H.C. Andersen centret

Trykt i Kjøbenhavns-Posten 17. 9. 1829, Nr. 148, 603-605. 18. 9. 1829, Nr. 149, 607-610.

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Samlet og udgivet af J. C. Richter. 2det Bind. Kjøbenhavn. Trykt hos Fabritius de Tengnagel. 1839.
S. 9: Svinene (en Ode) [bfn19]
s. 24 Skildvagten [bfn 88]
s. 70 Manden fra Paradiis [bfn 81]
s. 95 Hjerte-Tyven bfn 116]
s. 196 Parapluien [ej bfn]
s. 220 Flyttedagen i April [bfn60]

Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

Figaro omsl. s. 1-2: I Søndags [7. nov. 1841] Concert med dramatisk scene "Sangerinden" af H. C. Andersen, Musik af Auber, Kuhlau og Donizetti arrangeret af Bournonville og en Epilog fremført af Mad. Simonsen, akkompagneret af hendes Mand, Kapelmusikus S. Simonsen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Femtende Bind. - Titelblad: ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 211 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Poesien (se Nr. 555). p. 1
Recension (se Nr. 56). p. 2
Til min Moder (se Nr. 34). p. 3
Sjælen (se Nr. 17). p. 4
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 6
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 7
Rimedjævelen (se Nr. 20). p. 8
Rabbi-Meyer (se Nr. 342). p. 13
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 17
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 18
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 19
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 21
Mai (se Nr. 204). p. 24
Sommerflugt og Hvile (se Nr. 206). p. 27
August (se Nr. 207). p. 33
Gefion (se Nr. 181). p. 37
Aarets Børn (se Nr. 365). p. 38
En Reisende (se Nr. 347). p. 40
Et Digt om Konerne (se Nr. 357). p. 40
Skovbal (se Nr. 271). p. 42
Klintekorset paa Møen (se Nr. 57). p. 43
Slaaentjørnen (se Nr. 556). p. 48
Rosen paa Kisten (se Nr. 557). p. 49
Kjærlighed (se Nr. 130). p. 49
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 50
Fædrelandet (se Nr. 380). p.54
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 55
Mosters Skjærmbræt (se Nr. 65). p. 56
Nogle Viser:
I. Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn (se Nr. 373). p. 59
670. II. Ved en Vens Afreise til Paris! (Hør Venners Stemme: drik og spiis!) (Saml. Skr. XII, 54). p. 60
671. III. (Vi er i Marts, men Martsviol) (Saml. Skr. XII, 55). p. 61
672. IV. (Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat) (Saml. Skr. XII, 56). p. 62
V. Det er Liv at reise (se Nr. 418). p. 63
VI. Sang, skreven og afsjungen paa Fregatten Bellona (se Nr. 383). p. 64
VII. Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840 (se Nr. 391). p. 65
673. VIII. Ved Festen for Architekt Bindesbøll (Som Du tænkte det staaer nu Museet) (Saml. Skr. XII, 60). p. 66
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 66
En Guddoms Tanke er Du, Poesi! (se Nr. 202).p. 68
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 71
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 72
Hjertets Melodier:
I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 72
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 73
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 73
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242). p. 73
V. (Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav) (se Nr. 135). p. 73
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 74
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige!) (se Nr. 137). p. 74
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr:) (se Nr. 105). p. 74
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 75
Studenten (se Nr. 43). p. 78
Stakkels Mary Anne (se Nr. 601). p. 80
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 81
Prolog og Epilog:
674. (En Aftenunderholdning med Bevilling) (Saml. Skr. XII, 78). p. 86
(Høistærede! - jeg tror De vil mig kjende) (se Nr. 497). p. 87
Elbkongens Brud (se Nr. 163). p. 87
Til J. P. E. Hartmann:
I. (Hvad Herligt ude Du har seet og hørt) (se Nr. 298). p. 89
675. II. Den 14de Mai. (Maimaaned pynter med Grønt vore Skove)(Saml. Skr. XII, 82). p. 90
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 91
Phantasistykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 93
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 95
Kometen (se Nr. 55). p. 96
Kometen 1835 (se Nr. 78). p. 100
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 104
De to Fugle (se Nr. 212). p. 105
Spillemanden (se Nr. 117). p. 106
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 107
Pjat, Pjat! (se Nr. 100). p. 108
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 109
Sange af: Ravnen. 1832.
1. Matrosernes Sang. (Naar Bølgerne dandse om Merset lidt) (se Nr. 196). p. 110
2. PantalonesVise.(Mo'erlille sidder med Briller paa) (se Nr. 196). p. 111
Sange af: Bruden fra Lammermoor. 1832.
1. (Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat) (se Nr. 183). p. 112
2. (Mandens dybe, bittre Sorg) (se Nr. 183). p. 113
3. (Stem gamle Minstrel Harpen nu) (se Nr. 183). p. 113
4. (Der sidder to Ravne paa Træet hist) (se Nr. 183 og Nr. 230). p. 114
Sange af: Festen paa Kenilworth. 1836.
1. (Brødre, meget langt herfra) (se Nr. 285). p. 114
2. (Hvad Hjertet her sig klynger til) (se Nr. 285). p. 116
3. Drikke Sang. (Bacchus er den største Mand) (se Nr. 285). p. 117
4. Romance. (Hyrden græsser sine Faar) (se Nr. 285). p. 118
Skildvagten (se Nr. 88). p. 119
Kong Frederik den Sjette:
I. (Danmark, deiligst Vang og Vænge) (se Nr. 346). p. 123
II. Sørge-cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 124
III . Sang ved Afsløringen af Mindestøtten (se Nr. 478). p. 127
IV. Sang ved Indvielsen af Frederik den Sjettes Asyl (se Nr. 420). p. 128
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 130
Jagtsang (se Nr. 337). p. 132
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 133
Weyse. (Ved hans Jubilæum) (se Nr. 444). p. 135
Holger Danske (se Nr. 59). p. 135
Taaren (se Nr. 97). p. 137
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 138
Formens evige Magie (se Nr. 173). p. 142
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 146
Amors Spillekort (se Nr. 68). p. 146
Svinene (se Nr. 19). p. 147
Varulven (se Nr. 171). p. 149
Min Vise (se Nr. 182). p. 150
Indledende Smaavers til Hartmanns sex Characteerstykker (se Nr. 543 / 548). p. 152
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 153
Rosen (se Nr. 188). p. 154
Fyen I (se Nr. 140). p. 155
Fyen II (se Nr. 129). p. 155
Phantasus (se Nr. 32). p. 155
Min Undskyldning (se Nr. 108). p. 157
Herregaarden og Børnene (se Nr. 201). p. 158
September (se Nr. 208). p. 165
October (se Nr. 209). p. 169
Paaskesang (se Nr. 290). p. 172
Billeder fra Jylland:
I. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum) (se Nr. 115). p. 175
II. Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 176
III. Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 177
IV. Længsel med Potterne (se Nr. 124). p. 180
V. Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 181
VI. Maleri fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 182
VII. Phantasi ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 184
VIII. Reise-Capriccio (se Nr. 128). p. 185
Vignetter til danske Digtere (se Nr. 174). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Smudstitelblad: Historier af H. C. Andersen. - Titelblad: Historier af H. C. Andersen, med Tegning af V. Pedersen forestillende en gammel Mand med en lille Dreng ved Haanden. Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 167 Sider. - S. [168]: Tegning af V. Pedersen forestillende et Barn med en Buket Blomster. - 8vo. - Pris 1 Rd. 24 Sk. (Udkom 30. 4. 1855).
Anm.: Theater og Litteratur. 1858, Marts II, 134.

