H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: drengen + ved + mo*rens + dødsleje + græd + ej + mo*r + ellers + dør + du + jo. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-52

Søgningen gav 52 resultater. Nummer 1-50:

Tællelyset.

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Engelsk] ; [Tysk] ; [Polsk]
Udgivet ukendt årstal
Sprog: dansk, engelsk, polsk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18060
[Informationer opdateret d. 12.8.2013]

  top Top

Drengen ved moderens dødsleje (Græd ej moder, ellers dør du jo)

Digtet "Drengen ved moderens dødsleje (Græd ej moder, ellers dør du jo)" udkom som en del af H.C. Andersens debut-bog Fodreise / fra Holmens Canal til Østpynten af Amager / i Aarene 1828 og 1829 , side 93 i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave fra 1986, se også http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=101&p_sidenr=93 . Følgende beskrivelse er citeret fra Birger Frank Nielsen: Digterens danske Værker 1822-1875 (1942):

Fodreise / fra Holmens Canal til Østpynten af Amager / i Aarene 1828 og 1829. / - / Udgiven / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Paa Forfatterens Forlag. / 1829. Bag paa Titelbladet: Trykt hos Fabritius de Tengnagel. - Tekst: 136 Sider. - 8vo. - Pris 1 Rbd. (Udkom 2. 1. 1829). (Saml. Skr. VI, 161). Anm. Dagen 19. 1. 1829, Nr. 16. - Dansk Litteratur-Tidende 1829, 61. - Iversens Fyens Stifts Avis 6. 1. 1829, Nr. 4. Maanedsskrift for Litteratur, 1. Bind, 1829, 169ff. af J. L. Heiberg.
Udgivet 2. januar 1829
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 9574
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Subscriptionsplan. Phantasier og Skizzer.

af H.C. Andersen. Under ovennævnte Titel vil til Nytaar 1831 paa mit eget Forlag udkomme en Samling af Poesie og Prosa, en Art af danske Reisebilleder, blandede med andre Digte og Capriccier, f.Ex. Badens latinske Grammatik, behandlet som en claurensk Novelle m.m., hvoraf kun lidet hidtil er bekjendt. Bogen, trykt paa fiint Velin og hæftet i smukt Omslag, vil for Subskribenterne ikke overstige 1 Rbd. Sedl. Kjøbenhavn den 11. Septbr. 1830. De som ønske ovenmeldte Samling for Subskriptionsprisen, embedes jo før jo heller at lade deres ærede navne tegne paa Fyens Stifts Adressekontoir i Odense. Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 26. October 1830. Samme den 2. November 1830.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 26. oktober 1830
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13788
[Informationer opdateret d. 16.6.2011]

  top Top

Phantasier og Skizzer. / - / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Paa Forfatterens Forlag. / 1831.

Smudstitelblad: Phantasier og Skizzer. (Paa Bagsiden: Trykt hos E. H. Robert.) - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelse til Etatsraad H. C. Ørsted. Paa Bagsiden som Motto: 1) Til Læserne, Digt af Göthe, 2) Til Recensenterne af Gjenganger-Breve. - Tekst: 134 Sider. - Indholdsfortegnelse S. [135-136]. - Rettelser S. [137]. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 10. 1. 1831).
Anm. Kjøbenhavns-Posten 4. 6. 1831, Nr. 130 - 6. 6. 1831, Nr. 131 - 7. 6. 1831, Nr. 132 af L. - Maanedsskrift for Litteratur, 1831, 6. Bind, 126 ff. af C. Molbech.

Indhold.


110. Hvad jeg elsker. (Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!) p. 1
(Saml. Skr. XII, 299).
Havblik p. 3
(se Nr. 101).
Avis aux lectrices p. 5
(se Nr. 80)
111. Den fremmede Fugl. (Seer du Huset med de røde Bjelker)p. 7
(Saml. Skr. XII, 45).
112. Bruden i Rørvig Kirke (Et Sagn). (Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst) p. 14
(Saml. Skr. XII, 126).
Taaren p. 20
(se Nr. 97).
Havfruen ved Samsøe p. 21
(se Nr. 92).
113. Luftaanden. (Mellem det Dybe og Høie, blev en Luftaand født) p. 26
114. Den skjønne Grammatica, eller: Badens latinske Grammatik (Capriccio) p. 28
115. Jylland. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove) p. 40
(Saml. Skr. XII, 158 - Nr. I af Billeder fra Jylland).
116. Hjertetyven. (Bekjendt er Amor jo, det slemme Skarn!) p. 44
(Saml. Skr. XII, 19).
117. Spillemanden. (I Landsbyen gaaer det saa lystigt til) p. 48
(Saml. Skr. XII, 96).
Aftendæmring p. 50
(se Nr. 95).
Bøgetræet p. 51
(se Nr. 96).
Børnene og den graae Moerlille p. 53
(se Nr. 83).
118. Phantasiebillede. (Uden Græs og Blomster, uden høie Fjelde) p. 56
119. Den nye Sprøite. (En Sprøite har vi faaet nu) p. 58
(Saml. Skr. XII, 221).
120. Hytten. (Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer) p. 60
(Saml. Skr. XII, 251).
Skildvagten p. 61
(se Nr. 88).
121. Hjemvee. (Om Aft'nen i det lille, snevre Kammer) p. 66
(Saml. Skr. XII, 218).
Den jydske Hede i Regnveir p. 68
(se Nr. 94).
122. Hvile paa Heden. (Sørgende, stor ligger foran os) p. 70
(Saml. Skr. XII, 161 - Nr. III af Billeder fra Jylland).
123. Drengen og Moderen paa Heden. (O siig mig dog, kjær' Moder) p. 73
(Saml. Skr. XII, 164 - Nr. V af Billeder fra Jylland).
124. Længsel med Potterne. (Hist hvor man kun seer Lyngen groe) p. 75
(Saml. Skr. XII, 163 - Nr. IV af Billeder fra Jylland).
125. Phantasie ved Vesterhavet. (Er disse høie, sorte Masser Fjelde?) p. 77
(Saml. Skr. XII, 166 - Nr. VII af Billeder fra Jylland).
Malerie af Jyllands Vestkyst p. 79
(se Nr. 90).
Digterskibet p. 82
(se Nr. 89).
Manden fra Paradiis. (En komisk Fortælling)p. 86
(se Nr. 81).
126. Stormen. (Som i en Søvn ligger Luften og Havet)p. 93
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 197: I Hytten hos min Moder).
Kometen 1834 p. 98
(se Nr. 78).
Lille Lise ved Brønden p. 103
(se Nr. 86).
127. Poetisk Note til Digtet: Erindringsblad fra Hovedstaden. (Alverden mig belærer, man mener det saa godt) p. 105
128. Reise-Capriccio. (Farvel du stolte Hav) p. 107
(Brudstykke Saml. Skr. XII, 168 - Nr. VIII af Billeder fra Jylland).
129. Fyen. (Ved Tanken om min Føde-Ø)p. 108
(Saml. Skr. XII, 141 - Fyen Nr. II).
130. Kjærlighed. (See Solen blusser saa elskovsrød) p. 109
(Sml. Skr. XII, 44).
Digteren og Amor p. 111
(se Nr. 104).
Hjertets Melodier 1-8 p. 113
131. 1. (To brune Øine jeg nylig saae) p. 113
(Saml. Skr. XII, 66)
132. 2. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld)p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
133. 3. (Du gav mig Blomster) p. 114
(Saml. Skr. XII, 66).
134. 4. (En Digter Verden er saa navnløs stor!) p. 115
135. 5. (Henvisned er de Blomster Du mig gav)p. 115
(Saml. Skr. XII. 67).
136. 6. Ørkenens Søn. (Den vilde Hengst jeg tumler) p. 116
(Saml. Skr. XII, 65).
137. 7. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) p. 117
(Saml. Skr. XII, 67).
8. (Man har et Sagn) p. 117
(se Nr. 105).
138. Det Første og det Sidste. (Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm) p. 118
139. Pauli 1 Cor. 15, 42-44. (Naar Jordelarven brister) p. 121
(Saml. Skr. XII, 245).
Studier efter Naturen I-III p. 124
I. (Solen skinner i Naboens Gaard) p. 124
(se Nr. 82).
II. (Vort Landskab her er næsten fladt) p. 125
(se Nr. 98).
140. III. (Den gothisk gamle Kirke er sjunken for vort Blik) p. 127
(Genoptrykt: Saml. Digte 1833: Graabrødrelille. Brudstykke Saml. Skr. XII, 140 - Fyen Nr. 1).
141. Livet en Drøm. (Du kjender Grunden til min dybe Smerte) p. 129
(Saml. Skr. XII, 68)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/101)

Udgivet 10. januar 1831
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:109
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 109
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

Poetiske Penneprøver.

153. 1. (At døe - det er dog sært at tænke paa).
(Optaget i Kun en Spillemand 1837 - Saml. Skr. IV, 98).
154. 2. (Vor Jord og Himmelbuen).
155. 3. (I de hellige Guders Lund). (Genoptrykt i Samlede Digte 1833: Stanzer for Musik).
156. 4. (Jo mere tung af Frugt en Gren er vorden).
157. 5. (Naar Du med Tankens Blik henover Kloden drog).
158. 6. Vise. (Paa Volden ret som Alfer de Veirmøller staae). (Genoptrykt i Samlede Digte 1833: Jomfru Ellens Vise).
Trykt i Læsefrugter, 52. Bind, 141-143 (April).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-541)

Udgivet April 1831
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:153
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 115
[Informationer opdateret d. 16.4.2012]

  top Top

Eventyr, / fortalte for Børn / af / / H. C. Andersen. / - / Første Hefte. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1835.

Smudstitelblad Eventyr. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Tekst: 61 Sider. - Indholdsfortegnelse. S. [62]. - 8vo - Pris 24 Sk. (Udkom 8. 5. 1835).

Indhold.

