H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Holbergs genopstandelse i guldalderlitteraturen

Hop forbi menu og nyheder

Johan de Mylius holdt denne forelæsning i anledning af sin tiltrædelse som professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet den 3. december 2008. Den er trykt som artikel i tidsskriftet Nordica 26/2009, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2010, s. 61-77.

Anledningen - mine damer og herrer, og hvem der ellers er mødt frem her i dag - anledningen er altings moder og ophav. Og det siger jeg vel vidende, at Søren Kierkegaard, som jeg har haft som tilbagevendende læsning gennem mange år, vil ryste på hovedet ad det oppe i sin himmel. I hans optik var "anledningen" lige netop kun anledningen, og det vil sige så godt som ingenting. Husk på "det unge Menneske" i hans novelle Gjentagelsen. Han fik ørerne i maskinen, da han forlovede sig med pigen, som han troede, han havde forelsket sig i. Hvorefter han måtte indrømme over for sig selv, at hun kun var - ja, netop: anledningen, anledningen nemlig til hans selvbeskæftigelse, til hans vågnende digteriske produktivitet. Og det er jo galt! Kun at være - anledningen ...

Men uanset Kierkegaard og alt hans væsen så skal jeg i dag indlede med at understrege betydningen af anledningen, anledningen til, at det lige netop er i dag, d. 3. december, dette arrangement finder sted.

Da jeg selv kunne vælge hvornår her sidst på året forelæsningen skulle holdes, slog jeg ned på denne dato, som intet har med H.C. Andersen at gøre og heller ikke i og for sig med mit andet særlige ansvarsområde, dansk guldalder.

Og hvorfor så det? Fordi d. 3. december er Ludvig Holbergs fødselsdag. Og med Holberg begyndte en hel litteratur, som så meget i dansk litteratur og teater senere kom til at stå i gæld til.

For mig personligt er der yderligere den anledning til at markere Holbergs fødselsdag her og nu, at jeg har tilbragt 4 meget afgørende år af mit liv på den kostskole, som er fremgået af det lærde akademi, Holberg skænkede sin formue til og dermed genoplivede som en Fugl Fønix. Holbergs fødselsdag d. 3. december er derfor for mig en helt særlig anledning.

Men det, jeg har sat mig for i dag, er ikke at forelæse over Holberg selv, men at følge hans spor ind i den guldalderlitteratur, som jeg har fået som særligt arbejdsområde.

Jeg vil tage anledning af det til både at begynde og at slutte med noget tilsyneladende helt andet, men, som det skal vise sig, alligevel noget, der rammer ned midt i emnet Holberg i guldalderen.

Vi skal begynde med en samtale mellem Oehlenschläger og H.C. Andersen. Hvornår den fandt sted, ved vi ikke med sikkerhed, kun at det var engang i Andersens ungdom. Men Andersen har gemt på dette ordskifte i hen ved 30 år, før det udmønter sig i "En Historie fra Klitterne" fra 1859. Og først i 1868 gengiver han samtalen i anden levering af sine såkaldte "Bemærkninger til Eventyrene", da han gør rede for baggrunden for denne historie.

Det er en samtale om det evige liv, som Oehlenschläger tilsyneladende ikke gik så højt op i som unge Andersen, der lige over for mesterens nonchalant holdning til et liv efter døden slog i bordet og sagde noget i retning af: Man må kunne forlange det!

Om samtalen har lydt præcis sådan, som Andersen gengiver den, er nok tvivlsomt. Ved nedskrivningen i hans "Bemærkninger" var der trods alt gået næsten 40 år, siden den fandt sted. Men jeg vil læse for jer, hvad Andersen skriver:

Vi talte om det evige Liv, og Oehlenschläger henkastede de Ord: "er De saa vis paa, at der er et Liv efter dette!" Jeg holdt fast paa Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min stærke Udtalelse de uoverveiede Ord: "Mennesket kan forlange det!" - Da vedblev han: "Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har ikke Gud givet Dem saa uendelig Meget i denne Verden. Jeg veed", vedblev han, "hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; naar jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da endnu et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade".

"Saaledes kan De tale", sagde jeg, "Gud gav Dem saa uendeligt Meget paa Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle de saaledes lide, hvorfor blev det saa ulige fordeelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det vi ikke kunde!"

De, der har haft fat i denne samtale, har stort set alle været enige om, at Andersens krav om et evigt liv, er typisk Andersen: et udtryk for en barnlig og umoden religiøsitet, eller for at tale med Oehlenschläger: "en stor Forfængelighed".

