H.C. Andersen centret

Titelblad. - Tilegnelse til Conferentsraad J. Collin. - Indholdsfortegnelse (upagineret Blad). - Tekst: 136 Sider. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 2. 1. 1830).
Anm. Dagen 22. 3. 1830, Nr. 69. - Dansk Litteratur Tidende, 1830, Nr. 6, 81. - Kjøbenhavns-Posten 4. 1. 1830, Nr. 3, 12. - Maanedsskr. for Litteratur, 1830, 3. Bind, 162 af C. Molbech.

Indhold.

Rime-Djævelen p. 1 (se Nr. 20).
52. Soldaten. (Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae) (Saml. Skr. XII, 190). p. 6
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 7
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 10
53. Phantasiestykke i min egen Maneer. (I Himlen sidde Guds Engle smaae) (Saml. Skr. XII, 85). p. 12
Svinene; en Ode (se Nr. 19). p. 14
54. Vandrer-Liv. (Gaardhunden giøer - dens Tænder er saa skarpe) (Saml. Skr. XII, 139). p. 16
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 17
Graat-Veir (se Nr. 39). p. 18
Kunstner-Livet (se Nr. 31). p. 19
Dykkerklokken (se Nr. 16). p. 24
Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 33
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 34
55. Cometen, et Sagn. (Da Sol stod op, og alle Nattens Terner) (Saml. Skr. XII, 87). p. 36
Sjælen (se Nr. 17). p. 41
56. Recension. (Vel rødmer Land og Hav ret smukt) (Saml. Skr. XII, 2). p. 44
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 45
Ingenting og Noget (se Nr. 33). p. 46
57. Klintekorset paa Møen. (Det er en lys, en deilig Sommernat) (Saml. Skr. XII, 39). p. 47
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 52
58. Skolemesteren. (I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt) (Saml. Skr. XII, 330). p. 54
Studenten (se Nr. 43). p. 56
59. Holger Danske. (Det gothisk gamle Kronborg i Maanelyset staaer) (Saml. Skr. XII, 123). p. 58
Den 1ste August (se Nr. 35). p. 61
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 63
60. Flyttedagen i April. (Nu Vintrens gamle Gubbe forlader sit Logi) (Saml. Skr. XII, 287 (forkortet) - Nr. 24 af 65 Smaavers). p. 64
Phantasie og Vanvid (se Nr. 32). p. 65
61. Fastelavn, en Skizze. (Fastelavn idyllisk staaer med sin Gaas i Haanden) p. 69
62. Martsviolerne. (Sig Himlen hvælver saa reen og klar) p. 70
(Saml. Skr. XII, 64).
63. Capriccio. (Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag) p. 71
64. En fæl Historie. (Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt) p. 73
Regnveir (se Nr. 46). p. 75
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 76
65. Mosters Skjærmbræt. (Naar Kulden barsk sig nærmed',) (Saml. Skr. XII, 50). p. 78
Til min Moder (se Nr. 34). p. 81
66. Risens Datter. (Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer) (Saml. Skr. XII, 274). p. 82
Aftenen, et Træsnit (se Nr. 11). p. 84
67. De Danske og deres Konge. (Alt reiser Vint'ren sit hvide Telt) p. 86
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 88
68. Amors Spillekort. (Det er dog baade en Skam og Tort) (Saml. Skr. XII, 133). p. 89
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 90
Østergade (se Nr. 26). p. 91
69. Morten Lange. (Hver Midnat mellem tolv og et,) (Saml. Skr. XII, 237). p. 95
70. De tre Gaver. (Saa deiligt et Træ i Skoven staaer) p. 99
71. Januar, en Skizze. (Paa Gade, Mark og Tage, nu ligger Sneen hvid) p. 101
(Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 42 af 65 Smaavers).
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 102
72. Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr (H. C. Andersens første Eventyr - Blev senere omarbejdet og udkom igen 1835: Reisekammeraten; se Nr. 279). p. 105

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257, anm.: Kjøbenhavns-Posten: A-727e)

Jfr. Jørgensen reciterede et nyt Digt af Hr. H. C. Andersen: "Klintekorset paa Møen". Den strænge og umiskjendelige Stræben efter Correcthed og Conseqvens i den for Characteren dannede Norm, som, ihvor hæderlig og fortjenstlig den end er, dog undertiden turde fremtræde for synligt i denne Kunstnerindes Spil og gjøre den poetiske Skjønhed, der stedse bør være forenet med en gratiøs Frihed, noget Afbræk, indvirker i en maaskee endnu større Grad paa hendes Declamation. Grundtonen har i Almindelighed hos denne Declamatrice en vis Skarphed; hun accentuerer fordetmeste stærkt; Følelsen henriver hende ei alene ikke, men maa træde aldeles tilbage for et Alt overveiende Hensyn til Accentuationen og Stemmens øvrige Modificationer. Disse Eiendommeligheder gjøre hende imidlertid fortrinlig skikket til Fremsigelsen af humoristiske eller tørt-komiske Digte, hvis enkelte Momenter hun tillige med stor Skarpsindighed og Fiinhed veed at opfatte, og det eneste Misgreb, hvorfor hun herved har at vogte sig, er udentvivl en altfor stærk Fremhævelse af disse Enkeltheder, som kunde skade det Heles Indtryk. Langt vanskeligere er det vistnok for hende, tilfredsstillende at recitere et erotisk Digt, hvor Følelsen ikke bør lade sig tilbagetrænge, eller holdes i det strammeste Ledebaand. Disse almindelige Bemærkninger lade sig ogsaa anvende paa hendes Declamation af det nævnte Digt, der særdeles vel egner sig for Recitation og ikke heller savner poetisk Interesse. Skildringen af Klintekongernes Beilertog og Jægerens natlige Undergang paa Klinten gjengav hun os med et ligesaa stærkt som sandt Colorit; men selve Jægerens Elskværdige Individualitet, hans veemodsfulde Længsel efter Døden, der skal gjenforene ham med Moder og med Brud, kræve udentvivl et større Fond af Følelse. Hvad Correctheden angaaer, hørte dette Digt unægteligt blandt de bedst fremsagte ved denne Aftenunderunderholdning, og dets Slutning gav Jfr. Jørgensen saa fortrinligt, at hun sikkert her intet Ønske lod uopfyldt. Kjøbenhavnsposten , red. O. Thomsen, A. P. Liunge: 5.1.1830.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727f)

Trykt i Kjøbenhavns flyvende Post 29. 3. 1830, Nr. 38. (Saml. Skr. XII, 16).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/60, 2000/378)

Literair Notice. Gjengangerne i vor Literatur synes nu paa veie til at blive afløste af Kjeldermænd ... Men man har modtaget et Brev til Hr. Licentiaten [Hans Michelsen, pseud.f. Tetens Hald], der er altfor venskabeligt til, at man kunde nægte det Befordring med Kjøbenhavnsposten, og man vil ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at anbefale selve Poemet til Publikums Opmærksomhed. Brevet lyder som følger: Venskabelig Skrivelse til Forfatteren af 'Gjenganger-Poem'. Dersom der skulde udkomme et nyt Oplag af Dit Værk, maa jeg, som Ven, bede Dig, for Himlens Skyld, læse i Badens Grammatik §149, den 9de Regel, thi Du har reent glemt denne, og derved begaaet en slem grammatikalsk Feil, hvorfor Andersen vilde have faaet: "dada", og være bleven sat: "i Skammekrogen"; og da Du og den anden Gjenganger nu krabaske ham især for hans Grammatik (noget som det unge Menneske kan have godt af), seer det dog saa grumme slemt ud, at Du selv begaaer en Feil), til hvilken Du neppe kan finde en værre Mage hos ham. Han er istand til, at kunne spørge Dig med Dine egne Ord til ham: "I kan dog vel Latin?". Nu, bliv ikke vred for min venskabelige Skrivelse, jeg mener Dig det ligesaa godt, som Du mener Andersen det. En Ven. Kjøbenhavnsposten 5.3.1831.
Omtalt i: 3519

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Digtsamling. C. A. Reitzel. Kjøbenhavn. 1837. Heri p. 49-52, "Noter" - Note 2:

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.