267. Fyrtøiet
(Saml. Skr. XIII, 1). p. 1
268. Lille Claus og store Claus
(Saml. Skr. XIII, 9). p. 17
269. Prindsessen paa Ærten
(Saml. Skr. XIII, 21). p. 42
270. Den lille Idas Blomster
(Saml. Skr. XIII, 22). p. 45

Med dette Hæfte begynder Udgivelsen af en Serie Eventyr bestaaende af 2 Bind betitlet: Eventyr fortalte for Børn, som udkom ialt i 6 Hæfter. Af praktiske Grunde skal her gives en Oversigt over Udgivelsen af alle Hæfterne, idet det dog skal bemærkes, at de enkelte Hæfter vil blive beskrevet under de Aar, i hvilke de er udkomne.
Serien bestaar af følgende Hæfter:

Eventyr fortalte for Børn:
1. Oplag. 2. Oplag 3. Oplag
1. Hæfte (61 Sider). 1835. 1842. 1845.
2. (76 ). 1835. 1843.
3. (60 ). 1837. 1846.

Eventyr fortalte for Børn. Ny Samling:
1. Oplag. 2. Oplag
1. Hæfte (58 Sider). 1838. 1846.
2. (53 ). 1839. 1847.
3. (49 ). 1842. 1847.

De 3 førstnævnte Hæfter danner 1. Bind, og med Udgivelsen af 3. Hæfte 1837 medfulgte: 1) nyt Titelblad (fælles for de 3 Hæfter). 2) Forord (med Overskriften: Til de ældre Læsere) VIII Sider samt 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter. De 3 sidstnævnte Hæfter (Ny Samling) danner 2. Bind og paa samme Maade som med 1. Bind medfulgte med Udgivelsen af 3. Hæfte i 1842: 1) nyt Titelblad med Betegnelsen Andet Bind. 2) Blad med Tilegnelse til Fru Heiberg (den samme Tilegnelse som findes i 2. Hæfte 1839). 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter.
Med Afslutningen af 3. Hæfte 1842 udgav nu Forlaget 1. og 2. Bind til en Pris af 72 Sk. pr. Bind. 2. Oplag af 1. Bind kom i 1846, og 2. Oplag af 2. Bind i 1847.
De forskellige Oplag af Hæfterne er meget ofte sammenblandede i de forekommende Eksemplarer, og da Hæfterne jo har Fællestitelblade til 1. og 2. Bind, er de enkelte Hæfters Titelblade ofte fjernede ved Indbindingen; da der imidlertid findes mange Afvigelser i Ortografien, Tegnsætningen etc. imellem de forskellige Oplag, vil man, hvis man skal undersøge et saadant Eksemplar, ved at benytte nedenstaaende Skema hurtigt kunne bestemme fra hvilke Oplag de paagældende Hæfter stammer.

1. Bind. 1. Oplag. 2. Oplag
1. Hæfte, 2, Lin. 7 f. o. kan heise Dig - kan heise dig
8, 7 f. n. Cavalier - Cavaleer
10, 4 f. n. bare et lille Øieblik - bare et Øieblik
2. Hæfte, 5, 4 f. n. groer - groe
33, 2 f. n. kjender Du ham! veed - kjender Du ham og veed
34, 1 f. n. stakkels - stalkes
3. Hæfte, 6, 5 f. n. Rosenblad -Nosenblad
6, 5 f. n. blaa - blaae

2. bind
1. Hæfte, 7, 6 f. o. lille Gaaseurt - unge Gaaseurt
17, 6 f. o. saadant - saadan
2. Hæfte, 9, 1 f. n. rigtig nok - rigtignok
52, 8 f. o. Bøster - Søster
3. Hæfte, 17, 2 f. n. Tinsoldaterne - Tindsoldaterne
33, 8 f. o. han (første Ord) - ham

"Fra Pressen er udkommet: Æventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen, 1ste Hefte, Heft 24 Sk. C.A. Reitzel". Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. 21.5.835.
Anmeldelser af Eventyr fortalte for Børn: Dannora, 1836, 74. - Dansk Literaturtidende, 1836, Nr. 1, 10 - Kjøbenhavnsposten 18. 7. 1837, Nr. 196, 795-96. - Søndagsbladet, Nr. 20, 17. 5. 1835, 320.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/85, 1971/86, anm.: A-675, A-738b, 1971/456)

Udgivet 8. maj 1835
Sprog: dansk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:266
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 264
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

Poetiske Arbeider af Peter Fredrik Wulff.

Udgivne efter hans Død. Kjøbenhavn 1844. Trykt paa Philipsens Forlag i det Berlingske Bogtrykkeri. [P.F. Wulff døde 3.2.1942] Heri side 258:
Til Peter Fredrik Wulffs Børn. Af H. C. Andersen.
Det var som Hiemmet ei var Hiemmet meer,
Thi den I elsked meest, er lagt i Graven!
Uhyggeligt det er hvor Øiet seer,
Kun Snee og nøgne Træer i Haven,
Her, hvor han planted hver en Blomst, der groer,
Hvor Duft og Farvepragt ham sødt fornøied,
hvor han opelskede sit Rosenflor,
Saae Blomsten, som den sees med Digter-Øiet.

Snart er det Vaar, da straaler jo Guds Sol, [= BFN 511]
De nøgne Træer skal grønne Grene bære!
Den første, friske, duftende Viol,
Den vil et Smil fra Eders Fader være!
Da skal I see det rige Rosen-Flor,
Som han opelsked, det vil da udspringe!
En Foraars Hilsen i hver Rose boer,
De kjære Børn den skal hans Hilsen bringe!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/150)

Udgivet 1844
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16984
[Informationer opdateret d. 28.10.2013]

  top Top

Digte, / gamle og nye, / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. / - / 1847.

Smudstitelblad: Digte gamle og nye. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse (2 upaginerede Blade). - Tekst: 318 Sider. - Efterskrift S. [319]. - Pris 1 Rbd. 40 Sk. (Udkom 26. 12. 1846).
Anm.: Berlingske Tidende 18. 1. 1847, Nr. 14. - Flyveposten 2. 1. 1847, Nr. 1.

Indhold.