Men læser man hele Andersens ræsonnement igennem, tegner der sig et andet billede. I virkeligheden er hans betragtninger over nødvendigheden af et evigt liv for at rette op på dette livs skævheder og lidelser som talt ud af Holbergs mund.

I Holbergs filosofiske hovedværk, Moralske Tanker, 1744, anden tome (dvs. 2. Bind, og titlen Moralske Tanker betyder noget andet, end moralsk betyder i dag, det er noget med tanker om mores, dvs. sæder og almene forhold), dér finder man et essay om denne verdens utallige elendigheder. Det indledes med ordene: "Menneskets Liv er kort i Henseende til Aarene, men langt i Henseende til de mange Elendigheder, som det er underkasted". Her står bl.a. at læse - og jeg citerer lidt bredt fra hans betragtninger for at give jer et indtryk af hans tænkemåde:

Naar det usle Brød, hvilket man ligesom igiennem Ild og Vand leder efter, er erhverved, møde andre Bekymringer; da handles der om at sætte Boe, hvortil udfordres Møje, Tiid og Bekostning, og, naar man haver faaet alting efter Ønske og er kommen udi en slags saakalden Velstand, er Lysten ofte forgaaed. Hvilken elendig Skiebne! naar man haver Lyst, haver man ingen Evne, og naar man haver Ævne, haver man ingen Lyst mere [...] ligesom, naar man er i den Alder, at man kan føle den Sødhed Ægteskab fører med sig, er man ikke i Stand til at føde en Hustrue, og naar man kommer i Stand til at føde en Hustrue, føler man intet uden de Besværligheder, som Ægteskab fører med sig [...] Menneskets Levnet er ikke andet end en Lidelse, skiønt Lidelse differerer udi Maaden. Alle Veje ere ujævne, snævre og knortede, og det almindelige Maal, hvortil man igiennem slige Veje sigter, er Døden. Endeligen, ligesom Livet begyndes med Graad, saa endes det og med Graad [...]

Af de mange Elendigheder som det menneskelige Liv er underkasted, kand ellers tages et Beviis paa det tilkommende Liv: thi, hvis der ingen anden Verden var efter denne Verden, maatte man sige, at GUD havde skabt Mennesket i sin Vrede, og giort det til det uselste blant alle Creature. Thi, skiønt umælende Dyr ogsaa er Elendighed og Døden underkastede, saa ere de dog fri for Sindets Bekymringer: just den Fornuft, som Mennesket haver faaet til Deel, distingverer dem udi Elendighed fra umælende Dyr, hvilke plages ikke uden af det nærværende, da Mennesker derimod have det forbigangne, det nærværende og tilkommende Onde for Øjene. Men det tilkommende Livs Haab kand forsøde alle de Bitterheder, som det nærværende Liv fører med sig: hvorudover vi maa have vore Tanker stedse fæstede dertil, ansee de jordiske Gienvordigheder som ingen Gienvordigheder, og forestille os, at jo større Lidelser vi udstaae i de forgiengelige, jo meere ville vi skiønne paa de lovede Lyksaligheder udi de ævigvarende Boeliger (Libr. III, epigr. 46).

Som det klart fremgår, er Andersens ord til Oehlenschläger om nødvendigheden af, at der venter os et evigt liv, helt i tråd med Holbergs argumentation. Der er dog også en tydelig forskel på deres udsagn. Holberg fører et bevis, som bygger på den almindelige ufuldkommenhed, lidelse og elendighed, som det nærværende liv pr. definition er underkastet, mens Andersen "forlanger" et evigt liv, fordi vilkårene i dette liv er så ulige. I livet efter døden får Gud muligheden for at rette op på uretfærdigheden . En himmelsk fordelingspolitik, så at sige. Over for den selvtilfredse og veltilfredse digterkonge Oehlenschläger, der i guldalderens ånd finder balance og menings-mættethed i livet selv, står den moderne type, den sociale mønsterbryder Andersen, der kræver af Gud, at han gør noget ved de ulige livsvilkår, om ikke før så hinsides.

Hvis vi antager, at samtalen mellem Oehlenschläger og Andersen har fundet sted engang i 1820rne, er der da omkring 80 år mellem de to udsagn. Midt i guldalderen lyder altså gennem Andersens replik et ekko af Holbergs visdom.

Men det var ikke kun Andersen, der havde Holberg med sig i bagagen i den ny tid. Det havde så sandelig også Oehlenschläger. Og det på to måder.