Der fahrende Poet hatte in diesem Sommer im Schatten königlicher Gastlichkeit ausgeruht. Der großmüthige Schutzherr des modernen Sängerthums, König Max in Bayern, ließ ihn zu sich nach Hohenschwangau, seinem Zauberpalaste, der zwischen Wolken und Felsenkronen schwebt, entbieten. Der Märchenerzähler fühlte sich unter den wunderbaren Naturschönheiten der bayerischen Alpengegend recht eigentlich in seinem Element und hat sie in seiner neuesten Dichtung poetisch zu verklären gesucht. "Die Alpenrose" ist der Titel derselben; Der Reiz und Duft einer Blume ist das Symbol dieses lieblichen Märchens, das dem Dichter von neuem die Herzen der Lesewelt zuwenden wird.
F.v. H. Magazin für die Literatur des Auslandes 12.1.1856.
[HCA har ikke digtet om alperosen, men i Mit Livs Eventyr omtalt:

... var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til Slottet Hohenschwangau, hvor Kong Max og hans Gemalinde tilbragte Sommertiden.
Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.
Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben, frodig Dal, mellem to klare, mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen Schwanstein; Welfer, Hohenstaufer og Schyrer vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. — Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, det nu er.
Intet af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau, og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneebedækkede Alper. Prægtigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed, malet al fresco, skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Roser svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde Alhambras Løvebrønd; det iiskolde, friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

[Trykt i noget ændret version] Westermann's Monatshefte, S. 21-25. Westermann's Jahrbuch der Illustrirten Deutschen Monatshefte. Ein Familienbuch für das gesammte geistige Leben der Gegenwart. Erster Band. October 1856-März 1857. Braunschweig 1857.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1967/25)

Caroline von Göhren [Caroline von Zöllner]. Leipzig 1857. 130 S. [HCA omtaler bogen i brev . Niels Oxenvads resumé af bogen:

Christian Wohlgemuth oder der innere Beruf. Af Caroline von Göhren (= Caroline von Zöllner). Leipzig 1857. Det er for så vidt rigtigt – som HCA selv udtrykker det – at han syntes at læse sin egen livshistorie i denne lille bog på 130 oktavsider), men der er også forskelle. Det er helt evident, at forfatterinden har læst ”Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung” Den mest betydningsfulde lighed er den, at såvel HCA som CW sprængte de rammer, som deres omgivelser havde udstukket for deres liv efter barndommen. For dem begge lykkedes det at realisere en drøm om at blive selvstændig forfatter/digter, for HCAs vedkommende fortrinsvis ved egen kraft, for CWs vedkommende fortrinsvis ved tilfældighedernes spil og omgivelsernes hjælp. Såvel HCA som CW er skildret som sønner af fattigfolk, i begges tilfælde som søn af en lappeskomager og en mor, der virkede som vaskekone (HCA) eller sypige (CW). CW var imidlertid 1 ud af en søskendeflok på opr. 5, som dog ved en epidemi reduceres til 2, nemlig CW og søsteren Dorchen (Dora), hvis liv imidlertid ikke kan sammenlignes med det liv, som blev HCA.s halvsøster Karen Marie til del. Til forskel fra MEEuD og MLE førte skomagerfamilien ikke nogen isoleret tilværelse. Den havde en stadig og livlig kontakt med en nabofamilie, en velstående tømrermester, dennes kone og 3 sønner og 1 datter. Sidstnævnte døde dog som offer for den ovennævnte epidemi. De to familier foretog som regel en fælles skovtur en søndag i maj. Under en sådan fælles skovtur støder en lidt ældre præstesøn fra de to håndværkerfamiliers naboskab til selskabet. Denne bliver budt på kaffe og tilbyder til gengæld at underholde børnene og deres forældre med et eventyr, kaldet ”Der Rangstreit im Walde”. Efterfølgende udspørger han børnene om, hvilket af de i eventyret optrædende træer, de synes bedst om. Da turen tilsidst kommer til CW vælger han – til forskel fra de andre børn – ikke noget bestemt træ, men skovens træer som helhed og priser dem for deres evne til at overleve et stormfuldt uvejr og derpå forskønne naturen. Præstesønnen roser CW for hans fantasi og spår ham et fremtid som digter.
År hengår, og CW kommer lejlighedsvis på et greveligt slot uden for byen, og under et af disse besøg opdager han – mens han venter på, at en af tømrermesterens sønner skal dukke op - et eksemplar af ”Eines Dichters Bazar” af Andersen (sic) og bliver fuldstændig opslugt at dette værk. Senere bliver han også bekendt med såvel brødrene Grimms som A.s ”Märchen”, samt A.s digte og dramatiske værker, sidstnævnte i al hemmelighed og via tømrersønnen Karls hjælp udlånt fra en lærd hr. Hohfelds privatbibliotek. Hr. Hohfeld bliver derefter CW.s første velgører, sørger bl.a. for at han får en ordentlig skolegang, først i byens højere borgerskole, siden i et gymnasium. Efter endt studentereksamen drager CW – stadig på hr. Hohfelds foranledning – videre til universitetet i Heidelberg, hvor gode mennesker giver ham ”Freitische” flere gange om ugen og han finder et billigt tagværelse, hvor månen fortæller ham historier, jfr. HCAs ”Billedbog uden Billeder”. Pengene til et egentligt universitetsstudium har han imidlertid ikke, og han er på nippet til lade sig uddanne til lærer på et af de netop oprettede seminarier, med henblik på et senere virke i den tids folkeskole. Tilfældigt bliver en medstudent i Heidelberg opmærksom på CW.s nød og fortæller det videre til en anden student, som viser sig at være en søn af det grevepar, hvor CW i sin barndom var blevet bekendt med Andersens værker. Grevesønnen tilbyder CW at blive hans manuduktør, og uden at gå videre i detaillen ender romanen med, at CW får opført sit første dramatiske arbejde på Heidelbergs teater. CW havde ikke mod til at overvære premieren på stykket (jfr. HCA og ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”), men grevesønnen kan ved sin hjemkomst fra teatret berette om stykkets succes.

Som et Exempel paa den store Popularitet, som H.C. Andersen ved sine Eventyr har vundet i England, kan det anføres, at Punch i et af sine sidste Nummere har et Billede, der forestiller ham omringet af en Klynge børn, og paa disses Vegne undersøger, hvad der mest passende kunde gjøres til hans Ære, naar han, som det ventes, kommer til England. Billedet er vel noget karrikeret, men paa den velvilligste Maade, og det ligner. Dagbladet 27.1.1857.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelse til Fru Serre i Maxen ved Dresden. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 88 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 2. 3. 1858).
Anm.: Berlingske Tidende 9. 3. 1858, Nr. 57. - Dagbladet 5. 3. 1858, Nr. 55. - Dansk Maanedsskrift, 7. Bind, 1858. 437-38 af C. Rosenberg.

Af C.R. [kancellist, dr. C. Rosenberg] i Dansk Maanedsskrift udg. af M.G.G. Steenstrup, bd. 7, 1858, s. 437-438.
Eventyret og den eventyragtige Fortælling ere ret egentlig en romantisk Digtart. I Modsætning til al hedensk Poesie, der, om den end beskjæftiger sig aldrig saa levende med et Hiinsidigt, dog hviler paa Bevidstheden om en nødvendig indenfor Endelighedens Grændser fuldstændig udfoldet sædelig og Naturens Orden, udenfor hvilken den menneskelige Aand ikke kan komme, bæres Romantiken af Anelsen om, at en uendelig Kjærlighed er Tilværelsens Ophav og Maal, d.v.s. af den christelige Troes Grundtanke. Under Paavirkning af denne Aand er folkeeventyret blevet til hos de europæiske Nationer; dets Eiendommelighed er derfor, at det, idet det levendegjør Dyre- og Planteverdenen, ja selv den uorganiske Natur, lader Kjærligheden være den raadende Magt i denne drømte Tilværelse, hvori Menneskelivet speiler sig, deels idet Evnen til at elske og vinde Gjenkjærlighed skaffer den bundne Natur Aandens Frihed, deels forsaavidt en veemodig Higen bort fra denne ufuldkomne Verden mod en fuldkommen Lyksalighedstilstand gjennemtrænger den, deels endelig forsaavidt Menneskenes Daarskaber og Svagheder, saavelsom deres jordiske Lidelser sees i et mildt humoristisk Skjær, fordi der er en algyldig Forløsning beredt fra al jordisk Ufuldkommenhed. Alt, hvad der charakteriserer Folkeeventyret som romantisk Poesie, gjenfindes hos H.C. Andersen, og heri ligger ganske vist hans store Betydning og Grunden til den Popularitet, hans Æventyr og Smaafortællinger have vundet; thi, om man end i aldrig saa høi Grad har vendt sig bort fra det Romantiske, om man end aldrig saa meget har lært i Poesien at søge en Forklaring af den naturlige verdensorden, som den er, nemlig en Skyldens og Bodens, en Tilblivelsens og Tilintetgjørelsens Verden, et Spil af mægtige, men forgængelige Kræfter, om man end aldrig saa stærkt har tilegnet sig Christendommen som en praktisk Livsmagt, bestemt til at lede Mennesket seirrigt gjennem Fristelsernes Labyrinth, idet den giver Villien Styrke og Hjertet Resignation: man kan dog ikke læse disse Digtninger, hvori paa en Maade det virkelige Liv sees i de opfyldte Forjættelsers Lys, uden at føle sig greben og løftet i Veiret, som om man for et Øieblik fik Lov til at aande lettere, fik Hvile fra Arbeidet, en Forudfornemmelse af den Lyksalighed, vi haabe hiinsides. Noget Saadant har vist Enhver følt ved Andersens tidligere Eventyr. De nye ere aldeles digtede i samme Aand, og eet af disse er maaskee en af de meest romantiske Digtninger, som nogensinde er bleven til; vi sigte til "det gamle Egetræes sidste Drøm". At lade selve Planteverdenen, repræsenteret, ikke af dens spædere ligesom mere luftige Skabninger, men af det vældige, ret stærkt til Jorden bundne træ, gjemme paa Længselen efter en bedre, en evig Tilværelse, at lade denne Længsel være parret med en Kjærlighed, der omfatter alle Skabninger af samme Art, og dog at gjøre dette Billede saa sandt og levende, at det bliver poetisk Virkelighed, ikke en vilkaarlig Allegorie, en slig Tanke kunde kun fattes og udføres af en virkelig Digter, hvis Genie heelt og holdent tilhører Romantiken. Skulde vi tilkjende nogen af de sex smaa Fortællinger Fortrinet for de andre, maatte det derfor blive den nys nævnte. Men ogsaa i de andre træde de ovenfor betegnede Eiendommeligheder ved det ægte Folkeeventyr meer eller mindre tydeligt frem. Navnlig er Fortællingen "Noget" baade i Anlæg og Tone en fortrinlig Legende, idet en dyb og alvorlig Lærdom ligger skjult i en barnlig Opdigtelse, der sætter Menneskenes Færd og Idræt i umiddelbar Forbindelse med den hiinsidige Verden og udtaler sin Dom over det Gode og Slette gjennem St. Peters Mund. I "Suppe paa en Pølsepind" og "A. B. C. Bogen" leger Digterens Phantasie humoristisk og dog ikke uden Dybsind med menneskelige Latterligheder. Over de to Fortællinger: "Flaskehalsen" og "Pebersvendens Nathue" endelig hviler et dybt, men humoristisk forklaret Veemod, idet Digteren minder os om det Usikkre ved alle Forhaabninger om Lykke her paa Jorden og lader Resignationen vise sig som den Balsom [!], der ene gjør det muligt at udholde Livet, uden at svigte Ungdommens Idealitet.
Sammenligner man dette lille Hefte med H.C. Andersens tidligere Frembringelser af samme Art, faaer man den glædelige Forvisning, at han staaer i sin fulde Kraft, ikke blot, forsaavidt her den samme varme Menneskekjærlighed træder os imøde, som er Sjælen i alle hans tidligere Digtninger, men ogsaa med Hensyn til den skabende Phantasies Fylde og Klarhed. Der er saaledes ikke mange af hans tidligere Eventyr rigere paa brogede Billeder end "Suppe paa en Pølsepind", og hvo der vil have et Begreb om Andersens Evne til med faa Træk at male Naturen, saa at man ligesom selv oplever den skildrede Scene med hele den i samme liggende Stemning, behøver f. Ex. blot at lægge Mærke til Flaskens eensomme Seilads paa Havet, eller den deilige Skildring af den klare Julemorgen efter Stormen, der har fældet det gamle Egetræ. Skjøndt Forfatteren ogsaa i dette Hefte oftere har yttret sit mindre venlige Sindelag mod Kritiken, kunne vi derfor - tvertimod hans Formodning i "Suppe paa en Pølsepind" - ikke Andet end takke ham baade for denne og for de andre Stykker, som Bogen indeholder, hvormed han har bragt sine Landsmænd et nyt Budskab fra den Egn af Poesiens Verden, hvortil han alene har Nøglen.