En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 1.
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 2.
Rabbi Meyer (se Nr. 342). p. 11.
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 11.
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 11.
En Reisende (se Nr. 347). p. 13.
Et Digt om Konerne (se Nr. 357). p. 14.
Martsviolerne
(se Nr. 62). p. 17.
Ørkenens Søn
(se Nr. 136). p. 18.
Hjertets Melodier: I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 19.
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 19.
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 20.
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242). p. 20.
V. (Henvisned er de Blomster, Du gav mig) (se Nr. 135). p. 20.
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 21.
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige) (se Nr. 137). p. 21.
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr) (se Nr. 105). p. 22.
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 23.
Gurre (se Nr. 416). p. 29.
Studenten (se Nr. 43). p. 32.
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 34.
Phantasiestykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 41.
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 43.
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 46.
De to Fugle (se Nr. 212). p. 48.
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 50.
Thorvaldsen:
Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 51.
Da han første Gang kom i Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 55.
Ved Kisten (se Nr. 441). p. 57.
489. Dandserinden, Ganymed, Amor og Psyche. (Kunstner, mild og stor, som faa!) (Saml. Skr. XII. 306). p. 58.
Holger Danske (se Nr. 59). p. 61.
Taaren (se Nr. 97). p. 64.
Sørge-Cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 65.
Sang ved Afsløringen af Mindestøtten (se Nr. 478). p. 69.
Ved Indvielsen af Frederik den Sjettes Asyl (se Nr. 420). p. 71.
Fyen I (se Nr. 140). p. 73.
Fyen II (se Nr. 129). p. 73.
Rosen (se Nr. 188). p. 74.
Jeg er en Skandinav (se Nr. 364). p. 75.
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 78.
Den ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 80.
Deviser med Presenter paa et Juletræ: (Med en Lygte uden Lys) (se Nr. 144). p. 84.
(Med et Guld-Uhr til en ung Dame) (se Nr. 449). p. 84.
490. (Med et Par Thekopper). (Hvad Baggesen har sagt Du tidt gjentage) (Saml. Skr. XII, 206. - Nr. 20 af Deviser med Presenter). p. 84.
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 85.
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 87.
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 89.
491. IV. Tredie Gang i Italien. (Jeg seer igjen, Vesuv, dit Kjæmpe-Fyr) (Saml. Skr. XII, 211). p. 90.
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 92.
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 94.
Til min Moder (se Nr. 34). p. 96.
Sjælen (se Nr. 17). p. 98.
Den lille Pige i Asylet (se Nr. 424). p. 102.
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 105.
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 107.
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 110.
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 112.
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 114.
Mosters Skjærmbræt (se Nr. 65). p. 116.
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 120.
Et Vinterpartie (se Nr. 151). p. 121.
Phantasus (se Nr. 32). p. 123.
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 126.
De tre nordiske Rigers Skaal for Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 129.
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 131.
Rimedjævelen (se Nr. 20). p. 136.
Vandring gjennem Opera-Galleriet (se Nr. 412). p. 142.
Det er Liv at reise (se Nr. 418). p. 159.
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 161.
Weyse (Ved hans Jubilæum) (se Nr. 444). p. 164.
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 165.
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 170.
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 172.
Vise af Vaudevillen Fuglen i Pæretræet (se Nr. 440). p. 174.
Billeder fra Jylland: Jylland (se Nr. 115). p. 176.
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 178.
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 180.
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 183.
Malerie fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 184.
Phantasie ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 187.
Morten Lange (se Nr. 69). p. 189.
Pandebeen, Øiesteen osv. (se Nr. 466). p. 194.
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 196.
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 199.
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 201.
Risens Datter (se Nr. 66). p. 202.
Aftenen (se Nr. 11). p. 205.
Digterskibet (se Nr. 89). p. 207.
Et halvhundrede Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portræt (se Nr. 351). p. 211.
2. Corfitz Ulfeldt (se Nr. 443). p. 211.
3. Hjertesorg (se Nr. 450). p. 211.
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 212.
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 212.
6. I Maleren Melbys Stambog (se Nr. 484). p. 213.
7. Med Hegels: Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 213.
492. 8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (Saml. Skr. XII, 283 - Nr. 8 af 65 Smaavers). p. 213.
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 214.
493. 10. I Componisten Felix Mendelsohn Bartholdys Stambog. (Mens gjennem Kirken Orglets Toner runged') (Saml. Skr. XII,252 - Nr. II af Stambogsblade). p. 214.
11. Med Thieles Folkesagn (se Nr. 451). p. 214.
12. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 215.
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). 215.
494. 14. Med et Exemplar af Schillers Gedichte. (Et Rosenflor sprang fra hans Hjerte ud) (Saml. Skr. XII, 204 - Nr. 12 af Deviser med Presenter). p. 215.
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 216.
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 216.
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 216.
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang)(se Nr. 433). p. 217.
495. 19. I en ung Dames Stambog. (Hvor Rosen hælder sig til Husets Muur) (Saml. Skr. XII, 286 - Nr. 19 af 65 Smaavers). p. 217.
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 217
21. Med en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 218
22. Med Lindgreens Portræt (se Nr. 374). p. 218
23. (Der ud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 218
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 219
25. Med Jomfru Grahns Portræt (se Nr. 361). p. 219
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portræt (se Nr. 377). p. 219
496. 27. I Christianis Stambog. (Tak for dit ærlige Haandtryk). (Saml.Skr.XII,254 - Nr.VI af Stambogsblade) p. 220
497. 28. Epilog. (Høistærede! - Jeg troer De vil mig kjende?) (Saml. Skr. XII, 79). p. 220
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 220
30. Impromtu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 221
31. Med Phisters Portræt (se Nr. 350). p. 221
32. Med Göthes Skrifter (se Nr. 448). p. 222
498. 33. Ved Tassos Grav. (Du er min Helgen her; jeg knæler ned) (Saml. Skr. XII,289 - Nr. 33 af 65 Smaavers). p. 222
499. 34. Da hun dandsede. (Blev Tonen synlig, o hvor smukt) (Saml. Skr. XII, 289 - Nr. 34 af 65 Smaavers). p. 222
500. 35. Da hun sang. (Naar Verden meer ei lytter til din Sang) p. 222
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare) (se Nr. 41). p. 223
501. 37. Med Ingemanns Skrifter. (Dannevang ved grønne Bred) (Saml. Skr. XII, 237). p. 223
38. (Om mine Digte man sige vil) (se Nr. 108). p. 224
502. 39. Med mit Portræt til en ung Dame. (Naar disse Omrids for din Tanke stige) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 39 af 65 Smaavers). p. 224
503. 40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (Dig Nøkken saae -! jeg samled i Bouquet) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 40 af 65 Smaavers) p. 224
504. 41. Sangerinden. (Du sang - jeg hørte henrykt Sangerinden) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 41 af 65 Smaavers) p. 225
505. 42. Efter en dramatisk Forestilling. (Er Stykket dumt og Publicum med) (Saml. Skr. XII, 292 - Nr. 43 af 65 Smaavers). p. 225
43. Til en ung Dame med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 225
44. (Hun er saa hvid, min Hjertenskjær) (se Nr. 190). p. 226
506. 45. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil. (Endskjøndt jeg er den yngste jo) (Saml. Skr. XII, 206 - Nr. 19 af Deviser med Presenter). p. 226
46. Regnveir (se Nr. 46). p. 226
47. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 227
507. 48. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (Saml. Skr. XII, 293 - Nr. 49 af 65 Smaavers). p. 227
508. 49. I den yngste af Casalis-Tuteins Sønners Stambog. (Du har mig hjem igjen i Danmark sat) (Saml. Skr. XII, 254 - Nr. VIII af StambogsBlade). p. 228
50. Bøn (se Nr. 452). p. 228
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 229
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 235
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 237
Graat Veir (se Nr. 39). p. 239
Østergade (se Nr. 26). p. 240
En Hustru (se Nr. 442). p. 244
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 246
509. Alphabet-Bouquet. (Een seer man født for Prosa og Een for Poesi) (Saml. Skr. XII, 323). p. 251
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). p. 256
Jeg drømte jeg var en lille Fugl (se Nr. 225). p. 259
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 262
Til H. P. Holst da han reiste til Italien (se Nr. 389). p. 265
Havblik (se Nr. 101). p. 266
Jule-Cantate i Garnisons-Kirken (se Nr. 319). p. 268
I Jenny Linds Album (se Nr. 483). p. 270
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 271
Pjat! Pjat! (se Nr. 100). p. 272
Recension (se Nr. 56). p. 274
Spillemanden (se Nr. 117). p. 275
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 277
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 278
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 279
Kometen (se Nr. 55). p. 281
Kometen 1835 (se Nr. 78). p. 287
510. Til den lille Prinds Carl August. (I Thüringerskoven ligger et Slot) (Optaget i M. L. E. - Saml. Skr. I, 295) p. 292
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 294
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 296
I Oehlenschlägers Album (se Nr. 413). p. 300
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 301
Bjerg-Situation i Harzen (se Nr. 245). p. 303
Soldaten (se Nr. 52). p. 304
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 305
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 306
Ved Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 307
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 307
511. Admiral Peter Fredrik Wullf (Snart er det Vaar, da straaler varmt Guds Sol)(Saml. Skr. XII, 347). p. 308
Fritz Petzholdt (se Nr. 334). p. 309
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 309
Guiseppe Siboni (se Nr. 344). p. 310
Madame K. M. Iversen i Odense (se Nr. 310). p. 311
Ved Etatsraad Jens Wilken Hornemanns Grav (se Nr. 401). p. 312
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 312
Digteren Adalbert von Chamisso (se Nr. 324). p. 313
Grev Rantzau af Breitenburg (se Nr. 479). p. 314
Ingeborg Mimi Collin (se Nr. 425). p. 315
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 316
Fru Conferentsraadinde Collin (se Nr. 476). p. 317

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/263)

Udgivet 26. december 1846
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:488
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 490
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Anmeldelse af Samlede Skrifter.

