Gå til resultaterne: 1-50 51-59
Søgningen gav 59 resultater. Nummer 1-50:
Trochæer og Jamber. En poetisk Polemik af Fr. Paludan-Müller.
"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.
Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 12139
[Informationer opdateret d. 9.11.2016]
Literarische Neuigkeiten.
(Est. 2.100)
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 16343
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]
Med Amalie Rieffels Portrait. (Tangenterne, de sorte og de hvide).
Er Troldoms Stave; Du berører dem,
Og Melodiens Aander bruse frem;
De til Turnering paa dit Bud udride,
De lyde Dig, Du løfte deres Tunge,
Dit navn de gjennem verden hit skal sjunge!
Trykt i Portefeuillen for 1839. 4. Bind, 45. Hæfte, 10.11.,134.
(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:358
Se v�rkregistret Bibliografi-ID: 355
[Informationer opdateret d. 11.1.2017]
The Athenæum sep. 1846
(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p. 440)
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 15568
[Informationer opdateret d. 19.10.2011]
Fædrelandske Vers og Sange / under Krigen. Af / H. C. Andersen. / Udgivne samlede til Indtægt for de Saarede / og Faldnes Efterladte. / - / Kjøbenhavn. / Faaes hos Universitetsboghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. / 1851.
Indhold.
For Danmark! (se Nr. 535). p. 5Den Frivillige (se Nr. 536). p. 7
581. Herregaards-Skytterne. (Som Tegn om gamle Tider hjemme) (Saml. Skr. XII, 335). p. 9
582. Fremad! (Fremad! frem, I danske Drenge!) (Saml. Skr. XII, 336). p. 11
583. Matrosen. (Min Lussing skal jeg give) (Saml. Skr. XII, 336). p. 12
584. Nytaars-Aften 1848. (Farvel, farvel, Du gamle Aar) (Saml. Skr. XII, 337). p. 13
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 14
Soldatens Sang til Dannebrog (se Nr. 550). p. 16
Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 17
Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 18
585. Ved Juletræet. (Danmark, deiligst Vang og Vænge Du vort Fædreland!) (Saml. Skr. XII, 339). p. 19
586. Nytaars-Aften 1850. (Endnu en Sang i dette Aar) (Saml. Skr. XII, 340). p. 21
Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 22
587. Hilsen af norske og svenske Frivillige. (Velsignet er den Dag i Dag!). (Saml. Skr. XII, 341). p. 23
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:580
Se v�rkregistret Bibliografi-ID: 581
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]
Digte og Sange.
Heri er følgende digte anført som værende af HCA:
s 39: Krigeren ved Napoleons Grav. Stille! Stille!, her min Keiser sover.
s 41: Tiggeren og hans Hund. En Specie i Skat for Hunden her, (bfn164)
s 44: Skildvagten. Aft'nen er taaget - døsigt Lygtene brænde. (bfn88)
S 59: Rabbi Meier: Israels Folk forsamlet var i Skolen. (bfn342)
S 62: Det har Zombien gjort. Har Du hørt om Tryllelandet bag de vilde Pyrenæer, (bfn323)
s 128: Jeg er en Skandinav. Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver (bfn364)
s 147: For Danmark og Kongen. Vi gamle Danmark prise, (bfn179)
s 153: Ægypteren ved Nilen gaaer. (bfn380) (bfn
Digtet s. 39 KAN IKKE VÆRE af HCA
Stille! Stille! Her min Keiser sover -
Kolde Britter! Hindrer ei min Gang!
Hører I hvor Havets stille Vover
Luller sagtelig Hans Vuggesang!
Over Have, gjennem tusind Farer,
Drog jeg hid til denne Klippe-Øe,
Som den store Keisers Liig bevarer,
Kolde Britter! Und mig her at døe!
Stille! Stille! Styrrer ei hans Slummer!
Lad min arme Herre nu i Roe!
Livets største Fryd, dets største Kummer
Endtes først i Gravens stille Bo.
Ak! I føle ei min dybe Smerte,
Aldrig, aldrig vil I fatte den;
Thi I kjendte ei hans ædle Hjerte,
Som forvandled Fjende selv til Ven.
Saae I ham til Kampen frem at fare,
Mens paa lynsnar Ganger stolt han sad -
Efter ham den tappre Ridderskare,
Ved hans Side høie kongers Rad?