Indhold.

Aarets Historie (se Nr. 607). p. 1
Verdens deiligste Rose (se Nr. 595). p. 13
Et Billede fra Castelsvolden (se Nr. 513). p. 17
Paa den yderste Dag (se Nr. 608). p. 19
Det er ganske vist! (se Nr. 609). p. 25
Svanereden (se Nr. 600). p. 29
Et godt Humeur (se Nr. 610). p. 32
Hjertesorg (se Nr. 617). p. 38
Alt paa sin rette Plads! (se Nr. 618). p. 42
Nissen hos Spekhøkeren (se Nr. 619). p. 57
Om Aartusinder (se Nr. 599). p. 63
Under Piletræet (se Nr. 620). p. 67
Der er Forskjel (se Nr. 594). p. 93
Fem fra en Ærtebælg (se Nr. 621). p. 99
737. Et Blad fra Himlen (Saml. Skr. XIV, 62). p. 104
Den gamle Gravsteen (se Nr. 602). p. 109
738. Klods-Hans. En gammel Historie fortalt igjen (Saml. Skr. XIV, 93). p. 114
Fra et vindue i Vartou (se Nr. 512). p. 120
739. Ib og lille Christine (Saml. Skr. XIV, 82). p. 123
Den sidste Perle (se Nr. 638). p. 142
Hun duede ikke (se Nr. 622). p. 146
To Jomfruer (se Nr. 635). p. 156
Ved det yderste Hav (se Nr. 667). p. 160
Pengegrisen (se Nr. 668). p. 164

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/116)

Indtægten tilfalder med den ene Halvdel de Indsamlinger, som foranstaltes i Foreningen, med den anden en Enke med 5 uforsørgede Børn (hvoraf det yngste er neppe et halvt Aar), hvis Mand er falden i Kampen. Billetter a 12 Sk., eller hvad Enhver vil give Mere paa Grund af Øiemedet - der fremlægges i den Anledning en Liste hos d'Hrr. Malm og Jørgensen i Foreningens Lokale - erholdes fra Mandag Morgen hos Hr. Malm (hele Dagen) eller Hr. Jørgensen (om Aftenen) i Lokalet. Der vil blive Siddepladser til 200 Damer. Blad for Arbeiderforeningen af 1860. Nr. 17 den 23. April 1864.

Dagbogen 28.4: Gik saa i Arbeiderforeningen hvor jeg læste for en Enke hvis Mand var faldet i Krigen og sad med et ganske lille Barn, der indkom 66 Rigsdaler, Foreningen tog det Halve, Enken fik 33 Rdlr. Jeg læste: Pigen som traadte paa Brødet; Keiserens nye Klæder, Sneemanden. Hvad Fatter gjør er altid det rigtige. Svinedrengen. I det jeg havde endt det første Eventyr saae jeg at foran mig, paa Katederet laae en stor deilig Bouquet, jeg tog om den og hilsede. Jeg blev modtaget og efter Læsning beklappet. Da jeg i Svinedrengen kom til: "Ach du lieber Augustin!' generede det mig at læse tydsk og Eventyrets Slutning: 'Alles ist hin!' forekom mig som et ondt Varsel, jeg læste det med dæmpet Stemme og kom afficeret og Livskjed hjem.

.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Erik Bøgh: H.C. Andersen har fortalt en meget rørende Historie om en stakkels ung Mand. Han skulde have været Digter til Paaske, men blev det ikke ... Avisudklip, Folkets Avis?, 1881.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Eigil Andreasen: Ingen dansk Mand er saa verdensberømt som Danmarks Eventyrdigter. Dagens Nyheder, 1.2.1925.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TRAMP, EBBA, Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen. Med gengivelse af digte til Charlotte Classen, ved besøg på Corselitze i 1850. Politiken (Magasinet) 4. apr., pp. 10-11.