For det første er der i flere af Oehlenschlägers skuespil en komedietone og -stil, der tydeligt leder tanken hen på Holberg som inspirationskilde. Og det selv i romantikkens absolutte hovedværk, læsedramaet Aladdin, der som bekendt udkom 1805 i, hvad man nok må betegne som Oehlenschlägers egentlige gennembrudsværk, Poetiske Skrifter. Tag nu bare scenen i II. akt, hvor Aladdin med hjælp fra Ringens Aand er kommet frelst op af hulen, som Noureddin havde lukket ham nede i. Han er kommet tilbage til sin mor, medbringende den magiske lampe, hvis kræfter ingen af dem endnu kender. Aladdin sidder og spiser og må samtidig høre på Morgianes udgydelser:

Morgiane

Min hierte Søn! Vær langsom, giv dig Tid,
Spis ey for hastig - pust imellem lidt,
Drik til din Mad - og spild ey paa Salveten.
Skiær dig med Kniven ey i Fingrene!
Ak Gud! Man har dog idel Qval og Kummer
Af sine Børn. Den som Gud giver Børn,
Den gier han Hiertesorg. Nu tænkte jeg
Saa vist, den hellige Grav var vel forvart,
At vist du skulde blevet noget Stort.
At altid jeg mit Lærred skulde kiøbe
Hos dig, naar først du var en fornem Kiøbmand.

[det var det, Noureddin havde lovet hende at gøre ham til, da han udgav sig for at være Aladdins farbror for på den måde at lokke ham med sig ud til hulen]

Jo paa det Lav! Ak Himlen straffe dog
Den skammelige Trold, for sine Streger.

Aladdin

Ja Moder! Var det ikke skiendigt giort,
At lukke i for mig og overlade
Mig grusom til den visse Hungersnød.

Morgiane (opbragt)

Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret,
Saa nær du næsten havde tumlet om.
Den Næsvis! Hvem har givet ham vel Lov til
At tugte fremmede Forældres Børn?
Den slette Karl!

Da Aladdin er mere sulten, og Morgiane ikke har noget at give ham, kommer Aladdin i tanker om lampen nede fra hulen. Den kan han nok få solgt for så meget, at de kan få mad til to dage, mener han, og beder moderen om at række ham den:

Morgiane

Her er den. Ak hvad kan du faae for den?
Den seer jo ud, som om den havde lagt
I Jorden, hundred Aar paa samme Sted.
Det maa dog være nogle Sviin, som boer
I disse Bjerge. Man kan neppe se
At den er giort af ordentligt Metal.
Jeg vil dog gnide den først af, en Smule,
Og kan du saa faa solgt den, kiere Søn!
Saa er det godt, hvis ikke maa du bie,
Og styre Spiselysten til imorgen.

Så er det, ånden kommer frem, da Morgiane vil pudse lampen, og hun besvimer af skræk. Aladdin er mere rådsnar og siger til den mægtige ånd:

Aladdin

Ak, jeg er mægtig hungrig, kiere Dievel!
Hvis du kan skaffe mig et Maaltid Mad,
Saa skal jeg tiene dig en anden Gang,
Ifald du skulde trænge til min Hielp.

Ånden er redebon og kommer straks tilbage med sølvfade bugnende af lækker mad og forsvinder så igen. Aladdin sætter sig straks til bords og kaster sig over maden:

Aladdin

Nu da! I Herrens Navn. - Men det er sandt,
Hvor blev min Moder af? Jeg tror hun faldt
Paa Gulvet, da hun saae den store Kæmpe.
(raaber):
Hey, Moder! Hvad er det nu værd at ligge
Paa Gulvet? Op! - Du hellige Prophet!
Hun er dog aldrig død af Skræk? O Himmel!
Saa var jeg faderløs og moderløs.
(Han løber hen til Bordet og henter en Vandkaraffel, putter med det samme en Mundfuld Mad i Munden, kommer igien og stænker hende med Vand i Ansigtet).

Ak, kiere Moder! Faae dog Eders Samling.
Hvis I er død, som Mustapha, min Fader,
Saa smager der mig ey en Mundfuld meer.

Morgiane kommer så til bevidsthed, men er så fortumlet, at hun tror, Aladdin er den frygtelige ånd, så hun råber:

Morgiane (slaaer sine Øine op)
Ak, naadigste Herr Geist! Ak spar mit Liv.