Saae I da vort Øies Flamme funkle,
Slag i Slag den stærke Barm at slaae,
Hver Bedrift en Fortids Daad fordunkle,
Og hans Roes hver Hæder overgaae!?
Saae I ham i Slagets vilde Hede
Mellem Sværd og Kugler rolig staae,
Og til Seiren sine Kæmper lede,
Talløs Fjendehær paa Flugt at slaae?
Hørte I hans Heltes Jubel lyde
Høit mod Himlens Blaae, fra trofast Bryst?
Saae I hvor hans Nærhed os mon fryde,
Og hans Bifald skjænke salig Lyst? -
Kolde Britter! Aldrig I ham kjendte,
Skjøndt hans Hæder trindt i Verden lød,
Hver hans høie Daad til Last I vendte,
Bragte ham en langsom qvalfuld Død.
Men hvad Eder ligger nu forborgen
Sal med Flammeskrift hos Clio staae:
"Han var stor, i Lykken som i Sorgen,
Han var elsket - elsket som kun Faa! -
Seer i dette Sværd, hvis gyldne Hjalte
Viser straalende den Stores Navn! -
Snart er mine Øieblikke talte,
Sidste Gang jeg trykker det i Favn -
A! jeg er saa træt, o! lad mig hvile
Ved min Herres Fødder nu i Fred,
Og naar Hjertets sidste Suk bortile,
Læg da der den trætte Kriger ned!Klippeø: St. Helena, hvor Napoleon i sit fangenskab døde af mavekræft i 1821. (blev først gravlagt i 1840 i Hotel des Invalides i Paris)
Clio: Historiens muse.
(Bibliografisk kilde: HCAH A-188)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 20150
[Informationer opdateret d. 10.11.2016]
Nye / Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri / ved F. S. Muhle. / 1858.
Anm.: Berlingske Tidende 9. 3. 1858, Nr. 57. - Dagbladet 5. 3. 1858, Nr. 55. - Dansk Maanedsskrift, 7. Bind, 1858. 437-38 af C. Rosenberg.
Af C.R. [kancellist, dr. C. Rosenberg] i Dansk Maanedsskrift udg. af M.G.G. Steenstrup, bd. 7, 1858, s. 437-438.- Flyveposten 6. 3. 1858, Nr. 55. Fædrelandet 3. 3. 1858, Nr. 52. - Lolland-Falsters Stiftstidende 30. 6. 1858, Nr. 132. - Nord og Syd, 1. Bind. 1858. 231 (M. Goldschmidt). - Theater og Literatur, Marts II. 127-140.
Eventyret og den eventyragtige Fortælling ere ret egentlig en romantisk Digtart. I Modsætning til al hedensk Poesie, der, om den end beskjæftiger sig aldrig saa levende med et Hiinsidigt, dog hviler paa Bevidstheden om en nødvendig indenfor Endelighedens Grændser fuldstændig udfoldet sædelig og Naturens Orden, udenfor hvilken den menneskelige Aand ikke kan komme, bæres Romantiken af Anelsen om, at en uendelig Kjærlighed er Tilværelsens Ophav og Maal, d.v.s. af den christelige Troes Grundtanke. Under Paavirkning af denne Aand er folkeeventyret blevet til hos de europæiske Nationer; dets Eiendommelighed er derfor, at det, idet det levendegjør Dyre- og Planteverdenen, ja selv den uorganiske Natur, lader Kjærligheden være den raadende Magt i denne drømte Tilværelse, hvori Menneskelivet speiler sig, deels idet Evnen til at elske og vinde Gjenkjærlighed skaffer den bundne Natur Aandens Frihed, deels forsaavidt en veemodig Higen bort fra denne ufuldkomne Verden mod en fuldkommen Lyksalighedstilstand gjennemtrænger den, deels endelig forsaavidt Menneskenes Daarskaber og Svagheder, saavelsom deres jordiske Lidelser sees i et mildt humoristisk Skjær, fordi der er en algyldig Forløsning beredt fra al jordisk Ufuldkommenhed. Alt, hvad der charakteriserer Folkeeventyret som romantisk Poesie, gjenfindes hos H.C. Andersen, og heri ligger ganske vist hans store Betydning og Grunden til den Popularitet, hans Æventyr og Smaafortællinger have vundet; thi, om man end i aldrig saa høi Grad har vendt sig bort fra det Romantiske, om man end aldrig saa meget har lært i Poesien at søge en Forklaring af den naturlige verdensorden, som den er, nemlig en Skyldens og Bodens, en Tilblivelsens og Tilintetgjørelsens Verden, et Spil af mægtige, men forgængelige Kræfter, om man end aldrig saa stærkt har tilegnet sig Christendommen som en praktisk Livsmagt, bestemt til at lede Mennesket seirrigt gjennem Fristelsernes Labyrinth, idet den giver Villien Styrke og Hjertet Resignation: man kan dog ikke læse disse Digtninger, hvori paa en Maade det virkelige Liv sees i de opfyldte Forjættelsers Lys, uden at føle sig greben og løftet i Veiret, som om man for et Øieblik fik Lov til at aande lettere, fik Hvile