H.C. Andersen centret

Smudstitelblad Eventyr. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Tekst: 61 Sider. - Indholdsfortegnelse. S. [62]. - 8vo - Pris 24 Sk. (Udkom 8. 5. 1835).

Indhold.

267. Fyrtøiet
(Saml. Skr. XIII, 1). p. 1
268. Lille Claus og store Claus
(Saml. Skr. XIII, 9). p. 17
269. Prindsessen paa Ærten
(Saml. Skr. XIII, 21). p. 42
270. Den lille Idas Blomster
(Saml. Skr. XIII, 22). p. 45

Med dette Hæfte begynder Udgivelsen af en Serie Eventyr bestaaende af 2 Bind betitlet: Eventyr fortalte for Børn, som udkom ialt i 6 Hæfter. Af praktiske Grunde skal her gives en Oversigt over Udgivelsen af alle Hæfterne, idet det dog skal bemærkes, at de enkelte Hæfter vil blive beskrevet under de Aar, i hvilke de er udkomne.
Serien bestaar af følgende Hæfter:

Eventyr fortalte for Børn:
			1. Oplag.	2. Oplag	3. Oplag
1.	Hæfte	(61 Sider).	1835.	1842.	1845.
2.		(76 ).	1835.	1843.
3.		(60 ).	1837.	1846.

Eventyr fortalte for Børn. Ny Samling:
			1. Oplag.	2. Oplag
1.	Hæfte	(58 Sider).	1838.	1846.
2.		(53 ).	1839.	1847.
3.		(49 ).	1842.	1847.

De 3 førstnævnte Hæfter danner 1. Bind, og med Udgivelsen af 3. Hæfte 1837 medfulgte: 1) nyt Titelblad (fælles for de 3 Hæfter). 2) Forord (med Overskriften: Til de ældre Læsere) VIII Sider samt 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter. De 3 sidstnævnte Hæfter (Ny Samling) danner 2. Bind og paa samme Maade som med 1. Bind medfulgte med Udgivelsen af 3. Hæfte i 1842: 1) nyt Titelblad med Betegnelsen Andet Bind. 2) Blad med Tilegnelse til Fru Heiberg (den samme Tilegnelse som findes i 2. Hæfte 1839). 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter.
Med Afslutningen af 3. Hæfte 1842 udgav nu Forlaget 1. og 2. Bind til en Pris af 72 Sk. pr. Bind. 2. Oplag af 1. Bind kom i 1846, og 2. Oplag af 2. Bind i 1847.
De forskellige Oplag af Hæfterne er meget ofte sammenblandede i de forekommende Eksemplarer, og da Hæfterne jo har Fællestitelblade til 1. og 2. Bind, er de enkelte Hæfters Titelblade ofte fjernede ved Indbindingen; da der imidlertid findes mange Afvigelser i Ortografien, Tegnsætningen etc. imellem de forskellige Oplag, vil man, hvis man skal undersøge et saadant Eksemplar, ved at benytte nedenstaaende Skema hurtigt kunne bestemme fra hvilke Oplag de paagældende Hæfter stammer.

1. Bind.			1. Oplag.		2. Oplag
1. Hæfte,	2,	Lin.	7 f. o.	kan heise Dig	- kan heise dig
	8,		7 f. n.	Cavalier	- Cavaleer
	10,		4 f. n.	bare et lille Øieblik	- bare et Øieblik
2. Hæfte,	5,		4 f. n.	groer	- groe
	33,		2 f. n.	kjender Du ham! veed	- kjender Du ham og veed
	34,		1 f. n.	stakkels	- stalkes
3. Hæfte,	6,		5 f. n.	Rosenblad	-Nosenblad
	6,		5 f. n.	blaa	- blaae
2. bind
1. Hæfte,	7,		6 f. o.	lille Gaaseurt	- unge Gaaseurt
	17,		6 f. o.	saadant	- saadan
2. Hæfte,	9,		1 f. n.	rigtig nok	- rigtignok
	52,		8 f. o.	Bøster	- Søster
3. Hæfte,	17,		2 f. n.	Tinsoldaterne	- Tindsoldaterne
	33,		8 f. o.	han (første Ord)	- ham

"Fra Pressen er udkommet: Æventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen, 1ste Hefte, Heft 24 Sk. C.A. Reitzel". Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. 21.5.835.
Anmeldelser af Eventyr fortalte for Børn: Dannora, 1836, 74. - Dansk Literaturtidende, 1836, Nr. 1, 10 - Kjøbenhavnsposten 18. 7. 1837, Nr. 196, 795-96. - Søndagsbladet, Nr. 20, 17. 5. 1835, 320.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/85, 1971/86, anm.: A-675, A-738b, 1971/456)

Eventyr, fortalte for Børn. Første Samling. Tredie Hefte (1837), fik kun én anmeldelse: d. 18. juli 1837 i Kjøbenhavnsposten , signeret "l.n.". H.C. Andersens ungdomsven Orla L ehman n var redaktør af avisen på det tidspunkt, og Erling Nielsen sandsynliggør i Eventyrenes modtagelseskritik i bd. 6 af H. C. Andersens Eventyr , Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, København 1990, s. 133, at Lehmann er anmelderen.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH a-728-j)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Anmeldelsen af Lekkameraden. Vald samling af Sagor och Berättelser för Barn. Utgifven af J. W. L. Liffman. Första Häftet. angår de to første hæfter af Eventyr, fortalte for Børn . Bragt 20. december 1838 i Aftonbladet, på det tidspunkt Sveriges største avis.

Portefeuillen 2. hefte: "'Eventyr for Børn' udkommet på tydsk og svensk". Indgående omtale af den tyske udgave fra Vieweg med 'nydelige Kobbere'.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.