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.
Udgivet 11. november 1854
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17302
[Informationer opdateret d. 2.1.2013]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Sextende Bind. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Sextende Bind. - Titelblad (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 198 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Gurre (se Nr. 416). p. 1
Soldaten (se Nr. 52). p. 3
Lille Viggo (se Nr. 197).p. 4
Rigmor (se Nr. 645). p. 5
Hjemmet (se Nr. 598). p. 6
Silkeborg (se Nr. 639). p. 8
Jeg er Skandinav! (se Nr. 364). p. 8
Sang ved de skandinaviske Naturforskeres sidste Møde (se fr. 381). p. 10
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 12
Den Ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 13
Havblik (se Nr. 101). p. 16
Deviser med Presenter paa et Juletræ:
1. Med et Dame-Guld-Uhr (se Nr. 449). p. 17
676a. 2. Med Lamartines Reise i Orienten (Imellem Bogens Ryg og Rand) (Saml. Skr. XII, 202). p. 17
3. Med Hegels Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 17
677. 4. Med en Tøffel. (Dertil er Du dog ei istand) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
678. 5. Med en Pidsk. (Du faaer en Pidsk, som det sig bør) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
679. 6. Med en Bog-Kniv. (Med denne Kniv kan Du sprætte op) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
680. 7. Med en Felt-Flaske. (Mens Sneen fyger hid og did) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
8. Med Thieles Folkesagn, givet en Digter (se Nr. 451). p. 18
681. 9. Med H. C. Andersens Eventyr. (Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige) (Saml. Skr. XII, 204). p. 19
10. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 19
11. Med en Bog Skrivpapir (se Nr. 148). p. 19
12. Med et Exemplar af Schillers Gedichte (se Nr. 494). p. 19
13. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 19
682. 14. Med en Smørkande. (Vers og Smør ei passe sammen) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
15. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 20
683. 16. Med en Visker. (Du som staaer der og smidsker:) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
684. 17. Med et Speil. (Lykkens Yndling er Du af Naturen) (Saml. Skr. XII, 206). p. 20
18. Med en Østers (se Nr. 143). p. 21
19. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil, syet af en Datter til hendes Moder (se Nr. 506). p. 21
20. Med et Par Thekopper (se Nr. 490). p. 21
685. 21. Med en Bronce-Hest som Papirpresser. Til en dansk Statsmand. (Her kommer en Hest paa flyvende Fire) (Saml. Skr. XII, 207). p. 21
22. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 22
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 22
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 24
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 26
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 27
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 27
Du skal lee! (se Nr. 343). p. 29
Den lille Pige i Asylet (se Nr.424). p. 30
Bregentved:
686. I. Paa Grevindens Fødselsdag. (Der er et Sted paaen af Danmarks Øer) (Saml. Skr. XII, 215). p. 31
II. Sølvbryllupsfesten 1848 (se Nr. 537). p. 32
687. III. (En Glædes-Fest i Dag vi har) (Saml. Skr. XII, 217). p. 34
Hjemvee (se Nr. 121). p. 35
Langelandsk Folkemelodi (se Nr. 659). p. 36
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 37
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 39
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 40
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 41
Kunstnerlivet (se Nr. 31). p. 42
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 46
Et Vinterparti (se Nr. 151). p. 47
De tre nordiske Rigers Skaal for A. Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 48
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 49
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 51
Runerne. Cantate (se Nr. 419). p. 52
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 55
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 56
Morten Lange (se Nr. 69). p. 56
I Brudehuset:
I. Frøken Jonna Drewsen og Hr. Baron Henrik Stampes Bryllup (se Nr. 562). p. 59
II. Frøken Lovise Jacobson og Hr. Proprietair Vilhelm Wolfhagens Bryllup (se Nr. 590). p. 61
III. Frøken Augusta Bournonvilles og Hr. Pastor M. P. Tuxens Bryllup (se Nr. 611). p. 61
Pigen fra Albano (se Nr. 525). p. 63
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 65
Pandebeen, Øiesteen (se Nr. 466). p. 67
Geheimeraad J. Collin:
688. I. (Der et et Huus afsondret ved et Gitter)(Saml. Skr. XII, 248). p. 68
II. Alverden reiser nu, det er jo Moden) (se Nr. 527). p. 69
689. Med Molbechs Eventyr. (Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale) (Saml. Skr. XII, 251). p. 71
Hytten (se Nr. 120). p. 72
Stambogs-Blade i Efternævntes Stambøger:
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 73
II. Felix Mendelssohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 73
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 73
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 74
690. V. Herman Løvenskjold. (Du gav Sylphiden smukke Tonevinger) (Saml. Skr. XII, 253). p. 74
VI. Christiani (se Nr. 496). p. 75
691. VII. Georg Carstensen. (Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi).(Saml. Skr. XII, 254). p. 75
VIII. Den yngste af Casalis Tuteins Sønner (se Nr. 508). p. 75
692. IX. A. Böttger. (Du førte os til Byrons Guld) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
693. X . B. v. Beskov. (Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
694. XI. Fru v. Beskov. (Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
695. XII. Miss Ross. (Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
696. XIII. Fru Bournonville. (Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
697. XIV. Frøken Christy Hohlenberg. (Fra Hindostan, --- som Digterne jo sige) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
698. XV. I Fru Tesdorphs Stambog. (Hvor Luther talte og hvor Goethe sang) (Saml. Skr. XII, 257). p. 78
Kong Christian den Ottende:
I. Bøndernes og Fiskernes Sang ved Slottet Sorgenfri (se Nr. 403). p. 78
II. (Da han laae døende paa Sygeleiet) (se Nr. 528). p. 79
Det har Zombien gjort! (se Nr. 323). p. 80
Danmark (se Nr. 614). p. 89
Kjærlighedens Vægtervers (se Nr. 194). p. 90
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 92
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 93
Digterskibet (se Nr. 89). p. 95
Risens Datter (se Nr. 66). p. 98
Aftenen (se Nr. 11). p. 99
Ballade (se Nr. 73). p. 101
Fem og tredsindstyve Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portrait (se Nr. 351). p. 106
2. Korfits Ulfeld (se Nr. 443). p. 106
699. 3. (Dagen stiger, Mulmet viger) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 107
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 107
700. 6. (Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
701. 7. (Jeg gav dem mit fulde Hjerte) (Saml Skr. XII, 283). p. 108
8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (se Nr. 492). p. 108
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 108
10. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 109
702. 11. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
703. 12. (Amagerbonden har hollandsk Blod) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 109
704. 14. Til Fru Mortier de Fontaine foran i et tydsk Exemplar af I Sverrig. (Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand) (Saml. Skr. XII, 284). p. 110
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 110
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 110
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 110
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 111
19. I en ung Dames Stambog (se Nr. 495). p. 111
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 111
21. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 111
22. Med Lindgreens Portrait (se Nr. 374). p. 112
23. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 112
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 112
25. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 112
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portrait (se Nr. 377) p. 113
705. 27. (Imellem fattigt Græs og Urt) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
706. 28. Med I Sverrig til en dansk Maler. (I Nabolandet er en Billedskat) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 113
30. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 114
31. Med Phisters Portrait (se Nr. 350). p. 114
707. 32. (Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind) (Saml. Skr. XII, 289). p. 114
33. Ved Tassos Grav (se Nr. 498). p. 115
34. Da hun dandsede (se Nr. 499). p. 115
708. 35. Storken. (Storken bringer os alle de Smaa) (Saml. Skr. XII, 290). p. 115
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare?) (se Nr. 41). p. 115
709. 37. Til H. C. Lumbye foran i et Exemplar af Ole Lukøie. (Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
710. 38. (I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
39. Med mit Portrait til en ung Dame (se Nr. 502). p. 116
40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 117
41. Sangerinden (se Nr. 504). p. 117
42. (Paa Gade, Mark og Tage nu ligger Sneen hvid) (se Nr. 71). p. 117
43. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 117
44. Til en ung Dame, med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 118
45. Efter det Russiske (se Nr. 190). p. 118
711. (Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden) (Saml. Skr. XII, 293). p. 118
47. Regnveir (se Nr. 46). p. 118
48. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 119
49. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (se Nr. 507). p. 119
712. 50. Paa Ballet.(Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
51. Bøn (se Nr. 452). p. 120
713. 52. Indskrift paa en ny Bygning. (Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
714. 53. Til Axel Fredstrup. (Er Lykkens Blomst end kastet hen) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
715. 54. Dampskibet Gudenaa. (Det var, som en Fultons Baad vi saae) (tidligere trykt i Silkeborg, se Nr. 637. Saml. Skr. XII, 295). p. 121
716. 55. Under en ung afdød Piges Portrait. (Igjennem hendes Øines Dyb man saae) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
717. 56. Broderet paa et Guitarbaand til en Kriger. (Sang i Hjerte, Sværd i Haand) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
718. 57. Foran i et Exemplar af Eventyr til min Boghandlers yngste Søn. (Bogladen er en sand Aladdins Hule) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
719. 58. Ved et Barns Død. (Dit Øie loe, din Kind var rød) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
720. 59. Til Sangerinden Madam Simonsen. (At Nattergalens Sang og Droslens Slag) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
721. 60. Til Fru J. L. Heiberg, da hun efter sin Sygdom igjen betraadte Scenen. Den 30te Marts 1853. (Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
722. 61. Cavaleren til sin Dame paa et Bal for de Vandlidte. (Jeg kom herhen for de Vandlidte) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
723. 62. I Dandsen. (Jeg dandser længe, jeg dandser kort) (Saml. Skr. XII, 297). p. 124
63. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 124
64. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 124
724. 65. Inscriptioner i Bazaren for Sygehjemmet 1854:
Over en Conditor-Boutik. (For Pengene, som til Conditoren gaaer) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Over Tombola. (Her vinder Du altid - Dig Lykken er huld!) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Veni creator! (se Nr. 74). p. 125
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 126
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 127
Thorvaldsen: I. Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 128
II. I Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 132
III. Dandserinden - Ganymed - Amor og Psyche (se Nr. 489). p. 134
Graat Veir (se Nr. 39). p. 135
Østergade (se Nr. 26). p. 136
En Hustru (se Nr. 442). p. 139
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 140
725. Den unge Herr Petersen. (Og det var den unge Herr Petersen) (Saml. Skr. XII, 315). p. 144
Indledningsord ved Julehilsen til Store og Smaa fra danske Componister 1849 - 1850 - 1851 (se Nr. 541, 558, 572 / 577). p. 145
Cantate i Anledning af Dronning Caroline Amalias høie Fødselsfest (se Nr. 421). p. 148
Prologer:
726. I. Ved en Forestilling af Familien Price. (Nu er det Vinter, det vi Alle føle) (Saml. Skr. XII, 320). p. 150
727. II. I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price.
(Prologen er altid en Slags Bouquet) (Saml. Skr. XII, 321). p. 151
728. III. Ved en givet Forestilling til Indtægt for den blinde Soldat. (Tillad jeg siger hvad De alt veed) (Saml. Skr. XII, 322). p. 152
729. IV. Fremsagt af Hr. Chr. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853. (Borddansen kjende De! ja De har kjendt den) (Saml. Skr. XII, 323). p. 153
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 154
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). 158
Farvel til H. P. Holst (se Nr. 389). p. 161
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 161
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 163
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 163
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 164
Fædrelandske Digte under Krigen: For Danmark! (se Nr. 535). p. 166
Den Frivillige (se Nr. 536). p. 167
Herregaards-Skytterne (se Nr. 581). p. 168
Fremad! (se Nr. 582). p. 168
Matrosen (se Nr. 583). p. 169
Nytaars-Aften 1848 (se Nr. 584). p. 169
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 170
Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 171
Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 172
Ved Juletræet (se Nr. 585). p. 172
Nytaars-Aften 1850 (se Nr. 586). p. 173
Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 174
Hilsen af norske og svenske Frivillige (se Nr. 587). p. 175
Til Hendes Majestæt Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 552). p. 176
Til Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 176
Sang til Landsoldaten (se Sr. 592). p. 177
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 179
Ved Maleren Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 180
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 180
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 181
Admiral P. F. Wulff (se Nr. 511). p. 181
Maleren F. Petzholdt (se Nr. 334). 182
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 182
Giuseppe Siboni (se Nr. 344). p. 183
Madame K. M. Iversen (se Nr. 310). 183
Ved Botanikeren J. W. Hornemanns Grav (se Nr. 324). p. 184
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 184
Digteren A. v. Chamisso (se Nr. 324). p. 185
Fru Lindegaard (se Nr. 313). p. 186
Ingeborg Mimi Collin (Se Nr 425) p. 187
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 187
Fru Conferentsraadinde Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 188
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 189
Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 190
730. Grev Joachim Moltke-Bregentved. (Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt) (Saml. Skr. XII, 355). p. 190
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 191
H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 192
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 192
A. W. Hartmann (se Nr. 571). p. 193
Admiral Zahrtmann (se Nr. 627). p. 194
Digteren F. Høegh Guldberg (se Nr. 613). p. 195
Julecantate (se Nr. 319). p. 196
Psalme (se Nr. 631). p. 196
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 197
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 198

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Udgivet 19. december 1854
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:676
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 731
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Indledende Smaavers:

750. I. (Det er en Høitidsfest, en Glædes Dag).
751. II. (See, nu er alt istand, og de veed godt).
752. III. (Den Sang jo klinger, som en Menuet).
753. IV. (Ja gamle Minder! - derfor gik han bort).
754. V . (I Dag er Fridag! siger han, men Børn).
755. VI. (De storme bort! det er et Veir derude).
Trykt i Novellette i sex Smaastykker for Pianoforte, af J. P. E. Hartmann, satte i Text af H. C. Andersen. Forlagt af C. C. Lose & Delbanco. (Udkom December).

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-66)

Udgivet December 1855
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:750
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 755
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Digte af H. C. Andersen.