Tanker ved en Kats Død.
Som der blev spaaet ved tolvte Klokke - slet
Var Misse død, tag nu det sorte - Brædt
Og tag saa Kridt og nedskriv dine - Sukke
Thi her er Grund at klage og at pukke
Hver Pote fin var som en Frøken-Haand,
om Halsen Misse bar et Rosa-Baand
Naar hun med andre Misser gik at - solde,
Det unge Sind til Mormus jo maa tolde.
Ak død er Misse, synger hendes - Priis
Thi den som synger ej, han er en Tap af - Iis.

Aftensværmerie.
Nu har den lukket sig, den hulde - Rose
Nu har jeg glemt hver Bitterhed og - Skose.
Jeg gaaer i Aftenstunden barnlig - klog,
uskyldig som dengang jeg var en - Pog
Og saa i Himlen ind med Mormoers - Briller.
Hvor Aftenen dog er smuk, hør Droslens - Triller.
Se Storken hist, paa Benets røde - Sok
Den staar i Reden, og den drømmer - nok.
Paa Sø og Blad og Busk er Aftenens - Hvile,
Og over røde Skyer sees Stjerner - smile,
Mens Nyet synker blegnende og - mat.
o! var du hos mig, du mit Hjertes - Skat.

s. 12: "Digteren og Madammen. Novelle af Ebba Tramp med et Digt af H.C. Andersen. Over et gammelt Manuskript fra H.C. Andersens Haand er denne Novelle skrevet. Digtet er kort efter dets Tilblivelse havnet i Familien Tramps gemmer"

En Rendesten tidt som en Flod kan true,
Og Mennesket kan drukne som en Flue.
Jeg er saa let, jeg svæver som en Fugl,
Jeg sværmer næsten ud af Kjolens Skjul.
Jeg er saa underlig, jeg kan det ikke - sige.
En fattig Mand kan føle som den rige.
Men her er Trækvind, Veiret er lidt - raat;
Jeg vil i Hus! Der ligger jo et - Slot
Som Møl og Rust og Tyvehaand kan rane,
Paa Skildtet Vaabnet staar, det er en - Trane,
Og ud af Vindvet skinner mange - Lys,
Ah! med den Trækvind er det som et Gys.
Og Træk og Vaadet kan gjøre Manden - muggen.
Nu gaaer jeg ind i Slottet, dér ved Krukken,
Jeg holder Tale om en Pølsepind,
Og dundre skal da Verdens Trommeskind.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-736h, 1981/328)

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,

Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

Vidar Vølund: Eller en Samtale med en Mand, som har siddet paa Skolebænk med H.C. Andersen. [HCA var på besøg i Skolen i Adelgade, og satte sig på samme bænk som Niels Christian Hansen Fyns Stiftstidende, 2.5.1937.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Bollerup Christensen: Den store Verden synes at have glemt "Barnet" over den "stærke Mand". Den europæiske Situation fortæller tydeligt derom. herhjemme har man tænkt paa at rejse et Monument for Barnets Digter, H.C. Andersen. Det kan tydes som Udtryk for en høj Vurdering baade af Digteren og "Barnet", men den noget skeptiske Natur vil spørge, om det ikke er at begynde fra den forkerte Ende. Bør vi ikke forløbig nøjes med - og endda passe paa ikke at forløfte os - : at mindes Eventyrdigteren ved at læse hans Eventyr og Mennesket ved at gøre hans Kamp for at redde Barnesindet til vor egen!. Kristelig Dagblads Kronik, 23. April 1938.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Film-Opera af Hye-Knudsen - stor Bjørnson-Forestilling - H.C. Andersen-Ballet - Nyt dansk Skuespil - "Peer Gynt" - "Hendes Mand" - Dramatisk Debut. Berlingske Aften Avis, 15. jul. 1944. - To nye danske Operaer antaget paa det Kgl. [Hameriks "Rejsekammeraten".] Nationaltidende, 10. jun. 1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Den rette Drømmetydning kan betyde store Ting. Kan Drømme komme fra Maven? H.C. Andersen turde ikke forvalte sin Mandlighed. "Historien om en Moder" er ikke en Fremstilling af nogen Moder, er kommer ind i Dødens Have for der at hente sit døde Barn tilbage til Livet. Dette Eventyr er derimod Udtryk for en indre Tilstand hos Digeren. Moderen i dette Eventyr er H.C. Andersen selv, nøjagtigere sagt: Moderen er hans Forvaltning af det erotiske Liv. H.C. Andersen udtrykker i dette Eventyr, at han ikke turde forvalte sit erotiske Liv som mand, han turde ikke leve sammen med en kvinde. Barnet i Eventyret er hans Mandlighed, og han skildrer nu, hvorledes denne Mandlighed gaar under, fordi Truslen mod den er vokset op til at blive selve Døden. I Slutningen af Eventyret staar Moderen ved en Brønd og se nede i den de to Skæbner, som hun har villet røre ved, den ene lykkelig og til Velsignelse for Verden, den anden fuld af Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed. Moderen er her H.C Andersen, der seer paa sit erotiske Livs Skæbne. For ham har dette at vælge den mandlige Forvaltning af hans mandlige drift været den sidte Skæbne. Derfor er han veget tilbage for en varig Forbindelse med en Kvinde." Fyns Venstreblad, 5. Nov. 1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Paa Herregaarden Nysø ... Henrik Stampe, var nærmest sindssyg,men en flink og gæstfri Mand, der gerne saa Digtere i sit Hjem, da han selv skrev Vers og komponerede Melodier til dem ... se brev . Skive Folkeblad, 25. Apr. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