Caroline von Göhren [Caroline von Zöllner]. Leipzig 1857. 130 S. [HCA omtaler bogen i brev . Niels Oxenvads resumé af bogen:

Christian Wohlgemuth oder der innere Beruf. Af Caroline von Göhren (= Caroline von Zöllner). Leipzig 1857. Det er for så vidt rigtigt – som HCA selv udtrykker det – at han syntes at læse sin egen livshistorie i denne lille bog på 130 oktavsider), men der er også forskelle. Det er helt evident, at forfatterinden har læst ”Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung” Den mest betydningsfulde lighed er den, at såvel HCA som CW sprængte de rammer, som deres omgivelser havde udstukket for deres liv efter barndommen. For dem begge lykkedes det at realisere en drøm om at blive selvstændig forfatter/digter, for HCAs vedkommende fortrinsvis ved egen kraft, for CWs vedkommende fortrinsvis ved tilfældighedernes spil og omgivelsernes hjælp. Såvel HCA som CW er skildret som sønner af fattigfolk, i begges tilfælde som søn af en lappeskomager og en mor, der virkede som vaskekone (HCA) eller sypige (CW). CW var imidlertid 1 ud af en søskendeflok på opr. 5, som dog ved en epidemi reduceres til 2, nemlig CW og søsteren Dorchen (Dora), hvis liv imidlertid ikke kan sammenlignes med det liv, som blev HCA.s halvsøster Karen Marie til del. Til forskel fra MEEuD og MLE førte skomagerfamilien ikke nogen isoleret tilværelse. Den havde en stadig og livlig kontakt med en nabofamilie, en velstående tømrermester, dennes kone og 3 sønner og 1 datter. Sidstnævnte døde dog som offer for den ovennævnte epidemi. De to familier foretog som regel en fælles skovtur en søndag i maj. Under en sådan fælles skovtur støder en lidt ældre præstesøn fra de to håndværkerfamiliers naboskab til selskabet. Denne bliver budt på kaffe og tilbyder til gengæld at underholde børnene og deres forældre med et eventyr, kaldet ”Der Rangstreit im Walde”. Efterfølgende udspørger han børnene om, hvilket af de i eventyret optrædende træer, de synes bedst om. Da turen tilsidst kommer til CW vælger han – til forskel fra de andre børn – ikke noget bestemt træ, men skovens træer som helhed og priser dem for deres evne til at overleve et stormfuldt uvejr og derpå forskønne naturen. Præstesønnen roser CW for hans fantasi og spår ham et fremtid som digter.
År hengår, og CW kommer lejlighedsvis på et greveligt slot uden for byen, og under et af disse besøg opdager han – mens han venter på, at en af tømrermesterens sønner skal dukke op - et eksemplar af ”Eines Dichters Bazar” af Andersen (sic) og bliver fuldstændig opslugt at dette værk. Senere bliver han også bekendt med såvel brødrene Grimms som A.s ”Märchen”, samt A.s digte og dramatiske værker, sidstnævnte i al hemmelighed og via tømrersønnen Karls hjælp udlånt fra en lærd hr. Hohfelds privatbibliotek. Hr. Hohfeld bliver derefter CW.s første velgører, sørger bl.a. for at han får en ordentlig skolegang, først i byens højere borgerskole, siden i et gymnasium. Efter endt studentereksamen drager CW – stadig på hr. Hohfelds foranledning – videre til universitetet i Heidelberg, hvor gode mennesker giver ham ”Freitische” flere gange om ugen og han finder et billigt tagværelse, hvor månen fortæller ham historier, jfr. HCAs ”Billedbog uden Billeder”. Pengene til et egentligt universitetsstudium har han imidlertid ikke, og han er på nippet til lade sig uddanne til lærer på et af de netop oprettede seminarier, med henblik på et senere virke i den tids folkeskole. Tilfældigt bliver en medstudent i Heidelberg opmærksom på CW.s nød og fortæller det videre til en anden student, som viser sig at være en søn af det grevepar, hvor CW i sin barndom var blevet bekendt med Andersens værker. Grevesønnen tilbyder CW at blive hans manuduktør, og uden at gå videre i detaillen ender romanen med, at CW får opført sit første dramatiske arbejde på Heidelbergs teater. CW havde ikke mod til at overvære premieren på stykket (jfr. HCA og ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”), men grevesønnen kan ved sin hjemkomst fra teatret berette om stykkets succes.

H.C. Andersens "Samlede Skrifter" er udgivet i to danske udgaver (men udkom før på tysk: Gesammelte Werke fra 1847, inklusive supplementer 50 bind!): Samlede Skrifter bd. 1-33, 1853 (påtrykt årstallet 1854) - 1879 og Samlede Skrifter. Anden Udgave bd. 1-12, 1876-1880. Birger Frank Nielsen henviser konsekvent til andenudgaven af Samlede Skrifter , når han henviser til trykte versioner af tekster, han omtaler i H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875 (1942). Henvisningerne er en hjælp til den læser, der vil finde og læse en tekst, og en del tekster, især lejlighedsdigte, er da heller ikke til at finde andre steder (eller var det ikke før udgivelsen af Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, Kbh. 2000). Det er standard at henvise til andenudgaven af Samlede Skrifter fremfor førsteudgaven, og det må skyldes forskellen i overskuelighed. Førsteudgaven er en lidt sær og rodet udgivelse, idet den indeholder førsteudgivelser af flere af de større værker, der hen ad vejen blev indlemmet i Samlede Skrifter i stedet for at trykkes som selvstændige publikationer: romanen At Være eller ikke være (1857, SS bd. 23) og rejsebøgerne I Spanien (1863, SS bd. 24) og Et Besøg i Portugal (1868, SS bd. 28). Det sidste bind i førsteudgaven, bd. 33: Digte. Tillæg (1879), supplerer bd. 15 og 16 (1854). Det udkom (nogenlunde) samtidig med andenudgavens eneste digtbind, bd. 12, der således samler digtene, der fylder tre bind i førsteudgaven.

Birger Frank Nielsen beskriver førsteudgaven nærmere i sin bibliografi, se http://www.andersen.sdu.dk/forskning/bib/bfn/vis.html?p=634&show=1 , og Gesammelte Werke beskrives yderligere her: http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/register/info.html?vid=801 . Andenudgaven beskrives nedenfor:

1. Bind.

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Første Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Mit Livs Eventyr s. 1 - 554

Indbundet i samme bind, men udkommet senere, nemlig maj 1877: Mit Livs Eventyr. / af H.C. Andersen. / Fortsættelse / (1855-1867). / Udgivet af / Jonas Collin. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877.

2. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Andet Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Improvisatoren s. 3 - 343

3. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tredie Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

O.T. s. 1 - 283

4. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjerde Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Kun en Spillemand s. 1 - 304

5. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

De to Baronesser s. 3 - 259

At være eller ikke være s. 263 - 508

6. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Sjette Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Billedbog uden Billeder (1.-33. aften) s. 1
Lykke-Peer s. 41

Biographiske Skizzer s. 123

1. En Periode af Ole Bulls Liv s. 125
2. Henriette Hanck s. 128
3. Jens Adolph Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann s. 130
4. Johan Peter Emilius Hartmann s. 141
5. Bernhard Severin Ingemann s. 147
6. Bertel Thorvaldsen s. 149

Fodreise fra Holmens Canal til østpynten af Amager s. 161
Reiseskizzer s. 271
Silkeborg s. 273
I Schweiz (Ragaz, Løven i Luzern) s. 283
Festen i Obergammerau s. 292
Charles Dickens s. 299
I Danmark, (Skagen, Vænø og Glænø) s. 328
Jura Bjergene s. 343
Nürnberg s. 347

7. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Syvende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

En Digters Bazar s. 3 - 385

8. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 s. 3
I Sverrig s. 123
I Spanien s. 255
Et Besøg i Portugal s. 483

9. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret s. 1
Fire Aarstider s. 37
Festen paa Kenilworth s. 69
Skilles og mødes s. 169
En rigtig Soldat s. 245
Den Usynlige paa Sprogø s. 271
Mulatten s. 303
Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris s. 391
En Comedie i det Grønne s. 399

10. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tiende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Maurerpigen s. 1
Vandring gjennem Operagalleriet s. 83
Fuglen i Pæretræet s. 99
Kongen drømmer s. 133
Lykkens Blomst s. 167
Den nye Barselstue s. 237
Liden Kirsten s. 271
Kunstens Dannevirke s. 297
Bryllupet ved Como-Søen s. 311
En Nat i Roskilde s. 367
Meer end Perler og Guld s. 393

11. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ellevte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Ole Lukøie s. 1
Hyldemoer s. 77
Nøkken s. 123
Indledning til Carnevalet s. 157
Paa Langebro s. 169
Han er ikke født s. 255
Da Spanierne varher s. 317
Ravnen s. 385
I Vetturinens Vogn s. 425
Kong Saul s. 435
Agnete og Havmanden s. 467
Ahasverus s. 549

12. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tolvte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[digte]

13. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Trettende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[eventyr/historier] - i bd. 13-15 i en rækkefølge, der ligger tæt på teksternes oprindelige udgivelseshistorie.

14. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjortende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

15. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femtende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

Billedbog med Billeder af H.C. Andersen. 1805-1905 2. april.
Fremstillet af Louise Melchior Til fordel for et københavnsk Børnehjem. 30 løse ark i mappe, Titelblad af A.Malmstrøm, Ramme tegnet af hans Tegner.
I avisartikel Politiken 6.3.1922 oplyses det, at bogen blev udgivet af Louise Melchior sammen med sin dalevende søster - hvilket kan være Johanne eller Harriet.
Planche 1: P. Nordahl Groves litografi af fødehjemmet
Planche 2: BO17
Planche 3: Elisabeth Jerichau Baumanns maleri af HCA, (Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg)
Planche 4: Fire fotografier af HCA (bo49, i HCAs fotoalbum; BO137, Danmarks Fotomuseum; BO32; BO156)
Planche 5: Udsnit fra Agnete Lind Billledbog V (HCA/XXIII-c-5-27)
Planche 6: Klip møllemand og to Ole Lukøier påskrift: 'Til Frøken Anna fra H.C. Andersen' (Melchior-familien)
Planche 7: Klip (HCA/XXIII-B-7 - Axeline Lund)
Planche 8: Klip pierrotter på svaner palme med engle (ukendt eje; Uttenreitter s. 75)
Planche 9: Klip krands med svaner, nisser dansere, storke. Påskrevet med romerske bogstaver: 'Hans Christian Andersen 1870' (ukendt eje)
Planche 10: Klip (HCA/XXIII-B-5-C, Louise Drewsen)
Planche 11: Klip (Melchior)
Planche 12: Frijsenborgklippet (HCA/2004/b-143, privateje)
Planche 13: Klip (Melchior)
Planche 14: Klip (HCA/2011/B-42; ukendt eje; Uttenreitter s. 29)
Planche 15: Klip (HCA/1988/38, Melchior)
Planche 16: Klip, påskrift: 'Storken har faaet Beenet i Halsen og ikke paa det rette Sted - H.C. Andersen' (ukendt eje; Uttenreitter s. 49)
Planche 17: Udsnit af Agnete Linds Billedbog V (HCA/XXIII-c-5-73)
Planche18: Udsnit fra Agnete Linds Billedbog I (HCA/XXIII-C-1-0005)
Planche 19: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 5)
Planche 20: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 22)
Planche 21: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 23)
Planche 22: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 24)
Planche 23: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.1)
Planche 24: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.3)
Planche 25: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.31)
Planche 26-29: HCAs skærm (HCA/A-234; Melchior)
Planche 30: Rolighed, fotografi

(Bibliografisk kilde: HCAH 1966/40)

KIERKEGAARD, SØREN, Af en endnu Levendes Papirer. I hans: Samlede Værker , XIII. Udgivne af A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange. Gyldendal, København og Kristiania. Pp. [43]-92.
Oprindelig offentliggjort som selvstændigt skrift 1838. - Undertitlen, Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste Værk, 'Kun en Spillemand', findes ikke anført på titelbladet. - Påny trykt i Samlede Værker 's 2. udg., XIII, 1930, pp. [47] - 100, med noter pp. 15-21 i tillægget, - og i 3. udg., ved Peter P. Rohde, I, 1962, pp. 11-57, med noter pp. 333-41. 2. opl., 1978; 3. opl., 1982. - Skriftet er omtalt adskillige steder i SK-litteraturen; spec. henvises til Emanuel Hirsch, Kierkegaard-Studien , I, Gütersloh 1933, pp. 5-60, og til Gregor Malantschuk, Dialektik og Eksistens hos Søren Kierkegaard , København 1968, pp. 176-81. - Tysk oversættelse, se nr. 1917a ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1972/215 = 1838-udgaven.)

STRINDBERG, AUGUST, H. C. Andersen. I hans: Samlade Skrifter , LIV (= Suppl. I): Efterslåtter. Albert Bonnier, Stockholm. Pp. 443-45.
Oprindelig offentliggjort i Politiken 2. apr. 1905 (signeret: August Strindberg, elev av H. C. Andersen).

