H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: prologer + + i + den + dag + vi + fødtes + bliver + os + en + fest. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-54

Søgningen gav 54 resultater. Nummer 1-50:

Censur i Berlin.

Kjøbenhavns-Posten 1. October 1831 - s. 774: Censur i Berlin.
I H. C. Andersens "Skyggebilleder" læses følgende, af Digteren Adalbert v. Chamisso forfattede, lille Impromptu, hvilket Digteren medgav den unge Reisende til Erindring
»O, lasset uns in dieser düstern, bangen Zeit,
Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom
Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt,
Das neue Leben unter Trümmern bricht hervor,
Und sich in Stürmen umgestalten will die Welt;
O, lasset uns, ihr Freunde, - rings verhallt das Lied,
Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr, -
Dennoch die Göttergabe des Gesanges treu
Im reinen Busen hägen, wahren; dass vielleicht
Wir, hochergraute Barden, einst die Sonne noch
Mit Hochgesang begrüssen, welche, das Gewölk
Zerteilend die verjüngte Welt bescheinen wird!
Prophetisch, Freunde, bring' ich dieses volle Glas
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit«.

Neppe vil Nogen troe, at en ængstelig Censor har udslettet dette Digt af et berlinsk Blad, fordi det "udtrykker et Haab, man under vor Tids Storme ikke tør nære, men allermindst offentlig yttre!" Og dog er det sandt! Digtet er, med hiin Censur-Notice, indført i Mgbl. F. geb. Sta. August d.A. og citeres der som "en Toast, Chamisso, ved en lille literair Fest, bragte sine Venner."

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727-k)

Udgivet 2. oktober 1831
Sprog: dansk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16253
[Informationer opdateret d. 29.12.2011]

  top Top

Sang for de Danske i Paris, paa Konsgens (!) Fødselsdag 28de Januar 1832. (I de Franskes Hovedstad -).

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade, uden Angivelse af Forfatter, Bogtrykker eller Trykkested. Mel.: Dannevang ved grønne Bred.
Sunget ved en Fest hos Minister General Juel i Paris i Anledning af Frederik den Sjettes Fødselsdag.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727p)

Udgivet 28. januar 1832
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:177
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 177
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

Hans Christian Andersen. Eine biographische Skizze.