En original Mand siger sin Mening. Maleren Einar Albrechtsen, der for Tiden er paa Besøg i Fødebyen Svendborg, fremviser Modellen til Kolossalmonumentet for H.C. Andersen - før han slog den i Stykker. Inspireret af en konkurrence i 1936 om et Kolossalmonument for H.C. Andersen, [ se: 17239 ] lavede Albrechtsen et Udkast til et lign. i Digterens Fødeby. Det blev forkastet - og han knuste det. Svendborg Avis, 28. jul. 1945. - Besøg hos den snart 70-aarige Kunstner Einar Albrechtsen, der i en Baggaard til en gammel Købmandsgaard har opstillet sit Livsværk et Monument for H.C. Andersen. Korsør Avis, 11. juli 1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Syv Historier. Indledning af BO GRØNBECH. H. C. Andersen-Samfundets Københavns-Afdeling. 48 pp. (H. C. Andersens Eventyr og Historier, II.)
Indledning pp. 5-7. - Heftet er redigeret af Jens Møller-Jensen, Herluf Jensenius og Bo Grønbech. - Foromtale: "I sidste Numer af Danmarks Haandværk og Industri findes en Beretning om en kulturel Indsats, som en enkelt Mand i al Stilhed har taget sig paa at praktisere. Det er den 75-aarige Idalist, Maleren og Arkitekten Jens Møller-Jensen, der har sat sig for, at nu skal Haandværkerne lære vor store Eventyrdigter at kende. " Fyns Venstreblad, 6. jan. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1947/25)

I et lille fædreland bliver altid digteren en fattig mand. æren er derfor den guldfugl, han især maa gribe efter. Det vil vise sig, om jeg fanger den ved at fortælle eventyr. H.C Andersen 1937. Det ny Radioblad,

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Elna Schrøder fortæller i Nationaltidende om en Historie i hende slægt: for 100 Aar siden, to unge tyske Piger fra den lille Flække Cappeln i Slesvig sad i toget fra Roskilde til København. ... En ældre mand sagde til bybudet: "Følg disse unge Piger til Knapstedgaard [gæstgiveri, hvor Palace Hotel nu ligger], hils Værten og sig, de skal bo der, til de finder en Plads, og siden skal jeg betale ham det alt sammen.". Siden gik det op for de unge Piger, at denne mand var H.C. Andersen. Viborg Stifts Folkeblad, og Herning Folkeblad, 5.4.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Eric Boesgaard: England gaar Danmarks Vej, siger Robert Jørgensen, Danmarks Publicity mand i Storbritannien. "Baade Hamlet-Spillene paa Kronborg, Balletten og H.C. Andersen-Festlighederne i Odense har vakt Interesse i England. ... Om H.C. Andersen er Interessen mere levende end nogensinde, og det er begyndt at gaa op selv for bredere Lag, at Hans Andersen hører med til Verdens-Klassikerne. Skulle det ikke være muligt at gøre Odense til noget næsten lige saa spændende som Stratfort on Avon?". Berlingske Tidende 11.6.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Contes , I. Traduction de J.-J. GATEAU. Préface de ANDRÉ MAUROIS. Les Presses de la Cité, Paris. 20 pl., 144 pp.
Forord pp. 3-4; indledning af Poul Höybye pp. 5-6. - Illustreret af Victor Brockdorff. Foromtale: Aalborg Stiftstidende, 5.8.1950; ved André Maurois i: Ce Matin 21.12.1951 - Politiken, 14.11.1951; Ny Dag, 11.12.1951; Social-Demokraten, 28.11.1951; Helge Wamberg: "Dansk bog-mand fik sukces i Paris: Forlagsboghandler Sven Nielsen fejrer sin 50 aars dag i dag med at udsende første bind af stort H.C. Andersen-værk paa fransk, Politiken, 13.11.1951; H.C. Andersen paa fransk med forord af Maurois, Kristeligt Dagblad, 14.11.1951; H.C. Andersen paa Fransk - uden Charme, Aarhus Stiftstidende, 19.11.1951. La Croix de la Haute Marne, 9.3.1952; La Croix de la Lorraine, 20.1.1952; Libre Artois, Arras, 10.1.1952; Le Comtois, Besançon, 29.12.1951.
Dansker illustrerer fransk nationaludgave af H.C. Andersen. Ekstrabladet, 14.8.1950. Cf. (noten til) nr. 1941 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1951/85)

hvor Ambassadør Kauffmann holdt hovedtalen. H.C. Andersen-Filmen som Juleattraktion. Edith Oldrup deltog sammen med sin mand, barytonen Sigurd Björling. Berlingske Tidende, 30.12.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

JENSEN, PEDER, Da H. C. Andersen som ung Mand første Gang besøgte Viborg. Viborg Stifts Folkeblad 3. mar.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

JENSEN, PEDER, H. C Andersen og madam Larsen i Nyhavn. Demokraten 27. mar.; Fyns Social-Demokrat 2. apr.; Ny Tid, 31.3.1955.