August Strindberg H. C. Andersen. Till Andersen-jubileet 2 april 1905. I Sverige säga vi inte ens H. C., vi säga Andersen rätt och slätt, ty vi känna endast en Andersen, och det är Andersen. Det är vår och våra föräldrars, vår barndoms, vår mannaålders och vår ålderdoms. När jag som barn fick fatt i en julkalender, hoppade jag alltid över verserna, ty de föreföllo mig så konstlade och prosaiska. Då så Andersens sagor föllo mig i händerna, frågade jag en äldre sakkunnig, om inte detta var poesi. “Nej, det är prosa!” svarade den vise mannen. - “Är detta prosa?” Så minnes jag det lilla kvartformatet med frakturstilen, jag kommer ihåg träsnitten, pilträdet som hörde till “Elddonet”, “Bollen och snurran”, “Tennsoldaten”, “John Blund” (Ole Luikø je), “Snödrottningen” och alla de andra. Och när jag läste och hade läst, blev livet mig så surt. Detta förfärliga vardagsliv med dess småaktighet och orättfärdighet, detta trista enformiga liv i en barnkammare, där vi plantor stodo för tätt och trängdes, kivades om maten och gunsten, blev mig outhärdligt, ty jag hade i Andersens sagovärld fått visshet om tillvaron i en annan värld, en guldålder, i vilken det fanns rättvisa och barmhärtighet, i vilken föräldrarna verkligen smekte sina barn och inte b a r a drogo dem i håret, i vilken något för mig absolut okänt kastade ett rosenskimmer även över fattigdomen och förödmjukelsen, det skimmer som med ett nu oanvändbart ord kallas: kärleken. Också om Orfeus erinrade han, denna skald, som sjöng på prosa, så att ej blott djuren, växterna och stenarna lyssnade och rördes, utan så att leksakerna fingo liv, tomtar och troll blevo verkliga, skolböckerna, dessa fasans ting, blevo poetiska, ja han gav hela Danmarks geografi på fyra sidor! Det var en häxmästare! Så skildes våra vägar. Men vid tjugufem års ålder skulle jag en dag åt en förläggare översätta “Andsersens sista sagor”. Jag märkte nog att tiden gått fram över både honom och mig. Utilismen och nationalekonomien hade då sin tid, och det var inget ont i det, men Pegasus hade blivit spänd för plogen. Dessa sagor vore litet prosaiska, men en av dem var rolig; den hette “Den stora sjöormen”och handlade om telegrafkabeln i Atlanten och om fiskarnas grubblande över denna nya fisk, “som det inte var något slut på”. Det var bra påhittat, och det minns jag ännu. Då jag blev trettio år, skulle min vän Carl Larsson illustrera Andersen, och då förnyade jag bekantskapen, men då hade jag den glädjen att kunna sätta boken i händerna på m i n a barn. Och som de voro barn av sin tid, så frågade de mig, om “det var sant allt det där”. Jag minns inte vad jag svarade! Det var nämligen omkring 1880, då alla gamla sanningar vore satta under diskussion. Jag blev fyrtio år och upptäckte Andersens romaner, på tyska. Jag förundrade mig över den orättfärdighet, varmed man behandlat Andersens romaner. “Bara en spelman” är ju en stor saga, och en av de bästa, och att en roman är poetisk, kan inte längre anses som ett fel! Jag blev femtio år och kom till danska kusten. Cavling kommer ihåg det. Jag bodde i ett lusthus medrankor på väggen; jag strövade omkring i bokskogen och simmade i Öresund, och så lånade jag på lånbiblioteket Andersens Eventyr. Nu ska vi se, om de ha hållit sig! De hade hållit sig! - Elddonet gav ännu gnistor, pilträdet grönskade, tennsoldaten skyldrade gevär, fastän han varit i beröring med rännstenen, och detta år 1900, sedan utilismen och nationalekonomien rullat fram med sina ångvältar. Det var en stark karl! Om lördag fyller min yngsta dotter fyra år, och då skall hon få Andersens sagor, på danska, i vart fall för att hon må titta på bilderna. Kanske hon också kan läsa sagorna, fast jag inte vet det; hon är ju ett underbarn, och hennes mormor var danska, från Odense. Andersen håller sig, och Anbdersen följer mig! Politiken frågar slutligen vad jag har Andersen att tacka för. Jag svarar: Läs mina enkla S a g o r av 1903, och se själv var jag har gått i lära! Många lärare har jag haft: Schiller och Goethe, Victor Hugo och Dickens, Zola och Peladan, men jag vill lika fullt underteckna denna intervju med August Strindberg,
Elev av H. C. Andersen.
(Politiken 2 april 1905, omtryck i Samlade skrifter, femtiofjärde delen: Efterslåtter, 1920) = aaj267

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/121)

Ebbe Sadolin holder udstilling sammen med sin forlovede, Nana v. Hausen. Og skal holde premiere på "Den flyvende Kuffert", hvortil han har skåret Figurerne i Træ, og Dragterne er lavet af v. Hausen. Berlingske Tidende, 3.2.1922.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

på Berlins Statsbibliotek Unter den Linden Den 24. Okt. til 21. Nov. 1925. mrk. Haagen. Dagens Nyheder 18. mar. Under Forberedelse, SocialDemokraten 18.3.1925 - Karl Larsen: H.C. Andersen og hans Mindeudstilling i Berlin, I Anledning af H.C. Andersen-Udstillingen Social-Demokraten 20.6., 4. og 8.8., 14., 19., 21. og 25.10.1925. Berlingske Tidende 19.9., 18.10.1925, 20.10., 24.10. 26.10., 12.11.1925 - "Hvorfor Manuskriptet ikke kommer paa H.C. Andersen-Udstillingen", Berlingske Tidende 18.5.1925. - H.C.Andersen-Udstillingen og de danske Børn i Berlin. København 20., 27. og 28.10., 28.11.1925. Nationaltidende 13., 24., 25., 26. 27. og 31.10. - Dannevirke 27.10.1925. - Ekstrabladet 4.8., 13.10., 25. og 28.11.1925. - Flensborg Avis 25.10.1925. - Frederiksborg Amts Avis 17.11.1925. - Fyns Socialdemokrat 23. og 31.10.1925. - Fyns Venstreblad 15.8., 22.,24. og 25.10.1925. - Fyens Stiftstidende 9.6., 20., 24. og 26.10., 24.11. 3.12.1925. - Fyns Tidende 18. og 26.9., 14.10. og 6.11. - Horsens Folkeblad 8.11.1925. - Horsens Venstreblad 28.10.1925. - "H.C. Andersen og moderne Børn. København 30.12.1925. - Lolland Falsters Folketidende 26.11.1925. - Odense Avis 20. og 23.10., 28.11.1925. - Politiken 18.3., 23., 24. og 27.10.1925. - Silkeborg Avis 28.10.1925. - Sorø Amtstidende 19.10.1925. - Vendsyssel Venstreblad 20.10.1925. - Aalborg Amtstidende 28.10.1925. - Aalborg Venstreblad 20.10.1925. - Aarhus Stiftstidende 19. og 26.10., 29.11.1925. -