855. Brev til Christian Winther. [I Samlede Skrifter Brev til Digteren Christian Winther. LBJ, HCA-Centret] (Et Digt forlanger De! jeg eier intet) p. 52-53 (Saml. Skr. I, M. L. E.\'s Fortsættelse, 79-80).
I Cartagena p. 54-55
856. 1. (I Africaner-Byen, i Cartagena jeg boer) (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 313)
857. 2. (De dandse med Castagnetter, det er den hele Musik) (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 316).
858. 3. (Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver). (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 317).

Trykt i Nye Digte af danske Digtere. Udgivne af Christian Winther. 1863, 52-55. (Udkom December 1862).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-763, 1980/1682, 2000/9)

Udgivet December 1862
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:855
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 858
[Informationer opdateret d. 18.4.2012]

  top Top

En kritikers Betragtninger over Julelitteraturen og hans Stilling til samme.

Folkets Nisse, Enhver kan jo naturligviis rose H.C. Andersens "Nye Eventyr og Fortællinger" uden Skade. Stoppe ham i Farten kan man jo dog ikke, og det gasser ham altid.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 29. december 1866
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13584
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

H.C. Andersens ungdom. Hans første Digte.

Assens Amts Avis, 4. April 1905 fortæller om en lille Bog i Oktavformat, helt igennem skrevet med H.C. Andersens Haand. Han forærede selv Bogen i 1830'erne til daværende Politifuldmægtig Rist, og den ejes af dennes Søn, Oberst Rist. I den lille Bog finder man bl.a. nogle af Andersens første Digte, deriblandt et, som han kalder "Mit Liw" (!), og som er digtet 1822.
Taare trille naar jeg mindes / Barndom dig med al din Fryd. /Da var jeg saa rolig, Herrens Engle trolig, /Skjærmede om mig - - -
Naar Aftensolen hist i Vesten sank,/ Og Maanens Skive skinned klaer og blank, / Da kjærlig Moder tog sin lille Dreng / Og bragte ham til lune, bløde, Seng; / Og medens udenfor lød' Naattergale-Chor, / Hun lærte mig at bede Fader-vor. / Jeg ældre blev, stærk Phantasien ulmed', I Lue brøn den Gnist, som havde dulmet; / Nu lærte jeg at læse; hvilken Himmel / Laae ikke for mig, hvilken Blomstervrimmel! / Nu fulgte jeg Kong Lear paa nøgne Hede, / Og mødte Machbets Hexer, fæle, lede / Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skjød / Og græd veemodig ved skøn Valborgs Død. / Nu var jeg fjorten Aar, mit Hjærte brændte, / Jeg Verden kun af Digterværker kjendte / Og var derfor saa lykkelig og fro, / Og ilede fra Barndoms søde Boe / Allene ud i Verden vide. /
Naadig Herren var og god, / Mig hans Engle fulgte, / De i Drømme gav mig Mod,/ Haabet ei sig dulgte. / Naar jeg i den dunkle Nat / Syntes mig saa rent forladt, / Knæled jeg paa Sengen, / Modig da jeg Harpen tog, / Strængene med Haanden slog, / Sang min Smerte, sang min Lyst, / Og det lindrede mit Bryst. /
Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,/ Og lyttede til Barnets svage Sang; / De saae hvor Sjælen gennem Støvets Zoner / Til Trøstens Himmel barnlig fro sig svang. / Thi tog de Barnet fra sin raae Natur / Og satte ham bag Templets lune Muur, / Hvor Aanden kunde classisk dannes ud, / Og eengang kraftfuld stige mod sin God, /
Jeg græd af Glæde, / Mit Hjærte bævet (!) ; / Er Gud tilstæde?! / Hans Engle svæved' / Jo mildt om mig. / Sig Veien høiner / men Maalet øiner / Dog Sjælens blik. -
Heelt uvant var' de første Skridt at gaae, / Og nu jeg først min hele Svaghed saae: / Dog ei min Fryd, min Munterhed bortveeg / Før dybt i Sjælen denne Tanke steeg: / Mon ogsaa du har Kræfter værdig er, / Alt hvad der for dig Svage gjøres her?
Men snart en Klogskabs Stemme, / Den mørke Taage brød / o aldrig kan jeg glemme, / Hvad for mit indre lød. Nu har man planten prøvet, / Men den kun Ukrud er, / Thi har man den berøvet / Sit Haab, sit Stjerneskjær /
Fortvivlet drog jeg dag i Verden ud, / Og glemte Naadens store,milde Gud; / Da lød din Stemme faderlige Ven / Og atter mig til Livet kaldte hen; / Skjøndt vel jeg veed du Skuffes i din Tro, / At Evner end hos Ynglingen skal boe, / Men det er dog en sød en salig Trøst, / At høre venskabs vennehulde Røst, / jeg synker veed jeg - men med roligt Bryst, / Jeg gjorte hvad jeg kunde, er min Trøst. / Jeg var stupid, forvirret uden Sands, / Og derfor drømte om en Digterkrands.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. april 1905
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17194
[Informationer opdateret d. 1.6.2012]

  top Top

Nogle Strofers Eventyr

SCHMIDT-PHISELDECK, KAY, Nogle Strofers Eventyr. Vor Ungdom. Tidsskrift for Opdragelse og Undervisning, pp. 71-75.
Om et læsebogsdigt betitlet Jordelivet, som ofte tilskrives HCA; digtet er sammenflikket af strofestumperne fra den blinde piges drøm i De Vises Steen, - som jo ellers er selsomt i Strid med hinanden.
Udgivet 1921
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:411   Bibliografi-ID: 1843
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen

TRAMP, EBBA, Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen. Med gengivelse af digte til Charlotte Classen, ved besøg på Corselitze i 1850. Politiken (Magasinet) 4. apr., pp. 10-11.
Tanker ved en Kats Død.
Som der blev spaaet ved tolvte Klokke - slet
Var Misse død, tag nu det sorte - Brædt
Og tag saa Kridt og nedskriv dine - Sukke
Thi her er Grund at klage og at pukke
Hver Pote fin var som en Frøken-Haand,
om Halsen Misse bar et Rosa-Baand
Naar hun med andre Misser gik at - solde,
Det unge Sind til Mormus jo maa tolde.
Ak død er Misse, synger hendes - Priis
Thi den som synger ej, han er en Tap af - Iis.

Aftensværmerie.
Nu har den lukket sig, den hulde - Rose
Nu har jeg glemt hver Bitterhed og - Skose.
Jeg gaaer i Aftenstunden barnlig - klog,
uskyldig som dengang jeg var en - Pog
Og saa i Himlen ind med Mormoers - Briller.
Hvor Aftenen dog er smuk, hør Droslens - Triller.
Se Storken hist, paa Benets røde - Sok
Den staar i Reden, og den drømmer - nok.
Paa Sø og Blad og Busk er Aftenens - Hvile,
Og over røde Skyer sees Stjerner - smile,
Mens Nyet synker blegnende og - mat.
o! var du hos mig, du mit Hjertes - Skat.

s. 12: "Digteren og Madammen. Novelle af Ebba Tramp med et Digt af H.C. Andersen. Over et gammelt Manuskript fra H.C. Andersens Haand er denne Novelle skrevet. Digtet er kort efter dets Tilblivelse havnet i Familien Tramps gemmer"
En Rendesten tidt som en Flod kan true,
Og Mennesket kan drukne som en Flue.
Jeg er saa let, jeg svæver som en Fugl,
Jeg sværmer næsten ud af Kjolens Skjul.
Jeg er saa underlig, jeg kan det ikke - sige.
En fattig Mand kan føle som den rige.
Men her er Trækvind, Veiret er lidt - raat;
Jeg vil i Hus! Der ligger jo et - Slot
Som Møl og Rust og Tyvehaand kan rane,
Paa Skildtet Vaabnet staar, det er en - Trane,
Og ud af Vindvet skinner mange - Lys,
Ah! med den Trækvind er det som et Gys.
Og Træk og Vaadet kan gjøre Manden - muggen.
Nu gaaer jeg ind i Slottet, dér ved Krukken,
Jeg holder Tale om en Pølsepind,
Og dundre skal da Verdens Trommeskind.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-736h, 1981/328)

Udgivet 4. april 1926
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:550   Bibliografi-ID: 2010
[Informationer opdateret d. 11.9.2012]

  top Top

Mosaik.

I anledning af en forestaaende stor Midsommerfest ved Leksand i Dalarne minder de svenske Blade om, hvorledes H.C. Andersen under en Rejse i Sverige kom til Leksand og tog ind paa den gamle Gæstgivergaard. [...] En Datterdatter af Gæstgiveren saa H.C. Andersen klippe Silhuetter, i hvilken Kunst han jo var fremragende. Hun bad ham om at klippe nogle Figurer til Honningkage-Forme, og H.C. Andersen var straks med paa Spøgen. Han klippede Grise, Geder, Dalkarle og Dalkuller og Kobbersmeden i Leksand lavede Forme efter Figurerne. [peberkager] Nationaltidende, 6.5.1929.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 6. maj 1929
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15702
[Informationer opdateret d. 21.8.2012]

  top Top

Du skal have det, Christiane.

En Læser sender os dette lille nydelige Træk fra H.C. Andersens Barndom: Christiane Winterlich fik et Dukketeater af H.C. Andersen. Om Christiane Winterlich, født omkr. 1801-02, som var H.C. Andersens Legekammerat, og hun tog sig tit af ham, naar de andre Børn drillede ham og lo ad ham, hvad de jo tit gjorde. Til Gengæld viste han, hvor rørende taknemmelig han var overfor Venlighed, der blev vist ham. En Dag, da hun mødte ham, fik han hende med ind i en Port, han tog et Dukketeater frem som han selv havde lavet, og begyndte at spille for hende en Komedie han havde digtet selv, og til Slut sagde han: ”Du, Christiane, skal have det, for du er saa god. Og du skal blive sat i en af mine Komedier, som jeg skriver, naar jeg bliver stor”. Han var dengang 9-10 Aar gammel. Dagens Nyheder, 20.4.1930.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 20. april 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17349
[Informationer opdateret d. 29.5.2013]

  top Top

Norsk Fortæller.