Gravvers [I Madam Larsens navn] til avisen over Madam Larsens afdøde mand: "Efterat have fristet den tunge Skjæbne for 1½ Aar siden i Storm paa Søen at miste min uforglemmelige Mand, Skibscapitain Niels Larsen, vilde Vor Herre at jeg ogsa skulle undvære mit mindste kjære Barn, Niels Sophus Larsen, som døde af Brystvattersot den 19de Dennes, 14 Maaneder gammel. Dette kan jeg ikke undlade herved at bekjendtgjøre.
I Havet ligger Fader død
Sorg knugede mit hjete
Da smilte Englen fra mit Skjød
Min Trøst i al min Smerte
Men Englen bort til Engle gik
De har ej Hjem hernede
Hans Jordeliv var et Øieblik
Hans Himmel Evigheden!
Kjøbenhavn den 24de Januar 1835
Karen Sophie Larsen fød Kjøller.

Da hun var på vokskabinet, døde en af hendes venner dér, en spækhøker. Hun bad Andersen skrive et gravvers over spækhøkeren, 'for de venter det af mig'. Det kom i 'Adresseavisen' under mærket L.

Jeg saa dig nys, da Du var karsk og glad;
hos Dig og Dine var saa godt at være;
nu Kredsen er som Avner splittet ad,
brat tog Dig Døden bort fra dine Kjære.
"Guds Vilje ske!" var Bønnen, som Du bad;
"Guds Vilje ske!" - den Bøn vi og frembære.
I Kisten er kun Jord, et vissent Blad,
Det som vi elsked, bor hos Lysets Hære.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

[MØLLER, KAI FRIIS,] Dagens mand paa seks maader. Politiken 2. apr.
Mærket Bookman. - Anm. af nr. 1484 , 1488 , 1542 , 1566 , 1571 og 1593 ovf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Journalist Gudrun Schak Arnvig har interviewet Edma Stage: "Jeg mindes H.c. Andersen som en meget venlig og rar mand." Fyns Tidende, 2. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

[samlet avis, flere artikler er tidligere opført i enkeltposter.]
H. Topsøe-Jensen: I dag for 80 aar siden. Cf. AaJ 1786
Tage Høeg: Har H.C. Andersen noget at sige os i dag? Cf. AaJ 1722
Hele verden hylder sin eventyrdigter.
Per Mogens Hansen: Hvordan saa H.C. Andersen ud? Cf. AaJ 1714
Svend Larsen: H.C. Andersen og Odense. Cf. AaJ 1744
Erik Dal: H.C. Andersen paa 80 sprog. Cf. AaJ 1703
Den grimme ælling paa russisk.
Frode Aagaard: Fynboen og kosmopolitten H.C. Andersen skerv den jydske nationalsang. Cf. AaJ 1792
Henning Høirup: H.C. Andersens tro. Cf. AaJ 1724
Sven Arnvig: De slesvigske krige lærte H.C. Andersen at han kun havde eet fædreland. Cf. AaJ 1684
Sven Arnvig: H.C. Andersen og børnene. Cf. AaJ 1684
Jens B. Tellesen: Børnene og H.C. Andersen.
Gudrun Schak Arnvig: Edma Frølich Stage: "Jeg mindes H.C. Andersen som en meget venlig og rar mand". Cf. 16230
Gudrun Schak Arnvig. Da eventyrene ikke mere kom til H.C. Andersen. Cf. AaJ 1684 [!]
Herman Madsen: Eventyr-tegningerne præges af folkeslagenes egenart. Cf. AaJ 1749
Hele verdens hyldest. Venskabsbyernes hyldest.
Knud Christensen: Kvinder i H.C. Andersens liv og digtning. Cf. AaJ 1700
Sven Arnvig: "At rejse er at leve" - H.C. Andersen var i udlandet ti aar af sit liv. Cf. AaJ 1684
Sven Arnvig. Da Odense var lige ved ikke at faa H.C. Andersen-museum. Cf. AaJ 1684
H.C. Andersens ven i Slagelse.
Fyns Tidende, Særnummer, 2. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

"Fødebyen i fest for eventyrenes digter". Kongen kom - trods sygdom - til Odense for at hylde H. C. Andersen. "For en dag verdens mest omtalte mand". Mere end 70 lande hyldede i gaar H. C. Andersens Minde. "Afsløring af H.C.-byste hos studenterne". Bysten opstilles til efteraaret - i passende selskab. "Overdaadigt festspil". Bodil Ipsens straalende oplæsning. "Redgrave skænker sit honorar til fynsk skuespiller". "Børnetog og fantastisk wienerbrøds-kaos i gaar". Det store optog blev det glade indslag i københavnernes H. C. Andersen-dag. "Dansk radios hidtil største arrangement". 18 radioreportere fra 11 lande, ogsaa Polen og Rumænien - Fjernsynets længste "hop" herhjemme. Tusinder sad pakket i Fyns Forum og fulgte Begivnhederne paa nærmeste Hold paa den kæmpemæssige Fjernsynsskærm (Kong Frederik læste op).
Digterens portrætør: Det er H.C. Andersen som han gik og stod. Billedhuggeren Knud Nellemose ... Boulevarden blev færdiganlagt lige før navneskiftet. Leder: Med tomme Hænder, H.C.A.... Dagens mand paa seks maader. De to nye danske H.C. Andersen-film. dan p. 1, 16 og 26. Politiken, Jyllands-Posten, og Berlingske Aftenavis, 3. april 1955. <
Det er i Sandhed et Eventyr - Kong Frederiks Tale derr pr. Radio spredtes over hele Jorden. Viborg Stiftstidende, 4. april 2017.
Andersen célébré dans la ville natale. Figaro, 5.4.1955.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Da H.C. Ørsted maatte kysse H.C. Andersen. Kunne elektromagnetismens opdager prygle en mand paa gaden? En dansk fysiker om sin forgængers egentlige indsats. Francis Bull har fortalt om en episode i 1840'erne kom Andersen engang til middag hos Ørsted. Digteren var 'uendelig bedrøvet' paa grund af et angreb i Goldschmidts Corsaren, men Ørsted bemærkede det ikke. Digteren gik, men sent paa aftenen bankede det paa døren hos ham. Det var Ørsted, som trods sine næsten 71 aar var gaaet den lange vei. Han udbrød: Min kone har sagt mig, at De var saa bedrøvet i middags ... Hun siger mig, jeg ikke har været deltagende imod Dem. De ved jo, hvor meget jeg holder af Dem, og jeg tror paa Dem, jeg kan ikke tage fejl deri, men det er verden, der tager fejl. De vil blive en af alle anset digter. " Ekstrabladet, 12. maj 1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