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Børge Janssen er på Capri, bor i Hotel Tagano. I Fremmedbogen: "H.C. Andersen, di Danimarca, 7. Marts 1834. (Camillo Federigo er en meget brav Fører og har selv dicteret denne Anbefaling)."

Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinier Skiønheds Børn vi møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjærgets Klyft
og Oltids Syner opstaaer fra de døde.
Farvel for tredie Gang Capri, den 29. Mai 1846.
H.C. Andersen fra Danmark.

Berlingske Tidende, 21. 7. 1926.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

På forsiden L. Buddes digt: "Der brast en Streng; der klang en Sørgetone", s. 210-16: H.C. Andersens Barndom (Gengivet efter Emil Slomanns Læsebog for danske Børn). S. 216: Digtet "Odense" og "To brune Øjne". S. 217: Dømmer ikke (Af Oscar Geismars Andagtsbog) om H.C. Andersens ene Fjer, der blev til fem Høns. Dansk Budstikke, 30. marts 1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dowa Kenkyu [Japansk Eventyr-Forenings Maanedsskrift, Tokyo], aug.-nr.: Mindeudgave i Anledning af Hundredaarsjubilæet for Udgivelsen af H. C. Andersens Improvisatoren og de förste Eventyr og Tresaarsdagen for Digterens Död. 80, [3] pp.
Dowa Kenkyu - udgivet maanedligt af Nippon Dowa Kyokai (japansk Eventyr-Forening) til fremme af Interessen for Børnelitteratur, Børnerim, Fortællinger og Spil for børn, folkesange etc. Forord af dansk Chargé d'Affaires, Hugo Hergel. Japans Udenrigsminister K. Hirota. Undervisningsminister G. Matsuda.
R. Ashiya: Fra Grundtvig til Andersen
G. Mundt: H.C. Andersen og Livingstones lille Datter
T. Sano Palle Hulds Modtagelse i Japan
S. Mishima Indtryk fra en Rejse i Danmark.
T. Kurushima Besøg i H C Andersens Hus i Odense
T. Matsumura: Andersen og Engelske Eventyr
M. Ashiya: Nylig oversatte "Hvem er den Lykkeligste"
F. Kishibe: Indtryk af H.C. Andersens Eventyr M. Kusuyama, I Okino og M Ogawa: Hvordan Andersen opfattes i Japan
R. Ashiya: Bemærkninger til "Improvisatoren"
M. Ashiya: Den historiske Baggrund for Andersens Eventyr
U. Akita: Andersen og Tolstoy
D. Sugitani: Japnask No Dans efter 'Kejserens ny Klæder'
K. Uchiyama: 'Fem fra en Ærtebælg' oversat til japansk talesprog
H. Hirabayashi: Bemærkninger til 'Kun en Spillemand'
H. Hirabayashi: Om Andersens Rejseskildringer
Z. Takeuchi: Andersen og japanske børnebiblioteker
K. Kusuyama: Kronologi af Andersens værker Med indholdsfortegnelse på dansk; selve indholdet er imidlertid på japansk. - Anm.: E. S., Politiken 16. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-444)