- Flyveposten 6. 3. 1858, Nr. 55. Fædrelandet 3. 3. 1858, Nr. 52. - Lolland-Falsters Stiftstidende 30. 6. 1858, Nr. 132. - Nord og Syd, 1. Bind. 1858. 231 (M. Goldschmidt). - Theater og Literatur, Marts II. 127-140.

Indhold

768. Suppe paa en Pølsepind (Saml. Skr. XIV, 132). p. 1
Flaskehalsen (se Nr. 766). p. 21
769. Pebersvendens Nathue (Saml. Skr. XIV, 146). p. 37
770. Noget (Saml. Skr. XIV, 158). p. 57
771. Det gamle Egetræes sidste Drøm (Et Jule-Eventyr) (Saml. Skr. XIV, 165). p. 69
772. A b c-Bogen (Saml. Skr. XIV, 170). p. 79
Nye Eventyr og Historier, hvis Udgivelse paabegyndtes med ovennævnte Hæfte, udkom i Aarene 1858-1872 i 3 Serier (1.-3. Række). hvis enkelte Hæfter igen er benævnt Samlinger

1. Række			1. Oplag.	- 2. Oplag.	- 3. Oplag.	- 4. Oplag.
1.	Samling	.................	1858.	1858.	1859.	1865.
2.		.................	1858.	1860.
3.		.................	1859.	1861.
4.		.................	1859.	1861.
2. Række
1.	Samling	.................	1861.	1869.
2.		.................	1861.	1865.
3.		.................	1865.
4.		.................	1866.
3. Række
1.	Samling	.................	1872.
2.		.................	1872.

1. Række udkom som selvstændig Bog 1859 med nyt Hovedtitelblad:

Nye / Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A.Reitzels Forlag. / 1860.

samt med Fællesindholdsfortegnelse for de 4 Samlinger. 2. Række udkom paa samme Maade i 1866 ogsaa med nyt Titelblad:

Nye / Eventyr og Historier / af / H. C.Andersen. / Anden Række. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1866.

og Fællesindholdsfortegnelse.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2006/115)

Illustreret Tidende : nr. 76, 10. mar. 1861, p. 189.: "Det nye Aarhundredes Musa" er intet Eventyr, men et i Prosa skrevet Digt, der ligesom indeholder en Forjættelse om, at H. C. Andersen vil bryde sig en ny Bane; denne lille Skizze er noget af det Smukkeste, vi have læst af denne med Rette saa yndede Digter".

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. S. [3]. - Smudstitelblad: Femten Eventyr og Fortællinger - S. [5]. - Tekst: [7]. - 124 Sider. ( Sidste Side er fejlagtig trykt 124 i Stedet for 123). - 8vo. - Pris 2 Rbd. (indbundet 2 Rbd - 72 Sk.). Omslagstegningen af Pietro Krohn udført af Bogbinder C. Petersen. (Udkom 12. 12. 1867).
Anm.: Berlingske Tidende 10. 12. 1867, Nr. 288. - Dagbladetz 16. 12. 1867, Nr. 292. - Dags-Telegrafen 11. 12. 1867, Nr. 336. - Figaro, Nr. 90, 15. 12. 1867. - Fædrelandet 10. 12. 1867, Nr. 287. - Illustreret Tidende , Nr. 429, 15. 12. 1867.

Indhold.

Tolv med Posten (se Nr. 818). p. 7
Barnet i Graven (se Nr. 793). p. 12
Suppe paa en Pølsepind (se Nr. 768). p. 17
Noget (se Nr. 770). p. 33
Hurtigløberne (se Nr. 776). p. 41
Pebersvendens Nathue (se Nr. 769). p. 45
A b c-Bogen (se Nr. 772). p. 59
Sneemanden (se Nr. 821). p. 66
Klokkedybet (se Nr. 761). p. 72
Skarnbassen (se Nr. 819). p. 76
Psychen (se Nr. 830). p. 86
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige (se Nr. 820). p. 100
Børnesnak (se Nr. 787). p. 105
Anne Lisbeth (se Nr. 786). p. 108
Pen og Blækhuus (se Nr. 795). p. 120

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/44, 1971/139, 1971/140, XVIII-37-A, XVIII-37-B)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Fem og Tyvende Bind Titelblad (ovenfor beskrevet).

Nye Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1868.

Titelblad. (Paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo Pris 48 Sk. (Udkom 27. 10. 1868).

Indhold.

Suppe paa en Pølsepind (se Nr. 768). p. 1
Flaskehalsen (se Nr. 766). p. 15
Pebersvendens Nathue (se Nr. 769). p. 26
Noget (se Nr. 770). p. 39
Det gamle Egetræes sidste Drøm (se Nr. 771). p. 46
A b c-Bogen (se Nr. 772). p. 53
Dynd-Kongens Datter (se Nr. 775). p. 59
Hurtigløberne (se Nr. 776). p. 100
Klokkedybet (se Nr. 761). p. 103
Metalsvinet (se Nr. 844). p. 107
Venskabspagten (se Nr. 845). p. 119
En Rose fra Homers Grav (se Nr. 846). p. 129
Den onde Fyrste (se Nr. 386). p. 131
Ærens Tornevei (se Nr. 748). p. 133
Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (se Nr. 783). p. 138
Pigen, som traadte paa Brødet (se Nr. 784). p. 150
Taarnvægteren Ole (se Nr. 785). p. 159
Anne Lisbeth (se Nr. 786). p. 166
Børnesnak (se Nr. 787). p. 177
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 180

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84, XVII-31)

Barton Hill: [noget fri digterisk beskrivelse af Andersens besøg hos Dickens]. Lippincott's Magazine, september 1870.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: H. C. Andersens nye Eventyr og Historier Første Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

H. C. Andersens / Eventyr og Historier. / Med Illustrationer / efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. / Tredie Bind. / Med 113 Illustrationer. / Nye Eventyr og Historier. / I. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Thieles Bogtrykkeri. / 1870.

Smudstitelblad: H. C. Andersens Eventyr og Historier. Tredie Bind. Nye Eventyr og Historier. I. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 344 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rd. (Udkom 10. 12. 1870).
Anm.: Berlingske Tidende 17. 12. 1870, Nr. 307. - Dags-Telegrafen 18. 12. 1870, Tillæg til Nr. 343. - Folkets Avis 21. 12. 1870, Nr. 299. - Fædrelandet 23. 12. 1870, Nr. 299. - Illustreret Tidende , Nr. 586, 18. 12. 1870.

Indhold.