H.G. Olrik beder Hans Brix gøre HCA en undskyldning for påstanden om, at HCA skulle have sagt, at fortælle kan de nu ikke deroppe, dvs. i Norge,. Neji Elverhøj siger Troldgubben til den eventyrkyndige Elverpige: Du skal nok komme til at fortælle, for det gør endnu ingen rigtig deroppe ... og senere lærte de det jo, rigtig godt! Dagens Nyheder, 9.2.1932.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 9. februar 1932
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18847
[Informationer opdateret d. 5.8.2013]

  top Top

Hatten og Hovedet.

Mogens Lorentzen beskæftiger sig i nedenstående Artikel med Spørgsmaalet om Personlighedens Betydning i Kunst ... Det er jo dog de utroligste Ting, man finder paa at opbevare i Museer; ... Forskellen i Ens Fornemmelser ved Synet af disse Stuerog ved Synet af Andersens Ragelse er den, at det ene er en Privatmands perspektivløse Habengut, men bag disse aner man alle tidligere Tiders Tusinder af fattige, daglige Skæbner. Og her gaar Tanken ad de Veje, som H.C. Andersen viste ... ud og hjem, frem i Tiden og tilbage. Her ser man den fattige, opløbne og generte Dreng for sig, og her føler man Omfanget af hans Livs Eventyr. Politiken 13.6.1932.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 13. juni 1932
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17090
[Informationer opdateret d. 14.5.2012]

  top Top

[H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen; [III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:]

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,
Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

Udgivet 24. november 1935
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:899   Bibliografi-ID: 2411
[Informationer opdateret d. 17.4.2013]

  top Top

Liv og glade Dage.

Kaj Munk: "Liv og glade Dage. Femten smaa Hilsener med løst Krudt til de muntreste af mine Kammerater, naturens egne Drenge, de danske Jægere." Nyt Nordisk Forlag. København MCMLXX. Heri Afsnittet s. 70-79: Den Sommer og den Sø, om et møde hinsides med H.C. Andersen:
Noget af det bedste ved at komme i Himlen engang skal blive ind imellem at faa Lov at besøge Jorden. Det første, jeg vil foretage mig, efter at jeg har indrettet mig og er faldet lidt til deroppe, skal være at opsøge H.C. Andersen. Naar jeg har faaet sagt ham, hvem jeg er, og hvor inderligt jeg holder af ham, vil jeg bede ham gøre mig den Glæde at tage en Tur med mig ned til Aabjerg Sø. »Hvor ligger den henne?« vil Andersen spørge; og naar han hører, at der ikke er langt fra den til Nørre Vosborg, hvor noget af hans prægtige »En Historie fra Klitterne« blev til, vil han ikke være længe om at faa Hanke i Paraplyen. Og enten vi nu har Vinger paa til den Tid eller ikke, saa vil jeg have fat i en Baad, naar vi først er kommet derned. Vi prøver at laane Vedersø-præstens; det giver Anledning til at gaa en Tur i den hundredaarige Have, der med sine Ahorn, Elme, Bøge og Ege er en Sjældenhed saa nær ved Havet og derfor befolket med en Vrimmel af Sangfuglearter, saa alle Forsommerens Dage er kimende Kor.
Jeg standser ærbødigt ved Linden og spørger: »Hvor kan det være, Andersen, at der er saadan en Forstaaelse, en-en-en Samhu mellem Træ og Menneske? Det første, Kolonihaveejeren gør, er jo at plante et Træ. Og i et lykkeligt Vers siger Bull det saa rigtigt: »Se bare den birken dær, hvor v o r den er !« Andersen snyder Næsen og smiler: »Det kunde jo være en ældgammel Historie, stamme helt fra den Tid, inden vi endnu fik Ben og lærte at jage og jages, dengang vi selv var Træer og slet ikke tog os andet til end at staa Aaret rundt med udbredte Arme og tage mod de vekslende Vejr af Himlens Naade. Men spørg Jensen om d e t! Hvor er Baaden?« Den finder vi, og jeg faar ham anbragt i Bagstavnen, hvor han ikke skal bestille andet end samle Indtryk, mens jeg hiver i Aarerne.
I Begyndelsen virker han lidt forstemt; jeg har ham mistænkt for, at han allerede har fortrudt, at han er taget med; at han nok hellere vilde være blevet hjemme og siddet i Skyggen af et Palmetræ og læst »Den grimme Ælling« højt for Englene. Men da de første gule Aaknapper strækker Hals for at se Eventyrdigteren, og da der gaar en hvisken igennem Sivene: »Ss, det er Andersen! Ss, det er min salighed Andersen!« tøer han op. Da vi er naaet tværs over til Kølsholmen, hvor Engene kaster sig ud i den blaa Sø, grønne og med brogede Ungkreaturer paa Odden, mens Kirke og Mølle stiger til Siden midt mellem frugtbare Vange og bag os Præstegaardsbøgen spejler sin Top i Bølgen blaa, slaar han ud med Haanden og kalder en Vandlobelia en Alfetelefonmast og ler ad en »cyklende« Blishøne« [...]
Og jeg hører den gamle Digter derhenne hviske - og der er ligesom et forklarende Lys over hans grimme, smukke Ansigt: »Jeg skal digte et Eventyr om alt dette, saa der skal komme Taarer i den kære Guds Øjne, naar jeg læser det op.«
Da giver det et sæt i mig: Derhenne langs med Aakandebladet lurer et frygteligt Alligatorfjæs. Bundgræsset gror saa frodigt her, at det rækker helt op til Baaden; en Aal bliver synlig og bugter sig nok saa nydeligt [...] og vips er Aalen forvandlet til en Bestanddel af en Kæmpegedde. Nu havde vi det lige saa rart. Men til min Forundring ler Andersen bare: »Det var saamænd kun en lille Digter; han duede ikke til andet end til at fede Kritikken med. Nej, men Mennesker, de laver Giftgas og organiserer sig; saa er det først, det bliver slemt! Men se nu den vævre Sivsanger derovre; tænk at kunne flyve fra Siv til Siv og sidde og gynge paa Bladene.« [...]
Saa naar et lidet Bølgeskvulp Baaden som et Amen. Jeg griber om Aarerne: »Vi skal vel til at hjemad, Andersen.« Og Andersen, der er langt inde i sit nye Eventyr, svarer paa sit Fynske: »Ka' vi ikke lige saa gerne bliver her?«

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1936
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
ISBN: 87 17 01288 0   Bibliografi-ID: 18185
[Informationer opdateret d. 7.1.2013]

  top Top

Da Æventyrdigteren søgte en Hustru. H.C. Andersens Ferie for 100 Aar siden ...

Fr. Juul: Paa Jagt efter en Hustru. Brødfrugttræet og Lauren. Om HCAs ophold på Lykkesholm i 1836 (hvor han i et brev til Edvard Collin skriver: Datteren syntes jeg godt om, men hun er jo ikke rig - saa bliver jeg ikke forelsket: Brev Næstved Avis, og Roskilde Avis, 20.8.1937.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 20. august 1937
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18685
[Informationer opdateret d. 12.6.2013]

  top Top

Hvad bestiller De, naar De ikke bestiller noget?

Spørgsmaal stillet til Overlæge Portman, Silkeborg Kuranstalt, som udstiller H.C. Andersen Manuskripter i Berlingske Tidendes Foredragssal i Kvindelig Læseforenings Bygning, gl. Mønt 1. ... Et sidste Spørgsmaal: Hvor tænker De dem, at alt det engang skal havne, naar De selv ikke mere kan samle? - Det regner jeg med, at H.C. Andersen-Musset i Odense skal have. Dér hører det jo rettlig Hjemme. Berlingske Tidende, 3.3.1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. marts 1940
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17504
[Informationer opdateret d. 13.11.2012]

  top Top

Et utrykt Digt af H. C. Andersen paa Teatermuseet

NEIIENDAM, JAN, Et utrykt Digt af H. C. Andersen paa Teatermuseet. Spectator. Tidsskrift for populærvidenskabelig Forskning I 1943-44, sp. 69-71.
dvs. : Digtet Paa Dandseskolen gaaer en Dands. [Foræret til Nicolai Bøgh, hvorfra det kom til Teatermuseet]
(til Melodi af Menuetten af Elverhøi):
Paa Dandseskolen gaaer en Dands af Scenens bedste Kræfter:
Humeur og Ungdomssind gir Glands, saa at det straaler efter!
Det er det rette Dandse-Sted, her Dandsen er som hjemme -
og saa er der en Tanke med, den maa man ikke glemme!

Det kjender jo og veed enhver, ja, det er klart som Solen,
den danske Scnenes Koryphæer gik ud fra Dandseskolen.
De Snillets adelbaarne to, hvis Mærke aldrig brister,
i Kunstens Stamtræ Væxten groe: Fru Heiberg, Ludvig Phister!

I Dandsen er just Fuglens Flugt, løs Fuglens bundne Tunge,
da vil den tale dybt og smukt og ret af Hjertet sjunge.

Vi syngende i Dandsen gaaer, der sig udfolder Talen,
see da vi Scenens Treklang faaer, de raade her i Salen!
I Ungdoms Friskehd og Humeur nu straaaler Øiets Kjerte.
Den hele Verden faar Couler kun fra eens eget Hjerte.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1943
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1126   Bibliografi-ID: 2682
[Informationer opdateret d. 2.7.2012]

  top Top

H.C. Andersen var dekadent.

G.E. R. Gedye: Kommunisterne holder Autodafe på "skadelige bøger". Man begyndte i Januar i Aar med at offentliggøre en Liste over nogle Hundrede Værker, som var forbudt. Nu er man naaet et Skridt videre. Forleden udsendtes en ny Proskriptionsliste, som omfatter ikke mindre end 5000 Bøger. Det er ikke uinteressant at se lidt nærmere paa, hvad et er for Værker, som truer Folkedemokratiernes Eksistens. Den er jo meget gal med H.C. Andersen. Renlivet Fascist var han vel ikke, men da saa ganske afgjort en borgerlig-nationalistisk-dekadent-reaktionær Militarist - skriver han ikke Historier om baade Konger og Kejsere og Prinser og Prinsesser". .. Men H.C. Andersen faar alligevel en enkelt chance. hans "Standhaftige Tinsoldat" kan gaa an, for om ham fortælles intet, som ikke gør det muligt, at han var en god, tapper og standhaftig Tinsoldat - i Sovjethæren. Jyllandsposten, 12.dec. 1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. december 1950
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18112
[Informationer opdateret d. 1.7.2013]

  top Top

Bag brilleglasset.