Jenssen, G. F. v.: "Hans Christian Andersen. Eine biographische Skizze". I: Nur ein Geiger! I-III. Fr. Vieweg & Sohn, Braunschweig 1838. - Også tidsskrifttrykt [IMC G.4-6]. På Hollandsk i: t was maar een speelman , I-II. Hendrik Frijlink, Amsterdam 1840. I pp. iii-xxxii. [Nl 4]
Hans Christian Andersen.
(Eine biographische Skizze.)
Das Jugendleben dieses Dichters liefert einen eben so schönen als tröstlichen Beweis von dem oft wunderbaren Walten der Vorsehung, und bekräftigt auf's Neue die alte Wahrheit, wie das echte Talent im Kampfe mit Widerwärtigkeiten erstarkt, und trotz aller sich ihm in den Weg stemmenden Hindernisse seine Bestimmung zu erreichen weiß. Zwar hat Marmier während seines vorjährigen Aufenthalts in Kopenhagen in dem Oktoberhefte der Revue de Paris eine Skizze von Andersens Leben gegeben, die im Wesentlichen richtige Angaben enthält, allein der Unterzeichnete sieht sich in den Stand gesetzt, ein vollständigeres Bild des Jugendlebens und der bisherigen literarischen Thätigkeit des Dichters zu entwerfen, und kann für die Zuverlässigkeit seiner Angaben um so mehr einstehen, als ihm alle Data vom Dichter selbst erzählt sind, so daß sein bescheidenes Verdienst bei Entwerfung der folgenden Skizze sich auf die Zusammenstellung und den Vortrag beschränkt. Nichtsdestoweniger schmeichelt er sich, es werden diese Angaben dem Leser des "Geigers" willkommen sein, da er die vollkommenste Überzeugung hegt, es werde der junge Dichter einst, wenn auch nicht in dem Sinne, wie es ihm die Sybille von Odense Prophezeite, so doch in einer andern, in einer edlern Bedeutung, die Aufmerksamkeit des deutschen Publikums auf sich ziehen.
"Das Schicksal der Dichter," sagt Marmier, "hat mich oft an das erinnert, was nach der Erzählung der Feenmährchen bei der Geburt der Kinder vorgeht. Wenn ein Kind zur Welt kommt, verläßt eine gute Fee ihren luftigen Wagen, nähert sich demselben mit sanftem Lächeln und verleiht ihm, indem sie einen Kuß auf seine Stirn drückt, die guten Eigenschaften des Herzens und Gaben des Geistes. Kaum aber hat sie zu sprechen aufgehört, so erscheint auch schon eine andere Fee. Diese tritt nicht geräuschvoll auf, sie kommt nicht im goldenen Wagen angefahren, sie trägt kein Diadem auf ihrem Haupte und keine Blumenskrone in ihrer Hand; sie hüllt sich in einen Trauermantel, schleicht sich in das Haus, wo sie nicht erwartet wird, und tritt ungeladen in das Zimmer. Bei ihrem Erscheinen verstummt das Lächeln der übrigen Gäste, und wenn sie sich wieder entfernt, fühlen Die, welche sie berührte, und Die, auf welche der finstere Glanz ihrer Blicke fiel, Herzklemmen und können nicht wieder froh werden. Die Absicht dieser Fee ist nicht, da Werk der Großmuth ihrer Vorgängerin zu zerstören. Sie läßt dem Kinde daher auch die guten Eigenschaften, welche sie ihm nicht zu rauben vermag, häuft aber auf seinen Pfad ermüdende Hindernisse und Furcht einflößende Gefahren; sie verurtheilt ihn zur Ertragung von Seelenleiden, bitteren Täuschungen und schmerzliche Entmuthigungen jeglicher Art. So wandelt das Kind zwichen der Leitung seines guten Schutzgeistes und seines bösen Dämons einher, bald lau gemacht von Sorgen, bald ermuthigt von edlen Gefühlen; bald von ehrgeizigen Träumen einem fernen Ziele nähergebracht, und bald gesenkten Hauptes über die unerwarteten Stürme, welche ihn bedrohen. Wohl ihm, wenn er sich von keiner Beschwerde aufhalten läßt, und wenn er die Last der Hitze und die Unebenheiten seines Weges zu ertragen und überwinden vermag! Dann harret seiner die Siegespalme am Ende der Kampfbahn. Viele aber ermüden auf halbem Wege, bleiben hier stehen und lassen, indem sie sich weigern, weiter zu gehen, Diejenigen an sich vorüber, welche sonst ihre Hintermänner waren.
"Der dänische Dichter, dessen Leben ich hier wiedererzähle, ist einer von den Männern, die von ihrer frühesten Jugend an den Kampf der Gedanken mit dem Verhängniß zu bestehen hatten, ein Mann wie Burns (Jenssen: Robert Bruns, schottischer Dichter, geb. 1758 bei Mauchline in Ayrshire, war der Sohn eines armen Gärtners. Siehe dessen Poetical works, 4 Bde., London 1809, und dazu die Reliques of R. Bruns, 1812.) und Hogg (Hague?) (Jenssen: Charles Hague, berühmter Violinspieler und Tonsetzer, geb. 1769 zu Tadester [Tadcaster] in Yorkshire, ward 1794 Bachelor of Music und Doctor zu Cambridge; starb 1812.) *, die vom Schicksal bestimmt schienen, ihr Leben unbemerkt in einem Dorfe zu beschließen, und doch von einer instinktmässigen Ahnung ihres Berufes für Kunst und Wissenschaft, unterstützt von einem festen Willen, in die Welt der großen Städte hineingezogen wurden. Während meines Aufenthalts in Kopenhagen (1837) trat eines Tages ein großer junger Mann in mein Zimmer, dessen furchtsames und befangenes Benehmen, und etwas unbeholfene Manieren einer kleinen Braut hätten mißfallen können, dessen freundliches Wesen und offenes ehrliches Gesicht aber bei'm ersten Zusammentreffen Sympathie und Vertrauen erweckten. Das war Andersen. Ich hatte eben einen Band seiner Werke auf meinem Tische liegen; die Bekanntschaft war also bald gemacht. – Die Dichtkunst ist eine Art Freimaurerei; Diejenigen, welche ihr huldigen, sind einander von einem Ende der Welt zum andern verwandt; sie sprechen ein Wort, machen ein Zeichen, und alsbald wissen sie, daß sie Brüder sind. Die, welche vereint leben, theilen sich gegenseitig in einer Elegie die täglichen Regungen ihrer Herzen mit; Die sich auf fremdem Boden begegnen, erzählen einander, gleich frommen Pilgern, was Weges sie bisher wanderten, und durch welche Städte sie gekommen. So kam es denn, daß Andersen, nachdem wir einige Stunden in poetischer Conversation mit einander zugebracht hatten, die so ganz geeignet ist, das Herz aufzuschließen und gegenseitige Ergießungen hervorzurufen, mir von den Widerwärtigkeiten erzählte, die er erlebt hatte, und als ich ihn darauf bat, mich mit seiner Lebensgeschichte bekannt zu machen, theilte er mir folgende Details darüber mit." – So weit Marmier!
Andersens Großältern waren einst wohlhabend, und besaßen einen Hof auf dem Lande, es stießen ihnen aber allerlei Unglücksfälle zu, von welchen doch der schlimmste war, daß der Mann den Verstand verlor. Die arme Frau zog nun nach Odense, und brachte ihren einzigen Sohn dort in die Lehre bei einem Schuhmacher. Voll regen Lebens fand der Knabe sich anfangs besser in sein Schicksal, als später; er benutzte seine Freistunden, um Holberg zu lesen, verfertigte Spielsachen und dichtete einige Arien. Kaum zwanzig Jahre alt, heirathete er ein junges Mädchen, das eben so arm war als er, und so groß war ihre Dürftigkeit, daß sie nicht einmal ein Brautbett hatten, weshalb der angehende Ehemann selbst eins zurechtzimmern mußte. Es war eben ein Graf gestorben, dessen Sarg auf einem hölzernen Gestelle ruhte, das nach dem Begräbnis verkauft wurde. Der junge Bräutigam erstand es, und verarbeitete es zu seinem künftigen Ehebette; doch muß die Arbeit nicht sehr vollkommen gewesen sein, da die schwarzen Trauerleisten noch nach Jahren an dem Bette zu sehen waren. Auf eben diesem Gestelle, worauf die gräfliche Leiche paradirt hatte, reich und todt, lag nach Verlauf eines Jahres, am 2. April 1805, arm, aber lebendig, das Pfand der ehelichen Liebe, Hans Christian Andersen. Als das neugeborne Kind in der Kirche getauft wurde, schrie es himmelhoch, worüber der mürrische Pastor sehr verdrießlich wurde und in seinem Ärger äußerte, es schrie das Ding, als wäre es eine Katze, was die Mutter entsetlich betrübte. Einer der Gevatter tröstete sie indessen mit der Versicherung, je lauter das Kind schreie, desto schöner werde es einst singen, und das beruhigte sie.
Andersens Vater war nicht ohne Bildung, die Mutter aber war ganz Herz. Die beiden Eheleute lebten gut mit einander, aber der Mann fühlte sich doch nicht glücklich; nie suchte er den Umgang seines Gleichen, sondern blieb lieber zu Hause, las aus Holbergs Komödien und Tausend und Eine Nacht vor und machte Perspective und Puppentheater für seinen kleinen Sohn, den er Sonntags auch oft mit nach dem nahen Gehölze nahm, wo die Beiden dann gewöhnlich den ganzen Tag in stiller Einsamkeit mit einander zubrachten. Auch die Großmutter, eine liebenswürdige alte Frau, welche die Leiden ihres Hauses mit christlicher Geduld ertrug, wirkte sehr auf das Gemüth des Knaben. Sie war sehr hübsch gewesen, war freundlich gegen Jedermann und daneben überaus reinlich in ihren ärmlichen Kleidern. Wehmüthig erzählte sie oft, wie ihre Großmutter die Tochter eines reichen und vornehmen Herren in Deutschland gewesen, der in der Stadt Kassel gewohnt habe, daß die Tochter sich aber in einen Komödianten verliebt, ihre Ältern heimlich verlassen habe und in Armuth gesunken wäre. "Und nun müssen alle ihre Nachkommen dafür büßen!" seufzte sie dann. Der junge Andersen hing mit ganzem Herzen an dieser guten Großmutter; sie hatte einen Garten am Hospital zu warten, und hier unter den vielen Blumen brachte er die meisten Nachmittage seiner ersten Kindheit zu. Das jährliche Fest, wenn die abgefallenen Blätter im Garten verbrannt wurden, hatten für ihn einen ganz eigenen Reiz, aber die Umgebung der irren Frauen, von denen einige frei umhergehen durften, schreckte ihn sehr. Oft kam eine der Wärterinnen und führte den klugen kleinen Jungen nach der Spinnstube, wo denn alle die alten Frauen ihn wegen seiner Beredsamkeit lobten, und diese Tugend mit Mährchen und Gespenstergeschichten vergalten, die ihm in reichem Maße erzählt wurden, so daß gewiß kein Kind von seinen Jahren je mehr dergleichen Histörchen gehört hatte, als er, aber auch kein Kind abergläublicher sein konnte, als er.
Zu Andersens frühesten Erinnerungen gehört auch die Anwesenheit der Spanier auf Fyen in den Jahren 1808 und 1809. Ein Soldat vom Regimente Asturien nahm ihn da eines Tages auf den Arm, tanzte unter Freudenthränen, die ihm ohne Zweifel die Erinnerungen an ein in der Heimath hinterlassenes Kind entlockten, mit ihm die Straße entlang, und drückte dann das Madonnabild an die Lippen des Kleinen, woran die fromme Mutter ein großes Ärgerniß nahm. – In Odense waren damals noch viele alte Festlichkeiten im Gebrauch, die einen tiefen Eindruck auf das reizbare Gemüth des Knaben machten; die Zünfte zogen in Prozession mit ihren Schilden durch die Stadt, die Seeleute hielten Umzüge in den Fasten, und das Volk wanderte nach der wunderthätigen Quelle der heiligen Regisse.
So verstrichen die ersten Jugendjahre unsers Dichters. Der Vater las indessen fleißig in der Bibel, warf sie aber eines Tages zu mit den Worten: "Christus ist ein Mensch gewesen wie wir, aber ein ungewöhnlicher Mensch," worüber die Frau in Thränen ausbrach, und auf den Knaben machte die Gotteslästerung, wie die Mutter es nannte, einen so heftigen Eindruck, daß er im Stillen für die Seele seines Vaters betete. "Es giebt keinen andern Teufel, " fuhr derselbe fort, "als den, welchen wir im eigenen Busen tragen!" – Als er nun eines Morgens erwachte und den Arm, vermuthlich an einem Nagel, gerißt hatte, erklärte die Frau, es sei dies eine Strafe vom Teufel, der ihm doch wenighstens hätte zeigen wollen, daß er noch da wäre. Des Vaters üble Laune nahm indessen von Tage zu Tage zu; er sehnte sich, in die Welt hinauszukommen. Damals ras’te der Krieg in Deutschland, Napoleon war sein Held, und da nun Dänemark sich mit Frankreich alliirte, nahm er Dienste bei dem Verstärkungsheere als gemeiner Soldat, hoffend, er werde einst als Lieutenant zurückkehren. Die Nachbarn aber meinten, es sei Thorheit, sich um Nichts und wieder Nichts todschießen zu lassen. Das Corps, wobei er diente, kam jedoch nicht weiter als nach Holstein; der Friede erfolgte, und bald saß der freiwillige Krieger wieder geborgen in seiner bürgerlichen Behausung in Odense. Aber seine Gesundheit hatte gelitten; er erwachte eines Morgens phantasirend, und sprach von Feldzügen und Napoleon. Der junge Andersen war damals erst neun Jahre alt; die Mutter sandte ihn nichtsdestoweniger in das nächste Dorf, um eine kluge Frau um Rath zu fragen. "Wird mein armer Vater sterben?" fragte er ängstlich. "Stirbt Dein Vater," antwortete die Sybile, "so begegnet Dir sein Gespenst auf dem Heimwege." Man kann sich denken, welchen Eindruck dieses Orakel auf den ohnehin furchtsamen Knaben mußte gemacht haben, denn in der That war sein einziger Trost auf dem Rückwege nach der Stadt, daß der Vater ja wisse, wie bange ihm, dem Söhnchen, wäre, und sich ihm daher gewiß nicht zeigen werde. Er kam auch glücklich wieder zurück, ohne das Gespenst seines Vaters gesehen zu haben, und am dritten Tage darauf – starb der Kranke. Von diesem Augenblicke an war der junge Andersen sich selbst überlassen; der ganze Unterricht, den er genoß, bestand in einigen Stunden in einer Armenschule, wo er lesen, schreiben und rechnen lernte, die beiden letzten Theile nur sehr unvollkommen.
Der arme Knabe fand um diese Zeit Zutritt in dem Hause der Wittwe des 1805 in Odense verstorbenen Pastor Bunkeflod, dessen Name wegen einiger lyrischen Poesien in der dänischen Literatur bekannt ist. Er mußte der Wittwe und ihrer Schwiegerin laut vorlesen, und hier hörte er zum ersten Male die Benennung Dichter und mit welcher Liebe man dieser Eigenschaft an dem Verstorbenen gedachte. Dies machte einen tiefen Eindruck auf den Knaben; er las einige Trauerspiele, und beschloß dann, auch eine Komödie zu schreiben und ein Dichter zu werden, wie es der selige Pastor gewesen. Nun schrieb er auch wirklich ein echtes Trauerspiel, denn alle Personen kamen darin um's Leben, und belegte die Dialoge mit vielen Bibelstellen. Seine beiden ersten Zuhörerinnen nahmen dieses erste Werk des angehenden Dichters mit ungetheiltem Beifall auf, und nun durchlief das Gerücht davon die ganze Straße, Alle wollten das schöne Trauerspiel des witzigen Hans Christian hören. Aber hier war der Beifall keinesweges ungetheilt, die Meisten lachten recht herzlich darüber, während Andere ihn darob verhöhnten. Das schmerzte den armen Knaben so sehr, daß er eine ganze Nacht in Thränen zubrachte, und nur durch der Mutter ernste Warnung, sie wolle ihm noch Schläge obendrein geben, wenn er solche Thorheiten nicht fahren lasse, zum Schweigen gebracht werden konnte. Gleichwohl machte er sich im Stillen an die Ausarbeitung eines neuen Stückes, worin ein Prinz und eine Prinzessin auftraten. Dabei gerieth er aber in große Verlegenheit, da er gar nicht wußte, welche Sprache so hohe Leute führten, und doch meinte, sie könnten unmöglich so wie andere Menschen sprechen. Endlich kam er auf den Einfall, deutsche und französische Worte in ihre Reden einzuflechten, so daß die erhabenen Worte dieser fürstlichen Personen ein rechtes Kauderwelsch wurden, was aber nach der Meinung des jungen Autors etwas Ungewöhnliches und Erhabenes war. Auch dieses Meisterstück ward der Nachbarschaft bekannt, worüber ihn eines Tages wilde Buben auf der Straße mit dem Geschrei verhöhnten: "Geht! Geht! da geht der Komödienschreiber!" – Aber nicht bloß solche Leute, auch der Schullehrer verkannte ganz das sich in dergleichen Produktionen deutlich verrathende Genie des Knaben; denn als der junge Andersen ihm zu seinem Geburtstage einen Kranz zum Geschenke überreichte, worin er ein kleines Gedicht eingeflochten hatte, tadelte er ihn deshalb, und der Lohn, den der kleine Dichter für seinen ersten poetischen Versuch erntete, bestand somit ebenfalls in Kummer und Thränen.
Indessen verschlechterte die ökonomische Lage der Mutter sich mehr und mehr, und da der Sohn der Nachbarin in einer Fabrik Geld verdiente, so ward beschlossen, auch den guten Hans Christian dahin zu senden. Die alte Großmutter führte ihn zum Fabrikherrn und weinte recht bittre Thränen, daß das Loos ihres Enkels schon so früh der Armuth Sorgen und Kummer sein sollte. In der Fabrik arbeiteten meistens deutsche Gesellen, denen die Kinder oft dänische Lieder vorsingen mußten. Auch Andersen wurde dazu aufgefordert, was er bereitwillig that, denn er wußte, daß er mit seinem Gesange Glück machte. Die Nachbarn horchten immer, wenn er im Garten Lieder sang, und einmal hatte ja eine ganze Gesellschaft, die im Garten des vornehmen Nachbars versammelt war, seine reine Stimme bewundert, und ihm Beifall zugeklatscht! Ein ähnlicher Beifall ward ihm auf der Fabrik zu Theil. Dadurch ermuthigt, sagte Andersen einmal: "Ich kann auch Komödie spielen!" und recitirte darauf ganze Scenen aus Holbergs Lustspielen. Die anderen Knaben mußten indessen seine Arbeiten verrichten, aber nur in den ersten Tagen seiner Anstellung ging es ihm so gut. "Gewiß ist er eine kleine Jungfer!" sagte, als er eines Tages wieder singen mußte, einer der deutschen Arbeiter, und nun umringten ihn die plumpen Gesellen, und behandelten ihn so unzart, daß der verschämte Knabe darüber erschrocken zu der Mutter floh und sie weinend bat, ihn nicht mehr ind die Fabrik zu senden. Seine Bitte ward auch erfüllt, denn, sagte die Mutter, sie habe ihn nicht des Verdienstes wegen dorthin gesandt, sondern allein, damit er wohl aufgehoben sein möchte, wenn Sie auf Arbeit gehe.