Man kunne blive ved med at citere, for rundt omkring i dette store, farverige livsdrama om skaberilden fra naturens og fra den udvalgte kunstners indre har Oehlenschläger med rund hånd strøet en række folkelivsscener og særligt scener med Morgiane, scener af stor komisk kraft, med sproglig komik og situationskomik, der giver holbergsk farve og liv til det østerlandske drama. Det er lavkøbenhavnske karakterer og ditto dialog indvævet i det symbolmættede spil om den indre natur, der rejser sig af den ydre natur.

Oehlenschlägers humor er naturligvis ikke kun hentet ud af Holbergs komedier. Læser man Oehlenschlägers breve, især dem fra hans yngre år, vil man se, at der bag lyrikeren og tragediedigteren Oehlenschläger gemmer sig en løssluppen spøgefugl, der elsker at fyre brandere af.

Oven i købet - og her nærmer vi os så det andet punkt, der forbinder Oehlenschläger og Holberg - oven i købet sad Oehlenschläger midt i sin romantiske beruselse i sommeren 1803, under tag med Steffens, og skrev det komiske syngespil Freias Alter, som han ad flere omgange fik i hovedet igen fra Det kgl. Teater, men som han så udgav i første bind af Poetiske Skrifter 1805. I 1816 omarbejdede han stykket fra et syngespil til et lystspil, og i den proces forstærkede han den holbergske situationskomik, som han i diverse skriftlige forsvar for stykket helt åbent påkalder sig som sit forbillede.

Teatrets direktører, G.H. Olsen og Knud Lyne Rahbek, fandt, at stykket stødte an mod den gode smag. I tiårene efter Holbergs død og forstærket i den borgerlige guldalderkultur omkring og efter 1800, ville man ikke længere ret gerne høre på Holbergs vulgære sprog - det, som Holberg selv kaldte sine "frie Expressioner" - og se hans grove løjer og i hvert fald slet ikke se dem efterlignet i nye stykker. Om Rahbek siger Oehlenschläger derfor i sine Erindringer:

hans Smag [var] borneert. Det Burleske og Overgivne holdt han for at være under Kunstens Værdighed; den Virkning, det giorde, naar det kom fra Geniet, i Molieres og Holbergs Stykker, mærkede han ikke. Stemt og begeistret til overordentlig Lystighed kunde han desuden ikke blive. Jeg har aldrig seet ham rigtig lee; en Skoggerlatter var Noget, der laae aldeles uden for hans Natur [...] Det Stærktcomiske hos Moliere og Holberg ansaae han for Noget, som ikke burde fortsættes, det tilhørte den smagløse Tid, hvori disse store Mænd havde levet, og som maatte tilgives dem paa Grund af deres sande Fortieneste; denne bestod i Characteerskildringerne og Stykkernes moralske Tendents. For hine Værkers egenlig poetiske Duft havde den gode Rahbek altsaa ingen Sands, saalidt som legemlig Sands for Blomsterduft og anden Vellugt, hvilken han hadede saa meget, at han foretrak Stank.

Hvad ikke ret mange ved, er, at Oehlenschläger ligefrem har skrevet en komedie med et næsten komplet holbergsk persongalleri. Stykket hedder Canarifuglen og udkom første gang i 1813, hvor det også havde premiere på teatret, dog kun med 3 opførelser. Personerne er: Jeronimus, en møller, Leonore, hans kone, Leander (som er Jeronimi broder, men det fremgår ikke af personlisten), Constance (et navn, der ikke hører hjemme hos Holberg, men er hentet ud af guldalderens borgerlige stuer), og hun er Leanders brud, Pernille, hendes pige, Henrik, tjener, og såmænd Arv, gårdskarl.

Det er en intrigekomedie i 3 akter centreret omkring mølleren Jeronimus, der vogter skinsygt over sin meget yngre, men, som det viser sig, dydigt trofaste kone. Hans bror Leander har været i Vestindien i 15 år og vender uigenkendt hjem og beslutter sig for at spille sin bror Jeronimus et puds, der skal vænne ham af med hans ubegrundede skinsyge. Kanariefuglen er Leonores, mølleren vil af med den lille skrighals, som han kalder den, Leander køber den af ham og lader derefter, som om han vil give den tilbage til Leonore for et kys, og spillet udvikler sig til møllerens fortvivlelse, da Leonore - som i mellemtiden har fået at vide, hvem Leander er - kaster sig ud i en lille komedie, der skal give Jeronimus noget at blive jaloux over, da hun og Leander agerer forelskede. For at gøre det hele endnu mere indviklet, bliver Constance og Pernille også hvirvlet ind i de foregivne forelskelser. Men naturligvis, det hele opklares til sidst og bringes til harmoni, og Jeronimus har lært sin lektie.