Suppe paa en Pølsepind (se Nr. 768). p. 1
Pebersvendens Nathue (se Nr. 769). p. 23
Noget (se Nr. 770). p. 45
Det gamle Egetræes sidste Drøm (se Nr. 771). p. 59
Abc-Bogen (se Nr. 772). p. 67
Dynd-Kongens Datter (se Nr. 775). p. 75
Hurtigløberne (se Nr. 776). p. 138
Klokkedybet (se Nr. 761). p. 144
Den onde Fyrste (se Nr. 386). p. 150
Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (se Nr. 783). p. 155
Pigen, som traadte paa Brødet (se Nr. 784). p. 172
Taarnvægteren Ole (se Nr. 785). p. 189
Anne Lisbeth (se Nr. 786). p. 201
Børnesnak (se Nr. 787). p. 221
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 225
Pen og Blækhuus (se Nr. 795). p. 234
Barnet i Graven (se Nr. 793). p. 239
Gaardhanen og Veirhanen (se Nr. 796). p. 250
Deilig! (se Nr. 797). p. 255
En Historie fra Klitterne (se Nr. 798). p. 266
Marionetspilleren (se Nr. 973). p. 319
To Brødre (se Nr. 799). p. 327
Den gamle Kirkeklokke (se Nr. 833). p. 330
Tolv med Posten (se Nr. 818) p. 337
Nye Eventyr og Historier, illustreret af Lorenz Frølich, udkom ialt i 3 Bind. (2. Bind udkom 1871, se Nr. 1013 og 3. Bind udkom 1874, se Nr. 1039). Denne 3 Binds Udgave er tænkt som en Fortsættelse af Eventyr og Historier, 1.-2. Bind. 1862-63 med Illustrationer af V. Pedersen, (se Nr. 843 og 847), hvorfor Bindene er forsynede med dobbelte Titelblade, af hvilke det andet er Titelblad til Eventyr og Historier, 3.-5. Bind. Denne 5 Binds Udgave danner en komplet Samling af alle H. C. Andersens Eventyr og Historier.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/141a, 1971/142, 1971/143, 1971/17, Anm.: A-700i, III-10, A-708q)

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. 2 Vers heraf har tidligere været trykt i En Hustru 1844, se Nr. 442.
[senere BFN-tilføjelse:] Det er muligt, at det her citerede Lejlighedstryk ikke er det originale Tryk, men et senere Tryk fra 1874 "gjentages den 16. Februar 1874"; det har imidlertid ikke været Udgiveren mulig at finde noget andet Eksemplar, hvorfor dette er medtaget her.

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-32, A-564, 1981/277 )

Trykt i Illustreret Tidende , 16. Bind, Nr. 806, 7. 3. 1875, 240. Sp. 2. (Saml. Skr. XII, 395).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-709c)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Tillæg. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879.

Titelblad, paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo. - Pris Kr. 1.00.

Indhold.