fra Arbeidet, en Forudfornemmelse af den Lyksalighed, vi haabe hiinsides. Noget Saadant har vist Enhver følt ved Andersens tidligere Eventyr. De nye ere aldeles digtede i samme Aand, og eet af disse er maaskee en af de meest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til; vi sigte til "det gamle Egetræes sidste Drøm". At lade selve Planteverdenen, repræsenteret, ikke af dens spædere ligesom mere luftige Skabninger, men af det vældige, ret stærkt til Jorden bundne træ, gjemme paa Længselen efter en bedre, en evig Tilværelse, at lade denne Længsel være parret med en Kjærlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjøre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udføres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhører Romantiken. Skulde vi tilkjende nogen af de sex smaa Fortællinger Fortrinet for de andre, maatte det derfor blive den nys nævnte. Men ogsaa i de andre træde de ovenfor betegnede Eiendommeligheder ved det ægte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortællingen "Noget" baade i Anlæg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lærdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der sætter Menneskenes Færd og Idræt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden og udtaler sin Dom over det Gode og Slette gjennem St. Peters Mund. I "Suppe paa en Pølsepind" og "A. B. C. Bogen" leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybsind med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortællinger: "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod, idet Digteren minder os om det Usikkre ved alle Forhaabninger om Lykke her paa Jorden og lader Resignationen vise sig som den Balsom [!], der ene gjør det muligt at udholde Livet, uden at svigte Ungdommens Idealitet.
Sammenligner man dette lille Hefte med H.C. Andersens tidligere Frembringelser af samme Art, faaer man den glædelige Forvisning, at han staaer i sin fulde Kraft, ikke blot, forsaavidt her den samme varme Menneskekjærlighed træder os imøde, som er Sjælen i alle hans tidligere Digtninger, men ogsaa med Hensyn til den skabende Phantasies Fylde og Klarhed. Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end "Suppe paa en Pølsepind", og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Træk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme liggende Stemning, behøver f. Ex. blot at lægge Mærke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fældet det gamle Egetræ. Skjøndt Forfatteren ogsaa i dette Hefte oftere har yttret sit mindre venlige Sindelag mod Kritiken, kunne vi derfor - tvertimod hans Formodning i "Suppe paa en Pølsepind" - ikke Andet end takke ham baade for denne og for de andre Stykker, som Bogen indeholder, hvormed han har bragt sine Landsmænd et nyt Budskab fra den Egn af Poesiens Verden, hvortil han alene har Nøglen.
Indhold
768. Suppe paa en Pølsepind (Saml. Skr. XIV, 132). p. 1Flaskehalsen (se Nr. 766). p. 21
769. Pebersvendens Nathue (Saml. Skr. XIV, 146). p. 37
770. Noget (Saml. Skr. XIV, 158). p. 57
771. Det gamle Egetræes sidste Drøm (Et Jule-Eventyr) (Saml. Skr. XIV, 165). p. 69
772. A b c-Bogen (Saml. Skr. XIV, 170). p. 79
Nye Eventyr og Historier, hvis Udgivelse paabegyndtes med ovennævnte Hæfte, udkom i Aarene 1858-1872 i 3 Serier (1.-3. Række). hvis enkelte Hæfter igen er benævnt Samlinger
1. Række | 1. Oplag. | - 2. Oplag. | - 3. Oplag. | - 4. Oplag. | ||
---|---|---|---|---|---|---|
1. | Samling | ................. | 1858. | 1858. | 1859. | 1865. |
2. | ................. | 1858. | 1860. | |||
3. | ................. | 1859. | 1861. | |||
4. | ................. | 1859. | 1861. | |||
2. Række | ||||||
1. | Samling | ................. | 1861. | 1869. | ||
2. | ................. | 1861. | 1865. | |||
3. | ................. | 1865. | ||||
4. | ................. | 1866. | ||||
3. Række | ||||||
1. | Samling | ................. | 1872. | |||
2. | ................. | 1872. |
1. Række udkom som selvstændig Bog 1859 med nyt Hovedtitelblad:
Nye / Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A.Reitzels Forlag. / 1860.