C.H. Detlev af Trampe: H.C. Andersens säng. Dagens Nyheter, 30.7.1958; grev Adam Frederik Trampe stod på lit de parade i juni 1807 i Odense Domkirke. Da hans enke, Gertrud Trampe, stod ved kisten, kom en ung mand hen til hende og sagde, han hed Andersen, var skomagermester og havde været gift i 2 år. Han havde en dårlig seng og havde ikke råd til at købe en ny. han spurgte, om man ikke efter begravelsen ville forære ham katafalken. Det lovede grevinden. .... Senere traf HCA en datter af grev Trampe, Clara Charlotte, der var gift Skeel - og fra hende havde han beretningen om faderens henvendelse i Odense Domkirke. Hun stod nemlig ved moderens side den pågældende dag. Dagens Nyheter, 30.7.1958; Kristeligt Dagblad, 14.8.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I en artikel i Fyns tidende fortælller H.P. Schmidt, Hårby om, hvordan H.C. Andersen underholdt sine venner. H.C. Andersen fik opgivet en række rimord - f.eks. stjerne - rimede med fjerne, hug - suk osv. og så skulle han forme et improviseret digt over ordene.

En Fejekost:

Som grønne Grene under nattens Stjerne
Vi sentimentalt saae op mod det Fjerne
En Mand med en Økse gav os et Hug
Vi forfaldt - jeg forsikkrer - det var med et Suk
Vi sagde til Manden: Føl dog, hvor vi lugter
Vi bærer ogsaa med Tiden Frugter
Men næppe han svared "Kis" til sin Kat
end sige til os, hans eneste Skat
han band os til en kost for det gav Penge
ahn sagde, at vi ville vare saa længe
Som Mindet lever om Skjold og Helt
Som alle Smaastjerner paa Himmelens Telt
Saa gik han - den MNand han kaldte sig - Peter
Og det var en Mmand uden Fejl eller Beter
Men har vi Slud, uden Ly eller Læ
Nu nejet og fejet for Folk og for Fæ
I Stue, paa Gade - og I maa vide,
Aldrig vi fik at drikke og bide
aldrig vi fik tak eller sang
kostens gang, det er verdens gang.

Glorup, juli 1850.

Sorø Tidende, 14.1.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dr. Klein - en lille beskeden mand - listede forsigtgt rundt og forsøgte at kikke over skulderen paa de mange gæster, der overværede aabningen af en dansk bogudstilling i London. Dr. Klein er mikrobiolog. Det har ikke meget med bøger at gøre. De øvrige gæster var lutter bogfolk. (Aabnet af ambassadør Steensen-Leth og aarrangeret af dr.phil. Erik Dal fr Det kongelige Bibliotek.). B.T. 10.1.1961.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

PHILIPSON, ERNST, Digter og anekdote. Aalborg Stiftstidende 16. nov.
Smaa Historier om en stor Mand, Fyens Stiftstidende, 16. nov. og Vejle Amts Folkeblad, 29. juli 1967;
Også offentliggjort i: Silkeborg Avis 9. sep. 1965; Flensborg Avis 27. okt. 1965; Ringkjøbing Amts Dagblad 27. jun. 1966; Vejle Amts Folkeblad 29. jul. 1967.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fine silhouetklip, der blev til i et admiralhjem for 120 år siden. Berlingske Tidende, november 1968. [træer med ballerinaer på sommerfugl i midten, en mand med hat og støvler, en dåhjort i ramme med grene, to pjerrot'er på svaner.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Egevang, Robert & Godfred Hartmann, Et hus i Nyhavn. Et københavnsk miljø gennem 300 år . Gyldendal, København 1973. Pp. 34-35, 197-217. - Om Nyhavn nr. 67, hvor HCA logerede hos familien Anholm 1848-65. - Bogen omtaler også Thomasine Gyllembourg, datter af Johan Buntzen, der ejede huset 1769-1806, hendes første mand P. A. Heiberg, samt deres søn J. L. Heiberg.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Nielsen, Erling, H. C. Andersen. I hans: H. C. Andersen og andre Danskere . Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1974. Pp. 71-125. - Bogen omtales i kolofonen som 2. og utvidet utgave af en i 1962 offentliggjort bog (AaJ nr. 1996). Den indledes (pp. 7-15) med en Advarsel!, hvori EN polemiserer mod Arne Duve og Jørgen Holmgaard for hhv. dybdepsykologisk og ideologikritisk mishandling af HCA. Denne polemik foranledigede følgende debatindlæg i Bergens Tidende : Aage Jørgensen, Vor mand i Oslo - og ideologikritikken, 23.-24.1.1975; Arne Duve, Dansker som litteraturforskere, 29.1.1975; AD, Nielsen som Andersen-forsker, 6.2.1975; AaJ, Litteraturforskning og psykoanalyse, 10.2.1975; AaJ, Arne Duve på krigsstien, 1.4.1975; AD, H. C. Andersen under lupen, 11.4. 1975. AaJ's første artikel fremkom tillige i Fyens Stiftstidende 19.4.1975 (Eventyrdigtning i splid med sig selv) og i Tidens Skole , 77, 1975, pp. 699-704. - Anm.: Hans Bendix, Politiken 18.1. 1975; Johan Borgen, Dagbladet 12.9.1974; Per Gottschalk, Morgenbladet 7.10. 1974; Karin Gullerud-Johansen, St. Olav , nr. 22, 1974; Per Haddal, Vårt Land 21.9. 1974; Kaare Horgar, Dagen 26.9.1974; Ole Hyltoft, Aktuelt 17.12.1974; Jens Kruuse, Jyllands-Posten 14.11.1974, Farmand 7.12.1974; Knut Nygaard, Bergens Tidende 26.10.1974; Arne Prøis, Nationen 13.11.1974; Elling Tjønneland, Haugesunds Avis 31.12.1974. - EN's indledende advarsel fremkom oprindelig som kronik i Dagbladet 7.9.1974 (med fejlagtig datering: 6.9.).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1974/76, kronik: 1995/107)

