H.C. Andersen centret

Trykt i Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger (Adresseavisen) 14. 8. 1827, Nr. 189.

Ved Mad. A. K. Spendrups Grav.

"Hustrue! Moder! Du har os forladt!"
Saa klage Dine i den mørke Nat.
Armod græder ved Dit kolde Leer,
"Moder! ak! vor Moder er ei meer!?"

Venskab planter Blomster paa Din Grav;
Om os alle trøstende du svæver;
Aanden ei forgaaer i Tidens Hav,
Støvet døer kun, evig Aanden lever.

Livet svinder, som en Drøm saa brat,
- Stjerneskud i Evighedens Nat?
Men vi gaae til Livets Morgenrøde
Christ og alle Gode der at møde.

C.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I det Londonske Blad The Athenæum , der er bekjendt for Upartiskheden af sine Kritiker over engelske Skrifter, anmeldes Oversættelsen af Andersens Eventyr [ 13845 ] paa følgende Maaade. "Skjøndt det vel vilde synes en Grille, kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den mest passende Form for en Anmeldelse af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans Oberon, eller som Litzt improviserende kan hvidske i en mild begejstret Stemning. En almindelig Cheapside-Anmeldelse er for firkantet, for skarp, for ugraciøs til at indbyde fintfølende Læsere til Blade, der ere saa fulde af Fortryllelse som disse. Kan Verden blive gammel, kan Digteren (som Nogle klage over) være udartet til et Maaneskinsvæsen, der spilder sin Tid med at rode i Forfædrenes Grave efter deres kjulte Rigdomme, naar Skatte, der ere saa udsøgte som disse, endnu fra Tid til anden komme frem for Dagens Lys? - Nogle af Fortællngerne have allerede tidligere været oversatte af Mrs. Howitt i Form af en Børnebog, og, skjønt, vi uden en nøiere Sammenligning, end vi føle Kald til at anstille, ikke kunne afgjøre, hvilken Oversættelse der er den mest flydende, er i det mindste den nærværende Udgaves ydre Udstyrelse den pragtfuldeste og mest tiltalende. Bogen er virkelig trykt med en beundringsværdig Zirlighed og Rigdom, og vil sikkert prises høit af dem, der overhoved have Sands for den Ynde og Fortryllelser. Fædrelandet 20.9.1846.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p. 440)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

REUMERT, ELITH (medd.), Fra Hans Chr. Andersens Fornedrelsestid. Vore Damer VIII, nr. 3, p. [22].
Med et brev af 14. nov. 1821 fra HCA til direktionen for Det kgl. Teater (klage over koristen Brandts opførsel). Breve fra andre syngeelever som er blevet forulempet af Brandt og brev fra Theaterdirectionen, med Brandts Afsked.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Om H.C. Andersens klage over Chorregisørren F.C. Brandt. . i Teaterprogrammet for 1935-26 for Det kongelige Teater.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-215)

TRAMP, EBBA, Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen. Med gengivelse af digte til Charlotte Classen, ved besøg på Corselitze i 1850. Politiken (Magasinet) 4. apr., pp. 10-11.

Tanker ved en Kats Død.
Som der blev spaaet ved tolvte Klokke - slet
Var Misse død, tag nu det sorte - Brædt
Og tag saa Kridt og nedskriv dine - Sukke
Thi her er Grund at klage og at pukke
Hver Pote fin var som en Frøken-Haand,
om Halsen Misse bar et Rosa-Baand
Naar hun med andre Misser gik at - solde,
Det unge Sind til Mormus jo maa tolde.
Ak død er Misse, synger hendes - Priis
Thi den som synger ej, han er en Tap af - Iis.

Aftensværmerie.
Nu har den lukket sig, den hulde - Rose
Nu har jeg glemt hver Bitterhed og - Skose.
Jeg gaaer i Aftenstunden barnlig - klog,
uskyldig som dengang jeg var en - Pog
Og saa i Himlen ind med Mormoers - Briller.
Hvor Aftenen dog er smuk, hør Droslens - Triller.
Se Storken hist, paa Benets røde - Sok
Den staar i Reden, og den drømmer - nok.
Paa Sø og Blad og Busk er Aftenens - Hvile,
Og over røde Skyer sees Stjerner - smile,
Mens Nyet synker blegnende og - mat.
o! var du hos mig, du mit Hjertes - Skat.

s. 12: "Digteren og Madammen. Novelle af Ebba Tramp med et Digt af H.C. Andersen. Over et gammelt Manuskript fra H.C. Andersens Haand er denne Novelle skrevet. Digtet er kort efter dets Tilblivelse havnet i Familien Tramps gemmer"

En Rendesten tidt som en Flod kan true,
Og Mennesket kan drukne som en Flue.
Jeg er saa let, jeg svæver som en Fugl,
Jeg sværmer næsten ud af Kjolens Skjul.
Jeg er saa underlig, jeg kan det ikke - sige.
En fattig Mand kan føle som den rige.
Men her er Trækvind, Veiret er lidt - raat;
Jeg vil i Hus! Der ligger jo et - Slot
Som Møl og Rust og Tyvehaand kan rane,
Paa Skildtet Vaabnet staar, det er en - Trane,
Og ud af Vindvet skinner mange - Lys,
Ah! med den Trækvind er det som et Gys.
Og Træk og Vaadet kan gjøre Manden - muggen.
Nu gaaer jeg ind i Slottet, dér ved Krukken,
Jeg holder Tale om en Pølsepind,
Og dundre skal da Verdens Trommeskind.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-736h, 1981/328)