Der Knabe sollte zum Theater! hatten mehre Nachbarn ihr gesagt, da sie aber kein anderes Theater kannte, als umreisende Schauspieler, schüttelte sie bedenklich den Kopf und beschloß, ihren Sohn lieber bei einem Schneider in die Lehre treten zu lassen. – Andersen hatte nun schon das zwölfte Jahr erreicht, war sich zu Hause noch immer ganz überlassen, und verschlang alle die Bücher, deren er nur habhaft werden konnte. Seine liebeste Lectüre bestand jedoch in einer alten, prosaischen Übersetzung des Schakspeare. Mit dazu aus Pappe gemachten Figuren spielte er den ganzen König Lear und den Kaufmann von Venedig. – In's Schauspiel kam er nur sehr selten, da er aber gut bei dem Zettelträger angeschriben stand, bekam er von diesem alle Komödienzettel, und setzte sich dann Abends vor den Ofen, studirte die Namen der handelnden Personen und unterlegte so allen aufgeführten Stücken einen unechten Text.
Andersens Lesebegierde und hübsche Stimme hatten indessen die Aufmerksamkeit mehrer vornehmer Familien der Stadt auf sich gezogen, von welchen ihn die eine rufen ließ. Des Knaben kindliches Wesen, sein starkes Gedächtniß und seine schöne Stimme verliehen ihm in der That etwas ganz Eigenthümliches, man sprach davon, und bald ward er in mehre Häuser beschieden. Doch blieb ihm die erste Familie, die ihn mit so vieler Theilnahme aufgenommen, ja ihn sogar einst dem Prinzen Christian vorgestellt hatte, die liebste. Es war dies die Familie des Obersten Høegh-Guldborg, eines ebenso gebildeten, als gütigen Mannes, des Bruder des bekannten Dichters.
Um diese Zeit verheirathete die Mutter sich wieder, und da der Stiefvater sich durchaus nicht in die Erziehung des Sohnes mischen wollte, so ward unserm Andersen dadurch noch mehr Freiheit zu Theil, als bisher. Spielkameraden hatte er nicht, weshalb er denn oft allein nach dem Gehölze wanderte, oder sich zu Hause in eine Ecke setzte, um Puppen für sein kleines Theater zu nähen. Die Mutter meinte, da er doch zum Schneider bestimmt sei, wäre es gut, daß er sich im Nähen übte. Würde dies wirklich der Fall, so müßten viele schöne Lappen abfalllen, woraus er Sonntags neue Anzüge für seine Theatergarderobe nähen könnte, tröstete der Knabe sich.
So kam denn endlich die Zeit der Confirmation heran, wozu der Jüngling die ersten Stiefeln in seinem Leben bekam. Damit sie die Leute sehen konnten, wurden sie über die Hosen gezogen, und da nun eine alte Nähterin ihm aus des verstorbenen Vaters Oberrock ein Confirmationskleid verfertigte, so war der feierliche Anzug vollständig. Nie noch hatte Andersen so hübsche Kleider gehabt. Die Freude darüber war so groß, daß der Gedanke daran ihn sogar in seiner Andacht am Tage der Weihe störte, so daß er Gewissensbisse darüber fühlte und Gott bat, ihm die Sünde so weltlicher Gedanken zu vergeben, und doch konnte er sich nicht erwehren, im nämlichen Augenblicke wieder an die schönen knarrenden Stiefeln zu denken.
Nach beendigtem Confirmationsfeste sollte denn Andersen nun in die Schneiderlehre treten, allein er bat seine Mutter inständig, ihn doch nach Kopenhagen reisen und einen Versuch machen zu lassen, bei'm königlichen Theater angestellt zu werden; er las ihr Lebensbeschreibungen berühmter Männer vor, die ebenso arm wie er gewesen, und versicherte sie, 'er wollte schon auch ein berühmter Mann werden. Einige Jahre schon hatte er seine erübrigten Schillinge in eine Sparbüchse gethan, und diese waren nun zu dem unerschöpflichen Schatze von 13 Reichsbankthalern angewachsen. Der Anblick dieser unerwartet großen Summe erweichte auch das mütterliche Herz; sie fing an, sich in die Wünsche ihres Sohnes zu fügen, wollte aber doch erst den Ausspruch einer klugen Frau über das künftige Schicksal ihres Sohnes hören. Nun ward die Sybille geholt, und nachdem sie in Karten und Kaffee geforscht hatte, erscholl das Orakel:
"Euer Sohn wird ein großer Mann, und ihm zu Ehren wird man einst die Stadt Odense illuminiren."
Eine so glückliche Prophezeiung mußte wohl die letzten Hindernisse aus dem Wege räumen. "So reise denn in Gottes Namen!" sagte die Mutter, als ihr aber die Nachbarn vorhielten, wie unbesonnen es sei, den vierzehnjährigen Knaben nach der großen Stadt reisen zu lassen, in welcher er keine Seele kannte, erwiederte sie: er lasse sie keine Ruhe haben, sie wäre aber überzeugt, er werde schon wieder umkehren, wenn er das große Wasser sähe, das er passiren sollte. Andersen reis'te nun als blinder Passagier mit der Post nach Nyborg, und erst auf dem großen Belte fühlte er, wie einsam er nun doch in der Welt dastehe. Sobald er auf Seeland gelandet war, trat er daher an eine abgelegene Stelle, warf sich hier auf die Knie, und flehte zu Gott um Hülfe in seiner verlassenen Lage. Getröstet stand er auf, und nun ging es diesen Tag und die folgende Nacht unterbrochen weiter durch Städte und Dörfer, bis er am Montag Morgen des 5ten Septembers 1819 die Thürme von Kopenhagen erblickte. An dem Thore mußte er absteigen und ging, sein kleines Reisebündel unter dem Arme, in die große Stadt hinein. Die bekannte Judenfehde, welche sich damals von Süden nach Norden über Europa erstreckte, war hier am Abend vorher ausgebrochen, und die ganze Stadt war in Bewegung; Naomi's Schicksale geben ein treues Bild von dem damaligen Zustande der dänischen Hauptstadt. – Drei Thaler hatte die Reise Gekostet, mit den übrigen zehn in der Tasche nahm der kleine Abenteurer nun ein Logis in einem Gasthofe. Seine erste Ausflucht ging nach dem Theater, staunend betrachtete er das stattliche Gebäude, umkreis'te es und betete inbrünstig, daß es sich ihm doch bald öffnen und er ein tüchtiger Schauspieler werden möchte. Damals hatte er gewiß noch keine Ahnung davon, daß zehn Jahre später hier eine seiner dramatischen Arbeiten beifällig aufgenommen, und zum ersten Male das Publikum anreden sollte.
Am folgenden Tage zog er nun die Confirmationskleider an, und begab sich auf den Weg, um sein Empfehlungsschreiben an die einflußreiche Tänzerin abzugeben. Lange ließ die Dame ihn auf der Treppe warten und als er endlich vorgelassen wurde, mißfiel das linkische und naive Benehmen des Knaben der Künstlerin so sehr, daß sie ihn für verwirrt hielt, zumal da sie den Herrn gar nicht kannte, der die Empfehlung ausgestellt hatte. – Nun wandte sich Andersen an den Director des Theaters, ihn um Anstellung ersuchend, aber auch hier war der Erfolg schlecht. "Er sei zu mager für das Theater," lautete die Antwort. "O!" erwiederte Andersen, "wenn Sie mir 100 Thaler Gage geben, will ich wohl fett werden." Der Chef wollte sich jedoch auf diese ungewisse Aussicht auf einen fetteren Rekruten für die königliche Bühne nicht einlassen, und wies den Supplikanten mit dem Bedeuten ab, man engagire auch nur Leute von Bildung.
Niedergeschlagen stand der arme Knabe nun da; er kannte Niemand, der ihm hätte Rath und Trost geben können, Niemand, an dessen Brust er seine Thränen weinen konnte. Da dachte er an den Tod, und eben dessen Schrecknisse führten ihn zu Gott zurück. "Wenn Alles erst recht unglücklich geht, wird er mir helfen," sagte er, "denn so steht es ja in allen Büchern, die ich gelesen habe." Er kaufte sich ein Billet für die Gallerie und sah Paul und Virginie. Die Scenen im zweiten Akt, wo die beiden Liebenden sich trennen, ergriff ihn so sehr, daß er in lautes Schluchzen ausbrach, und die Aufmerksamkeit aller Ansitzenden erregte. Beschwichtigt durch ihr freundliches Zureden, erzählte er nun Allen, wer er sei, wie er hierher gekommen, daß seine Liebe zum Theater nicht geringer wäre als die Liebe Pauls für Virginie, und wie er gewiß eben so unglücklich werden würde wie Paul, wenn man ihn keine Anstellung bei'm Theater gäbe. Alle sahen ihn verwundert an.
Der nächste Tag brachte keine erfreulicheren Aussichten, und schon war die Kasse bis auf einen Thaler zusammengeschmolzen. Was war zu thun? Entweder mußte er mit einem Schiffer die Rückreise antreten, um in seiner Vaterstadt verlacht zu werden, oder bei irgend einem Handwerker in die Lehre treten, was doch sein Loos in Odense sein würde, kehrte er zurück. Ein Tischler suchte eben einen Lehrburschen, zu dessen Diensten sich nun Andersen meldete, aber bald ward er auch hier, von den leichtfertigen Reden der Gesellen verletzt, ein Gegenstand der Belustigung Aller, und das Ende war wie einst in der Fabrik zu Odense. Weinend nahm er noch am nämlichen Abend Abschied von dem Meister.
Indem er nun betrübt durch die mit Menschen angefüllten Straßen wanderte, fiel es ihm ein, daß hier noch Niemand seine hübsche Stimme gehört hätte. Er suchte also den Professor Siboni, den direktor des königlichen Conservatoriums auf, bei dem eben eine große Mittagsgesellschaft versammelt war, und darunter der Dichter Baggesen und der berühmte Componist, Professor Weyse. Eine muntere Hausmamsell öffnete ihm die Thüre, und ihr erzählte er ganz offenherzig, wie verlassen er wäre, und wie groß seine Lust, zum Theater zu kommen, sei, was die junge Dame sogleich der Tischgesellschaft wieder vorbrachte, die begierig war, den kleinen Abenteurer, wie Baggesen sagte, kennen zu lernen. Nun wurde er hereingerufen, und mußte vor der Gesellschaft singen und Scenen aus Holberg deklamieren. Als ihm dabei eine Stelle seine traurige Lage in Erinnerung brachte, und er in Thränen ausbrach, applaudirte die Gesellschaft. "Ich prophezeie, es wird einst Etwas aus ihm werden!" sagte Baggesen, "aber werde nur ja nicht eitel, wenn das Publikum Dir Beifall klatscht." Der Professor Siboni versprach darauf, er wolle Andersens Stimme aubilden, damit er auf dem königlichen Theater debütiren könne, und hoch erfreut verließ der Knabe nun das glückliche Haus. Den Tag darauf mußte er bei dem Professor Weyse erscheinen, der ganz die verlassene Lage des armen Jünglings zu würdigen wußte, und edelmüthig eine Collecte für ihn sammelte, die 70 Thaler einbrachte. Nun nahm ihn Professor Siboni bei sich auf, und über dem ersten Unterricht verstrich fast ein halbes Jahr. Da war Andersens Stimme im Übergange, und verlor sich fast ganz. Siboni rieth ihm nun, lieber wieder nach Hause zu reisen und ein Handwerk zu erlernen. So stand der arme Andersen denn wieder ebenso verlassen in der Welt da, wie früher! Doch eben in diesem aufscheinenden Unglücke lag der Keim zu einem bessern Fortkommen für ihn. In seiner Noth erinnerte er sich, daß in Kopenhagen ein Dichter Guldberg lebte, ein Bruder des freundlichen Obersten in Odense. An ihn wandte sich Andersen und fand gütige Aufnahme. Als Guldberg sah, daß der junge Odenseer fast nicht ein Wort richtig schreiben konnte, bot er ihm seinen Unterricht in der dänischen und deutschen Sprache an, und schenkte ihm den Gewinn einer kleinen, eben herausgegeben Schrift. Auch der edelmüthige Weyse, Kuhlau und andere angesehene Männer reichten ihm wieder ihre hülfreiche Hand.
Nun sollte Andersen sich ein Logis in der Stadt miethen. Er fand auch eine Wittwe, die willig war, ihn aufzunehmen, allein diese Frau wohnte in einer berüchtigten Straße, und war umgeben von Damen, die der Dichter uns mit Victor Hugo's Worten als "les femmes ´chevelées qui vendent le doux nom d'amour" schildert. Doch sein Herz war zu rein, sein Gemüth zu kindlich, als daß er hätte über Das nachdenken sollen, was hier um ihn vorging. Seine Wirthin war aber eine harte und gefühllose Frau, die sich nicht entblödete, dem armen Knaben 20 Thaler an monatlichem Kostgelde abzunehmen, oblgeich sie ihm nur eine vormalige Speisekammer zur Wohnung anwies. Er gab ihr indessen das verlangte Geld, und bekam dagegen mitunter einige Schillinge von ihr, wenn er Stadgewerbe für sie besorgte. Keiner konnte sich doch glücklicher fühlen, als der junge Andersen in seiner jetzigen Lage, denn Professor Guldberg hatte den Schauspieler Lindgreen vermocht, den jungen Menschen zu instruieren, währen Einer der Solotänzer sich in den Kopf gesetzt hatte, einen Tänzer aus ihm zu machen. Andersen ging also täglich in die Tanzschule, trat in einigen Balletten auf, und da auch seine Stimme sich wieder eingestellt hatte, mußte er in den Chören mitsingen.
So war er denn nun wirklich zum Theater gekommen, und es galt nur noch um's Debütiren und die damit verbundene Erwerbung eines festen Gehalts. Noch immer von Aberglauben befangen, dachte er da am Neujahrstage, wen er heute in's Schauspielhaus kommen, und dort ein Stück declamiren könnte, würde er zuverlässig im Laufe des Jahres zum Schauspieler avanciren. Leider war das Haus aber an diesem Tage geschlossen, und nur zufällig stand eine kleine Nebenthür offen. Durch diese schlich sich Andersen, zitternd, als wenn er Böses im Sinne hätte, auf die dunkle Bühne, wo kein Mensch sich regte, trat an das Lampengestell, betete hier kniend ein Vaterunser, das Einzige und Beste, was ihm hier einfallen wollte, und kehrte dann getröstet nach Hause. Immer noch hoffte er, seine gute Stimme werde nach und nach ganz wiederkehren, was doch kaum zu vermuthen war, da der arme Jüngling aus Mangel an Geld fast immer mit zerrissenen Stiefeln und nassen Füßen gehen mußte, auch keine Winterkleider hatte. Nun bereits sechzehn Jahre alt, war er doch noch ganz Kind, so daß er sich den ganzen Abend auf seiner Kammer damit beschäftigte, Puppen für sein kleines Theater zu nähen, deren Umzüge aus Proben machte, die er sich in den Kaufläden erbeten hatte. Auf diese Weise verstrichen ihm die besten Jahre zum Lernen, und viele kummervolle Tage mußte er bestehen, ehe ein milder Tag für ihn anbrach. Guldberg übte ihn im dänischen Styl, und bald förderte Andersen eine ganz versificirte Tragödie zu Tage, die wegen der Gewandtheit, womit er die Sprache darin zu behandeln gewußt hatte, Öhlenschlägers, Ingemanns und Anderer Aufmerksamkeit erregte. Bei'm Theater aber ward ihm kein Debütiren gestattet, man entledigte ihn sogar seiner bisherigen Verpflichtung, die Tanzschule zu frequentiren und in den Chören zu singen, da man wünschte, er möchte seine Zeit wissenschaftlichen Studien weihen; doch Niemand that Etwas für ihn in dieser Hinsicht, und es fiel dem armen Knaben schwer genug, nur das Nöthige zur Erhaltung des Lebens zu erwerben. Da schrieb er in seiner großen Noth ein neues dramatisches Stück in der Hoffnung, daß es zur Aufführung angenommen werde, allein die Hoffnung schlug fehl, oblgleich dieser Arbeit bald ein zweiter und dritter Versuch folgte.
Gerade um diese Zeit wurde der als augezeichneter Beamter ebensosehr geschätzte, als wegen seiner Herzensgüte allgemein hochgeachtete Konferenzrath Collin Theaterdirector, und bald begriff dieser kluge und hellsehende Mann, was in dem jungen Dichter schlummerte. Zwar verwarf auch er Andersens dramatische Arbeiten, aber er ging alsbald zum König und erwirkte die Erlaubniß, den jungen Andersen auf Staatskosten in eine gelehrte Schule in den Provinzen zu senden, und wurde dem Jünglich von diesem Augenblick an ein Vater im edelsten Sinne des Wortes.
Jetzt trat nun Andersen von Tanzübungen, Romanen und Puppen über zu Mathematik, Latein und Griechisch, und der siebzehnjährige Jüngling mußte sich darin finden, unter zehnjährigen Knaben die ersten Elemente zu erlernen. Der Rektor behandelte ihn indessen sehr hart, sprach ihm alle geistigen Fähigkeiten ab, und vergaß sich so sehr, verkannte so ganz die Pflichten eines öffentlichen Lehrers, daß er den armen Jüngling zum Gegenstande des Hohns bei den Mitschülern machte, und ihn in einen Zustand geistiger Leiden versetzte, der ihn binnen Kurzem hingerafft haben würde, hätte ihn nicht der edle Collin und einige andere treue Freunde aus diesen Qualen errettet. Als nämlich ein paar Jahre hier verstrichen waren, reis'te Einer der Lehrer nach Kopenhagen, und berichtete dem Konferenzrath, wie übel und sorglos der arme Andersen von dem Rektor behandelt würde. Nicht sobald hatte Collin dies erfahren, als er auch sogleich Andersen aus der Schule nahm und ihn einem Privatlehrer übergab. Ein Jahr daruf (1828) ward Andersen akademischer Bürger in Kopenhagen.
Wenige Monate darauf erschien seine erste literarische Arbeit im Druck unter dem Titel: "Fußreise nach Amack, " eine humoristische Posse, die so großen Beifall fand, daß schon nach einigen Tagen eine zweite Auflage davon veranstaltet werden mußte, und eben jetzt die dritte Auflage unter der Presse ist. Nun wurde der junge Dichter überall mit zuvorkommender Freundlichkeit aufgenommen. Der dänische Uebersetzer des Shakspeare, der Kommandeur Wulff, der berühmte Naturforscher Statsrath Örsted und viele angesehene Familien und Gelehrte nahmen ihn als einen Freund ihres Hauses auf, und die Familie Collin gab ihm ganz eine väterliche Heimath.
Der “Fußreise nach Amack" folgte eine dramatische Arbeit, ein heroisches Vaudeville: "Die Liebe auf dem Nikolaithurme," das auf die Scene gebracht wurde und vom Professor David recensirt ist. Einige glaubten darin eine Parodie auf Öhlenschlägers Axel und Walburg zu sehen, worin die lieben Leute sich doch sehr irrten. – Die ganze Veranlassung zu diesem Irrthume entstand aus zwei Repliken eines Trauerspiels, die Andersen auf komische Weise in seinem Vaudeville benutzt hatte. Darüber entstand eine kleine Partei gegen ihn. Andersen härmte sich nicht darüber, und machte sein zweites akademisches Examen, worin er den höchsten Grad erhielt.