Komedien er alt for lang til at være morsom, replikkerne og intrigen mangler saft og kraft, og så har Oehlenschläger oven i købet fået den usalige ide, at forfatte alle replikkerne i aleksandrinere. Her skal man altså sågar høre gårdskarlen Arv tale i dette klassiske versemål med to gange tre trykstærke stavelser og indsnit i midten - og jeg citerer her de første linier af stykkets åbningsreplik, Arvs replik, da han står vagt uden for møllerens hus for at holde øje med Jeronimus' kone, der sidder oppe ved vinduet, og se, om hun kommunikerer med nogen nede på gaden; og jeg læser med fuldt overlæg linierne i træskotrav, for at I kan høre rytmen - og høre, hvor ilde anbragt den er:

Der kommer han igien, min Husbond. Han har sagt,
Jeg skal i Porten staae, som Een der holder Vagt,
Og see om ogsaa Folk smukt hilser min Madame,
Som der i Vinduet baldyrer i sin Ramme [osv.]

Ideen med at skrive en komedie i aleksandrinere er jo så langt fra Holberg-stilen som overhovedet muligt. Oehlenschläger har sikkert haft Wessels Kiærlighed uden Strømper i tankerne, men dér tjener versemålet jo det komiske formål at parodiere de franske tragedier. Hos Oehlenschläger har det ingen mening som helst og er med til at gøre stykket noget nær uspiseligt. Så hjalp det ikke meget, at han senere (1839) forkortede det til 2 akter, hvorved i øvrigt Constance og Pernille røg ud af persongalleriet. Nu hed stykket ikke længere Canarifuglen, en titel, der også var med til at forvirre læseren helt, men fik den mere oplagte titel, Den skinsyge Møller. Endnu en gang forkortede Oehlenschläger stykket, til det fik den form, hvori det fremkom i pragtudgaven af hans værker 1851, altså året efter hans død.

Det er ikke til at fatte, at Oehlenschläger har spildt så mange kræfter på denne komedie, for det lykkedes ham aldrig med den at komme så nær på Holbergs komik, som han gjorde det i sine unge år f.eks. med Freias Alter og med de omtalte scener af Aladdin.

Som genopliver af Holberg blev han tematisk set langt overgået af tidens eneste kvindelige danske forfatter af betydning, Thomasine Gyllembourg, Johan Ludvig Heibergs mor, der fra slutningen af 1820rne og frem til midten af 1840rne skrev en lang række såkaldte Hverdagshistorier, der var uhyre populære. Både Søren Kierkegaard og Poul Martin Møller hørte til deres fanskare, og Kierkegaard skrev om dem, at det var sådan, at hver jul ønskede de unge piger sig dels en ny kjole, dels den seneste fortælling af forfatteren til En Hverdagshistorie. Det blev til mere end 20 af disse anonymt publicerede billeder af det bedre borgerskabs liv, deriblandt i 1837 en fortælling med titlen Montanus den Yngre.

At en litteratur lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat, sagde Georg Brandes ca. 35 år senere. Men det med at sætte problemer under debat, det gjorde så sandelig allerede fru Gyllembourg, og ikke mindst i denne historie, som på guldalderens grund tager livtag med maskinerne og dermed den begyndende industrialisering, med tendenser, der lokaliseres til England og Amerika, og dermed ikke mindst en ny tids materialisme i livsholdningen. Vi skal frem til Goldschmidts roman Ravnen fra 1867, Vilhelm Topsøes Jason med det gyldne Skind (1875) og Henrik Pontoppidans Lykke-Per fra omkring århundredskiftet for at finde paralleller. Så den gamle fru Gyllembourg var tidligt ude.

Holbergs komik finder man ikke den mindste reminiscens af hos Fru Gyllembourg. Morsom er hun ikke, det skulle da være ufrivilligt morsom, set med vore dages briller. Men hun er tænksom i sine livsbelæringer, præcis og skarp i sine skildringer af sæder og (u)skikke og indtrængende i sin psykologi. Hun har på ingen måde gjort forsøg på at skrive som Holberg, men har overført hans karaktertype til sin egen tid og dens problemstillinger.