Tegneren Hans Bendix giver et portræt af vor store afdøde Digter, Johannes V. Jensen, som d. 20. januar ville være fyldt 78 aar. "Een af de sidste gange, jeg var hos ham, læste han H.C. Andersens 'Mit Livs Eventyr'. Den læser jeg, mens de fem bind eventyr jeg har, er til bogbinderen. Bæstet vil have 100 kr. for at restaurere bindene en smule. Og han faar dem. Jeg kan snitte i træ, modellere, tømre, saagar mure, men binde bøger ind kan jeg ikke. Og jeg kan simpelthen ikke leve leve uden Andersen. Hans livs eventyr er et monument over hans selvoptagethed. Han piber ustandseligt, føler sig forfulgt hjemme, gruer for at rejse hjem, naar han er i udlandet. Han havde forresten grund til det. Heiberg-kliken og de andre tillod ikke, at en samtidig havde sukces i udlandet. Og det havde han. [...] Han var vidunderlig nysgerrig, at rejse var for ham som regn paa en soltrørret mark, kilder han øste af. og saa ville han jo ogsaa nok tage bestik af sin berømmelse. Han render ind i bogladerne og spørger efter sine bøger, bliver længe derinde, fjumrer og ter sig i haab om, at det skal gaa op for boghandlerekspedienten, hvem han er. Lykkes det ikke maa han bide i det sure æble og selv fortælle det. Ud skal det. Han er simpelthen en nar. Men man kan ikke lade være at interessere sig for ham. Hvorfor? Fordi han er i besiddelse af et ubegribeligt geni. Man vil saa gerne vide hvordan hans fantasi opstaar i ham. Meget huggede han, men meget sprang lige ud af hans orangutang gestalt, er helt hans eget." Politiken 18.1.1951.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

Udgivet 18. januar 1951
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13727
[Informationer opdateret d. 7.6.2011]

  top Top

Mere H.C. Andersen.

Anton Hansen: Hvert eneste aar bliver tusindvis af børn tvangsfodrede med H.C. Andersens eventyr og historier .... jeg er til slut kommet til det resultat, at det er Vilhelm Pedersens illustrationer, der er skyld i begrebsforvirring om H.C Andersen. ... Digteren var jo en helvedes umoralsk fyr. Tyveri fra ubehagelige folk, trolde og den slags, tillod han med største sindsro ... Det blev Vilhelm Pedersen som lavede eventyrene om til vor barndoms sentimentale erindringshistorier ... i vor erindring er en vidunderlig kunstner, et geni blevet skult af en sølle lille dilettant. Slaa op i eventyrene og læs historien om Skyggen. Ekstrabladet, 17. april 1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 17. april 1952
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18172
[Informationer opdateret d. 4.1.2013]

  top Top

Ukendt H. C. Andersen-Arbejde dukker frem. En Ungdomsparodi paa Nestroys Eduard og Kunigunde-Arie

K.-J., [KRAGH-JACOBSEN, Sv.] SV., Ukendt H. C. Andersen-Arbejde dukker frem. En Ungdomsparodi paa Nestroys Eduard og Kunigunde-Arie [Del af "Skilles og Mødes". Manuskript til visen gengivet i facsimile.
Eduard og Kunigunde,
(Ideen efter Nestroys Lumpacivagabundus af H.C. Andersen
-
(Orchestret spiller i Mol Bertrands Afskedsqvad)
derpaa declameres
Der var engang to Elskende, jedg dem jo nævne kunde,
Den ene hedte Eduard, den anden Kunigunde.
En Aftenstund de tvende gik, der var saa smukt i Skoven,
En Nattergal, et Kildevæld og Maaneskin foroven.
De satte sig ved Kildens Bred og deres Kinder brændte,
De sagde disse skjønne ord, de skjønneste de kendte.
(Han synger med Udryk til Mel. af Salomons Dom: Smilende i Søvnens Arme).
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Erik (talende)
Da traadte hendes Fader frem, de troede de var ene.
Han sagde disse haarde Ord, som kunde knuse Stene.
(synger i et hurtigt tempo Mel. af Robert le diable.)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor (ligeledes)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard!
Berlingske Tidende 17. jul. [Heri omtales et brev til Niels Peter Møller indholdende manuskript med anvisninger til opførelsen af "Eduard og Kunigunde".] Viborg Stiftstidende, 21.7.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 17. juli 1952
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1434   Bibliografi-ID: 3043
[Informationer opdateret d. 16.8.2013]

  top Top

Den ensomme Brevkasse. Et Eventyr af Gustav Meyrink.

H.C. Andersens verdensberømte Eventyr har som bekendt givet Anledning til mange Imitationer - bl.a. forsøgte Gustav Wied jo som et morsomt Eksperiment at imitiere den store Eventyrdigters Form og Stil. Men ogsaa flere udenlandske Skribenter har prøvet, bl.a. den østrigske Forfatter Gustav Meyring, hvis udmærkede Pastiche vi her bringer. Nyborg Avis, 18.6.1954.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 18. juni 1954
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18904
[Informationer opdateret d. 9.8.2013]

  top Top

Preben Bille-Brahe til Hvedholm.

Herman Madsen: Den 8-aarige H.C. Andersen ... har jo nok staaet ved den nærliggende bispegaards indkørsel, da to skinnende ekvipager engang i aaret 1813 rullede op for døren. Den ene vogn kom fra Sanderumgaard med Johan Bülow, den anden Preben Bille-Brahe. Begge var kendte bogelskere og skulle besøge Frederik Plum, der havde det omdømme, at han mere interesserede sig for bøger og landbrug end for 'de aandelige bevægelser inden for kirken'. Det blev et historisk møde, idet de tre mænd ved denne lejlighed oprettede "Fyens Stiftsbibliotek". Fyns Tidende, 18. juli 1954.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 18. juli 1954
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18691
[Informationer opdateret d. 17.6.2013]

  top Top

Ørsted forudsaa krigens endeligt med flyvningen.

Da H.C. Ørsted maatte kysse H.C. Andersen. Kunne elektromagnetismens opdager prygle en mand paa gaden? En dansk fysiker om sin forgængers egentlige indsats. Francis Bull har fortalt om en episode i 1840'erne kom Andersen engang til middag hos Ørsted. Digteren var 'uendelig bedrøvet' paa grund af et angreb i Goldschmidts Corsaren, men Ørsted bemærkede det ikke. Digteren gik, men sent paa aftenen bankede det paa døren hos ham. Det var Ørsted, som trods sine næsten 71 aar var gaaet den lange vei. Han udbrød: Min kone har sagt mig, at De var saa bedrøvet i middags ... Hun siger mig, jeg ikke har været deltagende imod Dem. De ved jo, hvor meget jeg holder af Dem, og jeg tror paa Dem, jeg kan ikke tage fejl deri, men det er verden, der tager fejl. De vil blive en af alle anset digter. " Ekstrabladet, 12. maj 1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. maj 1956
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18518
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top

H.C. Andersen og navnkundigheden.

Niels Birger Wamberg: H.C. Andersen sagde: Jeg vil være berømt. Mon han vidste, at berømmelsen ikke blot udødeligggjorde, men tillige tog livet af? Jo - han skrev jo Skyggen .... Aktuelt, 2.4.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1960
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18502
[Informationer opdateret d. 13.5.2013]

  top Top

Paven, de Gaulle, storfyrstinde Charlotte, kong Hussein, Ben Gurion, de Valera, Niels Bohr med flere skrev til Louise.

Knud Meister: "Jo, der kom da for resten ogsaa et brev fra Paven!, sagde komtesse Louise Lerche-Lerchenborg. Vi sad og snakkede om en enorm korrespondance, den unge dame for tiden er indviklet i. Hun har sat sig til skrivebordet og skrevet breve til alle tænkelige mennesker rundt om paa kloden og spurgt dem, hvad de synes om H.C. Andersen og hvilket af eventyrerne [!], de holder mest af." Berlingske Aftenavis lørdag 22. oktober 1960; Middelfart Venstreblad, 13.10.1960.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 22. oktober 1960
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13414
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

H. C. Andersen og Sverige

LANGBALLE, CARL, H. C. Andersen og Sverige. Kristeligt Dagblad 15. jun.
Revideret version, - ja, men det er jo farbror Andersen, i Vestkysten 14. aug. 1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 15. juni 1961
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1975   Bibliografi-ID: 3646
[Informationer opdateret d. 17.4.2013]

  top Top

H. C. Andersen.

NIELSEN, ERLING, H. C. Andersen. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo. 100 pp. (Fakkel-bøkene, 44.)
I alt væsentligt identisk med nr. 1919 ovf. Ændringerne er dikteret af hensynet til et norsk publikum. - Anm.: Johan Borgen, Dagbladet 12. okt.; V. Chr., Porsgrunns Dagblad 20. okt.; Chr. Kirchhoff-Larsen, Børsen, 7.juni 1963; Sven Kåre Larsen, Agder Tidende 22. jan. 1963; Karl Marthinussen, Dagen 16. nov.; M-ot., Frisprog 1. dec.; Knut Nygaard, Bergens Tidende 26. okt.; Morten Ringard, Drammens Tidende 26. nov.; Magne Sørflaten, Valdres 10. nov.; Per Vogt, Farmand 21. nov.; Jo Ørjasæter, Nationen 23. okt.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1962
Sprog: dansk, norsk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1996   Bibliografi-ID: 3670
[Informationer opdateret d. 15.4.2013]

  top Top

H.C. Andersens Hus som husvilde-bolig?