Bald darauf erschien die erste Sammlung ernster und scherzhafter Gedichte, die jedes für sich ein großes Publikum fanden. In der Schule hatte man Andersen so oft der Weichheit geziehen, daß er sich später oft seiner besten Gefühle schämte, und nicht selten, wenn er eben ein ernstes Gedicht vollendet hatte, unmittelbar darauf eine Parodie dazu schrieb. In dieser Sammlung von Gedichten finden sich mehrere Proben dieser Art Parodien, was jedoch von Einigen gemißbilligt wurde, die besorgten, es möge eine solche Richtung des Gemüths nicht gut enden. Chamisso hat mehre dieser Gedichte glücklich übersetzt, und sie in die Ausgabe seiner gesammelten Gedichte aufgenommen.
Im Sommer 1830 machte Andersen eine Reise durch die dänischen Provinzen, und nach der Rückkehr erschien unter dem Titel: Phantasien und Skizzen eine neue Sammlung lyrischer Gedichte von ihm, die von der großen Veränderung zeugte, die in seiner Seele vorgegangen sein mußte, und als hätten die früheren, von ihm selbst verhöhnten Gefühle sich an ihm rächen wollen, trugen alle diese Gedichte das Gepräge einer stilllen Schwermuth. Möglich ist es auch, daß Selbsttäuschung ihren Antheil daran hatte. Chamisso, Gaudy, Gähler und Andre haben einzelne Gedichte dieser Sammlung übersetzt und eins derselben: "Das sterbende Kind" so vielen Anklang gefunden, daß es in's Grönländische übersetzt worden. Die armen Grönländer singen es, wenn sie auf dem Fischfange sind, und man findet es in ihrem Liederbuche abgedruckt. – Überhaupt haben diese Gedichte einen Anklang von Heine's Liedern, in welchen Andersen die Leiden ausgesprochen fand, die sein eigenes Herz drückten.
Zerstreuung ward jetzt mehr und mehr ein Bedürfniß, wollte er anders seine Gesundheit nicht ganz untergraben. Er trat daher 1831 eine Reise in die sächsische Schweiz an, die er noch im nämlichen Jahre, 1831, beschrieb und im Druck heruasgab. Sie ist von Genthe in's Deutsche übersetzt und in Breslau herausgekommen. Auf dieser Reise machte der junge Dichter Bekanntschaft mit Tieck, Chamisso und Willibald Alexis. Chamisso, welcher Dänisch versteht, machte sich bekannt mit Andersens lyrischen Arbeiten und führte ihn zuerst in Deutschland ein, indem er, wie schon gesagt, mehrere von Andersens kleineren Gedichten übersetzte und sich im "Morgenblatte für gebildete Stände" folgendermaßen über ihn äußerte: "Mit Witz, Laune, Humor und volksthümlicher Naivität begabt, hat Andersen auch tieferen Nachhall erweckende Töne in seiner Gewalt. Er versteht besonders, mit Behaglichkeit aus wenigen, leicht hingeworfenen, treffenden Zügen kleine Bilder und Landschaften in's Leben zu rufen, die aber oft zu örtlich-eigenthümlich sind, um Den anzusprechen, der in der Heimath des Dichters nicht selbst heimisch ist. Vielleicht ist, was von ihm übersetzt werden konnte, oder übersetzt worden ist, am wenigsten geeignet, ein Bild von ihm zu geben." –
Da Andersen leider auch vom pekuniären Gewinn, den seine Arbeiten ihm einbringen, leben soll, und das Honorar in Dänemark auch für sehr gelesene Bücher unglaublich geringe ist, so ergriff er die Gelegenheit, als ein junger Komponist, der Konzertmeister Bredahl, sich einen Operntext von ihm erbat, auch die Theaterdirektion besser bezahlt als die Verleger, und schrieb nach Walter Scotts Roman die Oper: "die Braut von Lammermoor," behandelte ebenfalls Carlo Gozzi's Maskenspiel: der Rabe, wozu der Sekretär Hartmann die Musik komponirte, und vom Professor Weyse ersucht, Kenilworth für ihn zu schreiben, erfüllte er auch diesen Wunsch seines frühen Wohltäters. Allein die Kritik billigte nicht, was sie ein Zerstückeln anderer Dichterwerke nannte, und eiferte schonungslos gegen das verkehrte Beginnen, bekannte Romane dramatisch zu bearbeiten .
Indessen behauptete Andersen den schon erworbenen Ruf als lyrischer Dichter durch seine "Vignetten zu dänischen Dichtern" und: "die zwölf Monate des Jahres."
Um diese Zeit erschienen in Kopenhagen die anonymen "Gjengangerbreve", die wegen ihres vortrefflichen Gehalts und einer auffallenden Ähnlichkeit mit Baggesens Manier so große Sensation erregten. Eine sehr schwache Seite hatten diese launigen Episteln doch in dem Angriff, den sie auf Andersen enthielten. Der Witz drehte sich um eine Anspielung auf Andersens Namen, und tadelte ihn wegen seiner mäßigen Orthographie. Der anonyme Verfasser konnte nicht eine gute Seite an Andersens Arbeiten finden, und behandelte ihn auf eine vornehm-herabwürdigende Weise, die ihm nicht zur Ehre gereichte. Wollte Andersen Böses mit Bösen vergelten, erlaubte ihm seine ehrenwerthe Denkart, feindlich gegen jenen Verfasser, den nunmehr wolbekannten Dichter H. Hertz, aufzutreten, wäre dazu die allervorzüglichste Gelegenheit in diesen Tagen gegeben, wo Hertz dem kopenhagener Publikum bewiesen, wie auch er die jämmerlichste Jämmerlichkeit zu Tage zu fördern, und eine zahlreiches Publikum ganze anderthalb Stunden zu langweilen vermochte. Indessen wurden diesem Dichter unmittelbar nach dem Erscheinen jener spuckhaften Briefe Stipendien zu einer Reise nach Deutschland, Frankreich und Italien bewilligt, und dies veranlaßte Andersens Freunde, ihm eine gleiche Aufmunterung auszuwirken, obgleich Viele der Meinung waren, er wäre jetzt auf seinem Kulminationspunkte. Auf Öhlenschlägers, Ingemanns, Heibergs, Örsteds und Thiele's Empfehlungen wurden auch Andersen Reisestipendien zugestanden, wobei es recht merkwürdig war, daß Jeder dieser Herren seine Empfehlung auf eine besondere Eigenschaft am Dichter gestützt hatte: der Eine pries sein tiefes Gefühl, ein Anderer seinen Witz und seine Laune. – Diese Begünstigung erregte indessen den Neid einiger unsaubern Geister, es erschienen einige anonyme Angriffe auf Andersen, die ihn so sehr kränkten, daß er an sich selbst verzweifelnd und voll Mißtrauen eine Reise antrat, die ihm die beste Schule wurde.
Er ging nun (1833) nach Paris, und - kaum sollte man's glauben - der erste Brief, den er hier aus dem Vaterlande empfing, enthielt nur eine couvertirte dänische Zeitung, worin ein wahres Spottgedicht auf Andersen abgedruckt war, eine hämische Ergießung des Neides über die dem Dichter zu Theil gewordenen Stipendien zu einer Reise in's Ausland. Solche Ausbrüche der Rusticität, solche Beweise des gänzlichen Mangels an Erziehung und edleren Gefühlen wiederholen sich nicht selten bei uns. Es sind die ohnmächtigen Auslassungen eines contracten Gemüths, die ihre Wirkung selten empfehlen, d.h. sie gereichen dem Angegriffenen zum besten Ruhme. Andersen verlebte drei Monate in Paris, und stiftete hier Bekanntschaft mit Heine, Victor Hugo und Paul Düport. Nachdem er der Einweihung der Napoleunssäule beigewohnt hatte, reis'te er nach der Schweiz, wo ihn eine ihm ganz unbekannte Familie, Houriet in le Locle, im hohen Thale des Juragebirges, einlud, einige Zeit bei ihr zu verweilen. Andersen nahm diese Einladung mit Erkenntlichkeit an, und vollendete hier, in der großen Einsamkeit der Natur, sein dramatisches Gedicht: "Agnete und der Wassermann," das er in Paris angefangen hatte. In dieser Dichtung goß er seine ganze Seele aus, und wähnte, man würde ihm in Vaterlande die Gnade seines Königs nicht mehr mißgönnen, wenn das Gedicht erst dort bekannt geworden.
An dem nämlichen Tage, an welchem Andersen vor vierzehn Jahren fremd und hülflos nach Kopenhagen gekommen war, am 5. September wanderte er über den Simplon in's schöne Land, das ihn zu dem Dichterwerke begeistern sollte, wodurch ihm die erste allgemeine und wohlverdiente Anerkennung zu Theil wurde: Der Improvisator, oder, wie Professor Kruse den Titel ziemlich schwerfällig umgetauft hat: Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters. Über Mailand, Genua und Florenz ging er nach Rom, wo ihn Thorvaldsen und alle Landsleute mit großer Liebe empfingen. Das nach Kopenhagen gesandte Gedicht "Agnete und der Wassermann," von dessen Aufnahme er so große Erwartungen gehegt hatte, wurde ganz übersehen. Ein anderer junger Dichter, Paludan-Müller, der sich besonders durch schöne Versifikation auszeichnete, war der Stern des Tages geworden. Sonderbare Verkettung! Paludan-Müllers Dichtungen sind in Deutschland erst neulich als schwache Leistungen geschildert, während Viele in Dänemark sie gern in den dritten Himmel erhöben, und Andersen findet in Deutschland weit mehr Anerkennung, als in seinem Vaterlande! – Seine Freunde theilten ihm auch jetzt Alles mit und gestanden ihm offenherzig, wie sie der nämlichen Meinung, wie die größere Menge, wären, daß er nämlich abgeblüht habe. – Ein folgender Brief brachte ihm die Trauerbotschaft vom Tode seiner Mutter, der Einzigen, die noch von seinen Angehöringen am Leben gewesen. Aus mehren erotischen Gedichten, die damals in’s Leben traten, darf man annehmen, daß auch ein geheimer Kummer des Dichters Herz drückte. Mißmüthig wandelte er unter den Kunstschätzen und der reichen Natur‚ wie lebhaft sich aber diese fremde Welt und das Volksleben des Südens in seiner Seele abspiegelte, zeigt uns der Improvisator im schönsten Lichte. Bei Thorvaldsen, der großes Gefallen an der “Agnete” fand, wurde dem Dichter Trost und Aufmunterung zu Theil. Der große Künstler erzählte ihm, wie arm auch er gewesen, wie sehr auch er in seinen ersten Künstlerjahren dem Neide bloßgestellt, und wie oft auch er verkannt worden.
Indeß war Andersens eifrigster Antagonist, der Dichter Herz, auch in Rom angekommen, und, wie es sich von edlen Gemüthern nicht anders erwarten ließ, sie schlossen sich einander an und reis’ten gemeinschaftlich nach Neapel, wo sie der Vesuv mit einer glänzenden Eruption empfing. Sie besuchten Pästum und die blaue Grotte; im Improvisator ist das Auftreten beider dänischen Dichter ein Zeuge dieser nunmehrigen Harmonie der beiden Musensöhne, die unsers Wissens in der Folge nicht gekränkt worden ist.
Im folgenden Jahre kehrte Andersen über Venedig, Wien und München in sein Vaterland zurück. In den beiden letzten Städten hielt er sich ziemlich lange auf und knüpfte hier Bekanntschaften mit Deutschlands ersten Dichtern und Künstlern, die ihm Alle auf’s freundlichste entgegenkamen. Gleich nach der Ankunft in Kopenhagen vollendete der Dichter nun seinen ersten Roman, den Improvisator, der mit ungetheiltem Beifall aufgenommen, gelesen, wieder gelesen und wieder aufgelegt wurde. Überall fand diese hehre Dichtung die verdiente Anerkenung, und selbst Diejenigen, welche früher nicht günstig gegen Andersen gestimmt gewesen, reichten ihm die Hand zur Versöhnung. Zu diesen Letzteren gehörte auch der Rector, jener hartherzige Lehrer unsers Dichters, der sich alle Mühe gegeben hatte, das von Gott verliehene Talent in den Staub zu treten. Jetzt erkannte er seinen Fehler und bedauerte seinen Irrthum. Von allen Beweisen der Anerkennung erfreute jedoch seiner den jungen Andersen mehr, als der Beifall des edlen deutschen Dichters Hauch. Dieser hatte in einer aristophanischen Komödie vermeintliche Fehler an Andersen als Dichter gerügt, und die Meinung ausgesprochen, er habe einen Weg eingeschlagen, der zu Nichts führe. Jetzt, nachdem er den Improvisator gelesen hatte, nahm er seinen Anstand, an Andersen zu schreiben, ihm seine Freude über den eigenen Irrthum zu bezeugen und ihm die Hand der Freundschaft zu reichen. Andersen hat der Welt seine Achtung vor diesem herrlichen Manne dadurch zu erkennen gegeben, daß er ihm und dem herzlichsten seiner vaterländischen Freunde, dem Dichter und Professor Ingemann, den vorliegenden Roman dedicirte.
Dem Improvisator folgte der von Christiani in’s Deutsche übersetzte Roman O.T., der aber wegen seines ganz vaterländischen Charakters eine weniger gefällige Lecture für Deutsche sein dürfte.
Für’s Theater schrieb Andersen das dramatische Gedicht: “Trennung und Wiedersehen,” das von der kopenhagener Theaterdirektion nicht zur Aufführung angenommen worden, wie denn diese Direktion überhaupt nicht das Geringste zur Aufmunterung des Dichters gethan. – Diese Kälte scheint ihm alle Lust benommen zu haben, für die Bühne zu arbeiten, denn er hat seitdem keine neue Arbeiten an die Theaterdirektion eingereicht.
Andersens neustes Werk ist der hier dem deutschen Publikum dargebotene Roman: “Nur ein Geiger!” Mehr als irgend eine seiner früheren Arbeiten enthält dieser Roman Züge aus dem Leben des Dichters, wie das aus dieser Skizze hervorgeht. Uns, dem Übersetzer, kann es nicht zustehen, ein Urtheil über diese Dichtung auszusprechen, daß sie aber Anklang bei dem nachdenkenden Leser finden wird, davon sind wir im Voraus überzeugt.
Des Dichters “Abenteuer für Kinder,” wovon ehestens eine deutsche Ausgabe in der Buchhandlung der Herren Vieweg u. Sohn in Braunschweig erscheint, halten in Dänemark Viele für Andersens originellste Arbeit, und gewiß verdienen drei dieser Dichtungen einen ausgezeichneten Platz in diesem Zweige der Literatur.
Mit der ihm zu Theil gewordenen Anerkennung seines Dichterwerkes scheint auch eine frohere Stimmung sich in seiner Brust zu regen. Nie hat je ein Dichter seine geistige Entwickelung so, von allen Umständen dazu gedrungen, vor dem Publikum zur Schau getragen. Die Kritik folgte allen seinen Schritten, und der Historiker Molbech, welcher Mitglied der Theaterdirektion ist, hat ein so hartes, liebloses und, wir dürfen sagen, ungerechtes Urtheil über Andersen gefällt, daß sein Aussprcuh der Wiederhall einer vorgefaßten Meinung, nicht aber das besonnene Urtheil eines wohldenkenden Mannes genannt zu werden verdient.
Aller dieser Widerwärtigkeiten ungeachtet hat des Dichters eigene Kraft und eine liebevolle Hand der Vorsehung ihn seiner Bestimung mit jedem Tage näher geführt. Seine Persönlichkeit und seine Werke haben ihm viele Freunde und Verehrer erworben; sein Publikum ist zahlreicher, als es seine Gegner glauben möchten. Deutschland indeß hat seinen Werth am richtigsten aufgefaßt, und es spricht das Conversationslexikon der Gegenwart eine doppelte Wahrheit aus, wenn es Andersen einen der talentvollsten dänischen Dichter neuester Zeiten nennt, dessen Ruf in Deutschland jedoch anerkannter sei, als in seinem Vaterlande – es giebt ein treues Bild seiner Persönlichkeit in den Worten: “er besuchte 1833 und 1834 Deutschland, die Schweiz, Italien und Frankreich, wo sein harmloses Wesen, sein offenes, ehrliches Gesicht und der liebefunkelde Blick, der das Dichtergemüth verräth, ihm überall Freunde erwarben.”
Im Sommer von 1837 machte Andersen eine Reise durch Schweden, besuchte Gothenborg, Stockholm und Upsala, wo er Bekanntschaft mit den Dichtern und anderen ausgezeichneten Männern des Nachbarlandes machte. Die Früchte dieser Reise wird das neue Werk uns bringen, woran der Dichter gegenwärtig arbeitet.
__________________
Wir glauben diese Skizze des Jugendlebens und der literarischen Thätigkeit des Dichters Andersen nicht besser schließen zu können, als durch ein chronologisches Verzeichniß aller seiner bisher heruasgegebenen Werke.
1829
erschienen 1) “Fußreise nach Amack.” Erste und zweite Auflage 1829, dritte Auflage 1838.
2) “Die Liebe auf dem Nikolaithurme,” heroischen Vaudeville. Gehört zum Repertoire des königlichen Theaters in Kopenhagen.
1830
3) “Gedichte.” Einige derselben sind von Chamisso in’s Deutsche übersetzt.
1831:
4) “Phantasien und Skizzen.” Aus dieser Sammlung von Gedichten haben v. Chamisso, Gaudy, Gähler und erst neulich auch Thomson in der in Berlin erschienenen sogenannten “Harfe der Skalden” deutsche Nachbildungen geliefert.
5) “Schattenrisse eienr Reise nach dem Harz und der sächsischen Schweiz.” In’s Deutsche übersetzt von Genthe, Breslau 1832.
1832
6) Die Braut von Lammermoor,” Operntext, in Musik gesetzt vom Concertmeister Bredal, und zum ersten Male aufgeführt auf dem königlichen Theater in Kopenhagen am 5. Mai 1832.
7) “Der Rabe,” komische Oper nach Carlo Gozzi’s il Corvo, in Musik gesetzt vom Sekretär Hartmann, als Festschauspiel gegeben zum Geburtstage des Königs von Dänemark, am 29. Januar 1832.
8) “Vignetten zu dänischen Dichtern.”
9) “Die zwölf Monate des Jahres,” ein Cyklus von Gedichten.
1833
10) “Gesammelte Gedichte.”
1834
11) “Agnete und der Wassermann,” ein dramatisches Gedicht, wovon Chamisso ein Fragment in’s Deutsche übersetzte.
1835
12) “Das Fest auf Kenilworth,” Operntext, in Musik gesetzt vom Professor Weyse. Gehört zum Repertoire des königlichen Theaters in Kopenhagen.
13) “Der Improvisator,” Originalroman in 2 Theilen. Zweite Auflage 1837. Deutsch: “Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters,” vom Professor Kruse, Hamburg, 1835, französisch: “l’Improvisateur”, von v. Lundblad, Paris 1838.
1836
14) “Trennung und Wiedersehen,” Vaudeville in 2 Aufügen.
15) “O.T,” Originalroman in 2 Theilen, in’s Deutsche übersetzt von Christiani, Leipzig 1837.
1837:
16) “Mährchen für Kinder,” 3 Heftchen. Erscheinen in deutscher Ausgabe vom Unterzeichneten bei Fr. Vieweg u. Sohn, Braunschweig 1838.
17) “Nur ein Geiger!” Originalroman in 3 Theilen. In’s Deutsche übersetszt und mit einer Lebensskizze des Dichters begleitet vom Unterzeichneten, Braun-schweig 1838.
1838
18) “Die Galoschen des Glücks,” ein Mährchen. Erscheint in deutscher Über-setzung unter No. 16.
19) “Ein rechter Soldat,“ Posse in Versen.
20) “Das hat der Zombi gethan!” Gedicht.
Diese letzeren drei Leistungen erschienen in einem Bande.