Holbergs Erasmus Montanus alias Rasmus Berg vender hjem fra universitetet til landsbyen, hvor han modtages med beundring af sine forældre, ikke mindst moderen, og hvor han forbløffer sit oprindelige bondske bagland med sine luftige syllogismer, dvs. såkaldt logiske slutninger i stil med "en sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, altså er Morlille en sten!" Det viser sig dog snart, at det, han har fået ud af studierne, er, som det hedder i stykket, at han er blevet en lærd mand på Himlen, men en nar på jorden. Erasmi broder Jacob, der er aldeles ustuderet, har en sund, jordbunden fornuft, der let kan hamle op med de lærde slag i luften, og selv den tåbelige degn har Erasmus i længden svært ved at udkonkurrere over for bønderne. Erasmus bringer dog ikke kun studentikose naragtigheder med sig, men også sand viden, nemlig om at jorden er rund. Men den går ikke i landsbyen, hvor enhver kan se med egne øjne, at jorden er flak. Den konflikt, der opstår omkring det spørgsmål, løses håndfast med, at Erasmus får prygl af løjtnanten, indtil han bøjer sig og anerkender den lokale visdom. Komedien slutter med, at Erasmus siger: "Min kiere Svigerfar, Jorden er flak som en Pandekage! Er han nu fornøyet?" Og det er svigerfar, der til gengæld for den indrømmelse giver ham sin datter til ægte. Og så kan de alle gå ind at drikke på en forligelse, alle inklusive løjtnanten.

Fru Gyllembourgs udgangspunkt og målestok er ikke landsbyen, men præstegården, og dermed er konflikten rykket midt ind i guldalderens og den sene enevældekulturs teologisk-metafysiske hjerte.

Kort fortalt går historien ud på, at præsten Valbergs ene søn, Conrad, har været i England og Amerika for at uddanne sig til at overtage og bestyre sin onkels, agent Valbergs klædefabrik. Han kommer hjem til præstegården fyldt med nye ideer og virketrang og også fuld af kritik af uduelighed og slendrian hos onklen og dennes hidtidige bestyrer, Olsen. Også politisk er han blevet inficeret af det store udland og holder liberalismen i England og den republikanske styreform i Amerika op som idealer over for det snærende og forstenede enevældesamfund, hvilket sidste ophidser en højtstående enevælderepræsentant, en baron med fortid i statsadministrationen, som skulle have været hans støtte i finansieringen af alle de nye tiltag, han vil sætte i værk.

Conrad lægger sig også ud med sin far, præsten, som han anser for et gammelt vrøvlehoved, og kommer i alvorlig disput med sin bror, teologen Ludvig, der er fortællerens livanskuelsesmæssige talerør.

Hos Holberg var Erasmus' forhold til sin gamle kæreste Lisbed en ret så perifer krølle på konflikten. Men fru Gyllembourg har helt i tråd med sin tid gjort den ideologiske og samfundsrelaterede konflikt til en hjertesag, så at sige, idet det er på følelsernes grund, det egentlige slag slås. Conrads forlovede, præsteparrets plejedatter, den beskedne og inderligt følelsesfulde Hanne (sådan er de ideale piger hos Thomaskinen, som Henrik Hertz kaldte hende med en velment hentydning til den evindeligt snurrende temaskine på stuebordet) må tro, at den fornuftskolde og hensynsløse Conrad har vendt hende ryggen, enten til fordel for den rige Miss Lightning (ja, det hedder hun faktisk!) i England eller for den strålende Francisca fra den nærliggende herregård. Og det er først, da Conrad gennem en alvorlig krise, hvor han tror at skulle miste alt, når frem til at forstå sine inderste følelser for Hanne og indse værdien af den gamle præstegårds tro, at tingene falder på plads. Conrad bliver ikke som Erasmus tæsket på plads, men når selv gennem begivenhedernes udvikling ud til den yderste rand, hvor selvmordet er nærliggende som udvej, og kommer så ud på den anden side. Præstegården og industrialismen finder til slut hinanden i et ædelt kompromis. Da både følelserne og ideologien er på plads, kan Conrad få lov til at installere de nye, importerede maskiner på fabrikken.

Også H.C. Andersen har haft fat i Erasmus Montanus og i en sammenhæng, der er meget beslægtet med konflikten i fru Gyllembourgs historie. Det er i hans livsanskuelsesdebatterende roman At være eller ikke være fra 1857, hvis kap. IX i første del bærer overskriften "Den ny Montanus". Niels Bryde, der er plejesøn hos et præstepar på den jyske hede, tager studentereksamen i København og vender da hjem på ferie til præstegården opfyldt af naturvidenskab, ny teknik og Feuerbachs religionskritik, og det er i sammenstødet mellem den gammeldags præst og de nye tanker, at Niels kommer til at stå som en ny Montanus. Niels taler næsten med Andersens egen mund, når han siger til sin plejefar:

Menneskeslægten gaaer i vor Tid frem med Kjæmpeskridt. I ethvert Aartusinde kommer altid et Aarhundrede, hvori man tydeligst mærker Rykket fremad; i et saadant Seculum leve vi.