E.W.O.: Den 8 maj 1835 utgavs å C.A. Reitzels förlag i Köpenhamn det första av tre häften "Eventyr, fortalte for børn" av H.C. Andersen. Till hundraårsdagen på onsdagen har förlaget utgivet en liten volym ... Svenska Dagabladet, 8. Maj 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ossian Elgström: Kapten Bruse, Sjöman, filosof och konstnär, berättar om de gamle galjonerna. - "Korsfararen" flöt upp vid Falsterborev, men "Sjörövaren" blev upphuggen. Nobel köpte gudinna frön Karlskrona - Napoleon pantad för 800 riksdaler. Av "Skjulets" tvenne i min artikel avbildade galjoner är H.C. Andersen den som är mest utsatt för väderlekens påfrestningar. Färgen på hans svarta frack börjar skifta i grönt, och mande som en skald, utan klarvaken som en "Kar de mumma", ... Dagens Nyheter, 2.8.1936.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Barf., Berlingske Dagblad 18.2.1949, "Prag-Bladet 'Mlada Fronta' erklærer "at Børn i vor Generation er mere fremmelige, end vi var i deres Alder, og at de ikke bryder sig om Eventyr med Konger og Prinsesser, men langt foretrækker at høre om Tanks, Aeroplaner og Bombere .... baseret på Virkelighed. Et af Emnerne vil blive den store Socialistrevolution og Børnene skal i de nye Eventyr høre, hvorledes de Fattige plejede at leve, naar de udnyttedes af andre. Hovedformaalet er at forklare Femaarsplanen for Børnene. Vi maa ogsaa fortælle dem om Arbejdernes helte. Vi kan begynde med Krigen: Vi kan berette om Helte, som forsvarede vore Liv og vor Ejendom og om dem, som nu hjælper til at faa mere at spise. Paa denne Maade kan vi fremelske rigtige Socialistegenskaber hos vore Børn". - Opfølgning: H.C. Andersen hovedperson i nyt eventyr. Land og Folk, 19. februar 1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den engelske Shakespeare-fortolker Michael Redgrave skal medvirke og kommer til Odense den 2. april. Fyns Tidende 5.2.1950.
Christian Lund: Hyldestdigt til begivenheden og den idé og tanke, der ligger bag, Ekstrabladet, 25. marts 1950. Jeg har maattet opgive at lære at tale dansk, Fyns Tidende, 29.3.1950.
Ekstrabladets gave til Michael Redgrave: H.C. Andersen-figurer fra den kongelige Porcelainsfabrik, Ekstrabladet , 1. april 1950; Michael Redgraves møde med H.C. Andersen paa 145 aarsdagen. Ekstrabladet, 1. og 3.4.1950.
H.C. Andersen hos Englands og USAs milioner af børn. Michael Redgrave knyttede fra digterens stol forbindelse mellem Odense og hele den engelsktalende verden. Politiken, 3.4.1950.
Visit hos den gamle trollkarlen på Fyn. H.C. Andersens 145-årsdag celebreras med stora festspel. Sydsvenska Dagbladet, 19 mrs 1950. Sydsvenska Dagbladet, 4. april 1950, Kvällsposten, 26.2.1950.
Hans Andersen - Through English Eyes, Publishers Circular, 1 April 1950. Radio Times, 31. marts 1950. Liverpool Post, 8 may 1950. Children's Newspaper, 1 April 1950.
Skuespiller Michael Redgrave ved Mikrofonen i H.C. Andersens Hus. Dansk Tidende, Chicago, 12. maj 1949.
Hanas Andersen's Week in Britain. Denmark, maj 1950. Litle Girl hears about "The Little Match Girl". Mette Kunøe listens to Derek McCulloch's Uncle Mac. Daily Express, 4 April 1950.
Al korrespondancen vedr. arrangementet ligger her.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Børnefest i Gentofte og fødselsdagsfest på universitetet. 1200 børn og voksne til fest. H.C. Andersen Samfundet havde inviteret Norges charmerende kunstnerinde, Lillebil Ibsen, som læste "Kærestefolk" og "Laserne". Kai Holm læste "Store Klaus og Lille Klaus". Ib Nørholm på Gentofte Statsskole havde lavet opera ud af "Sneglen og Rosenhækken". I Universitetets festsal holdt Jens Kruuse foredrag, skuespiller Thorkild Roose læste "Klokken" og Halfdan Lefèvre og Ellen Gottschalck underholdt. Politiken, 3.4.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Eftersom hans valg er resultatet af kommunistisk terror ved rigsdagsvalgene i 1947, siger medlem af det polske nationalraad i London. Vi kan ikke leve under diktatur, udtaler emigranten Cilkosz, der beundrer H.C. Andersen og Grundtvig. På besøg i museet: "Andersen elskede børn og dyr, og han lærer ikke at hade i sine eventyr, tværtimod udelukkende at elske, elske, elske, derfor beundrer jeg disse eventyr, der er saa vidt forskellige fra de tyske, de er fulde af skrækvirkninger, onde aander og spøgelser". Lolland-Falsters Social-Demokrat, 7.juni 1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Red Barnet's internationale udstilling af børnetegninger til H. C. Andersens eventyr. [København.]
På rejse gennem H. C. Andersens og børnenes rige eventyrland med Poul Fatum (7 pp.). - Eng.: Travelling with Poul Fatum through Hans Andersen's and the Children's Fairyland".
Foromtale: Fyns Tidende, 6. juli 1950. - ever: H.C. Andersen ikke saa berømt, som vi tror. Hans eventyrskikkelser lever ganske vist videre, men uden for deres egentlige milieu. Mange udenlandske udgaver er helt forvansket. Bo Grønbech har i dag paa et møde i undervisningsministeriet, hvor repræsentater for "Red Barnet" fortalte nærmere om den verdens-børnekonkurrence, som netop er løbet af stabelen, og som netop går ud paa at faa alle jordens børn til at illustrere den gamle digters eventyr. Fyns Tidende, 3.11.1950; Kristeligt Dagblad, 3.11.1950.
Børn fra hele verden genfortæller Andersens eventyr i billeder. I dag åbner Tivoli den store udstilling af børnetegninger fra 44 lande.
Udstillingen gik videre til Nordisaka Museet, Stockholm.
Social-Demokraten, 1.5.1953. Tove Castenskiold: H.C. Andersens eventyr set med svenske barneøjne, Tidens Kvinder, marts 1952. Mange avisudklip, deriblandt gengivelse af Prinsesse Margrethes illustration til den lille Havfrue, er i bibid: 18987

(Bibliografisk kilde: eng: HCAH 1982/44)

Kjeld Elfelt: om en mærkelig og ukendt selvbiografi af en fransk-italiensk dame. There's Rosemary, af Camilla Montesquiou Montluc Siena. Bogen giver en morsom skildring af fortidens København og rummer desuden en række levende portrætter af H.C. Andersen, m.fl., som hun påstår at have mødt på Fredensborg Slot [kan ikke dokumenteres i dagbøgerne]. Sorø Amtstidende, 19.1.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Staten Illinois har bestemt, at en række H.C. Andersen-eventyr kun må læses af voksne og ikke af børn under 13 år: Fyrtøjet, umoralsk, for der er ingen hule eller rådne træer i staten.
Den grimme ælling: Der er kun smukke ællinger i Illinois.
Den standhaftige tinsoldat: Det er uegnet læsning, at en etbenet soldat har en chance over for en princesse, blot fordi han har uniform paa.
Den lille pige med svovlstikkerne: bør udelukkes på grund af brandfaren.
Hvad fatter gør: det er en englænder, der optræder som hovedperson - med Marshallplanen som baggrund, kan vi ikke give børnene indtryk af britisk imperialisme.
Ekstrabladet, 5. februar 1954.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