samt med Fællesindholdsfortegnelse for de 4 Samlinger. 2. Række udkom paa samme Maade i 1866 ogsaa med nyt Titelblad:Nye / Eventyr og Historier / af / H. C.Andersen. / Anden Række. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1866.
og Fællesindholdsfortegnelse.(Bibliografisk kilde: Dal)
(Bibliografisk kilde: HCAH 2006/115)
Sprog: dansk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:767
Se v�rkregistret Bibliografi-ID: 775
[Informationer opdateret d. 14.4.2015]
1862. (Igjen et Aar udfolder sine Vinger).
1862.Igjen et Aar udfolder sine Vinger,
Det flyver frem med Morgenrødens Glands;
Igjen vi spørge: Hvad mon Aaret bringer?
Hvor falder Sørgeflor, hvor Brudekrands?Skal Krigsraab eller Fredens Hymne lyde?
Hvad mejsler det i Verdens Marmorblok?
Hvad vil det rejse og hvad vil det bryde?
Far hen hver Frygt! Vorherre hjælper nok.Han er i gode og i tunge Dage
Det Hjerte, vi os trygt tør hælde til;
Igjennem Mulmet vi til Klarhed drage;
Vort Liv er ei Tilfældighedens Spil!#
[Afskrift i museet: A-618]
Det nye Aar udfolder sine Vinger,
Det flyver frem mod Morgenrødens Glands,
Og Alle spørger om, hvad mon det bringer,
Hvor falder Sørgeflor, hvor Brudekrands?Skal Krigsraab eller Fredens Hymne lyde,
Hvad meisler det i Verdens Marmorblok,
Hvad vil det vise og hvad vil det bryde,
Far hen, hver Frygt, Vorherre hjelper nok!Han lyse ind i vore Modgangs-Dage,
Han styrke os i Prøvelsernes Stund!
I Alt hvad Godt er ingen Sjæl forsage,
Guds Kjærlighed er Hjertets Klippegrund.Du nye Aar, flyv hen paa stærke Vinger,
Tilfældighed har ingen Magt og Spil.
Tak for hver Gave! Du fra Gud den bringer,
I Verden skeer alene hvad Gud vil.
(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-53, XXI-a-21, A-618)
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:836
Se v�rkregistret Bibliografi-ID: 836
[Informationer opdateret d. 11.9.2012]
Sværmere. Humoristiske Smaating,
Nr. 1.
S. 16: Poetisk Spiseseddel "En Suppe kogt paa de homerske Helte" ('Fodreise').
S. 71: Recension "Vel rødmer land og hav ret smukt i Aftensolens Flamme".
S. 148: Loppen og Professoren.
Nr. 2.
S. 29: Hjærtesuk til Maanen, "Hulde Maane stig fra Skyen frem!
S. 84: Svinene "For mangt et Svin paa to der spilledes paa Lire"
S. 109: "Spørg Amagermo'er".
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 16914
[Informationer opdateret d. 13.10.2014]
Eventyr og Historier. Kunst-Udgave
Fortale I pp. III-XV. Cf. S.M. [Sophus Michaëlis], Vilhelm Pedersens Illustrationer [..], Kunst , 4, 1902, p. [88]. Reklame: Frem, Nr. 42, 17.7.1904.
(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/279)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:175 Bibliografi-ID: 1531
[Informationer opdateret d. 28.8.2013]
H.C. Andersens Eventyr og Historier. Jubilæumsudgave
(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/280 a, 2004/137, 2005/59)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 15520
[Informationer opdateret d. 28.8.2013]
Michael Rosing. En dansk Digters Livsførelse.