1080. Vandrerens Sang. (Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme)(Saml. Skr. XII, 365). p. 1
Mene, mene tekel upharsin (se Nr. 1072). p. 1
Asylsang (se Nr. 1073). p. 4
1081. Brev til Fru Saabye. (Min naadige Frue! De maa vide) (Saml. Skr. XII, 368). p. 4
Vers-Vignet (se Nr. 898). p. 5
1082. Til Hende. (Du spurgte: Hvad er Deres bedste Sang?) (Saml. Skr. XII, 370). p. 6
1083. Den Gang vi endnu havde Vaar. (Den Gang vi endnu havde Vaar) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1084. Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed. (Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1085. Brudstykke af en Rundsang. (Kurvene gjør just vor Lykke) (Saml. Skr. XII. 372). p. 8
1086. Herrens Bøn. (Læs Aften og Morgen dit Fadervor!) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1087. Den stille Uge. (Den stille Uges Sørgetid) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1088. Vise. (Min Ven, lad Alt Dig more) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1089. Romanze. (Hvor Bøgen helder sin friske Green) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1090. Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde. (Paa Bane nu, paa Bane!)(Saml. Skr. XII. 375). p. 11
1091. Til Sophie Gade, født Hartmann, at synge for sine Smaa. (Min egen stærke Dreng, min fine Pige) (Saml. Skr. XII, 376). p. 12
Jeg gik igjennem den duftende Skov (se Nr. 1076). p. 12
Romanze (se Nr. 1077). p. 13
Studenten fra Lund (se Nr. 376). p. 14
Liden Kirsten og Prinds Buris (se Nr. 990). p. 15
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 16
Ung Elskov.
I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (se Nr. 953). p. 17
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 17
Jylland (se Nr. 805). p. 18
Ved Aarsskifter.
I. (Et nyfødt Aar paaVerdensstrømmen glider) (se Nr. 801). p. 19
II. (Igjen et Aar udfolder sine Vinger) (se Nr. 836). p. 19
1092. III. (1864.) (Efter Krigen.) (Det nye Aar kommer susende). (Saml. Skr. XII, 383). p. 19
Forvisning (se Nr. 878). p. 20
1093. Ved Soldatens Hjemkomst i 1864. (Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
1094. En Stemning. (Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
Danske Poeter i Bouguet (se Nr. 915). p. 22
Norge (se Nr. 1020). p. 24
Korsør (se Nr. 984). p. 25
Til Maleren Carl Bloch (se Nr. 1063). p. 26
Stormfloden (se Nr. 1030). p. 27
En Stemning (se Nr. 1032). p. 27
Oldingen (se Nr. 1038). p. 28
Billedstormerne (se Nr. 1042). p. 29
Et Barns Skriftemaal (se Nr. 1046). p. 31
Odense (se Nr. 1044). p. 32
Kjøbenhavn (se Nr. 1043). p. 33
Miraklet (se Nr. 1047). p. 34
Lille Svends Udtalelse om Veirliget (se Nr. 1045). p. 35
Den korteste Nat (se Nr. 1049). p. 36
Tunge Timer (se Nr. 1053). p. 36
Mit Barndoms Hjem (se Nr. 1050). p. 37
Fyen og Schweitz (se Nr. 1064). p. 38
Smaavers.
1095. 1. Paa Genfersøen. (Hvor Alperne høit deres Snekrone bær') (Saml. Skr. XII, 402). p. 38
2. Paa Slottet Chillon (se Nr. 275). p. 39
3. Paa Veien fra Genua langs Middelhavet (se Nr. 283). p. 39
1096. 4. I Rom. (Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte) (Saml. Skr. XII, 403). p. 39
1097. 5. Fra Qvirinalhaven. (I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1098. 6. Min Musa. (Min Musa nys) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1099. 7. Indskrift paa Rammen. (Dit danske Sommer hjem ved Skov og Strand) (Saml. Skr. XII,404). p. 40
1100. 8. Indskrift paa en Kirkeklokke. (Igjennem Flammer blev jeg til) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
9. Efter H. Heine. (I mit Bryst er Klokkeklang) (se Nr. 932). p. 41
1101. 10. (Verden er falsk, Verden er fæl) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
11. Impromtu over Thorvaldsens Atelier i Nysø Have 1840 (se Nr. 382). p. 42
12.(Jeg er ei længer i Ungdomstid) (se Nr. 1078). p. 42
1102. 13. (Dødsenglen flyver i slimet Ham) (Saml. Skr. XII, 406). p. 42
1103. 14. (Et evigt Liv tør jeg ikke kræve) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1104. 15. Paris. (Susende, vexlende, trættende, broget) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1105. 16. (Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1106. 17. (I dette Jordlivs Forgjængelighed) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1107. 18. (I Rummets store Uendelige) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
19. Efter Gjenoptagelsen af Holbergs De Usynlige (se Nr. 759). p. 44
20. TiI H. S.
1108. 1. (Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
1109. 2. (Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1110. 21. (Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1111. 22. (Jeg troer at der før en Verden var) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1112. 23. Granattræet. (I Vaaren er hver Blomst en Flamme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1113. 24. (Hvis Du forstod mit Hjertes Suk) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1114. 25. (Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1115. 26. (Hvor det er selsomt at see Ungdom døe) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1116. 27. (Hvor skulde jeg kunne glemme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1117. 28. (Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1118. 29. (Der er saa øde paa Heden) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1119. 30. I Rom 1841. (Fra Hjem og Venner komme ingen Breve) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1120. 31. (Erindringen gjemmer saa mangt et Syn) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1121. 32. (Hvis høit i Juletræets Top) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1122. 33. (I Orienten Nattergalen) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1123. 34. Ved Juletid i Nizza. (Nu er det den deilige Juletid) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
35. I Dødsstunden (se Nr. 934). p. 49
36. Med en Afbildning (se Nr. 834). p. 49
37. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 49
38. (Paa Livs-Seiladsen er Gud det Fyr) (se Nr. 933). p. 49
1124. 39. Improvisation. (Naar Maanen lyser over Krat og Buske) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1125. 40. Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior. (En Børneflok paa Fødselsdagen bad) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1126. 41. Norsk Stil. (Tag mig Tusinde!) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
42. Til Den, det rammer! (se Nr. 1019). p. 51
43. (Gaaer Du paa Glatiis og falder, min Ven!) (se Nr. 1015). p. 51
44. Drengen og Hundehvalpen (se Nr. 1028). p. 51
45. Med det Onde og med det Gode (se Nr. 1029). p. 51
1127. 46. (En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1128. 47. Paris. (Paris, hvor er Du dog lystig og glad) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
48. (I Vel og Vee) (se Nr. 960). p. 52
1129. 49. Ved Borgen Ravenswood i Skotland. (Hvor Klippen springer i Søen ud) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1130. 50. Basnæs. (Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1131. 51. Til den lille Marie. (Du er vel ikke et Aar endnu) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1132. 52. Fra min Reise i Foraaret 1872. (Vi kom fra Keiserstaden) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1133. 53. (Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
54. I Foraaret i Kjøge (se Nr. 1060). p. 54 Deviser med Presenter.
1134. Med et Halsbaand. (Lille og nysselig!) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
1135. Med en Kurv. (En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1136. Med en Brystnaal i Form af en Flue. (Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1137. Med en Fløite fra en Dame. (Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1138. Med en Dukke. (Hos Dig forvandles Alt til Engel) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1139. Med en Penge-Griis. (Her er en yndig Junker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1140. Med en Trompet. (Paa Jorden og alle Planeter) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1141. Med mit photographerede Portrait i Ramme. med Visitkaart ei at staae tilskamme) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1142. Med J. L. Heibergs Urania. Her har Dubergs Urania, hun er saa pyntet, hun) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1143. Med en Jagtkniv. (Det dundrer under Hestens Hov) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1144. Med et Hefte af mine Eventyr. (Den lille Dreng paa det gule Bind) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
Med en Vedbende-Ranke i Potte (se Nr. 662). p. 57
1145. Med et blomstrende Rosentræ. (Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1146. Med Gellerts Fabler. (Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1147. Med et Kobberstykke. (Som Englene det Jordiske bortbære) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1148. Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr. (Du har en Kunstnersjæl) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1149. Med et Bundt Cigarer. (Da en Syndflods Vande) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1150. Med Byrons Værker. (Til Melodi gik Livs-Disharmonien). (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1151. Med Freiligraths Digte. (Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1152. Med en Dukke. (Dukken her er ingen Dukke) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1153. Med en Pibe. (I Ægtestandens søde Fryd) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1154. Med en Blomsterpige af Chocolade. (Med Blomster staaer hun fra Fod til Top) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1155. Med nogle smukke Fidibus. (Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1156. Med Thorvaldsens Statue. (Slaa Du med Aand og Tale) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1157. Med en Flaske duftende Vand. (Da en Gang Blomsterne Dig saae) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1158. Med en Spaaqvinde. (Alverden jeg gavner) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1159. Med en Gliedermann. (Jeg var en Gang paa den grønne Green) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1160. Med en Lysestage. (Naar efter Aar og Dage) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1161. Med en Papirtrykker med Blomster. (Ved denne Du i Verden huske maa) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1162. Med et Cigarfoderal. (Paa Jagten smager en Cigar) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1163. Med en Reisehue. (Den glade Juul Dig lover ret) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1164. Med et Kobberstykke. (Da Roser mangle ved Julens Leg) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1165. Med to Vaser. (Uden Devise og uden Fraser) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1166. Med en Krave. (Den tør Du eje) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1167. Med et Landskab fra Italien. (Italien, blomstrende Mandelstav!) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1168. Med et Kravebaand. (Fordi man gaaer med Kravebaand). (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1169. Med en Blomstervase. (Gaven her er nydelig) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1170. Med en Hund i Sæbe. (Den hverken bjæffer eller brummer) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1171. Med en Tobakspung (Uden Snakken, uden Takken) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1172. Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru. (Det røde Guld betyder Elskovs Tro) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1173. Med et Huuskors. (Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1174. Med en Lysestage. (Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1175. Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde. (Tag Koppen med Roeskilde-Byen) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1176. Med Visitkaart. (Et Mindeblad - det Sted, Du har beæret) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1177. Med et Guttapercha-Ansigt. (En Cavaleer kom nys hertil) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1178. Med en Kurv med Æg. (I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1179. Med et Billede. (Et Kobberstykke skal Du faae) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1180. Med en Krave. (Du faaer til Julegave?) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1181. Med Papir. (Her er Papir til mange Breve) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1182. Med et Par Handsker. (Hille den sorte Jøde!) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1183. Med Eau de Cologne. (Naar Du med dette Dig befugter) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1184. Med en broderet Skjærm. (I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1185. Med mine Samlede Skrifter. (Du voxte op i mit Hjertes Hjem) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1186. Med et Billede af Rosenborg Have. (Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1187. Med en Hund. (Her er en Hund, og den er stor) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1188. Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser. (I Kampens Stund han blæste kjækt) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
1189. Med Sammes Sicilianske Skizzer og Noveller. (Sicilien er Skjønheds Hjem) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
Med et Stykke Sæbe (Se Nr. 661). p. 67
Med en Terracotta-Figur af Bissen (se Nr. 663). p. 67
Med en Krukke Pomade (se Nr. 664). p. 68
Med Oehlenschlægers Portrait (se Nr. 665). p. 68
Med en Deel Sparebøsser (se Nr. 1075). p. 68
1190. Med mine Eventyr. (Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige) (Saml. Skr. XII, 432). p. 68
1191. Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand. (Hvor Skjønhed lægges) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1192. Med mine Digte gamle og nye. (Mit hele Blomster-Mosaik) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1193. Med forskellige Presenter. (Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1194. Med mine Eventyr. (Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde.
1195. 1. (Gamle Gunhild fra Barselstuen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1196. 2. (Tro paa Ingen, ei Dig selv) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1197. 3. (Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1198. 4. (Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1199. 5. (Gaa til Theatret! - ved Himlens Stjerner) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1200. 6. (Natten lang Dands og Sang) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1201. 7. (Nu er Du paa Maskerade) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1202. 8. (Du er Poet) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1203. 9. (Der voxer for Dig, - ja vær Du glad!) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1204. 10. Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1205. 11. (Mig Gamle spørger Du Unge) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1206. 12. (Mandag være Dig Mærke-Dag) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1207. 13. (Naar Vaaren rider Sommer i By) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1208. 14. (Jeg føler dit lille Hjerte dikke -!) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1209. 15. (Naar Skoven bliver grøn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1210. 16. (Du finder din Lykke i Kjøbenhavn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1211. 17. (Du skal ikke troe al Snik og Snak) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1212. 18. (Dig Laurbær og Myrthe er skaaret) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1213. 19. (En seer man født for Prosa og En for Poesi) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1214. 20. (Hvad ei et Solkys folder ud) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
Stambogsblade.
1215. I. (Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
1216. II. (Fra Vesterhavets Lande) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
III. Fire Blade skrevne i St. Goar ved Rhinen p. 74
1217. 1. (Naar Hyacinthens fine Klokker klinge) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1218. 2. (Du som en Huusalf stille sysler inde) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1219. 3. (Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1220. 4. (Bogen kom først, og jeg kom sidst) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1221. IV. A. Henselt. (Fra Strængene flyver en Fuglehær) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1222. V. Dandserinden Augusta Nielsen. (Den slanke Lilie, den hvide) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1223. VI. Musikdirecteur W. Rübner. (Din Vugge gænge blev sat i Gang) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1224. VII. Sangeren P. Schram. (Lunets lystige Skalmeie) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1225 VIII. Componisten Hägg. (Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1226. IX. Fru O'Neill. (Lad Dig i Smerten selve Smerten sige) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1227. X. C. Castenskjold. (Der synges i By, paa Mark og i Skov). (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1228. XI. Til Jonas Collin. (Vi er som to Strømme af modsat Løb) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1229. XII. Fru Grove, født Fenger. (Bag Sorø Sø ved Skoven) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1230. XIII. I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Rom. (Flyv ungdomssund til den evige Stad) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1231. XIV. Agnes Dunlop og Michael Rosing. (En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1232. XV. G. C. Delbanco. (Erindrer Du, ja, det er noget siden). (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1233. XVI. C. Neergaard. (Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
Til Forskjellige. 1234. 1. Til Christian den Ottende. (Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1235. 2. Til H. C. Ørsted. (Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1236. 3. Til A. Oehlenschlæger. (En Sommerluftning, frisk som den fra Havet) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
1237. 4. Til Capitainlieutenant Chr. Wulff. (Du fører Danmarks Løve) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
5. Til A Bournonville. 1238. I. Efter første Opførelsen af Balletten Fjernt fra Danmark. (Du giver os en Digtning uden Ord) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
II. Efter Balletten Et Folkesagn (se Nr. 1074). p. 81
1239. 6. Til Fru Julie Sødring. (Du kommer som Digtningens gode Aand) (Saml. Skr. XII, 445). p. 81
7. Johanne Louise Heibergs Statue af H. V. Bissen (se Nr. 832). p. 81
8. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 82
9. Christian Winther (se Nr. 747). p. 82
1240. 10. Til Bjørnstjerne-Bjørnson. (Norlandets Digter! Dig Saga indvied) (Saml. Skr. XII, 446). p. 82
Prologer. 1241. I. Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag. (Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest) (Saml. Skr. XII, 447). p. 83
1242. II. Ved en Forestilling i veldædigt Øiemed. (I Riddertiden, som De Alle vide) (Saml. Skr. XII, 448). p. 84
Epiloger. I. (Jeg veed om Farverne, de ere skjønne) (se Nr. 312). p. 85
1243. II. Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price. (Naar man saa godt som hver en Aften maa) (Saml. Skr. XII, 450). p. 86
III. (En Epilog - dens Kreds gaaer vidt) (se Nr. 923). p. 88
1244. IV. (Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog) (Saml. Skr. XII, 453). p. 89
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino 1852 (se Nr. 605). p. 90
Et Par Ord ved Scenens Gjenaabning den 1. Decbr. 1857 (se Nr. 765). p. 91
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino den 20. Marts 1860 (se Nr. 806 og 807). p. 93
Kongehuset.
I. Til Frederik den Sjette. (Vor Tid er Aandens Dage) (Se Nr. 311). p. 95
II. Sange ved det søsterlige Velgjørenheds Selskabs Forsamling i Anledning af Marie Sophie Frederikkes Fødselsdag (se Nr. 332 og 333). p. 96
III. Til Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 422). p. 98
IV. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det Kongelige Theater den 8de October 1856 (se Nr. 758). p. 99
V. Sang i Anledning af Kong Frederik den Syvendes Nærværelse i det Kongelige Theater den 24de Marts 1858. (se Nr. 773). p. 100
VI. Sang ved Kong Frederik den Syvendes Ankomst i det Kongelige Theater Onsdagen den 19de October 1859 (se Nr. 791). p. 101
VII. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det kongelige Akademi for de skjønne Kunster (se Nr. 808). p. 102
VIII. Med Kong Christian den Niendes Portrait (se Nr. 873). p. 102
IX. Med Dronning Louises Portrait (se Nr. 874). p. 103
X. Med Prindsesse Dagmars Portrait (se Nr. 883). p. 103
1245. XI. I Prindsesse Dagmars Stambog. (Her Pen og Blæk en Tegning gav) (Saml. Skr. XII, 467). p. 103
XII. Farvel! (se Nr. 908). p. 104
XIII. Deres Kongelige Høiheder Kronprinds Frederik og Prindsesse Lovisa, Formælingsdagen den 28de Juli 1869 (se Nr. 986) p. 104
1246. XIV. Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa. Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling. (Ved hvert et Sting blev en Rune lagt) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
Leilighedsdigte. 1247. I. Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør [Denne Oplysning er forkert. Sangen blev sunget ved Indsættelsen i Slagelse, 1823. BFNs fodnote]. (Frøet Liv Alherren giver) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
II. Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 106
III. En splinterny Dandse-Vise (se Nr. 1055). p. 109
IV. Sang for de Danske i Paris (se Nr. 247). p. 111
V. Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 112
VI. En lille Flugt til Rom den 8de Marts 1835 (se Nr. 263). p. 113
VII. Sang ved Romergildet den 8de Marts 1836 (se Nr. 286). p. 115
VIII. Psalmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke efter dens Istandsættelse (se Nr. 288 og 289). p. 117
IX. Cantate, afsungen Nytaarsdag i Garnisonskirken (se Nr. 1054). p. 118
X. Videnskabernes Skaal (se Nr. 314). p. 119
XI. Jagtherrens Skaal (se Nr. 1056). p. 121
XII. Levvel til Jenny Lind (se Nr. 427). p. 122
XIII. Cantate ved Sognepræst C. F. Brorsons 50aarige Embedsjubilæum (se Nr. 433). p. 123
1248. XIV. Julesang i det Collinske Huus. (Saa sidde vi igjen om Julebordet) (Saml. Skr. XII, 488). p. 124
1249. XV. Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852. (Og nu en Sang for Oldemoer) (Saml. Skr. XII, 489). p. 125
1250. XVI. Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann. (De faae ingen Vise, De faae ingen Sang) (Saml. Skr. XII, 490). p. 126
XVII. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Studenter fra et og samme Aar (se Nr. 615). p. 127
XVIII. Ved Efterslægtselskabets Stiftelsesfest (se Nr. 624). p. 128
XIX. Balletpersonalets Hilsen til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 626). p. 130
XX. Til Fru Johanne Louise Heiberg (se Nr. 625). p. 131
XXI. Sange ved det kongelige Opfostringshuus's hundredeaarige Fest (se Nr. 629). p. 132
XXII. Sang ved Fru Malle Drewsens Fødselsfest paa Silkeborg (se Nr. 630). p. 134
XXIII. Ved Krandsens Heisning paa Grandjeans nye Gaard (se Nr. 640). p. 136
XXIV. Ved Indvielsen af den Bingske Porcellainsfabrik (se Nr. 647). p. 137
XXV. Til Jonas Collin. Familiesange paa hans Fødselsdage p. 138 1. (Naar Sneen har bredt Julebord)
(se Nr. 1057). p. 138 2. Lad Januari Atterkomst)
(se Nr. 643). p. 139 3. (I Stuen hænger et Familiebilled) (se Nr. 732). p. 141 XXVI. De danske Qvinder (se Nr. 781). p. 142 XXVII. Sang ved Fest-Ballet i Casino (se Nr. 803). p. 143 XXVIII. Sang ved Politidirecteur C. J. C. Bræstrups Jubilæum (se Nr. 813). p. 144 XXIX. En Foraarsfest i Rom (se Nr. 825). p. 146 XXX. Paa Balletskolen (se Nr. 837). p. 147 XXXI. Det Skjønne (se Nr. 809). p. 148
XXXII. Haandværkerens Vise (se Nr. 644). p. 149
1251. XXXIII. En Moders Skaal. (Om ogsaa ude Stormens Slag).(Saml. Skr. XII, 514). p. 150
1252. XXXIV. Den 2den Februar 1864. Ved Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup. (Tillad, at jeg tager Ordet) (Saml. Skr. XII, 515). p. 151
XXXV. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Borgerrepræsentant N. F. Bonnesen og Raadmand B. Petersen. (se Nr. 925). p. 152
XXXVI. Sang ved Afsløringen af Mindestøtten paa Holsteinborg (se Nr. 1003). p. 153
XXXVII. Børnenes Skaal (se Nr. 1009). p. 154
XXXVIII. Til J. P. E. Hartmannden 22de Mai 1874 (se Nr. 1035). p. 155
Bryllupssange.
I. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 392). p. 156
1253. II. Den 22de April 1847. (Det er en hellig Dag blandt Livets Dage) (Saml. Skr. XII, 521). p. 157
III. Pauline Beutner og Valdemar Drewsen
(se Nr. 651). p. 158
1254. IV. Johanne Drewsen og C. von Krieger. (Mai 1855). (Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde) (Saml. Skr. XII, 523). p. 159
V. Mathilde Stæger og Niels W. Gade. (I Kirken) (se Nr. 764). p. 160
VI. Augusta Jøhnke og Carl Reitzel (se Nr. 789). p. 161
1255. VII. Louise Ipsen og C. St. A. Bille. Den 8de Juni 1859. (I Kirken). (Vort Liv har mangen Høitidsdag)(Saml. Skr. XII, 526). p. 162
VIII. A. de Neergaard og O. C. Kahrs
(se Nr. 840). p. 163
IX. Clara Hartmann og August Winding
(se Nr. 880). p. 164
X. Bolette Puggaard og Emil Hartmann
(se Nr. 884). p. 165
XI. Johanne Melchior og I. B. Melchior
(se Nr. 926). p. 166
XII. Lucia Scavenius og Carl Castenskjold
(se Nr. 931). p. 167
Sølvbryllupssange.
I. B. M. Bindesbøll og J. E. Wegener
(se Nr. 294). p. 169
II. Postmester, Grev Holck og Hustru, født Møller
(se Nr. 404). p. 170
III. Josepha Siboni og Ferdinand Tutein
(se Nr. 554). p. 171
IV. Ingeborg Collin og Adolph Drewsen
(se Nr. 593). p. 172
V. Augusta Petzholdt og Gottlieb Collin
(se Nr. 778). p. 175
VI. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 896). p. 176
VII. Dorothea Henriques og Moritz Melchior
(se Nr. 1010). p. 177
VIII. Hofjuveleer Michelsen og Hustru, født Hansen
(se Nr. 1016). p. 178
Guldbryllupssang. C.W. Wiehe og A.L. Wiehe, født Rosing
(se Nr. 854). p. 180
Mindedigte over Afdøde. I. Ved Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke
(se Nr. 877). p. 181
II. Farvel til Kong Frederik den Syvende
(se Nr. 872). p. 182
1256. III. Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen.† den 23. April 1852. (Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd) (Saml. Skr. XII, 546). p. 182
IV. Sophie Gade, født Hartmann
(se Nr. 744). p. 183
V. Christian Wulff
(se Nr. 757). p. 184
VI. Adam Holst
(se Nr. 788). p. 184
VII. Jonas Collin
(se Nr. 827). p. 185
VIII. Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død
(se Nr. 885). p. 186
IX. Henrik Hertz
(se Nr. 996). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH XVII-36)