Kopenhagen, im Mai 1838.
G. F. v. Jenssen

*[red.tilføjelse: Marmier skriver ”Hogg”. ”Hague” og den tilhørende forklaring er Jenssens gætteri. James Hogg (1770-1835) var en skotsk lyriker og prosaist, opvokset under fattige forhold ude på landet og autodidakt forfatter.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Maj 1838
Sprog: hollandsk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11963
[Informationer opdateret d. 18.11.2013]

  top Top

Sang til Landsoldaten ved Festen paa Glorup den 7de Juli 1851. Kjøbenhavn. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. (Dengang Du drog afsted, Vor Herre han var med).

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade, usigneret. Mel. Dengang jeg drog afsted. (Saml. Skr. XII, 344). Folkekalender for Danmark 1852: "Fest-Sang til Landsoldaten".

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/291)

Udgivet 7. juli 1851
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:592
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 586
[Informationer opdateret d. 14.12.2011]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Sextende Bind. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Sextende Bind. - Titelblad (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 198 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Gurre (se Nr. 416). p. 1
Soldaten (se Nr. 52). p. 3
Lille Viggo (se Nr. 197).p. 4
Rigmor (se Nr. 645). p. 5
Hjemmet (se Nr. 598). p. 6
Silkeborg (se Nr. 639). p. 8
Jeg er Skandinav! (se Nr. 364). p. 8
Sang ved de skandinaviske Naturforskeres sidste Møde (se fr. 381). p. 10
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 12
Den Ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 13
Havblik (se Nr. 101). p. 16
Deviser med Presenter paa et Juletræ:
1. Med et Dame-Guld-Uhr (se Nr. 449). p. 17
676a. 2. Med Lamartines Reise i Orienten (Imellem Bogens Ryg og Rand) (Saml. Skr. XII, 202). p. 17
3. Med Hegels Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 17
677. 4. Med en Tøffel. (Dertil er Du dog ei istand) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
678. 5. Med en Pidsk. (Du faaer en Pidsk, som det sig bør) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
679. 6. Med en Bog-Kniv. (Med denne Kniv kan Du sprætte op) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
680. 7. Med en Felt-Flaske. (Mens Sneen fyger hid og did) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
8. Med Thieles Folkesagn, givet en Digter (se Nr. 451). p. 18
681. 9. Med H. C. Andersens Eventyr. (Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige) (Saml. Skr. XII, 204). p. 19
10. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 19
11. Med en Bog Skrivpapir (se Nr. 148). p. 19
12. Med et Exemplar af Schillers Gedichte (se Nr. 494). p. 19
13. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 19
682. 14. Med en Smørkande. (Vers og Smør ei passe sammen) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
15. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 20
683. 16. Med en Visker. (Du som staaer der og smidsker:) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
684. 17. Med et Speil. (Lykkens Yndling er Du af Naturen) (Saml. Skr. XII, 206). p. 20
18. Med en Østers (se Nr. 143). p. 21
19. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil, syet af en Datter til hendes Moder (se Nr. 506). p. 21
20. Med et Par Thekopper (se Nr. 490). p. 21
685. 21. Med en Bronce-Hest som Papirpresser. Til en dansk Statsmand. (Her kommer en Hest paa flyvende Fire) (Saml. Skr. XII, 207). p. 21
22. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 22
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 22
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 24
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 26
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 27
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 27
Du skal lee! (se Nr. 343). p. 29
Den lille Pige i Asylet (se Nr.424). p. 30
Bregentved:
686. I. Paa Grevindens Fødselsdag. (Der er et Sted paaen af Danmarks Øer) (Saml. Skr. XII, 215). p. 31
II. Sølvbryllupsfesten 1848 (se Nr. 537). p. 32
687. III. (En Glædes-Fest i Dag vi har) (Saml. Skr. XII, 217). p. 34
Hjemvee (se Nr. 121). p. 35
Langelandsk Folkemelodi (se Nr. 659). p. 36
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 37
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 39
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 40
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 41
Kunstnerlivet (se Nr. 31). p. 42
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 46
Et Vinterparti (se Nr. 151). p. 47
De tre nordiske Rigers Skaal for A. Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 48
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 49
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 51
Runerne. Cantate (se Nr. 419). p. 52
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 55
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 56
Morten Lange (se Nr. 69). p. 56
I Brudehuset:
I. Frøken Jonna Drewsen og Hr. Baron Henrik Stampes Bryllup (se Nr. 562). p. 59
II. Frøken Lovise Jacobson og Hr. Proprietair Vilhelm Wolfhagens Bryllup (se Nr. 590). p. 61
III. Frøken Augusta Bournonvilles og Hr. Pastor M. P. Tuxens Bryllup (se Nr. 611). p. 61
Pigen fra Albano (se Nr. 525). p. 63
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 65
Pandebeen, Øiesteen (se Nr. 466). p. 67
Geheimeraad J. Collin:
688. I. (Der et et Huus afsondret ved et Gitter)(Saml. Skr. XII, 248). p. 68
II. Alverden reiser nu, det er jo Moden) (se Nr. 527). p. 69
689. Med Molbechs Eventyr. (Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale) (Saml. Skr. XII, 251). p. 71
Hytten (se Nr. 120). p. 72
Stambogs-Blade i Efternævntes Stambøger:
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 73
II. Felix Mendelssohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 73
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 73
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 74
690. V. Herman Løvenskjold. (Du gav Sylphiden smukke Tonevinger) (Saml. Skr. XII, 253). p. 74
VI. Christiani (se Nr. 496). p. 75
691. VII. Georg Carstensen. (Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi).(Saml. Skr. XII, 254). p. 75
VIII. Den yngste af Casalis Tuteins Sønner (se Nr. 508). p. 75
692. IX. A. Böttger. (Du førte os til Byrons Guld) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
693. X . B. v. Beskov. (Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
694. XI. Fru v. Beskov. (Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
695. XII. Miss Ross. (Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
696. XIII. Fru Bournonville. (Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
697. XIV. Frøken Christy Hohlenberg. (Fra Hindostan, --- som Digterne jo sige) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
698. XV. I Fru Tesdorphs Stambog. (Hvor Luther talte og hvor Goethe sang) (Saml. Skr. XII, 257). p. 78
Kong Christian den Ottende:
I. Bøndernes og Fiskernes Sang ved Slottet Sorgenfri (se Nr. 403). p. 78
II. (Da han laae døende paa Sygeleiet) (se Nr. 528). p. 79
Det har Zombien gjort! (se Nr. 323). p. 80
Danmark (se Nr. 614). p. 89
Kjærlighedens Vægtervers (se Nr. 194). p. 90
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 92
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 93
Digterskibet (se Nr. 89). p. 95
Risens Datter (se Nr. 66). p. 98
Aftenen (se Nr. 11). p. 99
Ballade (se Nr. 73). p. 101
Fem og tredsindstyve Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portrait (se Nr. 351). p. 106
2. Korfits Ulfeld (se Nr. 443). p. 106
699. 3. (Dagen stiger, Mulmet viger) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 107
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 107
700. 6. (Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
701. 7. (Jeg gav dem mit fulde Hjerte) (Saml Skr. XII, 283). p. 108
8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (se Nr. 492). p. 108
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 108
10. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 109
702. 11. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
703. 12. (Amagerbonden har hollandsk Blod) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 109
704. 14. Til Fru Mortier de Fontaine foran i et tydsk Exemplar af I Sverrig. (Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand) (Saml. Skr. XII, 284). p. 110
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 110
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 110
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 110
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 111
19. I en ung Dames Stambog (se Nr. 495). p. 111
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 111
21. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 111
22. Med Lindgreens Portrait (se Nr. 374). p. 112
23. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 112
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 112
25. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 112
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portrait (se Nr. 377) p. 113
705. 27. (Imellem fattigt Græs og Urt) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
706. 28. Med I Sverrig til en dansk Maler. (I Nabolandet er en Billedskat) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 113
30. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 114
31. Med Phisters Portrait (se Nr. 350). p. 114
707. 32. (Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind) (Saml. Skr. XII, 289). p. 114
33. Ved Tassos Grav (se Nr. 498). p. 115
34. Da hun dandsede (se Nr. 499). p. 115
708. 35. Storken. (Storken bringer os alle de Smaa) (Saml. Skr. XII, 290). p. 115
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare?) (se Nr. 41). p. 115
709. 37. Til H. C. Lumbye foran i et Exemplar af Ole Lukøie. (Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
710. 38. (I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
39. Med mit Portrait til en ung Dame (se Nr. 502). p. 116
40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 117
41. Sangerinden (se Nr. 504). p. 117
42. (Paa Gade, Mark og Tage nu ligger Sneen hvid) (se Nr. 71). p. 117
43. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 117
44. Til en ung Dame, med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 118
45. Efter det Russiske (se Nr. 190). p. 118
711. (Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden) (Saml. Skr. XII, 293). p. 118
47. Regnveir (se Nr. 46). p. 118
48. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 119
49. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (se Nr. 507). p. 119
712. 50. Paa Ballet.(Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
51. Bøn (se Nr. 452). p. 120
713. 52. Indskrift paa en ny Bygning. (Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
714. 53. Til Axel Fredstrup. (Er Lykkens Blomst end kastet hen) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
715. 54. Dampskibet Gudenaa. (Det var, som en Fultons Baad vi saae) (tidligere trykt i Silkeborg, se Nr. 637. Saml. Skr. XII, 295). p. 121
716. 55. Under en ung afdød Piges Portrait. (Igjennem hendes Øines Dyb man saae) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
717. 56. Broderet paa et Guitarbaand til en Kriger. (Sang i Hjerte, Sværd i Haand) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
718. 57. Foran i et Exemplar af Eventyr til min Boghandlers yngste Søn. (Bogladen er en sand Aladdins Hule) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
719. 58. Ved et Barns Død. (Dit Øie loe, din Kind var rød) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
720. 59. Til Sangerinden Madam Simonsen. (At Nattergalens Sang og Droslens Slag) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
721. 60. Til Fru J. L. Heiberg, da hun efter sin Sygdom igjen betraadte Scenen. Den 30te Marts 1853. (Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
722. 61. Cavaleren til sin Dame paa et Bal for de Vandlidte. (Jeg kom herhen for de Vandlidte) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
723. 62. I Dandsen. (Jeg dandser længe, jeg dandser kort) (Saml. Skr. XII, 297). p. 124
63. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 124
64. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 124
724. 65. Inscriptioner i Bazaren for Sygehjemmet 1854:
Over en Conditor-Boutik. (For Pengene, som til Conditoren gaaer) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Over Tombola. (Her vinder Du altid - Dig Lykken er huld!) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Veni creator! (se Nr. 74). p. 125
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 126
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 127
Thorvaldsen: I. Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 128
II. I Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 132
III. Dandserinden - Ganymed - Amor og Psyche (se Nr. 489). p. 134
Graat Veir (se Nr. 39). p. 135
Østergade (se Nr. 26). p. 136
En Hustru (se Nr. 442). p. 139
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 140
725. Den unge Herr Petersen. (Og det var den unge Herr Petersen) (Saml. Skr. XII, 315). p. 144
Indledningsord ved Julehilsen til Store og Smaa fra danske Componister 1849 - 1850 - 1851 (se Nr. 541, 558, 572 / 577). p. 145
Cantate i Anledning af Dronning Caroline Amalias høie Fødselsfest (se Nr. 421). p. 148
Prologer:
726. I. Ved en Forestilling af Familien Price. (Nu er det Vinter, det vi Alle føle) (Saml. Skr. XII, 320). p. 150
727. II. I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price.
(Prologen er altid en Slags Bouquet) (Saml. Skr. XII, 321). p. 151
728. III. Ved en givet Forestilling til Indtægt for den blinde Soldat. (Tillad jeg siger hvad De alt veed) (Saml. Skr. XII, 322). p. 152
729. IV. Fremsagt af Hr. Chr. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853. (Borddansen kjende De! ja De har kjendt den) (Saml. Skr. XII, 323). p. 153
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 154
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). 158
Farvel til H. P. Holst (se Nr. 389). p. 161
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 161
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 163
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 163
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 164
Fædrelandske Digte under Krigen: For Danmark! (se Nr. 535). p. 166
Den Frivillige (se Nr. 536). p. 167
Herregaards-Skytterne (se Nr. 581). p. 168
Fremad! (se Nr. 582). p. 168
Matrosen (se Nr. 583). p. 169
Nytaars-Aften 1848 (se Nr. 584). p. 169
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 170
Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 171
Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 172
Ved Juletræet (se Nr. 585). p. 172
Nytaars-Aften 1850 (se Nr. 586). p. 173
Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 174
Hilsen af norske og svenske Frivillige (se Nr. 587). p. 175
Til Hendes Majestæt Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 552). p. 176
Til Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 176
Sang til Landsoldaten (se Sr. 592). p. 177
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 179
Ved Maleren Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 180
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 180
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 181
Admiral P. F. Wulff (se Nr. 511). p. 181
Maleren F. Petzholdt (se Nr. 334). 182
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 182
Giuseppe Siboni (se Nr. 344). p. 183
Madame K. M. Iversen (se Nr. 310). 183
Ved Botanikeren J. W. Hornemanns Grav (se Nr. 324). p. 184
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 184
Digteren A. v. Chamisso (se Nr. 324). p. 185
Fru Lindegaard (se Nr. 313). p. 186
Ingeborg Mimi Collin (Se Nr 425) p. 187
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 187
Fru Conferentsraadinde Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 188
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 189
Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 190
730. Grev Joachim Moltke-Bregentved. (Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt) (Saml. Skr. XII, 355). p. 190
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 191
H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 192
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 192
A. W. Hartmann (se Nr. 571). p. 193
Admiral Zahrtmann (se Nr. 627). p. 194
Digteren F. Høegh Guldberg (se Nr. 613). p. 195
Julecantate (se Nr. 319). p. 196
Psalme (se Nr. 631). p. 196
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 197
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 198

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Udgivet 19. december 1854
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:676
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 731
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Fest-Sange. Til H. C. Andersen. 2. April 1875.

Richardt, Christian: Samlede Digte . Heri p. 179-80: Fest-Sang til H. C. Andersen 2. apr. 1875.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1875
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12074
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Tre og Tredivte Bind. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Tillæg. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879.

Titelblad, paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Indholdsfortegnelse. - Tekst: 186 Sider. - 8vo. - Pris Kr. 1.00.

Indhold.