Om HCA's tilstedeværelse ved MR's bryllup med Agnes Dunlop (1863); med hans tale [se nedenfor] og facsimile af dedikationen i hans gave [bfn1231 = brev ], 3. udg. af Eventyr og Historier.
Naar Huus er reist man sætter Krands paa Stangen;
I Brudehuus, der kommer man med Sangen,
Men til at synge er her altfor faa,
Lad mig da frem med Sangens Banner staae,
Det sig udfolde, flaaggre over Bordet.
Tillad! - Nu er det mig, som her har Ordet.
Fra Norge kom den danske Molière ,
Til Sorø knøtter sig hans Hædersnavn;
Fra Norge kom til Melmpomenes Ære
En Tolk for Kunsten ned til Kjøbenhavn ;
Høit Navnet Michael Rossing lød fra Scenen,
Der for hans Slægt groer endnu Laurbærgrenen,
Der end fornemmes Kunstens høie Kald.
I Dag vi bøie Banner for en Skjald,
Den yngste Michael Rossing . Sorø Vang
Hvor Holbergs Lune tumled' sig engang.
hvor Ingemann har sjunget mangen Sang,
hvor Wilster og Carl Bagger tidt
Af Sangens Musa fik en smuk Visit,
Derfra Du synge, glad, i nordisk Tone.
Din Musa er hos Dig - din lille Kone;
Fra Palmeøen, Korsets Ø hun kom;
Dit lille Huus til Slot hun trylle om,
Og kommer der en Dag med Regn og Slud,
i Kjærlighed det Skjønne foldes ud
For Hjertes Solskin svinder hver en Skygge,
Og Lykkens Blomst som en Sanct Hans Urt groer
Henunder Husets Loft. - Nu Held og Lykke!
Velsignet hver som elsker, haaber troer!Basnæs den 1. August 1863.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:431 Bibliografi-ID: 1872
[Informationer opdateret d. 29.7.2013]
H.C. Andersen som Stær-Operatør. En henrivende Fejltagelse i et fransk medicinsk Tidsskrift.
(Bibliografisk kilde: HCAH II-50)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 15557
[Informationer opdateret d. 11.12.2014]
Danske Minder paa Capri.
Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,Berlingske Tidende, 21. 7. 1926.
Hvor under Pinier Skiønheds Børn vi møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjærgets Klyft
og Oltids Syner opstaaer fra de døde.
Farvel for tredie Gang Capri, den 29. Mai 1846.
H.C. Andersen fra Danmark.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17489
[Informationer opdateret d. 31.8.2012]
Min skønneste Fest
I hovedsagen citater fra og referat af HCA's egen skildring af æresborgerfesten i Odense - i anledning af forslag om, at byen burde træde frem som H. C. Andersens Fødeby. - Mærket Mr. Ink.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:551 Bibliografi-ID: 2011
[Informationer opdateret d. 23.11.2011]
Tidens Fantasi overfløj H.C. Andersen. Hvad han i 1828 drømte om 300 Aar frem i Tiden, er forlængst tilbagelagt.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17184
[Informationer opdateret d. 1.6.2012]
Til Omslagsbilledet.
(Bibliografisk kilde: HCAH 1982/105)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 19119
[Informationer opdateret d. 18.9.2013]
Du skal have det, Christiane.
(Bibliografisk kilde: Dal)
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17349
[Informationer opdateret d. 29.5.2013]
Hatten og Hovedet.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17090
[Informationer opdateret d. 14.5.2012]
Det nye Aarhundredes ur.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 20197
[Informationer opdateret d. 1.12.2016]
En national Skat.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 15509
[Informationer opdateret d. 3.12.2012]
H.C. Andersens Tegnemester.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17621
[Informationer opdateret d. 12.11.2012]
Den grimme Ælling.
Forord: "Den grimme Ælling" af Robert Neiiendam og "H.C. Andersen og 1942" af Berthe Forchhammer. Teater og Oplysningsforeningen T.O.F., Folkets Hus, Enghavevej 40, Søndag den 19. April 1942. "H.C. Andersen-Filmen dukker frem igen." Nationaltidende, 19.5.1942.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17507
[Informationer opdateret d. 27.4.2017]
C.E.F. Weyse. 1842 - 8. oktober -1942.