Walther Madsen foreslår, at hans familie i stedet for Albanigade 23 - Odense kommunes husvildeafdeling, får stillet H.C. Andersens hus til rådighed. Det står alligevel tomt i vintertiden - og så kan de jo derfra prøve at få en lejlighed, inden turisterne kommer. B.T. 8. jan. 1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 8. januar 1963
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18708
[Informationer opdateret d. 19.6.2013]

  top Top

H.C. Andersen har ordet.

Ernst Philipson: Rabindranath Tagore sagde engang: Hvorfor har De saa mange fag i skolerne her i Danmark? De behøver jo kun eet: H.C. Andersen. Fyens Stiftstidende, 31. december 1965.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 31. december 1965
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17707
[Informationer opdateret d. 20.11.2012]

  top Top

Skagen.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.
Udgivet 1980
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]

  top Top

'Han er jo næsten hvid'. Race, identitet og iscenesættelse i H. C. Andersens 'Mulatten'

Oxfeldt, Elisabeth, "'Han er jo næsten hvid'. Race, identitet og iscenesættelse i H. C. Andersens 'Mulatten'". Spring, nr. 22, 2004, pp. 28-53.


  top Top

Nyt fra Nationalmuseet

Hornby, Joan, "'I China veed du jo nok er Keiseren en Chineser...'". Nyt fra Nationalmuseet , nr. 106, 2005, pp. 18-21.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1999-2006   Bibliografi-ID: 11547
[Informationer opdateret d. 15.7.2011]

  top Top

H. C. Andersen 200 år: ‘Under vingeslaget af en vældig ånd’

Seagrief, Jo, "H. C. Andersen 200 år: 'Under vingeslaget af en vældig ånd'". Nyt aspekt , XXXVII:2, 2005, pp. 24-27.

(Bibliografisk kilde: HCAH)


  top Top

Politiken ønsker H.C. Andersen tillykke med de 200!

Politiken sektionen Bøger, 2. april 2005. På forsiden: "Om Aartusinder". Fremtidsvision af H.C. Andersen. Bjørn Bredal: "Og så vid're ... det måtte jo være i Danmark, at Klods-Hans blev nationalhelt". Christian Graugaaard: "Himmelske Cowboy Andersen". Harold Bloom "Stol på fortællingen, ikke fortælleren". Anne Bech-Danielsen: "Åse Andersen-Skolen [i Vollsmose]". Bjørn Bredal: "Andersen uden omsvøb" (Anmeldelse af Johan de Mylius' "HCA - et livs digtning"). Michael Nielsen: "Dyst på barnlig uskyld" (anm. af Møllehave/Eskildsens bog "HCA svarer Neruda"). Bo Jørgensen: "Retorikerne trækker det længste strå" - om HCA som sprogdigter. Anne Vindum interviewer Dag Heede: "Asket hvad Kjønsdriften angår". Anette Dina Sørensen: "Queering kvæler dyden" - om Snedronningen på Østre Gasværk. Mikkel Bruun Zangenberg: "Koldkrigerisk seksualisering" - om Dag Heedes "Hjertebrødre" og H.C. Andersens "O.T." Susanne Bjertrup: "Eventyrlige billeder" - om Thorkild Borup Jensens eventyrudgave. May Schack: "Krage og paradisfugl" - om "Kun en Spillemand". Ib Spang Olsen: "Vild og uvorn, så det er en lyst" - om at illustrere "Billedbog uden Billeder". Niels Thorsen: "Vor udenlandsk berømte orangutang". Hans Hertel: "Andersens trækopfugl - HCA og folkeeventyrene - er det alkymien over for det ægte, oprindelige guld?" - om Jesper Tvedens "Hvad sproget gør". Prins Don Juan Manuel: "Hvad der overgik en konge som fik syet en dragt af tre bedragere" (oversat af Marisa Rey Henningsen). Bibliopaten: "Eventyris fra Søholm". Steffen Larsen: "Folkebog for småfolk" - om Eventyrudgave illustreret af Flemming B. Jeppesen; om H.C. Anderledes ill. af Rune T. Kidde - og om "Ni udvalgte eventyr", ill. af Malene Laugesen; Thomas Michelsen: "Håbløst sværmerisk" (om Inger Sørensens "H.C. Andersen og komponisterne" og Mogens Wenzel Andreasens "H.C. Andersen & musikken"; Karsten R.S. Ifversen: "O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder" - om Henrik G. Poulsens "Det rette udseende"; Bo Tao Michaëlis: "Forføreren i samtalekøkkenet" - om "Klods-Hans"; Mette Winge: "Solid brevudgave" om "H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe"; Karsten R.S. Ifversen: "En perle blandt udenomsværker" - om Kjeld Heltofts "H.C. Andersen som billedkunstner"; Thomas Bredsdorff: "'Den lille Havfrue' i Disneyland"; Bettina Heltberg: "Fare, fare krigsmand - når statsministeren og Møllehave snakker eventyr"; Lasse Horne Kjældgaard: "Budskabet er hardcore evangelisk-luthersk!" - om Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottosens "Andersen og Gud"; Genudgivelser: Bettina Heltberg: Om Ulrich Horst Pedersens "I H.C. Andersens verden" og Johan de Mylius': "Forvandlingens Pris"; Søren Vinterberg om Johan de Mylius: "Samlede Digte"; Steffen Larsen om "Improvisatoren", Susanne Bjertrup om "I Spanien"; Bo Jørgensen: "Ørerne lyver ikke - det er ganske vist".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13264
[Informationer opdateret d. 24.1.2011]

  top Top

Odenses eventyrlige festdag.

Fyens Stiftstidende den 3. april 2005: Gennemgår alle festlighederne med flg. overskrifter: 'Jo, Hans Christian lever', 'Odense i fuldt flor', 'Møllehave fyldte domkirken', 'Andersen var en god soldat', 'Velkommen til Odense', 'Autonome bortvist af politiet', 'Navnet er stadig Bond', 'Droningen påpegede små fejl på museet', 'Tålmodige fødselsdagsgæster', 'Travle unge tunger sang H.C. Andersen', 'Fællessang i Koncerthuset', 'Verden rundt med Andersen - internationalt snit over uddelingen med taler på fem sprog', 'Tag for jer af blomster og grønne pletter', 'Rock med forårsfornemmelser', 'Eventyret fortsatte i parken', 'Læseforening fejrer HCA', 'Endelig tæt på et kys af Riborg', 'Og den 12. figur var ...', 'Eventyrlig afsløring af HCA-figurer' og 'Eventyret om det rejsende tæppe'.
'Træt, men anderledes freidig end i morges'. Odense kravlede i festtøjet for at fejre H.C. Andersens 200-års dag. Politiken 3.4.2005.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14484
[Informationer opdateret d. 14.2.2012]

  top Top

Dansk verdenslitteratur – jo da, og hvad så? Om Andersen og Kierkegaard globalt

Houe, Poul, "Dansk verdenslitteratur – jo da, og hvad så? Om Andersen og Kierkegaard globalt". Bogens Verden , 2006, nr. 4, pp. 27-38.
Udgivet 2006
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1999-2006   Bibliografi-ID: 11925
[Informationer opdateret d. 27.12.2011]

  top Top

Kierkegards Jyllandsrejse.

Peter Tudvad. Politikens Forlag, 2006. - Anm.: Lasse Horne Kjældgaard: "På dette tidspunkt gik der en veritabel Jyllandsbølge igennem dansk litteratur, som Steen Steensen Blichers noveller fra de foregående to årtier havde skubbet i gang. Jylland var eksotisk territorium, fatansifremkaldende og interessevækkende, hvilket man får et klart indtryk af i H.C. Andersens roman "O.T." fra 1836, hvor baronen Vilhelm udbryder: 'Jylland er dog den meest romantiske Deel af Danmark! Jeg har ret faaet interesse for det Land, siden jeg læste Steen-Blichers Noveller. Jeg synes, det maa have meget tilfælles med de skotske Lavlande! og der er jo Zigenuere?'." Politiken, 31.10.2006.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2006
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16566
[Informationer opdateret d. 7.2.2012]

  top Top

Litteraturens flugt gennem børneværelset.

Søren Kassebeer: Anmelder "Historien om børnelitteratur. Dansk børnelitteratur gennem 400 år. 1568-1967. 603 s. Branner og Korch.
Citerer Torben Weinreich: Nogle forskere mener, at alt hvad Andersen skrev, egentlig er for voksne. Jeg vil derimod fastholde, at en meget stor del af hans eventyr er for børn, og at i hvert fald de tidligste er det, altså de eventyr, som H.C. Andersen jo også selv kaldte "Eventyr fortalte for børn".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 10. juli 2006
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 19002
[Informationer opdateret d. 20.8.2013]

  top Top

H.C. Andersens eventyr på film.

Elisabeth Oxfeldt. Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2009, 163 p. - Anm.: Jo Sondre Moseng, Edda, 2010, nr. 2.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2009
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15732
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top

Gleden uten Navn.

Mette Elisabeth Nergård: Sammendrag: – Jeg har problematisert det å være katolikk kolossalt. Det som er blitt borte er gleden i Jesus, sier Jan Erik Rekdal. Nå vil han gjerne skrive dikt som jager bort skyggene. ... Særlig Særlig identifiserer Rekdal seg med H. C. Andersen. Han peker på dikterens dobbelte posisjon som sosial yndling og outsider. ... H.C. Andersen prøver å være til stede, mener Rekdal. Han forsøker å gi leserne livsglede. En glede nesten like trangfødt som den til den lille piken med fyrstikkene. For Andersen var jo livet en eneste lang kamp om å bli elsket med sin bakgrunn og sitt ekstreme utseende. Tekstene til Andersen blir til med det ene øyet i speilet og det andre i et uoppslitelig håp – utenfor speilets ramme. Kirke og Kultur, Nr. 2, 2010, pp. 125-29.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2010
Sprog: norsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15746
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top
Søgeord: drengen + ved + mo*rens + dødsleje + græd + ej + mo*r + ellers + dør + du + jo. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-52