Henrik Steffens Helms. Kjøbenhavn og Kristiania. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. MDCCCCXII. Heri s. 64-69: Musiceren i det Wanscherske hus, hvor Hartmann og Andersen kom. S. 66 hos Jonas Collin, "hvem han holdt meget af; han skar nogle forfærdelige Grimacer, naar han kom derind; han kunne nemlig ikke udstaa Tobaksrøg. Da han derfor engang indbød Jonas til en Udenlandsrejse, vilde han virkelig forsøge paa at lære at ryge for Jonas Skyld. Jeg var Vidne til nogle af disse Forsøg, men de faldt altid ynkelig ud, og han maatte opgive det. Noget morsommere end at see Andersen patte paa en Cigar og sende Røgen ud, kan man ikke tænke sig, og Jonas og jeg var undertiden ved at kvæles for at dæmpe vore Latteranfald, som Andersen vilde have taget meget fortrydeligt op."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ferslevske Blade, Aftenposten, 8.7.1921: Fra H.C. Andersens Hus i Odense er der iflg. Fyens Stiftstid. sket et beklageligt Tyveri, idet en eller anden har stjaalet Digterens kendte Lup - den han altid anvendte under sit Arbejde. Da Lupen i og for sig ingen Værdi har, maa man gaaa ud fra, at Tyven er en Samler elelr en lovlig fanatisk Beundrer af H.C. Andersen. Den Signalement er saalydende: Et Glas paa Størrelse med en Tokrone, og Glasset var meget buet og ridset paa Midten, indfattet i mørkt, omtrent sort Horn, der er ca. ½ cm bredt; den var forsynet med et ca. 5 cm langt rundt, noget fladtrykt Skaft.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

VOGT, NILS COLLETT, H. C. Andersen. I hans: Levende og døde. Smaa portrætter og skildringer. H. Aschehoug & Co., Kristiania. Pp. 39-47.
[Om H.C. Andersens noget ambivalente forhold til Collinerne]. Oprindelig offentliggjort som anm. af nr. 382a ovf. i Dagbladet 1919; datoen har ikke kunnet oplyses.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