Og da så præsten kalder ham "en anden Erasmus Montanus", replicerer han:

Ja, men her paa Heden troer man ikke som "paa Bjerget", at Jorden er flak; man er videre, man lader ikke Montanus lide Uret. Det er mig som en Tragedie, dette holbergske Lystspil, denne Miskjendelse af hans Omgivelse; og det meest Tragiske er, at han til sidst maa bøie sig for Uvidenhed og lade Sandheden slaae ihjel, sige at Jorden er flak! - Derved bliver rigtignok Montanus til en Stymper, og man har ikke længer Interesse for ham, man føler det Tragiske i det givne Billed af Verdens Usselhed.

I romanens videre udvikling kommer dog også Andersens Niels Bryde - ligesom fru Gyllembourgs Conrad - til en accept af noget af præstegårdens religiøse kultur via en dyb krise, der her falder sammen med nationens krise under treårskrigen.

Som en og anden vil vide, optræder Holberg selv i en af Andersens historier, "Hønse-Grethes Familie" fra 1869, en fortælling om Marie Grubbes skæbne. Det er Holbergs egen beretning om sit møde med Marie Grubbe under pesten i 1711, sådan som han har skildret det i sin epistel 89, der er kilden til Andersens iscenesættelse af mødet mellem student Holberg og den aldrende færgekone ved Grønsund på Falster. Og det 7 år før J.P. Jacobsen med en helt forskellig tematik tog den samme situation op i romanen Fru Marie Grubbe.

Men det er på teatret, Andersen har taget det egentlige livtag med den Holberg, han var dybt fortrolig med lige siden sin barndom i skomagerhjemmet i Munkemøllestræde her i Odense.

Den 26. marts 1845 var der premiere på Det kgl. Teater på et nyt stykke af H.C. Andersen: Den nye Barselstue, originalt Lystspil i een Act. I bogform først udgivet i 1850. De, der tror, at Andersen var en håbløs dramatiker, der kun havde fiaskoer på teatret, må tro om igen. Flere af hans stykker var solide successer, bl.a. netop Den nye Barselstue, der gik 61 gange på Det Kongelige inden for hans levetid.

Holbergs Barselstuen falder som bekendt i to dele, der kun løseligt er knyttet sammen: en helt burlesk satire over et fænomen i tiden, de vidtløftige barselstuer, hvor alverdens mennesker væltede ind som gratulanter, sled på den nybagte mors nerver og åd og drak familien ud af huset - og så som det eneste handlingsskabende i komedien, ægtemanden Corfitz' kvaler, da han tror, at han måske ikke er far til det nyfødte barn. Han er jo 70 og giftede sig for to år siden med en purung pige på 15 og har derfor let ved at få mistanke til sin unge kones musiklærer. Det hele bliver helt grotesk af, at Corfitz gemmer sig inde under bordet i barselstuen for at slippe for de besøgende madammer, men en af dem opdager, at der ligger en mand under bordet og sætter sladderen i gang om, at det er konens elsker, der gemmer sig dér. Og det tror ægtemanden på, lige til han kommer i tanker om, at det jo var ham selv, der lå der. Og så er alt igen fred og idyl i ægteskabet. Andersens Barselstue følger i nogle henseender forlægget hos Holberg, men har et helt andet sigte. Hans komedie er en lystig satire over teater- og kulturlivet. Det er teater om et teaterstykke. Digteren Jespersen, som ingen har tiltroet særlige evner, har pludselig begået en stor succes, et stykke med titlen Kjærlighed, som lige har haft premiere. Og dagen derpå vælter det ind med gratulanter i familien Jespersens hjem, ganske som med de besøgende i Holbergs Barselstuen, deriblandt inkognito Jespersens gamle ven, lægen Wendel, just hjemvendt efter 15 år i Amerika og Brasilien. Alle har troet, han var død, men Jespersens søster, som er Wendels gamle kærlighed, genkender ham. Gratulanterne - og her folder Andersen sig ud med ironi og satire over typer fra tiden - kommer ind i dagligstuen, hvorfra der fører to døre ud. Én ind til spisestuen, hvor en frokost er sat frem, og hvor de en efter en forsvinder ind for at gøre sig til gode med varerne, og én dør ind til Jespersens arbejdsværelse, hvor manuskriptet til det nyfødte barn, skuespillet Kjærlighed, ligger. Derind går Wendel for at læse stykket og således, når han skal overraske sin gamle ven, kunne sige, at han, skønt netop hjemkommen fra Brasilien, kender det nye stykke. En af de besøgende er kritikeren Momsen, hvis anmeldelse af stykket Jespersen selv har skrevet! Han kommer for at få ordlyden i sin anmeldelse godkendt (det er et gennemkorrupt kulturliv, der beskrives her), og Jespersen går så også ind i arbejdsværelset for at korrigere Momsens version af hans selv-anmeldelse. I døren møder Jespersen og Wendel hinanden - og tableau, Wendel har opdaget, at han selv er far til barnet. Stykket Kjærlighed omhandlende hans kærlighed til Jespersens søster, skrev han, inden han forlod Danmark for 15 år siden, og da Jespersen troede, han, Wendel, var død, har han udgivet barnet for sit eget. Wendel vil dog ikke afsløre ham, men koncentrere sig om at vinde hans søsters kærlighed. Og så kan stykket slutte med en scene, hvor gæsterne skåler og råber hurra for forfatteren Jespersen, og hvor fru Jespersen udbryder: :