1080. Vandrerens Sang. (Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme)(Saml. Skr. XII, 365). p. 1
Mene, mene tekel upharsin (se Nr. 1072). p. 1
Asylsang (se Nr. 1073). p. 4
1081. Brev til Fru Saabye. (Min naadige Frue! De maa vide) (Saml. Skr. XII, 368). p. 4
Vers-Vignet (se Nr. 898). p. 5
1082. Til Hende. (Du spurgte: Hvad er Deres bedste Sang?) (Saml. Skr. XII, 370). p. 6
1083. Den Gang vi endnu havde Vaar. (Den Gang vi endnu havde Vaar) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1084. Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed. (Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed) (Saml. Skr. XII, 371). p. 7
1085. Brudstykke af en Rundsang. (Kurvene gjør just vor Lykke) (Saml. Skr. XII. 372). p. 8
1086. Herrens Bøn. (Læs Aften og Morgen dit Fadervor!) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1087. Den stille Uge. (Den stille Uges Sørgetid) (Saml. Skr. XII, 373). p. 9
1088. Vise. (Min Ven, lad Alt Dig more) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1089. Romanze. (Hvor Bøgen helder sin friske Green) (Saml. Skr. XII, 374). p. 10
1090. Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde. (Paa Bane nu, paa Bane!)(Saml. Skr. XII. 375). p. 11
1091. Til Sophie Gade, født Hartmann, at synge for sine Smaa. (Min egen stærke Dreng, min fine Pige) (Saml. Skr. XII, 376). p. 12
Jeg gik igjennem den duftende Skov (se Nr. 1076). p. 12
Romanze (se Nr. 1077). p. 13
Studenten fra Lund (se Nr. 376). p. 14
Liden Kirsten og Prinds Buris (se Nr. 990). p. 15
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 16
Ung Elskov.
I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (se Nr. 953). p. 17
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 17
Jylland (se Nr. 805). p. 18
Ved Aarsskifter.
I. (Et nyfødt Aar paaVerdensstrømmen glider) (se Nr. 801). p. 19
II. (Igjen et Aar udfolder sine Vinger) (se Nr. 836). p. 19
1092. III. (1864.) (Efter Krigen.) (Det nye Aar kommer susende). (Saml. Skr. XII, 383). p. 19
Forvisning (se Nr. 878). p. 20
1093. Ved Soldatens Hjemkomst i 1864. (Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
1094. En Stemning. (Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer) (Saml. Skr. XII, 385). p. 21
Danske Poeter i Bouguet (se Nr. 915). p. 22
Norge (se Nr. 1020). p. 24
Korsør (se Nr. 984). p. 25
Til Maleren Carl Bloch (se Nr. 1063). p. 26
Stormfloden (se Nr. 1030). p. 27
En Stemning (se Nr. 1032). p. 27
Oldingen (se Nr. 1038). p. 28
Billedstormerne (se Nr. 1042). p. 29
Et Barns Skriftemaal (se Nr. 1046). p. 31
Odense (se Nr. 1044). p. 32
Kjøbenhavn (se Nr. 1043). p. 33
Miraklet (se Nr. 1047). p. 34
Lille Svends Udtalelse om Veirliget (se Nr. 1045). p. 35
Den korteste Nat (se Nr. 1049). p. 36
Tunge Timer (se Nr. 1053). p. 36
Mit Barndoms Hjem (se Nr. 1050). p. 37
Fyen og Schweitz (se Nr. 1064). p. 38
Smaavers.
1095. 1. Paa Genfersøen. (Hvor Alperne høit deres Snekrone bær') (Saml. Skr. XII, 402). p. 38
2. Paa Slottet Chillon (se Nr. 275). p. 39
3. Paa Veien fra Genua langs Middelhavet (se Nr. 283). p. 39
1096. 4. I Rom. (Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte) (Saml. Skr. XII, 403). p. 39
1097. 5. Fra Qvirinalhaven. (I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1098. 6. Min Musa. (Min Musa nys) (Saml. Skr. XII, 404). p. 40
1099. 7. Indskrift paa Rammen. (Dit danske Sommer hjem ved Skov og Strand) (Saml. Skr. XII,404). p. 40
1100. 8. Indskrift paa en Kirkeklokke. (Igjennem Flammer blev jeg til) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
9. Efter H. Heine. (I mit Bryst er Klokkeklang) (se Nr. 932). p. 41
1101. 10. (Verden er falsk, Verden er fæl) (Saml. Skr. XII, 405). p. 41
11. Impromtu over Thorvaldsens Atelier i Nysø Have 1840 (se Nr. 382). p. 42
12.(Jeg er ei længer i Ungdomstid) (se Nr. 1078). p. 42
1102. 13. (Dødsenglen flyver i slimet Ham) (Saml. Skr. XII, 406). p. 42
1103. 14. (Et evigt Liv tør jeg ikke kræve) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1104. 15. Paris. (Susende, vexlende, trættende, broget) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1105. 16. (Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1106. 17. (I dette Jordlivs Forgjængelighed) (Saml. Skr. XII, 407). p. 43
1107. 18. (I Rummets store Uendelige) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
19. Efter Gjenoptagelsen af Holbergs De Usynlige (se Nr. 759). p. 44
20. TiI H. S.
1108. 1. (Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat) (Saml. Skr. XII, 408). p. 44
1109. 2. (Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1110. 21. (Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1111. 22. (Jeg troer at der før en Verden var) (Saml. Skr. XII, 409). p. 45
1112. 23. Granattræet. (I Vaaren er hver Blomst en Flamme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1113. 24. (Hvis Du forstod mit Hjertes Suk) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1114. 25. (Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1115. 26. (Hvor det er selsomt at see Ungdom døe) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1116. 27. (Hvor skulde jeg kunne glemme) (Saml. Skr. XII, 410). p. 46
1117. 28. (Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1118. 29. (Der er saa øde paa Heden) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1119. 30. I Rom 1841. (Fra Hjem og Venner komme ingen Breve) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1120. 31. (Erindringen gjemmer saa mangt et Syn) (Saml. Skr. XII, 411). p. 47
1121. 32. (Hvis høit i Juletræets Top) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1122. 33. (I Orienten Nattergalen) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
1123. 34. Ved Juletid i Nizza. (Nu er det den deilige Juletid) (Saml. Skr. XII, 412). p. 48
35. I Dødsstunden (se Nr. 934). p. 49
36. Med en Afbildning (se Nr. 834). p. 49
37. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 49
38. (Paa Livs-Seiladsen er Gud det Fyr) (se Nr. 933). p. 49
1124. 39. Improvisation. (Naar Maanen lyser over Krat og Buske) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1125. 40. Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior. (En Børneflok paa Fødselsdagen bad) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
1126. 41. Norsk Stil. (Tag mig Tusinde!) (Saml. Skr. XII, 414). p. 50
42. Til Den, det rammer! (se Nr. 1019). p. 51
43. (Gaaer Du paa Glatiis og falder, min Ven!) (se Nr. 1015). p. 51
44. Drengen og Hundehvalpen (se Nr. 1028). p. 51
45. Med det Onde og med det Gode (se Nr. 1029). p. 51
1127. 46. (En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1128. 47. Paris. (Paris, hvor er Du dog lystig og glad) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
48. (I Vel og Vee) (se Nr. 960). p. 52
1129. 49. Ved Borgen Ravenswood i Skotland. (Hvor Klippen springer i Søen ud) (Saml. Skr. XII, 416). p. 52
1130. 50. Basnæs. (Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1131. 51. Til den lille Marie. (Du er vel ikke et Aar endnu) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1132. 52. Fra min Reise i Foraaret 1872. (Vi kom fra Keiserstaden) (Saml. Skr. XII, 417). p. 53
1133. 53. (Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
54. I Foraaret i Kjøge (se Nr. 1060). p. 54 Deviser med Presenter.
1134. Med et Halsbaand. (Lille og nysselig!) (Saml. Skr. XII, 418). p. 54
1135. Med en Kurv. (En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1136. Med en Brystnaal i Form af en Flue. (Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1137. Med en Fløite fra en Dame. (Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1138. Med en Dukke. (Hos Dig forvandles Alt til Engel) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1139. Med en Penge-Griis. (Her er en yndig Junker) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1140. Med en Trompet. (Paa Jorden og alle Planeter) (Saml. Skr. XII, 419). p. 55
1141. Med mit photographerede Portrait i Ramme. med Visitkaart ei at staae tilskamme) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1142. Med J. L. Heibergs Urania. Her har Dubergs Urania, hun er saa pyntet, hun) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1143. Med en Jagtkniv. (Det dundrer under Hestens Hov) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
1144. Med et Hefte af mine Eventyr. (Den lille Dreng paa det gule Bind) (Saml. Skr. XII, 420). p. 56
Med en Vedbende-Ranke i Potte (se Nr. 662). p. 57
1145. Med et blomstrende Rosentræ. (Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1146. Med Gellerts Fabler. (Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1147. Med et Kobberstykke. (Som Englene det Jordiske bortbære) (Saml. Skr. XII, 421). p. 57
1148. Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr. (Du har en Kunstnersjæl) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1149. Med et Bundt Cigarer. (Da en Syndflods Vande) (Saml. Skr. XII, 422). p. 58
1150. Med Byrons Værker. (Til Melodi gik Livs-Disharmonien). (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1151. Med Freiligraths Digte. (Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1152. Med en Dukke. (Dukken her er ingen Dukke) (Saml. Skr. XII, 423). p. 59
1153. Med en Pibe. (I Ægtestandens søde Fryd) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1154. Med en Blomsterpige af Chocolade. (Med Blomster staaer hun fra Fod til Top) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1155. Med nogle smukke Fidibus. (Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1156. Med Thorvaldsens Statue. (Slaa Du med Aand og Tale) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1157. Med en Flaske duftende Vand. (Da en Gang Blomsterne Dig saae) (Saml. Skr. XII, 424). p. 60
1158. Med en Spaaqvinde. (Alverden jeg gavner) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1159. Med en Gliedermann. (Jeg var en Gang paa den grønne Green) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1160. Med en Lysestage. (Naar efter Aar og Dage) (Saml. Skr. XII, 425). p. 61
1161. Med en Papirtrykker med Blomster. (Ved denne Du i Verden huske maa) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1162. Med et Cigarfoderal. (Paa Jagten smager en Cigar) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1163. Med en Reisehue. (Den glade Juul Dig lover ret) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1164. Med et Kobberstykke. (Da Roser mangle ved Julens Leg) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1165. Med to Vaser. (Uden Devise og uden Fraser) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1166. Med en Krave. (Den tør Du eje) (Saml. Skr. XII, 426). p. 62
1167. Med et Landskab fra Italien. (Italien, blomstrende Mandelstav!) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1168. Med et Kravebaand. (Fordi man gaaer med Kravebaand). (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1169. Med en Blomstervase. (Gaven her er nydelig) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1170. Med en Hund i Sæbe. (Den hverken bjæffer eller brummer) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1171. Med en Tobakspung (Uden Snakken, uden Takken) (Saml. Skr. XII, 427). p. 63
1172. Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru. (Det røde Guld betyder Elskovs Tro) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1173. Med et Huuskors. (Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1174. Med en Lysestage. (Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1175. Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde. (Tag Koppen med Roeskilde-Byen) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1176. Med Visitkaart. (Et Mindeblad - det Sted, Du har beæret) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1177. Med et Guttapercha-Ansigt. (En Cavaleer kom nys hertil) (Saml. Skr. XII, 428). p. 64
1178. Med en Kurv med Æg. (I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1179. Med et Billede. (Et Kobberstykke skal Du faae) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1180. Med en Krave. (Du faaer til Julegave?) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1181. Med Papir. (Her er Papir til mange Breve) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1182. Med et Par Handsker. (Hille den sorte Jøde!) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1183. Med Eau de Cologne. (Naar Du med dette Dig befugter) (Saml. Skr. XII, 429). p. 65
1184. Med en broderet Skjærm. (I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1185. Med mine Samlede Skrifter. (Du voxte op i mit Hjertes Hjem) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1186. Med et Billede af Rosenborg Have. (Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1187. Med en Hund. (Her er en Hund, og den er stor) (Saml. Skr. XII, 430). p. 66
1188. Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser. (I Kampens Stund han blæste kjækt) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
1189. Med Sammes Sicilianske Skizzer og Noveller. (Sicilien er Skjønheds Hjem) (Saml. Skr. XII, 431). p. 67
Med et Stykke Sæbe (Se Nr. 661). p. 67
Med en Terracotta-Figur af Bissen (se Nr. 663). p. 67
Med en Krukke Pomade (se Nr. 664). p. 68
Med Oehlenschlægers Portrait (se Nr. 665). p. 68
Med en Deel Sparebøsser (se Nr. 1075). p. 68
1190. Med mine Eventyr. (Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige) (Saml. Skr. XII, 432). p. 68
1191. Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand. (Hvor Skjønhed lægges) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1192. Med mine Digte gamle og nye. (Mit hele Blomster-Mosaik) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1193. Med forskellige Presenter. (Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
1194. Med mine Eventyr. (Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag) (Saml. Skr. XII, 433). p. 69
Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde.
1195. 1. (Gamle Gunhild fra Barselstuen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1196. 2. (Tro paa Ingen, ei Dig selv) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1197. 3. (Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1198. 4. (Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen) (Saml. Skr. XII, 434). p. 70
1199. 5. (Gaa til Theatret! - ved Himlens Stjerner) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1200. 6. (Natten lang Dands og Sang) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1201. 7. (Nu er Du paa Maskerade) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1202. 8. (Du er Poet) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1203. 9. (Der voxer for Dig, - ja vær Du glad!) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1204. 10. Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen) (Saml. Skr. XII, 435). p. 71
1205. 11. (Mig Gamle spørger Du Unge) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1206. 12. (Mandag være Dig Mærke-Dag) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1207. 13. (Naar Vaaren rider Sommer i By) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1208. 14. (Jeg føler dit lille Hjerte dikke -!) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1209. 15. (Naar Skoven bliver grøn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1210. 16. (Du finder din Lykke i Kjøbenhavn) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1211. 17. (Du skal ikke troe al Snik og Snak) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1212. 18. (Dig Laurbær og Myrthe er skaaret) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1213. 19. (En seer man født for Prosa og En for Poesi) (Saml. Skr. XII, 436). p. 72
1214. 20. (Hvad ei et Solkys folder ud) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
Stambogsblade.
1215. I. (Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
1216. II. (Fra Vesterhavets Lande) (Saml. Skr. XII, 437). p. 73
III. Fire Blade skrevne i St. Goar ved Rhinen p. 74
1217. 1. (Naar Hyacinthens fine Klokker klinge) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1218. 2. (Du som en Huusalf stille sysler inde) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1219. 3. (Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1220. 4. (Bogen kom først, og jeg kom sidst) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1221. IV. A. Henselt. (Fra Strængene flyver en Fuglehær) (Saml. Skr. XII, 438). p. 74
1222. V. Dandserinden Augusta Nielsen. (Den slanke Lilie, den hvide) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1223. VI. Musikdirecteur W. Rübner. (Din Vugge gænge blev sat i Gang) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1224. VII. Sangeren P. Schram. (Lunets lystige Skalmeie) (Saml. Skr. XII, 439). p. 75
1225 VIII. Componisten Hägg. (Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1226. IX. Fru O'Neill. (Lad Dig i Smerten selve Smerten sige) (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1227. X. C. Castenskjold. (Der synges i By, paa Mark og i Skov). (Saml. Skr. XII, 440). p. 76
1228. XI. Til Jonas Collin. (Vi er som to Strømme af modsat Løb) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1229. XII. Fru Grove, født Fenger. (Bag Sorø Sø ved Skoven) (Saml. Skr. XII, 441). p. 77
1230. XIII. I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Rom. (Flyv ungdomssund til den evige Stad) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1231. XIV. Agnes Dunlop og Michael Rosing. (En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik) (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1232. XV. G. C. Delbanco. (Erindrer Du, ja, det er noget siden). (Saml. Skr. XII, 442). p. 78
1233. XVI. C. Neergaard. (Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
Til Forskjellige. 1234. 1. Til Christian den Ottende. (Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1235. 2. Til H. C. Ørsted. (Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn) (Saml. Skr. XII, 443). p. 79
1236. 3. Til A. Oehlenschlæger. (En Sommerluftning, frisk som den fra Havet) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
1237. 4. Til Capitainlieutenant Chr. Wulff. (Du fører Danmarks Løve) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
5. Til A Bournonville. 1238. I. Efter første Opførelsen af Balletten Fjernt fra Danmark. (Du giver os en Digtning uden Ord) (Saml. Skr. XII, 444). p. 80
II. Efter Balletten Et Folkesagn (se Nr. 1074). p. 81
1239. 6. Til Fru Julie Sødring. (Du kommer som Digtningens gode Aand) (Saml. Skr. XII, 445). p. 81
7. Johanne Louise Heibergs Statue af H. V. Bissen (se Nr. 832). p. 81
8. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 82
9. Christian Winther (se Nr. 747). p. 82
1240. 10. Til Bjørnstjerne-Bjørnson. (Norlandets Digter! Dig Saga indvied) (Saml. Skr. XII, 446). p. 82
Prologer. 1241. I. Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag. (Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest) (Saml. Skr. XII, 447). p. 83
1242. II. Ved en Forestilling i veldædigt Øiemed. (I Riddertiden, som De Alle vide) (Saml. Skr. XII, 448). p. 84
Epiloger. I. (Jeg veed om Farverne, de ere skjønne) (se Nr. 312). p. 85
1243. II. Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price. (Naar man saa godt som hver en Aften maa) (Saml. Skr. XII, 450). p. 86
III. (En Epilog - dens Kreds gaaer vidt) (se Nr. 923). p. 88
1244. IV. (Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog) (Saml. Skr. XII, 453). p. 89
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino 1852 (se Nr. 605). p. 90
Et Par Ord ved Scenens Gjenaabning den 1. Decbr. 1857 (se Nr. 765). p. 91
Ved Kunstner-Carnevalet i Casino den 20. Marts 1860 (se Nr. 806 og 807). p. 93
Kongehuset.
I. Til Frederik den Sjette. (Vor Tid er Aandens Dage) (Se Nr. 311). p. 95
II. Sange ved det søsterlige Velgjørenheds Selskabs Forsamling i Anledning af Marie Sophie Frederikkes Fødselsdag (se Nr. 332 og 333). p. 96
III. Til Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 422). p. 98
IV. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det Kongelige Theater den 8de October 1856 (se Nr. 758). p. 99
V. Sang i Anledning af Kong Frederik den Syvendes Nærværelse i det Kongelige Theater den 24de Marts 1858. (se Nr. 773). p. 100
VI. Sang ved Kong Frederik den Syvendes Ankomst i det Kongelige Theater Onsdagen den 19de October 1859 (se Nr. 791). p. 101
VII. Sang til Kong Frederik den Syvende ved hans Ankomst i det kongelige Akademi for de skjønne Kunster (se Nr. 808). p. 102
VIII. Med Kong Christian den Niendes Portrait (se Nr. 873). p. 102
IX. Med Dronning Louises Portrait (se Nr. 874). p. 103
X. Med Prindsesse Dagmars Portrait (se Nr. 883). p. 103
1245. XI. I Prindsesse Dagmars Stambog. (Her Pen og Blæk en Tegning gav) (Saml. Skr. XII, 467). p. 103
XII. Farvel! (se Nr. 908). p. 104
XIII. Deres Kongelige Høiheder Kronprinds Frederik og Prindsesse Lovisa, Formælingsdagen den 28de Juli 1869 (se Nr. 986) p. 104
1246. XIV. Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa. Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling. (Ved hvert et Sting blev en Rune lagt) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
Leilighedsdigte. 1247. I. Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør [Denne Oplysning er forkert. Sangen blev sunget ved Indsættelsen i Slagelse, 1823. BFNs fodnote]. (Frøet Liv Alherren giver) (Saml. Skr. XII, 469). p. 105
II. Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 106
III. En splinterny Dandse-Vise (se Nr. 1055). p. 109
IV. Sang for de Danske i Paris (se Nr. 247). p. 111
V. Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 112
VI. En lille Flugt til Rom den 8de Marts 1835 (se Nr. 263). p. 113
VII. Sang ved Romergildet den 8de Marts 1836 (se Nr. 286). p. 115
VIII. Psalmer ved første Gudstjeneste i Holmens Kirke efter dens Istandsættelse (se Nr. 288 og 289). p. 117
IX. Cantate, afsungen Nytaarsdag i Garnisonskirken (se Nr. 1054). p. 118
X. Videnskabernes Skaal (se Nr. 314). p. 119
XI. Jagtherrens Skaal (se Nr. 1056). p. 121
XII. Levvel til Jenny Lind (se Nr. 427). p. 122
XIII. Cantate ved Sognepræst C. F. Brorsons 50aarige Embedsjubilæum (se Nr. 433). p. 123
1248. XIV. Julesang i det Collinske Huus. (Saa sidde vi igjen om Julebordet) (Saml. Skr. XII, 488). p. 124
1249. XV. Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852. (Og nu en Sang for Oldemoer) (Saml. Skr. XII, 489). p. 125
1250. XVI. Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann. (De faae ingen Vise, De faae ingen Sang) (Saml. Skr. XII, 490). p. 126
XVII. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Studenter fra et og samme Aar (se Nr. 615). p. 127
XVIII. Ved Efterslægtselskabets Stiftelsesfest (se Nr. 624). p. 128
XIX. Balletpersonalets Hilsen til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 626). p. 130
XX. Til Fru Johanne Louise Heiberg (se Nr. 625). p. 131
XXI. Sange ved det kongelige Opfostringshuus's hundredeaarige Fest (se Nr. 629). p. 132
XXII. Sang ved Fru Malle Drewsens Fødselsfest paa Silkeborg (se Nr. 630). p. 134
XXIII. Ved Krandsens Heisning paa Grandjeans nye Gaard (se Nr. 640). p. 136
XXIV. Ved Indvielsen af den Bingske Porcellainsfabrik (se Nr. 647). p. 137
XXV. Til Jonas Collin. Familiesange paa hans Fødselsdage p. 138 1. (Naar Sneen har bredt Julebord)
(se Nr. 1057). p. 138 2. Lad Januari Atterkomst)
(se Nr. 643). p. 139 3. (I Stuen hænger et Familiebilled) (se Nr. 732). p. 141 XXVI. De danske Qvinder (se Nr. 781). p. 142 XXVII. Sang ved Fest-Ballet i Casino (se Nr. 803). p. 143 XXVIII. Sang ved Politidirecteur C. J. C. Bræstrups Jubilæum (se Nr. 813). p. 144 XXIX. En Foraarsfest i Rom (se Nr. 825). p. 146 XXX. Paa Balletskolen (se Nr. 837). p. 147 XXXI. Det Skjønne (se Nr. 809). p. 148
XXXII. Haandværkerens Vise (se Nr. 644). p. 149
1251. XXXIII. En Moders Skaal. (Om ogsaa ude Stormens Slag).(Saml. Skr. XII, 514). p. 150
1252. XXXIV. Den 2den Februar 1864. Ved Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup. (Tillad, at jeg tager Ordet) (Saml. Skr. XII, 515). p. 151
XXXV. Sang ved Femogtyveaars-Festen for Borgerrepræsentant N. F. Bonnesen og Raadmand B. Petersen. (se Nr. 925). p. 152
XXXVI. Sang ved Afsløringen af Mindestøtten paa Holsteinborg (se Nr. 1003). p. 153
XXXVII. Børnenes Skaal (se Nr. 1009). p. 154
XXXVIII. Til J. P. E. Hartmannden 22de Mai 1874 (se Nr. 1035). p. 155
Bryllupssange.
I. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 392). p. 156
1253. II. Den 22de April 1847. (Det er en hellig Dag blandt Livets Dage) (Saml. Skr. XII, 521). p. 157
III. Pauline Beutner og Valdemar Drewsen
(se Nr. 651). p. 158
1254. IV. Johanne Drewsen og C. von Krieger. (Mai 1855). (Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde) (Saml. Skr. XII, 523). p. 159
V. Mathilde Stæger og Niels W. Gade. (I Kirken) (se Nr. 764). p. 160
VI. Augusta Jøhnke og Carl Reitzel (se Nr. 789). p. 161
1255. VII. Louise Ipsen og C. St. A. Bille. Den 8de Juni 1859. (I Kirken). (Vort Liv har mangen Høitidsdag)(Saml. Skr. XII, 526). p. 162
VIII. A. de Neergaard og O. C. Kahrs
(se Nr. 840). p. 163
IX. Clara Hartmann og August Winding
(se Nr. 880). p. 164
X. Bolette Puggaard og Emil Hartmann
(se Nr. 884). p. 165
XI. Johanne Melchior og I. B. Melchior
(se Nr. 926). p. 166
XII. Lucia Scavenius og Carl Castenskjold
(se Nr. 931). p. 167
Sølvbryllupssange.
I. B. M. Bindesbøll og J. E. Wegener
(se Nr. 294). p. 169
II. Postmester, Grev Holck og Hustru, født Møller
(se Nr. 404). p. 170
III. Josepha Siboni og Ferdinand Tutein
(se Nr. 554). p. 171
IV. Ingeborg Collin og Adolph Drewsen
(se Nr. 593). p. 172
V. Augusta Petzholdt og Gottlieb Collin
(se Nr. 778). p. 175
VI. Louise Collin og B. C. W. Lind
(se Nr. 896). p. 176
VII. Dorothea Henriques og Moritz Melchior
(se Nr. 1010). p. 177
VIII. Hofjuveleer Michelsen og Hustru, født Hansen
(se Nr. 1016). p. 178
Guldbryllupssang. C.W. Wiehe og A.L. Wiehe, født Rosing
(se Nr. 854). p. 180
Mindedigte over Afdøde. I. Ved Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke
(se Nr. 877). p. 181
II. Farvel til Kong Frederik den Syvende
(se Nr. 872). p. 182
1256. III. Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen.† den 23. April 1852. (Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd) (Saml. Skr. XII, 546). p. 182
IV. Sophie Gade, født Hartmann
(se Nr. 744). p. 183
V. Christian Wulff
(se Nr. 757). p. 184
VI. Adam Holst
(se Nr. 788). p. 184
VII. Jonas Collin
(se Nr. 827). p. 185
VIII. Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død
(se Nr. 885). p. 186
IX. Henrik Hertz
(se Nr. 996). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH XVII-36)

Udgivet 1879
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:1079
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 1255
[Informationer opdateret d. 17.3.2014]

  top Top

Den fattige Drengs Æventyr. Fest-Forspil ved H. C. Andersens Hundredaars-Jubilæum.