sat i musik af J. Chr. Hæstrup (og opført af 2000 børn på Flakhaven den 13. juli 1930). Fyns Stiftstidende, 27.3.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Påpassligt som vanligt har Kungliga biblioteket skrapat i lådorna för att samla ihop vad som finns af Anderseniana til den stora födelsedagen, somi Stockholm firas vid en minnesfesti Stadshuset, arrangerad av danska ambassaden på fredagskvällen. Dit skickar K.B. tre montrar fulla med brev, manuskript och dedikationsexemplar. Dagens Nyheter 1.4.1955; Svenska Dagbladet 1.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Beras: Fantastisk historie om den 15-aarige Helge Christoffersen, der fik H.C. Andersen legatet og blev inviteret 5 uger til USA. Dansk-amerikanerne Jean Hersholt og Tom Knudsen overrakte legatet.
Alt om, hvordan skolerne i Odense i gaar fejrede eventyrdigteren.
H.C. Andersen-legat til Karen Blixen som paaskønnelse for hendes indsats i dansk litteratur. Fyns Tidende 1. og 2. april 1955. - Billede af ventende børn, og mænd på taget ud for museet.
En Digters Fødselsdag. Billed Bladet april 1955 reportage: en fest uden lige med Dronning Ingrid, Jean Hersholt m.fl.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Kære, kære Søren Kierkegaard, jeg kan ikke glæde mig over min boulevard, når De bliver forbigået. Jeg fødes og De dør. Jeg har fået Vestre Andersens Boulevard og De får bare Vestre Kirkegaards Allé. S. 28. S. 41: to engle: - Vi fik vel nok genoplivet H.C. Andersen i jubelåret. Nederst på siden: to djævle: Vi havde aldrig fået gjort dem kede af ham Andersen uden det jubilæum. Blæksprutten, 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Birgitte de Bourbon de Parme: I Nysøs voldgrave lå den grimme ællings mor under de store skræppeblade og snadrede, mens H.C. Andersen og Thorvaldsen var gæster hos ejerinden, Christien Stampe, på hendes lille, smukke barokslot. I dag hedder godsejeren Holst, og det er unge folk, der hæger om de mange minder og kunstværker. Tidens Kvinder, 29. oktober 1957.

[NB: Det er noget af en påstand. HCA påbegyndte rent faktisk eventyret på Gisselfeldt, og afsluttede det på Bregentved]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

C.H. Detlev af Trampe: H.C. Andersens säng. Dagens Nyheter, 30.7.1958; grev Adam Frederik Trampe stod på lit de parade i juni 1807 i Odense Domkirke. Da hans enke, Gertrud Trampe, stod ved kisten, kom en ung mand hen til hende og sagde, han hed Andersen, var skomagermester og havde været gift i 2 år. Han havde en dårlig seng og havde ikke råd til at købe en ny. han spurgte, om man ikke efter begravelsen ville forære ham katafalken. Det lovede grevinden. .... Senere traf HCA en datter af grev Trampe, Clara Charlotte, der var gift Skeel - og fra hende havde han beretningen om faderens henvendelse i Odense Domkirke. Hun stod nemlig ved moderens side den pågældende dag. Dagens Nyheter, 30.7.1958; Kristeligt Dagblad, 14.8.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Topsøe Jensen påviser, at Christians oplevelse i Bregninge Kirke på Tåsinge er skrevet ud fra H.C. Andersens egen oplevelse i Køng Kirke, iflg. dagbogen den 5. juni 1836. Næstved Tidende, 1.12.1959.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tolv blade med teksten trykt på rødspætteskind. Trykt hos bogtrykker Rasmussen, Ringkjøbing u.å. [men 1961]. Udsendt af fabrikant Michael Jensen i Tjørring pr. Herning. - Anm: Jydske Tidende, Tolv med Posten er i det forløbne år, måned for måned, udsendt som en ualmindelig fiks hilsen fra det kendte stkrikvarefirma Micha. ved sidste årsskifte kom der en samlemappe og det første prospekt. De er alle tolv trykt på rødspætteskind af jysk turismes grand old man, bogtrykker Louis Rasmussen i Ringkøbing. Jydske Tidende, 29.12.1962.

(Bibliografisk kilde: HCAH bog: 1962/27 + anm.)

To jubilarer paa samme dag indenfor Odense Bys Museer: Kustode fru Aksla Göransson og konservator Peter Hansen. Fru Göransson har passet H.C. Andersens Hus fra 1938 - og er født i huset, der tidligere var købmandsforretning. Fyens Stiftstidende, 31.3.1963.
I Lokal Bladet, 16.6.1976 er der et foto af museet, som det så ud [Museumshistorie]:

Dette lille hus var engang en købmandsforretning. Den tilhørte Fru Karen Marie Rasmussen, den sortklædte dame til venstre, og da hun måtte, da hun som 34-årig blev enke i 1901 sørge for sig selv og sine 8 børn. Forretningen lå på hjørnet af hans Jensens Stræde og Bangs Boder, hvor der senere indrettedes museum for H.C. Andersen.
Fru Rasmussen solgte sit hus til formålet og blev siden museets kustode. Nogle år før sin død i 1946 afløstes hun af sin netop afdøde datter, som kigger ud ad et vindue lidt til højre i billedet, dengang 5-6 år gammel. da hun for ikke så længe siden skulle på plejehjem, måtte en del af hendes ejendele fordeles mellem de yngre medlemmer af familien. ... For at komplettere beretningen om familiens tilknytning til stedet, kan det nævnes at museets nuværende kustode, fru Grethe Nielsen , er Aksla Göranssons niece og dermed kusine til billedets nuværende ejermand, hvis mor også er født på stedet.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Chanuka [Helga Melchior] 1974. [Min bedstemor Dorothea Melchior sørgede for, at hver af hendes børn fik et album. Anna ... blev sendt på en lang rejse ... da hun kom ombord, fandt hun et lille album liggende i sin kahyt. Og da hun åbnede det, så hun på den allerførste side en yndig krans af pressede blomster, som hendes mor havde ordnet - og skrevet et vers. Hun bladede videre og fandt et langt digt, H.C. Andersen havde skrevet. På en anden side havde han klippet en møllemand ... [osv. om klenodier i Helga C. Melchiors Familiefond]. Privattryk, 13 + 9 + diverse sider.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Mylius, Johan de, Med H. C. Andersen på rejse ind i det nye år . Axel Andreasen & Sønner, Skovlunde 1975. 8 pp. - Indhold: Indledning af JdM pp. 3-6; Tolv med Posten, pp. 7-8; desuden kassette med 12 tændstikæsker & notesblokke med billeder fotograferet af Jørgen Jørgensen.

