilbage

3. Foredraget indgår i konferencepublikationen Andersen og Verden, Odense 1993, s. 376-84. tilbage

4. Jfr. Maurons Des métaphores obsédantes au mythe personnel: Introduction à la psychocritique, Paris 1968. tilbage

5. De i afsnittet nævnte Karen Blixen-studier er fremkommet som følger: »Karen Blixen: 'Et Familieselskab i Helsingør'«, Meddelelser fra Dansklærerforeningen, 1979, s. 146-68; »Karen Blixen og heksene«, Tijdschrift voor Skandinavistiek, 1:1, 1980, s. 76-107; »Karen Blixen og Tzvetan Todorov«, Kortprosa i Norden, Odense 1983, s. 269-75; »Hemmeligheder i Karen Blixens 'Aben'«, Edda, 84, 1984, s. 9-24; »The Psychocritical Analysis of 'Alkmene'«, Karen Blixen/Isak Dinesen: Tradition, Modernity, and Other Ambiguities, Minneapolis 1985, s. 142-47; De ambivalente Venus in het werk van Karen Blixen, Amsterdam/Atlanta 1990, x + 179 s.; The Ambivalent Venus: Women in Isak Dinesen's Tales, Minneapolis 1991, 47 s.; »Et romantisk kvindebillede hundrede år efter«, Nordische Romantik, Basel/Frankfurt a.M. 1991, s. 324-29. - Disputatsen forsvaredes på Universiteit van Amsterdam 11.5.1990. tilbage

6. De hér nævnte studier er fremkommet som følger: »Om død og digtning i Tove Ditlevsens 'Vilhelms Værelse'«, Deutsch-nordische Begegnungen, Odense 1991, s. 344-54; »Fremmedgjorte kniplinger/En læsning i Per Højholts 'Havet komplet'«, Modernismen i skandinavisk litteratur, Trondheim 1991, s. 207-13; »De identiteit van de kunstenaar/Een thema in het werk van Kirsten Thorup«, Tijdschrift voor Skandinavistiek, 9, 1988, s. 57-65. - En ny Højholt-artikel, om »Scardanelli«, vil fremkomme i Tijdschrift og en udvidet hollandsk version af den om »Havet komplet« (med oversættelse af teksten og af et brev fra poeten) i De Gids. tilbage

7. Dog foreligger en ganske kort artikel, »Verleden en toekomst in het Andersen-sprookje 'Het Vliermoedertje'«, Tijdschrift voor Skandinavistiek, 12, 1991, s. 147-51. tilbage

8. Vagn Steens samtale med Annelies van Hees (Danmarks Radio, program 1, 6.4.1993, kl. 8.45 og 16.00) indgik i et triptykon, »Dansk i Holland«. Dagen før talte han med Amy van Marken, dagen efter med Femke Blekkingh, hvis universitetsspeciale omhandlede de hollandske Andersen-oversættelser. - Martha van Eeden stod for oversættelsen af den af Hans Tegner illustrerede såkaldte »Verdensudgave«, som fremkom i tre bind i 1899-1900. Hun var gift med forfatteren Frederik van Eeden, hvis tekst De kleine Johannes ofte er blevet sat i relation til H. C. Andersens »Reisekammeraten« (se f.eks. Jan Fontijn, Tweespalt. Het leven van Frederik van Eeden tot 1901, Amsterdam 1990, s. 177-79). tilbage

9. W. van Eeden var ikke i familie med Johannes og Martha van Eeden. Han var gift med Constance Boer, datter af R. C. Boer, der etablerede danskstudiet ved universitetet i Amsterdam. Vistnok fortjener hun en del af æren for oversættelsen. tilbage

10. På et oversætterseminar arrangeret af H. C. Andersen-Centret (Hindsgavl Slot, 30.8.-2.9.1992) diskuterede Annelies van Hees »sine« oversættelsesproblemer på grundlag af eventyret »Laserne«, - og konkluderede, at hvis der i denne »middelsvære« tekst var 24 problemer, så måtte der i de samlede eventyr være 28.800! (Oplægget, hvorfra eksemplerne hér er hentet, er netop fremkommet på tryk i seminarpublikationen Om at oversætte H. C. Andersen, København 1993, s. 18-27.) tilbage

11. »Oma« er følgelig også blevet titlen på det eventyr, som på dansk hedder »Bedstemoder«. tilbage

12. Peter Thielst, »Ordene i tornysteret«, Politiken 5.1.1993. (»Hvis ikke det snurrige ordvalg og de ofte både arkaiske og skæve sætningsformer kan opretholdes, så forsvinder den eventyrlige Andersen, som den gode oplæser ikke har problemer med at fange børn med [..]. Og har man én gang fået fat i Andersens tone og gangart, så er han umiddelbart til at læse, hvis blot vi løfter ham over i gældende retskrivning.«) tilbage

13. Man kan ikke påstå, at Holland har en frodig tradition for H. C. Andersen-illustration. Ud over Rie Cramer omtales i Erik Dals Udenlandske H. C. Andersen-illustrationer (1969) kun Theo van Hoytema, hvis indsats ikke »går i bredden«. Hans tekstinkluderende tegninger til »Den grimme Ælling« (1893) er litograferet, mens tegningerne til »Gaardhanen og Veirhanen« er stentrykt. De to arbejder foreligger i flotte faksimileudgaver (A. G. Schoonderbeck, Laren 1970 og 1974). tilbage

14. Der refereres til Fairy Tales from Hans Andersen, ved Russell Ash og Bernard Higton, New York/London 1992, 120 s. Se herom Walton Glyn Jones, »Hvad har de dog gjort ved Andersen? En historie til skræk og advarsel«, Om at oversætte H. C. Andersen [jfr. note 10], s. 67-80. Artiklen er resumeret i Danish Literary Magazine, nr. 3, 1992, s. 15. tilbage

  top Top