Til Weyse
Et Folk, det er en Søe med stærke Bølger, / Der i sit Dyb en Toneverden dølger, / Der viser Præget af dets Aand og Snille; / Du hæved Skatte frem, - de leve ville / Fortynde stolt i Tiden, gjennen Toner / Hvor høit det danske Folk stod blandt Nationer.
H.C. Andersen (1840).
(Bibliografisk kilde: HCAH 1952/43)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 13979
[Informationer opdateret d. 6.12.2017]
Fra og om Silkeborg. Justitiarius Adolf Ludvig Drewsens dagbog under hans ophold på Silkeborg fra 16. juni til 25. juli 1850.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 13624
[Informationer opdateret d. 6.5.2011]
Amerikanerne troede, H.C. Andersen var Tragiker.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17378
[Informationer opdateret d. 18.6.2013]
Min store Drøm er at lave en rigtig H.C. Andersen-Film.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17539
[Informationer opdateret d. 19.8.2013]
Træk fra Folkestyrets første Tid i Danmark.
[Mit Livs Eventyr: Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhedernes Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen Excesser men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var; som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens Comiteen optagen til at virke med for at holde god Orden og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog "lige frem!" og saa gik den hele Stimmel ligefrem! —Middelfart Venstreblad, 23. apr. 1948; Venstrelbadet, 27.4.1949; Roskilde Tidende, 27. maj 1949.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 18703
[Informationer opdateret d. 1.7.2013]
Festlig Aften i H.C. Andersen Samfundet (København).
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 20357
[Informationer opdateret d. 31.5.2017]
Han boede med Kanariefugl og Symaskine ud for Langelinie.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 13710
[Informationer opdateret d. 17.9.2011]
Ukendt H. C. Andersen-Arbejde dukker frem. En Ungdomsparodi paa Nestroys Eduard og Kunigunde-Arie
Eduard og Kunigunde,Berlingske Tidende 17. jul. [Heri omtales et brev til Niels Peter Møller indholdende manuskript med anvisninger til opførelsen af "Eduard og Kunigunde".] Viborg Stiftstidende, 21.7.1952.
(Ideen efter Nestroys Lumpacivagabundus af H.C. Andersen
-
(Orchestret spiller i Mol Bertrands Afskedsqvad)
derpaa declameres
Der var engang to Elskende, jedg dem jo nævne kunde,
Den ene hedte Eduard, den anden Kunigunde.
En Aftenstund de tvende gik, der var saa smukt i Skoven,
En Nattergal, et Kildevæld og Maaneskin foroven.
De satte sig ved Kildens Bred og deres Kinder brændte,
De sagde disse skjønne ord, de skjønneste de kendte.
(Han synger med Udryk til Mel. af Salomons Dom: Smilende i Søvnens Arme).
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Erik (talende)
Da traadte hendes Fader frem, de troede de var ene.
Han sagde disse haarde Ord, som kunde knuse Stene.
(synger i et hurtigt tempo Mel. af Robert le diable.)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Chor (ligeledes)
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard!
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1434 Bibliografi-ID: 3043
[Informationer opdateret d. 16.8.2013]
Mennesket og mesteren.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 18199
[Informationer opdateret d. 7.1.2013]
Da H. C. Andersen var angst for Kolera. Et savnet Brev fra Digteren drages frem
Med brev af 30. jul. 1855 til Henriette Collin.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1522 Bibliografi-ID: 3141
[Informationer opdateret d. 19.12.2012]
Holger Laage-Petersens H. C. Andersen Samling.
Særtrykket er af Erik Dals afhandling, nr. 1611 ndf. Omtale: "H.C. Andersen paa Volapyk. Udstilling af lille Del af Grosserer Laage-Petersens store og smukke Andersen-Samling aabner i Dag paa det kgl. Bibliotek". Dagens Nyheder, 16.3.1955. "Sjældneste gave til kgl. Bibliotek i 150 aar. Grosserer Laage-Petersens uvurderlige H.C. Andersen-samling blev i går efter testamentarisk bestemmelse overgivet til biblioteket. Politiken jan. 1954 og 11. og 17. marts 1955. Viften med H.C. Andersens deviser frem i lyset (tilhørte skuespillerinden Josephine Eckardt.) Information, 15.3.1955.