DRACHMANN, HOLGER, Den fattige Drengs Æventyr. Fest-Forspil ved H. C. Andersens Hundredaars-Jubilæum. Gyldendal, København og Kristiania. 45 pp.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/501)

Udgivet 1905
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:196   Bibliografi-ID: 1562
[Informationer opdateret d. 21.11.2011]

  top Top

Odense Bys Bog om H. C. Andersen.

Odense Bys Bog om H. C. Andersen. Udgivet af SOPHIE BREUM. Hempelske Boghandel, Odense. 92 pp.
Indhold: [a:] Sophus Bauditz, H. C. Andersen. Et Foredrag holdt ved Odense Bys Fest paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel, pp. 15-37; [b:] Vilh. Andersen, Barndomshjemmet, pp. 39-53; [c:] P. A. Rosenberg, H. C. Andersens Ungdoms-Kjærlighed [ dvs. : Riborg Voigt], pp. 55-59; [d:] Sophie Breum, Hans Livs skønneste Fest, pp. 61-77; [e:] S. Br. [Sophie Breum], Byen og Æresborgeren, pp. 79-87; endvidere Ernst v. d. Reckes kantate ved Odense bys fest på hundredårsdagen, Sophus Michaëlis' digt H. C. Andersen og HCA's digt Du kære, gamle Fødeby. - a) Også separattrykt, med paginering [1]-25 (Gyldendal, København); tysk oversættelse, se nr. 207 ndf. [HCAs brev til Odense Kommunalbestyrelse er gengivet i facsimile: Brev ].
Separattryk: Ernst v.d. Reckes Cantate ved Odense Kommunes Fest i Fyens Forsamlingshus paa hundredeaarsdagen for Digteren H.C. Andersens Fødsel 2. april 1905. Musikken af P.E. Lange-Müller.

(Bibliografisk kilde: HCAH IX-27, 1999/133, 1971/495)

Udgivet 1905
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:202
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 1568
[Informationer opdateret d. 28.6.2013]

  top Top

H.C. Andersen den egentlige Stifter af Ny-Poesien.

Omtale af Vilhelm Andersens Festtale fra det kgl. Theaters Scene (med citat fra Politiken).
Selve festtalen, Politiken, 2.4.1905. Festen for H.C. Andersen i København, Tanken om Afholdelsen af en Fest i København var undfangen af selve "Fynsk Samfunds" Formand, Hr. Nielsen. Vor By - post festum. En Erindring om H.C. Andersen (fra Holstenshuus Dyrehave). Odense Avis 4.4.1905.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. april 1905
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13820
[Informationer opdateret d. 24.6.2013]

  top Top

Fra Bjørnsons Hjem.

FINSEN, NULLE, Fra Bjørnsons Hjem. Gyldendal, København og Kristiania. Pp. 86-91.
Om Den skandinaviske Forening i Rom's HCA-fest i 1905; med referat af Bjørnstjerne Bjørnsons tale ved den pågældende lejlighed.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1917
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:366   Bibliografi-ID: 1779
[Informationer opdateret d. 29.11.2011]

  top Top

H.C. Andersen. Født den 2. April 1805. Død den 5. August 1875.

van Sand: biografisk artikel i anledning af 120 års fødselsdagen. Nordlyset, 2.4.1925. - [Forudgående reklamer for festen i Nordlyset 12. marts 1925, Thit Jensen: Biografisk artikel: "Hans Christian Andersen"; H. Fabricius: "H.C. Andersen" Nordlyset, 19.3.1925; Julius Moritzen: "Begejstring for den kommende H.C. Andersen Fest", Nordlyset, 26.3.1925. Foromtale af festen i Current Events Columbo, Ohio, March 16-20, 1925. "H.C. Andersens fødselsdag fejres i Amerika", Berlingske Tidende, 26.4.1925.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet April 1925
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14286
[Informationer opdateret d. 5.10.2011]

  top Top

H.C. Andersen-Festerne paa Fyens Forsamlingshus.

Fødselsdagsplanlægning. Fyens Stiftstidende 25.3.1925.
Over 2000 Børn til Eftermiddagens Oplæsning. Og en vellykket Fest om Aftenen. - Skal der oprettes et H.C. Andersen-Selskab? Tale ved Mindefesten ved H.St. Holbeck ... I Indledningen til sit Foredrag omtalte Rektor Holbeck den voksende Interesse for H.C. Andersen-Forskningen, der efter hans Mening burde give sig Udslag i en snarlig Stiftelse af et H.C. Andersen-Selskab. Fyens Stiftstidende, 3.4.1925.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1925
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15514
[Informationer opdateret d. 8.1.2013]

  top Top

Min skønneste Fest

Min skønneste Fest. Dagens Nyheder 16. og 18. sep.
I hovedsagen citater fra og referat af HCA's egen skildring af æresborgerfesten i Odense - i anledning af forslag om, at byen burde træde frem som H. C. Andersens Fødeby. - Mærket Mr. Ink.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 18. september 1926
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:551   Bibliografi-ID: 2011
[Informationer opdateret d. 23.11.2011]

  top Top

De store H. C. Andersen-Fester i Gaar.

"Eventyret udenfor". Flere Mennesker paa Raadhuspladsen end nogen Sinde tidligere (over 50.000). "Raadhusfestens internationale Side. Transmissionen i Gaar fra Raadhuset". "Festerne i Digternes Fødeby." "Texière-AftEnen i Casinos lille Sal". "Festerne i Aarhus". "Radiofoniens Fest for H.C. Andersen - Professor Vilhelm Andersen fortalte 'Eventyret om H.C. Andersens Eventyr'." Dagens Nyheder. Nationaltidende. 3. april 1930, p. 6.
"H.C. Andersen-Festen i Gaar blev et prægtigt Eventyr." Social-Demokraten, 3.4.1930.
"70-80,000 Mennesker hyldede H. C. Andersen paa Raadhuspladsen. Gaarsdagens mange Fester samlede sig til en enestaaende Hyldest til Digterens Minde." "Odenses Fester i Gaar. Højtidelighed i Mindehallens Gaard. En Stikling af H.C. Andersens Efeu Plantes". Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. 3. april 1930. Forside, pp. 9, 10, 13-14.
"Hovedstadens Fest for H.C. Andersen" Fyns Social-Demokrat, 3. april 1930.
"Den store Andersen-Dag". Morgenbladet, 3.4.1930. "Eventyr-Dagens straalende Børne-Tableauer". "60,000 Mennesker paa Raadhuspladsen hyldede Eventyrdigteren"; Aage Berntsen: "Epilog ved Mindeforestillingen", fremsagt af Holger Gabrielsen. Politiken 2. og 3. april 1930. Børsen, 3.4.1930.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11985
[Informationer opdateret d. 6.12.2012]

  top Top

Filologfesten for H.C. Andersen. Foredrag af Dr. Rubow og Oplæsning af Adjukt Schlichtkrull og Professor Vilh. Andersen.

Foreningen "De Dansksstuderende" afholdt i Aftes i Forbindelse med "Selskabet for nordisk Filologi" en vellykket Fest til H.C. Andersens Minde. Nationaltidende, 3.4.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17466
[Informationer opdateret d. 21.8.2012]

  top Top

H.C. Andersen-Dagenes festlige Indledning. Mindehallens højtidelige Indvielse.

"Det nye Digter-Museum fik en smuk og højtidelig Indvielse i Overværelse af en repræsentativ Forsamling". "Festen ved Klokkedybet i Aften". "Den gyldne Nøgle afleveret". "Smuk Afslutning paa Odense-Festerne". "Det store Børnetog i Odense". "Striden om H.C. Andersens Fødested". "Vi skælver ... Olrik og Karl Larsen kommer". "Bekendtgørelse fra Politiet". "Personlighed". "Et smukt Relief". "H.C. Andersen-Festskriftet". "En sjælden Udstilling i Hempelske Boghandel". "De svenske Drenges Besøg. Den svenske Flaadeafdeling kommer paa Lørdag". "Odense i Festdragt". "Jacob Texiere skal ikke savnes i Odense". "Pantomimeteatret". "Professor Karl Larsen". "Dr. Rubows Foredrag". "Hjemmenes Digter". "Forsker-udtalelser og Folke-Fester i Gaar". "Fest og Smaalighed". "Hr. Staunings spøgefulde Tale." "Dementi" (Holbeck). "Carl Nielsens Musik til 'Amor og Digteren'". "Sophie Breum: Odensebørnenes Sang om H.C. Andersen." "Foran Odenses store Sommer." Berlingske 24.6, 6., 11., 12., 13. og 14.7.; B.T., 11.7.; Ekstrabladet, 9., 11. og 14.7.; Fyens Stiftstidende, 3., 10., 11., 12., 13. og 15.7.; Fyns Tidende, 11., 12. og 13.7.; Fyns Venstreblad, 6., 11., 12., 13. og 15.7. Kristeligt Dagblad, 24.6.; Morgenbladet, M 24.6.; Nationaltidende Aften, 11.6.1930; Dagens Nyheder, Nationaltidende 24.6., 10., 11., 12. og 13. og 14.7.; Odense Avis, 11., 12. og 14.7.; Politiken 11., 12., 13. og 14.7.;

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Juli 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15635
[Informationer opdateret d. 24.4.2013]

  top Top

Forlagsboghandler Ejnar Munksgaard og H.C. Andersen-Minderne.

Et Interview med en gammel Viborgenser, der havde noget pa Hjerte, og som fik Hjertet lettet. Om Karl Larsen og Olrik, der lavede Vrøvlet ved Museumsåbningen. Viborg Stift Folkeblad, 21.7.1930.
"Fest eller skandale", Ekstrabladet, 11.7.1930. Berlingske Aften, 11.7.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 21. juli 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15654
[Informationer opdateret d. 2.11.2011]

  top Top

O serbatoare a Danemarcei: aniversara lui Andersen.

N. Iorga: Serbisk artikel "En dansk Fest: H.C Andersens Fødselsdag", oversat. Neamul Romînesc , april 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet April 1935
Sprog: dansk, serbisk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18245
[Informationer opdateret d. 10.1.2013]

  top Top

H.C. Andersens Fødseldag skal fejres ved en stor Fest.

2. April - 135-Aarsdagen for Digterens Fødsel - indbydes Byens Skoleelever til Fest. Fyns Tidende, 3.3.1940. -
1400 Børn genenm Byen paa H.C. Andersens Fødselsdag. Jacob Texiere og Karin Nellemose læser Eventyr, Fru Ingeborg Skov reciterer og kendte Kunstnere opfører "To brune Øjne" Fyns Tidende, 21.3.1940. - En Radio-Oplæsning af to Eventyr, som vakte Storm hos Andersen-Forskerne. Berlingske Aften-Avis, 16.4.1940. Nationaltidende, 19.4.40.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. marts 1940
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15500
[Informationer opdateret d. 5.10.2011]

  top Top

H.C. Andersens Fødselsdag. Eventyrdigterens Forhold til hans Fædreland.

Udmærket Foredrag af Dr.phil. Topsøe-Jensen ved H.C. Andersen-Samfundets Fest. Ellen Malberg læste "Historien om en Moder" Fyns Tidende, 4. April 1942.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. april 1942
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17257
[Informationer opdateret d. 7.6.2012]

  top Top

Kongens Frisør fylder 90 i Dag.

Politiken 12. jul. 1948: Vidi: Hoffrisør Peelman, som klippede og friserede hele Kongehuset og de europæiske Fyrster, fortæller om et Liv i Fest og Arbejdsglæde. Faderens Frisørforretning lå i Gothersgade, og der kom HCA og blev klippet.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. juli 1942
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12239
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Dejlig H.C. Andersen-Fest. Professor Vilh. Andersen og Sigrid Neiiendam fejrede Digteren som paa hans egen Tid.

H.C. Andersen-Samfundet bød paa Fest i Grands Selskabslokaler. Nationaltidende, og Politiken, 19. jan. 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 19. januar 1943
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17346
[Informationer opdateret d. 27.5.2013]

  top Top

Festforestillingen paa Odense Teater.

Lidt om Premièren paa Fredag paa "Historien om en Moder" og "Hyldemor" i Anledning af H.C. Andersens Fødselsdag. Carl Gandrups gendigtning og Hakon Børresens komposition opføres på initiativ af H.C. Andersen-Samfundet. Fyens Stiftstidende, 30. marts og 2. apr. 1943. "Smuk Transmission fra Odense Teater", Politiken, 3. apr. 1943; "Skolebørnene samles i Eftermiddag kl. 16 til Fest i Raadhushallen", Fyens Stiftstidende, og Kristeligt Dagblad, 2. og 3. apr. 1943; "Odense fejrede sin verdensberømte Søns Fødselsdag". Assens Amts Avis, Bogense Avis, Faaborg Avis, Fredericia Avis, Fredericia Dagblad, Fredericia Social-Demokrat, Fyns Social-Demokrat, Fyens Stiftstidende, Fyns Tidende, Fyns Venstreblad, Fædrelandet, Kjerteminde Avis, Middelfart Venstreblad, Politiken, Social-Demokraten, Vejle Amts Folkeblad, 3. apr. 1943. Fyns Venstreblad, 4. apr. 1943. Berlingske Tidende, 31. mar. 1943. "H.C.-Festforestillingen genoptages. Endnu tre offentlige Opførelser af den smukke Forestilling" m. Ellen Malberg og Tove Maës i "Historien om en Moder". Fyens Stiftstidende, 11. apr. 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 30. marts 1943
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17343
[Informationer opdateret d. 27.6.2012]

  top Top

H.C. Andersens 140 Aars Dag.

B.T., 2. Apr. 1945; "Ingen Fest paa Raadhuset", Aftenbladet, 21. Mar. 1945; "H.C. Andersen mindes", Social-Demokraten, 4. Apr. 1945; "Stille H.C. Andersen-Fødseldag." Fyens Stiftstidende em> 24. og 26. Mrs. 1945; Fyns Tidende, 25. Mrs. 1945; Politiken, 25. Mrs. 1945; Fyns Soc.Demokrat og Fyns Venstreblad, 3. Apr. 1945;

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1945
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17424
[Informationer opdateret d. 13.8.2012]

  top Top

H.C. Andersen ude og hjemme.

Leder i Berlingske Aftenavis i anledning af Elias Bredsdorffs tale (om uforkortede oversættelser) ved åbningen af den danske Udstilling i London. [Victoria og Albert Museet, Sir Laurence Olivier skal læse ved Banketten.] Hertil David Grünbaum om "H.C. Andersen-Oversættelse" (af Paul Leyssac), 1. dec. 1948. - [Stor avisudklip-samling om udstillingen. Dronning Elizabeth og Prins Philip Hædersgæster i Anglo-Danish Society. H.C. Andersens Hat, Paraply og Kuffert til London.] - Hertil: A. Bremerholm: "H.C. Andersen-Oversættelse", Berlingske Aften Avis, 2.12.1948; Storstilet dansk Fest i London for kongelige Gæster, Nationaltidende, og Berlingske Tidende, 7.12.1948

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 25. november 1948
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13366
[Informationer opdateret d. 3.6.2013]

  top Top

Guldalder-fest. Skuespil i 1 akt om H. C. Andersen.

WOLDIDERICH, ERIK, Guldalder-fest. Skuespil i 1 akt om H. C. Andersen. Eget Forlag, København. 56 pp.
Se også nr. 1305 ovf. - Anm.: Olaf Gynt, Fyns Tidende, 8.12.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1950
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1341   Bibliografi-ID: 2936
[Informationer opdateret d. 2.1.2013]

  top Top

H.C. Andersen-Festerne.