MUNKSGAARD, EJNAR, Vore private Bogsamleres udenlandske Nyerhvervelser. Aarbog for Bogvenner VI, spec. pp. 155-58.
Pp. 156-57 aftrykkes digtet Kjøbenhavn efter et i USA erhvervet manuskript; mærkeligt nok har EM ikke fundet digtet trykt noget sted (cf. BFN 1043).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

REUMERT, ELITH, H. C. Andersen som han var. H. Hagerup, København. 228 pp.
Noter pp. 193-223. - Et kapitel (af Pladshensyn noget forkortet) offentliggjort i Nationaltidende (aften) 5. dec. - Anm.: A.B. København 6.3.1926; Hans Brix, Dagens Nyheder 23. dec.; P. C. V. H. [Hansen], Politiken 8. dec. - Engelsk oversættelse, se nr. 558 ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Et Interview med en gammel Viborgenser, der havde noget pa Hjerte, og som fik Hjertet lettet. Om Karl Larsen og Olrik, der lavede Vrøvlet ved Museumsåbningen. Viborg Stift Folkeblad, 21.7.1930.
"Fest eller skandale", Ekstrabladet, 11.7.1930. Berlingske Aften, 11.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det er Menuen fra H.C. Andersens Fødselsdagsmiddag den 2. April 1875, da han blev 70 Aar. Man vil se, at Retterne, af hvilke der er mange - flere end nu til Dags - benævnes med Titler fra H.C. Andersens Eventyr. Politiken, 31.7.1933.

"Nabofamilierne" (Østers)
"Suppe paa en Pølsepind"
"Fra Andegaarden" (Kalkun)
"Under Piletræet" (Champignons)
"Hvad man kan hitte paa" og "Fem fra en Ærtebælg": (indbagte brisler m/grønne ærter)
"Noget" (laks m/asparges)
"Kjærestefolkene" (Vingele)
"De vilde Svaner" (Fuglevildt)
"Alt paa sin rette Plads" og "Sørg Amagermor"
(smørrebrød med ost, selleri og ræddiker)

"Isjomfruen, "Snemanden" og "Deilig" (Dessert)

Vinkortet bar titlen: "Flaskehalsen":
"Det gamle Huus" (Chateau Guiraud)
"Fra Spanien" (Sherry)
"Springfyrene" (Champagne)
"Det er ganske vist" (Bordeaux)
"Verdens dejligste Rose (Chateau la Rose)
"Hun duede ikke" (madeira)
"Moster" (champagne) "Gjemt er ikke glemt" (gammel madeira)
"Den sidste Perle" (Malvachier).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Da H.C. Andersen spaserede paa Købmagergade med hvidt Slips, hvide Handsker og høj Silkehat. Fru Huss tager et Billedet ned fra Væggen og bag paa er klistret et gulnet Papir med et Digt af den store Digter: Jeg savner noget, skal jeg Navnet sige? avisudklip formentlig 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

udført af Billedhugger Chr. Julius Diderichsen, med HCA i profil omgivet af genier. Eventyrene "Noget", "Stoppenålen", "Hjertesorg" samt "Klokken".
Chr.Julius Diderichsens adoptivdatter, Henny D. lod den bortlodde til Fordel for Belgien, da Tyskerne i 1914 , se : 17228 drog ind i det hærgede land. Der indkom 4000 Kr. og Vasen vandtes af Frk. Joseffa Petersen, der boede paa Gaarden 'Ødemark' i Munke Bjergby. Denne Dame var en bekendt af Frk. Christine Reimer, der fik hende med til Odense paa Besøg og her blev Frk. Petersen saa begejstret, at hun bestemte, at Vasen skulde overgaa til Mindehallen efter hendes Død.
Vald. Kallan: "Fra Digterhjemmet i Hans Jensensstræde", Fyens Stiftstidende, 6.8.1942.

(Bibliografisk kilde: HCAH avisartikel og vasen: A-364)

BANG, J. P., H. C. Andersen og Georg Brandes, samt andre H. C. Andersen-Studier . Schønberg, København. 93 pp.
Indhold: [a:] Geni eller Talent, pp. 9-15; [b:] H. C. Andersens Lidelse ['den at føle sig udenfor'], pp. 16-23; [c:] H. C. Andersen og G. Brandes, pp. 24-49; [d:] Klokken, pp. 50-60; [e:] Skyggen, pp. 61-67; [f:] H. C. Andersens Forfængelighed, pp. 68-93. - Noget af det her meddelte Stof er tidligere blevet benyttet i Artikler i Berlingske Tidende og i Fyns Tidende , oplyser forordet; det gælder bl. a. b) og e), som fremkom i Berlingske Tidende (aften) hhv. 7.-8. aug. 1928 og 11. feb. 1935. - Anm.: Hans Brix, B.T. 23.4.1936; K. E. [Kjeld Elfelt], Berlingske Aftenavis 22.2. og 24.4.1936; Chr. M.K. Pedersen Fyens Stiftstidende, > 12.4.1936.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-462)

Kaj Munk: "Liv og glade Dage. Femten smaa Hilsener med løst Krudt til de muntreste af mine Kammerater, naturens egne Drenge, de danske Jægere." Nyt Nordisk Forlag. København MCMLXX. Heri Afsnittet s. 70-79: Den Sommer og den Sø, om et møde hinsides med H.C. Andersen:

Noget af det bedste ved at komme i Himlen engang skal blive ind imellem at faa Lov at besøge Jorden. Det første, jeg vil foretage mig, efter at jeg har indrettet mig og er faldet lidt til deroppe, skal være at opsøge H.C. Andersen. Naar jeg har faaet sagt ham, hvem jeg er, og hvor inderligt jeg holder af ham, vil jeg bede ham gøre mig den Glæde at tage en Tur med mig ned til Aabjerg Sø. »Hvor ligger den henne?« vil Andersen spørge; og naar han hører, at der ikke er langt fra den til Nørre Vosborg, hvor noget af hans prægtige »En Historie fra Klitterne« blev til, vil han ikke være længe om at faa Hanke i Paraplyen. Og enten vi nu har Vinger paa til den Tid eller ikke, saa vil jeg have fat i en Baad, naar vi først er kommet derned. Vi prøver at laane Vedersø-præstens; det giver Anledning til at gaa en Tur i den hundredaarige Have, der med sine Ahorn, Elme, Bøge og Ege er en Sjældenhed saa nær ved Havet og derfor befolket med en Vrimmel af Sangfuglearter, saa alle Forsommerens Dage er kimende Kor.
Jeg standser ærbødigt ved Linden og spørger: »Hvor kan det være, Andersen, at der er saadan en Forstaaelse, en-en-en Samhu mellem Træ og Menneske? Det første, Kolonihaveejeren gør, er jo at plante et Træ. Og i et lykkeligt Vers siger Bull det saa rigtigt: »Se bare den birken dær, hvor v o r den er !« Andersen snyder Næsen og smiler: »Det kunde jo være en ældgammel Historie, stamme helt fra den Tid, inden vi endnu fik Ben og lærte at jage og jages, dengang vi selv var Træer og slet ikke tog os andet til end at staa Aaret rundt med udbredte Arme og tage mod de vekslende Vejr af Himlens Naade. Men spørg Jensen om d e t! Hvor er Baaden?« Den finder vi, og jeg faar ham anbragt i Bagstavnen, hvor han ikke skal bestille andet end samle Indtryk, mens jeg hiver i Aarerne.
I Begyndelsen virker han lidt forstemt; jeg har ham mistænkt for, at han allerede har fortrudt, at han er taget med; at han nok hellere vilde være blevet hjemme og siddet i Skyggen af et Palmetræ og læst »Den grimme Ælling« højt for Englene. Men da de første gule Aaknapper strækker Hals for at se Eventyrdigteren, og da der gaar en hvisken igennem Sivene: »Ss, det er Andersen! Ss, det er min salighed Andersen!« tøer han op. Da vi er naaet tværs over til Kølsholmen, hvor Engene kaster sig ud i den blaa Sø, grønne og med brogede Ungkreaturer paa Odden, mens Kirke og Mølle stiger til Siden midt mellem frugtbare Vange og bag os Præstegaardsbøgen spejler sin Top i Bølgen blaa, slaar han ud med Haanden og kalder en Vandlobelia en Alfetelefonmast og ler ad en »cyklende« Blishøne« [...]
Og jeg hører den gamle Digter derhenne hviske - og der er ligesom et forklarende Lys over hans grimme, smukke Ansigt: »Jeg skal digte et Eventyr om alt dette, saa der skal komme Taarer i den kære Guds Øjne, naar jeg læser det op.«
Da giver det et sæt i mig: Derhenne langs med Aakandebladet lurer et frygteligt Alligatorfjæs. Bundgræsset gror saa frodigt her, at det rækker helt op til Baaden; en Aal bliver synlig og bugter sig nok saa nydeligt [...] og vips er Aalen forvandlet til en Bestanddel af en Kæmpegedde. Nu havde vi det lige saa rart. Men til min Forundring ler Andersen bare: »Det var saamænd kun en lille Digter; han duede ikke til andet end til at fede Kritikken med. Nej, men Mennesker, de laver Giftgas og organiserer sig; saa er det først, det bliver slemt! Men se nu den vævre Sivsanger derovre; tænk at kunne flyve fra Siv til Siv og sidde og gynge paa Bladene.« [...]
Saa naar et lidet Bølgeskvulp Baaden som et Amen. Jeg griber om Aarerne: »Vi skal vel til at hjemad, Andersen.« Og Andersen, der er langt inde i sit nye Eventyr, svarer paa sit Fynske: »Ka' vi ikke lige saa gerne bliver her?«

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Hans Christian Bennetzen, udvandret 1882 til Amerika, drev en større Møbelforretning i Kansas City. Datteren oplyser til "Nordlyset" at HCB skulle være slægtning til HCA. [SB: Findes ikke i udvandrer-arkiverne - og slægtskabet er noget tvivlsomt] Ekstrabladet 14. feb. 1938.