Vinding, Ole, Støbefejl i monumentet. Aalborg Stiftstidende 7.10.1975. - HCA karakteriseres som en mand af ganske særlig intelligens og nøgternhed.

Lasson, Frans, Karen Blixens far, fotograferet sammen med H. C. Andersen på Frijsenborg, sommeren 1865. I: Hans Andersen & Frans Lasson (red.), Blixeniana 1981 . Karen Blixen Selskabet, København 1981. - Kommentar (3 pp. [mellem p. 112 og p. 113]) til Ochsner [AaJ nr. 1843] nr. 56; den unge mand yderst t.h. identificeres som Wilh. Dinesen (Boganis).

Mylius, Johan de, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.), Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991 . Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993. 561 pp. - Indhold: Søren Baggesen, Dobbeltartikulationen i H. C. Andersens eventyr, pp. 15-29; Heike Depenbrock & Heinrich Detering, Poesie und industrielles Zeitalter in H. C. Andersens 'I Sverrig', pp. 31-55; Johan de Mylius, Øjeblikket - en anskuelsesform hos H. C. Andersen, pp. 57-74; Ljudmila Braude, H. C. Andersens eventyr og historier 1850-70, pp. 75-84; W. Glyn Jones, Hans Christian Andersen in English. A Feasibility Study, I, pp. 85-99; Hans Kuhn, H. C. Andersen i det 19. århundredes danske sangbøger, pp. 101-14; Finn Hauberg Mortensen, I familiens skød, pp. 115-30; Bo Grønbech, Why Study Hans Christian Andersen, pp. 131-37; Fritz Paul, Die Welt aus der Doppelperspektive oder das Kalifornien der Poesie. Andersens Reisebücher zwischen Romantik und Poetischem Realismus, pp. 139-60; Niels Ingwersen, Genredialektikken i H. C. Andersens eventyr, pp. 161-76; Erik M. Christensen, H. C. Andersen og den optimistiske dualisme, pp. 177-91; Franti_ek Fröhlich, En nyoversættelse af H. C. Andersens eventyr - hvilket tjekkisk?, pp. 192-96; Viggo Hjørnager Pedersen, A Wonderful Story of a True Soldier and a Real Princess. Problems in Connection with the Rendition of Hans Andersen's Vocabulary in English, pp. 197-209; W. Glyn Jones, Andersen in English. A Feasibility Study, II, pp. 210-16; Edith Koenders, H. C. Andersens eventyr på hollandsk - børne- og / eller voksenlitteratur?, pp. 217-27; Hans Götzsche, Translation of Style: Transformation or Creation, pp. 228-42; Marc Auchet, H. C. Andersen og den klassiske sprognorm - eventyrene i fransk oversættelse, pp. 243-53; Gisela Perlet, Praktische Probleme bei der Übersetzung von Hans Christian Andersens Reiseliteratur, pp. 254-61; James Massengale, A Divided World: A Structural Technique in Andersen's Original Tales, pp. 262-75; Finn Barlby, Satania infernalis - eller forførelsens arabesk - om 'Sneedronningen', 'Iisjomfruen' og 'Tante Tandpine', pp. 276-88; Amy van Marken, Replikkunsten i H. C. Andersens roman 'O.T.', pp. 289-94; Polonca Kova_, Die lebendige Welt der leblosen Gegenstände, pp. 295-302; Hans Henrik Møller, En mand, et ord - H. C. Andersens 'Skyggen', pp. 303-10; Jacob Bøggild & Pernille Heegaard, H. C. Andersens 'Den lille Havfrue' - om tvistigheder og tvetydigheder, pp. 311-20; Ivy York Möller-Christensen, H. C. Andersens gennembrud i Tyskland, pp. 321-28; Antje Mayfarth, Hvilke forventninger kan der stilles til H. C. Andersens dagbøger i en tysk udgave? Problemer og metoder, pp. 329-36; Inge Kleivan, H. C. Andersen i Grønland, pp. 337-45; Guo Dehua, What Can We Chinese Learn from Hans Christian Andersen?, pp. 346-52; Merete Kjøller, Et italiensk Andersen-potpourri, pp. 353-61; Sirkka Heiskanen-Mäkelä, On the Native Reception of Hans Christian Andersen in Finland, pp. 362-66; Hans-Jörg Uther, H. C. Andersen und Deutschland. Zur frühen Rezeption seiner Märchen, pp. 367-75; Annelies van Hees, Drømme i H. C. Andersens Eventyr og Historier, pp. 376-84; Martin Lotz, Den farlige kløft mellem kønnene, pp. 385-93; Simon Grabowski, Sjælen på livseventyrets vej, pp. 394-405; Inger Lise Jensen, 'Skyggen' - en analyse af forholdet mellem godt og ondt, pp. 406-09; Jens Aage Doctor, H. C. Andersens karneval, pp. 410-19; Bernhard Glienke, Standhaftighed på flere ben. Om Karen Blixens reception af H. C. Andersen, pp. 420-33; Poul Houe, Den rejsende - et kapitel om H. C. Andersen og vor tid, pp. 434-43; Erik Dal, Jødiske elementer i H. C. Andersens skrifter, pp. 444-52; Ib Johansen, Camera Obscura. H. C. Andersen og det fantastiske - fra 'Fodreise' til 'Tante Tandpine', pp. 453-63; Aage Jørgensen, H. C. Andersen set med moderne danske briller, pp. 464-76 (cf. nr. 1486 ovf.); Hans Christian Andersen, Survey of Current Hans Christian Andersen Research in the United Kingdom, pp. 477-78; Marc Auchet, H. C. Andersen-forskningen i Frankrig. Den aktuelle situation (1970-91), pp. 479-82; Amy van Marken, H. C. Andersen-forskningen i Holland, pp. 483-85; Merete Kjøller, H. C. Andersen-forskningen i Italien, pp. 486-90; Katsumi Hayano, Hans Christian Andersen Research Situation in Japan, pp. 491-93; Xiao La, On the Study of Andersen in China, pp. 494-505; Charlotte S. Doctor, H. C. Andersen-forskning og -reception i Tyskland 1975-92, pp. 506-16; Sven Hakon Rossel, Hans Christian Andersen Research in the United States, pp. 517-30; Resumeer / Summaries, pp. 531-60. - Anm.: F. J. Billeskov Jansen, Politiken 3.4.1994; Ole Egeberg, Standart , 8:1, 1994, p. 27; Diederik Grit, Tijdschrift voor Skandinavistiek , XV:2, 1994, pp. 113-16; Lars Handesten, Berlingske Tidende 18.1.1994; Leonie A. Marx, Scandinavica, 35, 1996, pp. 116-19.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1997/118)