Erik Dal viser et silhuetklip, som HCA lavede i 1859 til Hanne Henrikke Seidelin. Land og Folk, 16.3.1955.
- Anm.: Sydsvenska Dagbladet, 17.3.1955; Svenska Dagbladet, 1.4.1955; Histor. Berlingske Tidende, 6.4.1955.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1574 Bibliografi-ID: 3197
[Informationer opdateret d. 20.4.2017]
H.C. Andersen og Italien.
s. 15: "Tre timer fra Rådhuspladsen" - om Odense: "Toppede brosten, maleriske gavle og kviste - en rigtig eventyrgade". Femina, 29.3.1955.
Sådan boede H.C. Andersen i Rom. Fra vore udsendte medarbejdere. Tandlæge Ove Lange, har under et ophold i Rom fundet frem til det hus og den lejlighed, hvor H.C. Andersen boede. Berlingske Aftenavis 10.10.1957 og Se og Hør,
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 18517
[Informationer opdateret d. 18.5.2017]
Vaskerkonens Søn fejres verden over.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 20014
[Informationer opdateret d. 26.4.2017]
Der stod en maler
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 18473
[Informationer opdateret d. 6.5.2013]
Da Capri gik op for H.C. Andersen.
Jeg seer det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,Information, 29.juli 1858.
hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst,
Og Oldtids Byer opstaae fra De Døde.Farvel for tredje Gang Capri den 29. Mai 1846
H.C. Andersen fra Dannimark
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 19979
[Informationer opdateret d. 31.3.2016]
Da Thorvaldsen modellerede julekager.
Desuden gengivelse af Marstrands tegning: Oehlenschläger er oplæser, Thorvaldsen er slumret ind, Gundtvig læner sig frem, og H.C. Andersen tager en pris tobak. Alt for Damerne, dec.1963.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17448
[Informationer opdateret d. 16.8.2012]
Hvorfor tegner vi ikke mere?
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 16836
[Informationer opdateret d. 4.12.2012]
Andersen.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17126
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]
H.C. Andersens dramatiske møde med et ukendt stykke Danmark.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17094
[Informationer opdateret d. 21.5.2012]
Skagen.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aalborg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]
H. C. Andersens familie hørte til i Odenses slum. Et forsøg på at finde frem til en historisk sandhed
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:854 Bibliografi-ID: 4834
[Informationer opdateret d. 23.1.2012]
Her sprang sangen 'Jylland' frem
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:852 Bibliografi-ID: 4832
[Informationer opdateret d. 13.2.2012]
Frem til 1987
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1148 Bibliografi-ID: 5126
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]
H.C. Andersens liv som cabaret.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17166
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]
Da Andersen fik et chok. SÅ en nøgen pige på sin første kunstrejse.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 16673
[Informationer opdateret d. 20.11.2012]
Miraklet og dethellige barn.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 16701
[Informationer opdateret d. 13.2.2012]
Rørbyes Tegninger.
Maleren Rørbye, født 1803, død 1848.Talentet blev, for Andres lod at mildne,
Som Stjerneglands paa Aandens Himmel sat
For ret at lyse og vor Sjæl opildne
I Livets dunkle, gaadefulde Nat.Og derfor see vi tidt med henrykt Øie
Paa Aandens Helt, naar han forbi os gaaer,
Hans Liv et Afpræg er af alt det Høie,
Han selv Prophet for Evighedens Vaar.Du viste os i Kunstens Dragt en Himmel,
Ei Solens Hjem, men Himlen paa vor Jord,
Det rige Syden med sin Blomstervrimmel
Med al den Skjønhed, som har ingen Ord.Fra Grækenland, fra Hellespontens Strande
Du bragte Skatte til dit Norden hjem,
Og Musen sætter Lauren om din Pande,
Naar Taarekilden kvælder stille frem.Ak, Du er død! Dit Hjemland græder saare,
Thi ved din Pensel gjorde Du os rig;
Der staaer i Krandsen paa din Sørgebaare:
"At Norden, Syden - Verden mindes Dig!"H.C. Andersen.
(Bibliografisk kilde: HCAH)
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser Bibliografi-ID: 17570
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]
Gå til resultaterne: 1-50 51-59