Gud, hvad maa Du ikke føle Mand! Hvor det maa være saligt at være en Digter, som Du er det!

Og Jespersen svarer:

Ja, det kan Du troe!

Andersen er her en elegant og vittig efterfølger for Holberg og har snildt forvandlet Barselstuen til teater om teatret og til en lille guldgrube af intertekstuelle referencer, hvor der oven i købet inde i lystspillet direkte i replikker vises hen til Holbergs komedie.

Det er komedie i komedien og med komedien, det er Holberg i nye klæder, vel at mærke ikke i ideologiske guldalderklæder, men i en ret så moderne leg med teateret og med publikums kendskab til forbilledet.

Indledningsvis sagde jeg, at jeg både som begyndelse og ende på denne forelæsning ville tage fat i noget, som tilsyneladende intet havde at skaffe med Holberg. Da enden nu er nær, er det kun denne rosin, vi mangler.

Jeg skal da her til nogens overraskelse tage Grundtvig frem. Vel at mærke hans vidtberømte udsagn "Menneske først og Christen saa!", som er titlen på Kaj Thanings engang meget diskuterede disputats om Grundtvig (fra 1963). Sentensen er førstelinien i et digt af Grundtvig fra 1837, og tanken, så vidt man nu mener at forstå Grundtvigs mening med udsagnet, ses gerne som en af hans "mageløse opdagelser".

Men hvis sandheden skal frem, så er det en tanke, der på sæt og vis kan føres tilbage til Holberg - og igen til Moralske Tanker 1744. I første bogs 3. essay (Libr. I, epigr. 5), der lægger ud med at ville diskutere henholdsvis fornødne, nyttige og skadelige studeringer, opfordrer Holberg til "at giøre Folk først til Mennesker, førend man forsøg[er] at giøre dem til Christne", hvilket han længere fremme i sit essay formulerer som, at "man maa først legge Grundvold ved at danne og tette Karrene, førend man gyder Viinen i dem". At Holberg har sin egen dagsorden angående opdragelse og uddannelse her, skal ikke sløre vores blik for det faktum, at uanset hvad de to, Grundtvig og Holberg, så måtte være uenige om, så er Grundtvigs berømte udsagn i hvert fald taget på ordet en genlyd hen over 90 års afstand af et markant udsagn hos den livskloge Holberg. Ét af flere træk, der knytter kirkefaderen og reformatoren Grundtvig til elementer i det 18. århundredes oplysningstænkning.

Om Holberg lever og har det godt i dag, kan man nok have sine tvivl, når man ser på, hvor sjældent han efterhånden spilles. Men når selv guldalderen, der stod ham fjernt i sprog, menneskeopfattelse, smag og ideologi, på så mangfoldig vis har forholdt sig til ham og ladet sig inspirere af hans tanker og af hans komedier, kunne man da håbe på, at også vi, der på mange måder egentlig er langt nærmere Holberg i hans saftige livsbilleder og fordomsfri tankegang, med tiden kan komme til at opleve en Holberg-renæssance.

Så der er vel al grund til at benytte anledningen til at ønske Holberg, endnu en gang, et tillykke med fødselsdagen - i dag, den 3. december.

  top Top