Møller, Hans Henrik: "En mand, et ord - H. C. Andersens 'Skyggen'", pp. 303-10 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991 . Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

Vagn Simonsen: Når vi i aften danser om juletræet, synger vi måske sangen om den lille nisse, der rejste. Sangen stammer fra et digt af Julius Chr. gerson, og digtet hedder "Den største mand". Dagens kronik giver et bud på, hvem dette kunne være - nemlig H.C. Andersen, der endnu engang skulle gøres til grin. Fyens Stiftstidende, 24.12.1993.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Rikke Hyldgaard: "Fra årsskiftet flytter en ny mand ind i Jens Andersens familie. Litteraturredaktør Andersen dropper journalistjobbet og går i gang med sit livsværk på fuld tid: en biografi om H.C. Andersen, Fyens Stiftstidende 18.8.1998. - Søren Kassebeer: "Andersen om Andersen", Berlingske Tidende 17.8.1998. "Vi elsker H.C. Andersen for hans svagheder". BT, 5.4.1999.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: Dal)

Fl. Chr. Nielsen: H.C. Andersens tre første heftermed eventyr kommer under hammeren på efterårets bogauktion. I forordet meddeler H.C. Andersen, at han måske vil skrive flere eventyr, men han lader en eventuel fortsættelse afhænge af publikums interesse, for 'i et lille Fædreland bliver altid Digteren en fattig Mand; Æren er derfor den Guldfugl, han især maa gribe efter. Det vil vise sig, om jeg fanger den, ved at fortælle Eventyr." Jyllands-Posten, 1.8. og 18.9.1999.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Mylius, Johan de, "'Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand'". Anderseniana , 2000, pp. 5-31.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Torben Brostrøm: Han ofrede sin egen videnskabelige karriere for glæden ved at dele ud af sin viden i skrift og tale. Ikke så underligt at H.C. Andersen var hans mand i litteraturen.han skrev den bedste korte introduktion til digteren som paperback til Tyskland, Norge og Sverige, på dansk i 1963. Information, 8. marts 2000.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Tidsskriftet Anderseniana årgang 2000. Udgivet af Odense Bys Museer, red. Ejnar Askgaard. ISBN 87-87162-86-5. Indhold: Johan de Mylius: ""Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand"". (S. 5-31). Niels Oxenvad: "Henrik Hertz og H.C. Andersen. To digtere i Italien 1833-34". (s. 32-52). Frank Hugus: "En genvurdering af to dramaer af H.C. Andersen". (S. 53-69). Grå Borup-Nielsen: ""Hvilken herlig storartet Dag..."". (S. 70-78). Ejnar Askgaard: "En akademisk borger". (S. 79-90). H.C. Andersen: "At udvikle de græske og nordiske Mythers Forskjellighed i Lighederne og deres Overeenskomst i Forskjellighederne". (S. 91-123).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Johan de Mylius: ""Var han ikke en stor Mand, saa var han dog en berømt Mand"", i Tidsskriftet Anderseniana årgang 2000 . Udgivet af Odense Bys Museer, red. Ejnar Askgaard, s. 5-31

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hansen, Preben, "'Denne fortræffelige, hjertensgode mand'. Om H. C. Andersens lærer, der blev præst i Aagerup". Egnshistorisk Forening i Gundsø, Årsskrift 2002 , pp. 29-38, spec. pp. 31-35. - Om Jeppe Christensen Qvistgaard.