(Bibliografisk kilde: Dal)

Bollerup Christensen: Den store Verden synes at have glemt "Barnet" over den "stærke Mand". Den europæiske Situation fortæller tydeligt derom. herhjemme har man tænkt paa at rejse et Monument for Barnets Digter, H.C. Andersen. Det kan tydes som Udtryk for en høj Vurdering baade af Digteren og "Barnet", men den noget skeptiske Natur vil spørge, om det ikke er at begynde fra den forkerte Ende. Bør vi ikke forløbig nøjes med - og endda passe paa ikke at forløfte os - : at mindes Eventyrdigteren ved at læse hans Eventyr og Mennesket ved at gøre hans Kamp for at redde Barnesindet til vor egen!. Kristelig Dagblads Kronik, 23. April 1938.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BOBÉ, LOUIS, H. C. Andersen og Weimar. Anderseniana [1. rk.] VIII, pp. 57-72.
På tysk (i en noget afvigende form) i Le Nord III, pp. 5-14, og i Der Norden XVII, pp. 283-87.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Spørgsmaal stillet til Overlæge Portman, Silkeborg Kuranstalt, som udstiller H.C. Andersen Manuskripter i Berlingske Tidendes Foredragssal i Kvindelig Læseforenings Bygning, gl. Mønt 1. ... Et sidste Spørgsmaal: Hvor tænker De dem, at alt det engang skal havne, naar De selv ikke mere kan samle? - Det regner jeg med, at H.C. Andersen-Musset i Odense skal have. Dér hører det jo rettlig Hjemme. Berlingske Tidende, 3.3.1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Jens Møller-Jensen: Kan Haandværkerne lære noget af en Digter? Jens Møller-Jensen gør rede for, hvorfor netop Haandværkerne bør kende H.C. Andersen. Danmarks Haandværk og Industri, nr. 51, 1941.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

En Læser i Jelling har sendt Vejle Amts Folkeblad følgende Anekdote, som stammer fra Søndagsbladet (Ugeblad for Land og By) den 17. December 1899: Kongen gik sammen med et par andre mænd hen ad Jelling Gade, H.C. Andersen blev staaende stille noget derfra ... Kongen mødte en Flok Drenge ..., slog H.C Andersen paa Skulderen og sagde: "Naa min gode Andersen, nu staar De nok og digter et nyt Eventyr" ... Den grimme Ælling ... [Myte: DgÆ blev digtet i 1843, og Frederik den VII blev konge i 1848, var i Jelling 1861, og da var HCA i hvert fald ikke i Jelling]. Svendborg Avis, 25.2.1943; Bogense Avis, 27.2.1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I mindeartikel i "Andelsbladet": I 1865 [skal være: 1867] fejrede Odense sin berømte Søn ved at udnævne ham til Æresborger. "Der mangler noget paa det Billede. I de Minuter, hvor Digteren stod ved Vinduet og saa ned paa Fakkeltoget, opholdt jeg mig nemlig under hans ene Arm, ligeledes med Interesse følgende, hvad der foregik nedenfor." [Harald Faber, 1856-1943, søn af Chr. Faber] Ekstrabladet, 6. marts 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Inger Bentzon: skriver i Kronikken til en ung Kontordame om,hvordan hun kan få de lange Aftener til at gaa i Selskab med Bøgerne. ... Bjørnsoms Ungdomsfortællinger, de er - ligesom H.C. Andersens Eventyr - noget, man kan vende tilbage til atter og atter. Nationaltidende 12.1.1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Orla Nyrop: ... Kun faa Danske kender de Historier, H.C. Andersen skrev, fra han var halvtreds, til han blev syv og tres. H.C. Andersen-Samfundets Københavns Afdeling vil udgive et Hefte med ni Historier. [Gartneren og Herskabet, Noget, Hvad man kan hitte paa, Lykken kan ligge i en Pind, Sølvskillingen, Skrubtudsen, Krøblingen, Hjertesorg, Et godt Humeur] Berlingske Aften, 14.12.1944.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Cykelbud lagde Kransen ved H.C. Andersens Statue Fyns Tidende, og B.T. 3.4.1945; "Respektløshed for H.C. Andersens Minde" Børsen, 5.4.1945; Ærbøødigst: H.C.Andersen skriver til Edv. Collin i Anledning af den noget formløse Kranse'nedlægning' paa hans Statue i Odense Forleden. Berlingske Tidende, 4.4.1945. Aarhus Amtstidende, 14.4.1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

I Islington Filmstudierne ved London er man i Færd med at indspille en ny engelsk Film "Miranda", hvori den engelske Filmskuespillerinde Glynis Johns spiller en lille Havfrue. Efter Billedet fra Optagelserne at dømme, er det vor egen lilel Havfrue paa Stenen, hun skal forestille, men den engelske Billedtekst melder ikke noget om, hvorfor den lille Havfrue har fået en Baby. Ekstrabladet, 30.1.1948; Land og Folk, 31.1.1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Einer Poulsen: H.C. Andersen som Ordensmarskal ved Folketoget i København Marts 1848. - Chr. Hostrup kom for sent. - De politiske Sammenkomster omkring Fru Tschernings Oksesteg.

[Mit Livs Eventyr: Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhedernes Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen Excesser men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var; som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens Comiteen optagen til at virke med for at holde god Orden og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog "lige frem!" og saa gik den hele Stimmel ligefrem! —

Middelfart Venstreblad, 23. apr. 1948; Venstrelbadet, 27.4.1949; Roskilde Tidende, 27. maj 1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Otto Gelsted: I Illums Bolighus har man en udstilling af dansk tegnekunst. ... Jeg deler ikke den almindelige beundring for Jensnius' illustrationer til H.c. Andersen. Han er en ypperlig bladtegner, men hans streg forekommer mig noget for journalistisk til at harmonere med Andersens utroligt artistiske stil. Land og Folk, 23.5.1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Billedkavalkade med klip [Frijsenborg Juli 1868, Danserinde, Trold, Paa gylden grund, i sneehvid Lund, Dandse de to en Aftenstund, Det ser sort ud, Pantomime, Til Frøken Svane fra H.C. Andersen] og tegninger af H.C. Andersen. Land og Folk, 13. juni 1948.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Carl Svenstrup: Citerer fra Andersens besøg i Valencia, 1862-63 Grenaa Folketidende, 16. marts 1949.

Foran en Boutikaabning, der indtog hele Husets Brede, hang et stort Klædningsstykke; det saae ud som en Stormklokke, men af Linned, spændt ud med Staaltraad eller Spanskrør. Det var det Klædningsstykke, man nu tildags kalder Crinolinen og hvori Fruentimmerne blive alle lige tykke, saavel de unge Piger, som de gamle Koner; det er, som om de have Paraply om Tyndlivet, Noget, der ikke har med Naturen eller Vor Herre at gjøre. Dette store Strutud hang der, og da det bredte sig saa forfærdeligt vidt foran den hele Boutik, saa havde man behængt det med alt det Nips af Klædningsstykker, man kunde finde i Boden: Børnestrømper, Halsklæder, Baand og Vifter. Crinolinen var Skilt for Boutiken, Stormklokken, der ringede til Huset, Klokken uden Knevl; Señora maa krybe i Klokken, hun er da selv Knevlen i Crinolinen. Jeg faldt ordenlig i Tanker ved det Syn, jeg tænkte fremad. Ja, om tusinde Aar, da gaae Fruentimmerne ikke med Crinoline, man nævner ikke det Navn; det staaer da kun i gamle Skrifter, og læses disse, og Menneskene da see i Billeder, hvorledes saadan en Crinoline saae ud og vor Tids Damer saae ud med den paa, saa raabe de ganske høit: "Du forbarmende Gud!" de lee, de more sig. "Det var dog en latterlig Dragt!" De læse om dens Oprindelse, det er da et Sagn; de læse om Keiserinden, ung og smuk, der i qvindelig Blyhed opfandt denne Klædning, som skjulte for Verden at hun var Moder; og Klædningen klædte; kløgtig var hun, hun var klog, hun var smuk, og det vilde de Alle være, og saa fik de Alle Crinoline, de Tykke og de Tynde, de Lange og de Korte; det saae rædsomt ud! hvor maa hun have leet, den smukke, den unge, den kløgtige Opfinderinde, hun, som havde en Tanke derved. Og saa gik de om i Aaringer, i hendes Land, i Nabolandet, i alle Lande; Knevelen ringede ud: "det er skjønt! det er behageligt, det er saa uendeligt køligt!" Det var anno crinoline, Cholerine, Plage og Pine! Her foran Valencias Boutik klokkede den Kjøbere; jeg tegnede den af, her er den i sin Størrelse, saa stor, at den skjuler al videre Beskrivelse af Valencia.

(Bibliografisk kilde: HCAH)