Hans Brix: Om de fester, Odense vil holde til Sommer. Fyens Stiftstidende, 1.2.1950. Odense i Fest-Feber: H.C. Andersen-Fester i tre Dage ... man haaber i "europæisk Format". Berlingske Aften, 20.6.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1. februar 1950
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18097
[Informationer opdateret d. 23.4.2013]

  top Top

H.C. Andersen-festens officielle program til alverdens lande.

Artikler i Fyns Tidende i anledning af HCA-festen i juni 1950. "I dag informeres indenlandske og udenlandske korrespondenter om sommerens store Odense-begivenhed. 28.3.1950.
"Flagsmykkes Odense ikke til hele H.C. Andersen-festen? Gadeforeningerne vil bekoste flagningen de to af festens fire dage, medens kommunen nægter at deltage i udgifterne." 11.5.1950.
"Den engelske radios barnestjerne Jennifer Gay, kom i silende regn til Odense". 22.6. 1950.
"H.C. Andersens-festens første dag druknede i styrtregn". 24.6.1950.
"H.C. Andersen-festens anden dag gennemført planmæssigt". 24.6.1950.
"Festlig reception paa rådhuset med mange gaver fra Odenses nordiske venskabsbyer". 25.6.1950.
"H.C. Andersen-festen fik- efter tre dages regn - en vellykket afslutning. Borgmester Werner og turistchef Forchhammer om festens forløb". 26.6.1950.
"H.C. Andersen-fest til næste aar med mindre ændringer". 29.7.1950.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Juni 1950
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13683
[Informationer opdateret d. 23.5.2011]

  top Top

H. C. Andersen og hans Gudstro

KIERKEGAARD, THORVALD, H. C. Andersen og hans Gudstro. Protestantisk Tidende XLVII, pp. 114-25.
Tale holdt ved Det fri Kirkesamfunds HCA-fest 18. apr. - Smst. pp. 126-32 aftrykkes En Historie og 'Der er Forskjel!'

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 18. april 1951
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1384   Bibliografi-ID: 2986
[Informationer opdateret d. 9.1.2012]

  top Top

Jeg kan bedst lide bronzen.

Harald H. Lund: Billedhuggeren Knud Nellemose (som sammen med Karin og Kirsten er fra Nellemose ved Løgismose på Fyn), 50 aar den 12. marts, fortællelr om materiale, modeller og sportsfolk. Afbildet ved en buste af H.C. Andersen. Berlingske Aftenavis, 8.3.1953.
Ved en Fest i Studenterforeningen afsløres i Aften Knud Nellemoses Buste af H.C. Andersen. Berlingske Tidende, 2.4.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 8. marts 1953
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18623
[Informationer opdateret d. 31.5.2013]

  top Top

Dana Festival Attracts many. Saturday Program Set for Overflow Crowds.

"Hans Christian Andersen Fest i Dana College" Den Danske Pioneer 103.3.1955 "En H.C. Andersen Festlighed paa Dana College er planlagt for 15. April". Prof. Norman Bansen: "Danas Campus faar fem Bøgetræer fra Odense" Luthersk Ugeblad Blair, Nebraska, 16.3.1955. "The Hans Christian Andersen Festival at Dana College in Blair, Nebraska, is taking on fairy tale proportions". "Plant Danish Trees at Dana", Omaha World-Herald, 2. and 15. 4.1955, Blair Pilot-Tribune, and The Enterprise, 7.4.1955 . "Strains of 'Wonderful, wonderful Copenhagen ..." The Luther Leage 11.4.1955. The Ansgar Lutheran April 15, 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet April 1955
Sprog: engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14787
[Informationer opdateret d. 27.12.2011]

  top Top

H.C. Andersen-festlighederne begyndte med rigtigt eventyr for Odense-dreng.

Beras: Fantastisk historie om den 15-aarige Helge Christoffersen, der fik H.C. Andersen legatet og blev inviteret 5 uger til USA. Dansk-amerikanerne Jean Hersholt og Tom Knudsen overrakte legatet.
Alt om, hvordan skolerne i Odense i gaar fejrede eventyrdigteren.
H.C. Andersen-legat til Karen Blixen som paaskønnelse for hendes indsats i dansk litteratur. Fyns Tidende 1. og 2. april 1955.
En Digters Fødselsdag. Billed Bladet april 1955 reportage: en fest uden lige med Dronning Ingrid, Jean Hersholt m.fl.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13741
[Informationer opdateret d. 6.8.2013]

  top Top

Sorø Amtstidende.

Kun Odense-borgeren blev ikke indbudt til fest i dag. Koneparret, diplomatiet og de fynske borgmestre medvirker i 265 radioudsendelser fra H.C. Andersens by. (S. 1-2).
S. 4: Den store bog om den store digter. H.C. Andersen-museet i Odense udsender repræsentativt festskrift. S. 9: H.C. Andersens fødselsdag paa byens skoler. s. 10: Fin H.C. Andersen-aften i oplæsningsforeningen. S. 15: H.C. Andersen-festaften i radioen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17690
[Informationer opdateret d. 19.11.2012]

  top Top

Uge-Magasinet.

Nr. 13, 2. april 1955, med forsidefoto af H.C. Andersen. S. 2-3: A.H.J: H.C. Andersen. I Odense lever minderne om den danske digter med verdensnavn. s. 16.: A. Grundløse (Sladderslev Tidende): Vor lokale Andersen-fest.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18131
[Informationer opdateret d. 24.4.2013]

  top Top

Berlingske Tidende 2. April 1955.

Eventyr-Digteren hyldes. Eventyret i Odense. Den unge Andersens Velgørere. Er der stadig Interesse for H.C. Andersen. H.C. Andersens Eventyr som Inspirationskilde. Jean Hersholt gør et nyt Fund. Fornem H.C. Andersen-Fest med berømte Udlændinge. H.C. Andersen - 2. april 1805 - 1955. H.C. Andersen-Legat til karen Blixen. H.C. Andersen og Magasin. Den moderne Opdagelse af H.C: Andersen. Emil Frederiksen: Danmarks Gave til Verden. H.C. Andersens Tagkammer. Den galante andersen. Radi oRoma: H.C. Andersen-Hyldest. Berlingske Tidende, 2. April 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 19058
[Informationer opdateret d. 10.10.2013]

  top Top

Den store eventyr-fest i Odense i gaar.

"Fødebyen i fest for eventyrenes digter". Kongen kom - trods sygdom - til Odense for at hylde H. C. Andersen. "For en dag verdens mest omtalte mand". Mere end 70 lande hyldede i gaar H. C. Andersens Minde. "Afsløring af H.C.-byste hos studenterne". Bysten opstilles til efteraaret - i passende selskab. "Overdaadigt festspil". Bodil Ipsens straalende oplæsning. "Redgrave skænker sit honorar til fynsk skuespiller". "Børnetog og fantastisk wienerbrøds-kaos i gaar". Det store optog blev det glade indslag i københavnernes H. C. Andersen-dag. "Dansk radios hidtil største arrangement". 18 radioreportere fra 11 lande, ogsaa Polen og Rumænien - Fjernsynets længste "hop" herhjemme. Digterens portrætør: Dwt er H.C. Andersen som ahn gik og stod. Billedhuggeren Knud Nellemose ... Boulevarden blev færdiganlagt lige før navneskiftet. Leder: Med tomme Hænder, H.C.A.... Dagens mand paa seks maader. De to nye danske H.C. Andersen-film. dan p. 1, 16 og 26. Politiken, Jyllands-Posten, og Berlingske Aftenavis, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11977
[Informationer opdateret d. 7.1.2013]

  top Top

En dag, der aldrig glemmes i Odense.

Fra tidlig morgen til midnat festede Odense for sin berømte søn, eventyrdigteren, hvis navn var paa alles læber. "Digteren hjælper os fri for djævlespejlets splinter", sagde Kongen. "En verdensborger og dog saa ægte dansk. Kongens hilsen til hele verden fra H.C. Andersens Hus i Odense." Ung skuespiller fik Redgraves hele honorar som et rejselegat. H.C. Andersen fejret overalt i København. Et festspil - Dæmonisk eventyr med lykkelig udgang: Finn Methlings festspil "Skyggen" paa Odense Teater. Bodil Ipsen læste "Den grimme Ælling" paa Odense Teater. Er du med i børnenes eventyr-konkurrence? Han fik laserne til at tale - og digtede livet et tilskud af rigdom, sagde undervisningsminister Julius Bomholt. Odense Teater i Fest. Glimt fra festdagen. [det nyindvidede] Raadhuset i H. Andersens by. Berlingske Tidende, Faaborg Avis, Fyens Stiftstidende, Fyns Social-Demokrat, Jydske Tidende , Fyns Venstreblad , Fyns Tidende og Dagens Nyheder, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16420
[Informationer opdateret d. 21.11.2012]

  top Top

Hele verdens eventyrdigter. Illustrationer fra 13 lande til H.C. Andersens eventyr.

Flag, musik, fest og sol hilste eventyrdigteren. Dobbeltside 14-15: illustrationer fra 13 lande, S. 16: "Den onde Fyrste". Land og Folk, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18972
[Informationer opdateret d. 27.8.2013]

  top Top

H.C. Andersen i Pragtbind.

Anne Chaplin Hansen: Fest og Farver paa Det Kongelige og et Leve for Fødselsdagsbarnet. Jyllands-Posten, 4. April 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18158
[Informationer opdateret d. 3.1.2013]

  top Top

H. C. Andersen sagde nej til London-festlighederne.

Ove Lange, "HCA ville hellere hyldes ved skandinavernes fest for ham i Paris - To utrykte breve." Om HCAs brev til Holten i anl. af Prinsesse Alexandras formæling med Prins Edward. Brev og Brev . Politiken 11.3.1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 11. marts 1963
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12845
[Informationer opdateret d. 30.6.2010]

  top Top

Tre hurra'er og så det lange.

Med brændende appelsinkasser skabte vi en smuk og stemningsfuld H.C. Andersen-fest til glæde for amerikansk TV (Columbia Broadcasting System i New York (filmoptagelse om HCAs æresborgerskab). Dagbladet, 31.10.1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 31. oktober 1963
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18882
[Informationer opdateret d. 7.8.2013]

  top Top

Victor Borge maaske årets eventyr-gæst.

Beras: Det er tvivlsomt om han kan komme ... Oplistning af oplæsningerne i museet fra 1950 til i dag [tilføjelse til 1967] Fyns Tidende 3.2.1965. Med adskillige udklip om oplæsningerne.
Oplæsning i H. C. Andersens Hus 1950-67. På chefredaktør Ole Cavlings foranledning blev der på digterens fødselsdag den 2. april oplæst eventyr i HCAs Hus, udsendt af Danmarks Radio og, de første fem år, betalt af Ekstra Bladet, derefter af museet.
1950: Michael Redgrave (UK) - (Fyrtøjet, Hyrdinden og Skorsteensfeieren) Udsendt af BBC til engelsksprogede lande.
1951: Jeanne Moreau (F) - (2 eventyr) hilsen fra Frankrigs præsident Auriol, læstes af chargé d'affaires d'Harcourt. Udsendt af fransk radio.
1952: Eve le Gallienne(USA) - (2 eventyr) hilsen fra USAs præsident Truman læstes af ambassadør E. Anderson.
1953: Ulf Palme(S) - (?) Hilsen fra Sveriges konge Gulstav Adolf læstes af ambassadør Beck-Friis.
1954: Margaret Rutherford (UK) - (?) Hilsen fra UKs premierminister Churchill læstes af ambassadør E. Berthoud.
1955: Michael Redgrave (UK) - (Grantræet, Nissen hos Spækhøkeren). Stor fest i Forum i anl. af HCAs 150 års fødselsdag. På Odense Teater læste Bodil Ipsen "Den Grimme Ælling", altsammen overværet af kongeparret.
1956: Per Aabel (N) - (Sommerfuglen, Laserne, Gartneren og Herskabet)
1957: Helene Thiemig Reinhardt (A) - (En Historie, Theepotten)
1958: Poul Reumert (DK) -(Det har Zombien gjort, Den grimme Ælling, Flipperne)
1959: Elith Pio - (Historien om en Moder, Et godt Humeur, Vanddraaben)
1960: Ingeborg Brahms (DK) - (Moster, Sneglen og Rosenhækken)
1961: Aflyst pga skuespillerforbundets blokade mod DR. I stedet foretog H. Topsøe-Jensen en gennemgang af museet.
1962: Osvald Helmuth (DK) -(Hvad Fatter gjør ...), Hist hvor Vejen (sunget). Eventyret blev kommenteret af H. Topsøe-Jensen.
1963: Jarl Kulle (S) - (Sommerfuglen, Flipperne, Hjertesorg) Udsendt af Nordvision.
1964: Ingrid Bergman (S) - (Lille Claus og store Claus) Udsendt af Eurovision på engelsk.
1965: Victor Borge (USA) - (Klaverspil + Kejserens nye Klæder, Om Aartusinder) Udsendt på engelsk af EBU
1966: Bodil Kjer (DK) - (Hyrdinden og Skorsteensfeieren, Den uartige Dreng)
1967: H. Topsøe Jensen (DK) - (Det gamle Huus) Afl.: Asta Nielsen (Fem fra en Ærtebælg, Den stumme Bog)
1968: DR oplyste, efter skibbrudne forhandlinger med en international kunstner, at man ikke anså det for hensigtsmæssigt at opretholde oplæsninger 2. april.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. februar 1965
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13743
[Informationer opdateret d. 24.8.2012]

  top Top

Da H.C. Andersen var i Christiania.

Karl Haugholt: Bjørnson måtte ta seg av ham hele tiden. Her på Tøyen hovedgård med Den Botaniske Have ble H.C. Andersen hyldet ved en stor fest under besøket i Christiania sommeren 1871. Uddrag af Jørgen Moes tale. Aftenposten, 30. August 1971.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 30. august 1971
Sprog: norsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18179
[Informationer opdateret d. 4.1.2013]

  top Top

H.C. Andersen med maske og lyslevende.

Politiken 24. august 1975. [programoversigt fra transmissionen] TV bringer direkte transmission fra den H.C. Andersen-fest, som Odense Teater har arrangeret i samarbejde med Det Kongelige Teater og Jørgen Roos. Teaterchef Kai Wilton er arrangør, Peter Eriksen har skrevet teksterne. Børe Wagner dirigerer Odense Symfoniorkester og Carsten Mollerup Sct. Knuds gymnasiums kor. - Anm.: Herbert Steinthal: "H.C. Andersen hos fotograferne, ny mesterlig H.C. Andersen-film af Jørgen Roos." (som optakt til den store internationale tegne- og dukkefilm-festival i Odense) Politiken, 28.7.1975; Aksel Brahe, Fyens Stiftstidende, 25. august 1975.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 24. august 1975
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13275
[Informationer opdateret d. 17.12.2012]

  top Top

Kommunen vil have styr på H.C.A.-foreninger.

John Borgkilde: Odense Kommune vilikke længere nøjes med at følge slagets gang fra sidelinien, når ihærdige græsrødder laver fest. Torben Iversen er kommunenes nye HCA-konsulent.
Rygende uenighed. Galla-festen i anledning af HCAs 190 års fødselsdag skilte de mest ihærdige græsrødder, der har afbrudt alt samarbejde. Om Jacques Borggild, Benny Nybo, Victor Borge, Don Bluth. Morgenposten, 2.2.1996.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. februar 1996
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16651
[Informationer opdateret d. 10.2.2012]

  top Top

Prinsessen og priserne.

Fyens Stiftstidende "Svenske Hans [!] Olov Enquist fik den store H.C. Andersen Pris". "Helmut Schmidt får plads i H.C. Andersen-præsidium. "Forrygende fransk fest, Groupe F's orgie af brag, ild og lys begejstede odenseanerne", "Politikere enige om fyrværkeriets succes", "Hjælp fra H.C. Andersen" [Thomas Karlsen fik Skoledrengs legat].

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 2001
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13345
[Informationer opdateret d. 18.8.2011]

  top Top

Rør ved Andersen.

Malene Birkelund, "Museum. Lær mennesket og hans samtid at kende, når museet genåbner", "Museets åbning - folkets fest", "Enkefruens hus blev til museum" (om hjørnehuset), "Fine ting på piedestal (om skatkammeret)", Fyens Stiftstidende 30. marts 2003.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 30. marts 2003
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13370
[Informationer opdateret d. 7.2.2012]

  top Top

Fransk superstjerne til HCA 2005.

John Borgkilde, "Jean-Michel Jarre lægger linien for musik sammen med Steffen Brandt og Jan Aaskov." "HCA-fest: Paprika Steen var på hjemmebane da hun i Odense Teater sammenkædede festaftenen til minde om 198-året for H.C. Andersens fødsel". Fyens Stiftstidende 3. april 2003.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 2003
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13372
[Informationer opdateret d. 2.3.2011]

  top Top
Søgeord: prologer + + i + den + dag + vi + fødtes + bliver + os + en + fest. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-54