H.C. Andersen centret

Dagbog 12. maj 1867.

Hvert Efteraar siger Løvet der faldt:
Dine Dage blev talt,
Du som Blomster og Hø,
Skal henvisne og døe!
Men Foraaret siger i hvert et Blad
Fra dit Jordliv Du kommer
Til en Evigheds Sommer
Hvor hver Sjæl er Dig nær
Du paa Jorden fik kjær.
Der er Solskin og Bjergluft
Og Kløverens Duft.

Hvorfor, o Herre, forundte Du mig,
At see saa meget i Verden af Dig.
Du satte mig først i Armods Vraae
Og bar mig saa ud at jeg Verden saae,
Min Tids de Bedste har trykket min Haand,
O sluk ei i mig den hellige Aand,
Den Sjæl som svimler i al den Naade
Der lyser og dog er mit Liv en Gaade.
(Den er som du selv en vidunderlig Gaade!)

Jeg sidder i et Vertshuus i fremmed Land
Mig Ingen kjender, jeg kjender Ingen;
Dog Græsset, Blomsterne, Himlens Stjerner
De hilse mig hjemligt; mit Sprog er med mig,
Det har syvfold Udtryk for hvad jeg føler,
Hvor Franskmanden kun har et eneste eet.
Det franske Sprog er en deilig Statue,
Afrundet og meislet, men ingen Farver
De findes i Norden i Svensk, Norsk og Dansk.

Fra Jurabjergene det stormer,
Neuchatel heelt er skjult i en Støvsky.
Det hyler i Luften, jeg har hørt den Sang før
Paa Jyllands Vestkyst naar Skibe strandet,
Jeg har hørt den under Portugals Kyst;
Et Byrons Digt sat i Musik af Stormen,
Jeg sidder paa Fløiel i høiloftet Stue,
Med Blomster paa Bordet, Balcondøren lukt,
Thi ellers brød Stormens Dæmoner herind.
De ruske i Døre, og Storm-Choret synger
Om Alt hvad det saae fra vort Jord var et Chaos.