Mylius, Johan de, Den ukendte Andersen. Aarhuus Stiftstidende 18.7.1975; Fyens Stiftstidende 22.7.1975. - En art status over HCA-forskningen med påpegning af, hvilke opgaver der venter på at blive løst.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1996/33)

Udstilling på Fyns Stifts Kunstmuseum. Resultat af en konkurrence, som Odense Bys Museer udskrev for de fynske skoler i forbindelse med H.C. Andersen-året. - Anm.: Selv om han måske ikke kune lide børn, elsker de ham. Det kommunale kunstkammer i Odense er fyldt med illustrationer til H.C. Andersens eventyr lavet af fynske skolebørn. Morgenposten, 10. august 1975.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Anne Chaplin Hansen: De tre små kongelige udstillinger, som er blevet lukket op for offentligheden, den første allerede i foråret 77, de to sidste i år i Christian IX palæ på Amalienborg. Håndbiblioteket. ... Bøgerne er ikke blot af værdi i sig selv, men kaster et sidelys over deres ejeres professionelle og private interesser. Her som altid kan man notere H.C. Andersen som en sikker vinder. Dedikation af "Drydaden" til Christian IX, 23718 . Jyllands Posten, 12.10.1978.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Varmer, Hjørdis, Den fattige dreng fra Odense - en bog om H. C. Andersen . Forum, København 1983. 128 pp. - Biografi for børn. - Anm.: Hans Bendix, Politiken 21.9.1983; Jørgen Jensen, Folkeskolen , 1983, p. 1722; Steffen Larsen, Aktuelt 7.9. 1983; bjg, Kolding Folkeblad 3.9.1983; anon., Lolland-Falsters Folketidende 3.12. 1983; anon., Ringkjøbing Amts Dagblad 26.8.1983; Jakob Gormsen, Børne- og Ungdoms Magasinet, 4.11.1983; . - På norsk 1989 (nr. 1275 ndf.).

(Bibliografisk kilde: HCAH: anm.)

Elin Rask: H.C. Andersen er gæst i Comediehuset i november og december. Det er virkelig sandt, for digterens portræt hænger på væggen og hans eventyr fortælles fra scenen. Dukkespillerne Morten Grue og Birte Norst visualiserer Den lille Pige med svovlstikkerne, Historien om en moder samt Et blad fra himlen og som ekstranummer: Billedbogen uden billeder. Kristeligt Dagblad, 10. november 1984.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H. C. Andersen og Den grimme ælling . Tolket i billeder af Andrzej Ploski med indledning af Per Olov Enquist. Carlsen if, København 1985. 95 pp. - Indledning, Eventyret om H. C. Andersen, pp. 9-27. - Anm.: ; Ellen Buttenschøn: "Bør forbydes for børn", Jyllands-Posten 4.12.1985; Bjarne Gregersen, Kolding Folkeblad 24.8.1985; Bettina Heltberg, Politiken 17.8.1985; Jens Kistrup, Berlingske Tidende, 16.8.1985; Bjarne Gregersen, Kolding Folkeblad, 24.8.1985. - På svensk 1984 (nr. 929 ovf.).

(Bibliografisk kilde: HCAH: 1985/228)

Rune T. Kidde: Introduction to Carlsen Comics. Biography, Fyrtøjet, Princessen på Ærten, Det er dig Fabelen sigter til, Talismanen.
Il n'etait pas fil de roi. Introduction à Carlsen Comics.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1991/139, 1991/140)

Jubilumsavis med Eventyrjukeboks, Kejserens nye klæder, Johannes Møllehave om H.C. Andersen: Fantasien - magiens hemmelige våben, En eentyrverden åbner sig for centrets gæster, Eventyrdukkernes tøj er skabt af Lotte Dandanell, H.C. Andersen er Danmarks bedste ambassadør, H.C. Andersen - digteren og mennesket bag eeventyrene, Eventyr for børn - og voksne, Eventyret om Fyrtøjet, Prinsessen på Ærten, Tommelise, Kejserens nye Klæder, De vilde Svaner, Ole Lukøje, Svinedrengen, Den flyvende Kuffert, Den grimme Ælling, Nattergalen, Klods-Hans, Det hedder ikke Danmark - men H.C. Andersens land.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1991/31)

Amerikanske børn skal skånes for, at soldaten i 'Fyrtøjet' hugger hovedet af heksen, og 'Den lille pige med svolstikkerne' må ikke dø af sult på gaden. Det er Lise Bostrup fra Dansk Litteraturinformationscenter, som fortæller om den amerikanske finfølelse. Fyns Stiftstidende, 1.10.1992. Kristeligt Dagblad, 2.10.1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dabel [Per Dabelsteen]: H.C. Andersen museet i Odense får nu en ny attraktion. I forbindelse med museet opføres et særligt børnekulturhus til knap 11 mill. kr. Politiken, 1.2.1994. - Hertil: Bente Dalgaard, Morgenposten, 24.5.1995. "534 m3 jord fjernes i Lotzes Have. Møntergården på jagt efter middelalderligt helligåndshospital. OKinfo, 1995; Ude & Hjemme, 11.4.1995.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udstilling på Fyns Kunstmuseum: Billedbog - Billedkunst. H.V. Kaalunds illustrationer til Fabler for børn og til H.C. Andersens eventyr.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Katalog fra Skolernes Teaterforlag med oversigt over skolekomedier for børn indtil 0 år, 10-12 år, 12-14 år, 14 år og derover med div. HCA-bearbejdelser. Prindsessen på Ærten, Hvad fatter gør, Klods-Hans, Svinedrengen, Den lille havfrue, En fattig drengs eventyr, Fyrtøjet. Skolernes Teaterforlag, Næstved. 1995. 61 s.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1997/227)

"Hans Christian Andersen - Avtor ne samo sa detsa" [H.C. Andersen - forfatter for børn eller for voksne"]. Plamjik no. 11+12, Sofia, Bulgarien, 1995, s. 139-148 (dobb.spaltet). [Plenumforelæsning ved seminar på Kyrillos og Methodios universitetet i Sofia, maj 1995].

Under besættelsen pålagde den tyske værnemagt bl.a. at lukke alle vinduer, når de forlod hjemmet. Hvad en overportør Kaalund i Grindsted glemte, da han sammen med sin familie tog en tur til stranden. Det fik en tysk militærpatrulje til at affyre et par skud gennem vinduet. projektilerne gik gennem en væg og gennemborede i det næste værelse et billede af H.C. Andersen. Så det er ingen overdrivelse, at eventyrdigteren blev skudt bagfra i Grindsted. Billedet med skudhuller beginder sig i dag på byens "Besættelsesamling", hvor lederen E. Brandt-Christensen her viser det frem. Familie Journalen, 1.5.1995.

(Bibliografisk kilde: HCAH )